Læsetid: 3 min.

Europa har et ungarsk dilemma

USA har allerede kritiseret Ungarns nye forfatning, mens EU-partnerne af flere grunde tøver med at reagere
5. januar 2012

Ungarns nye forfatning bliver gransket af EU-kommissionen. Viktor Orbáns regering i Budapest vil en af de nærmeste dage få besked fra Bruxelles om, hvorvidt man ifølge kommissionen er på kant med Lissabon-traktaten.

»Det er kommissionen, der i første omgang skal vurdere, om den nye forfatning er problematisk. Men allerede i december fik Orbán en advarsel om, at hvis ikke han holder fingrene fra centralbankens uafhængighed, skal Ungarn ikke forvente at få hjælp fra EU og IMF,« siger Marlene Wind, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet. »Gældskrisen overskygger alt, så kommissionen har svært ved at tage sig af sager som denne, fordi fokus ligger andre steder. Men der er også et samspil med gældskrisen, fordi Ungarn har meget dårlige nøgletal og meget vel kan få brug for hjælp.«

Thomas Valasek, ekspert i europapolitik ved tænketanken Centre for European Reform og sikkerhedspolitisk rådgiver for Slovakiets regering, vurderer, at Ungarns regering sandsynligvis vil rette ind efter kritik fra Bruxelles.

»Orbán har også en pragmatisk side, så jeg tror ikke, at han kan udvikle sig til en kilde til ustabilitet i regionen eller for alvor vil bryde med demokratiske grundprincipper,« siger Valasek og tilføjer: »På det økonomiske område har han nogle underlige holdninger og har gennemført nogle uortodokse tiltag, som har skabt bekymring på finansmarkederne. Men han har også vist fleksibilitet og gennemført smertefulde reformer.«

På tærsklen

Orbáns regering »misbruger sit flertal i parlamentet til metodisk at afskaffe demokratiets gensidige kontrolmekanismer for at fjerne de forfatningsmæssige begrænsninger og forpligtelser og give regeringspartiet magt over uafhængige institutioner og medierne,« advarede Ungarns tidligere præsident Arpád Göncz, Vaclav Havel og andre centraleuropæiske intellektuelle for et år siden. En række dissidenter under kommunismen udsendte forleden en protest mod den nye forfatning. Men ifølge Thomas Valasek har Ungarn endnu ikke overskredet den tærskel, som nødvendiggør indgreb:

»Man kan lægge diplomatisk pres på Ungarn, indbringe sagen for EU’s domstol eller stoppe udbetalingen af europæiske midler. Men det er kontroversielle redskaber, som ikke kun vil ramme det pågældende land, men også skabe nervøsitet i andre lande og påvirke de indbyrdes relationer mellem medlemslandene. Selv om vi godt ved, at nogle medlemslande har mere magt end andre, er EU baseret på den meget beroligende regel om, at alle lande er lige. Derfor må man gå langsomt frem, for alle tiltag vil få sideeffekter.«

Ifølge Marlene Wind peger Ungarns situation på et grundlæggende problem i EU.

»Det viser, at EU ikke har været sin opgave voksen med hensyn til de nye medlemslande. Når de efter en associeringsproces først er blevet optaget, har man ikke haft redskaber til at gribe ind, når demokratiseringen kører af sporet. Det er et stort problem for EU, at man ikke er i stand til at holde orden i eget hus,« siger hun. »Under gældskrisen ønsker ingen i Bruxelles at forholde sig til denne sag. Men EU-parlamentet skal jo vogte borgernes rettigheder, så derfor er denne sag et oplagt springbræt for parlamentarikerne, som vil forsøge at tvinge EU til at reagere på situationen i Ungarn.«

Hillary Clinton har opfordret regeringen i Budapest til at droppe de kontroversielle tiltag. Det er efter Thomas Valaseks mening udtryk for »en meningsfuld arbejdsdeling«: »Det er sværere for EU at kritisere Ungarn, for det er jo så at sige os selv.«

Marlene Wind betragter det derimod som »ironisk«, at USA’s udenrigsminister reagerer først: »I moralsk forstand burde det have været EU. Der er dog foregået meget på de indre linjer, men Clintons udmelding er markant og tvinger EU ud af busken. Det danske formandskab er afventende. Hvis Kommissionen ikke kritiserer brud på Lissabon-traktaten, vil den danske regering ikke gøre noget. Men det internationale pres kan tvinge regeringen til at tage stilling. Lige nu kritiserer Clinton Ungarn, men inden længe kan kritikken blive rettet mod EU.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Det er rigtigt, at EU har et ungarsk dilemma. Men det er desværre noget større end, hvordan man får ungarerne til at underordne sig nogle fælles demokratiske påbud og markedsregler. Den verdensorden, der har eksisteret i de sidste 30 år, er ved at slutte. Status quo er ikke længere en option uanset hvor meget gæld centralbankerne udsteder for at holde tingenes tilstand gående. Skal befolkningerne overleve nogenlunde, må globaliseringen—og de frie kapitalbevægelser—begrænses, og det vil ske. Spørgsmålet er kun, hvordan deglobaliseringen vil sætte sig igennem med forøget politisk magtudøvelse, valutakontrol og tariffer, og hvor grænserne skal ligge.

Jeg kan kun få øje på to veje.

ENTEN defineres grænsen ved et overnationalt EU, der i stedet for at varetage bankernes og finanskapitalens interesser for alvor begynder at varetage befolkningernes. (Engang var der måske et interessesammenfald, men det er længe siden. Nu er det enten-eller). At varetage befolkningernes interesse, er det amerikanerne kalder socialisme: En sikring af arbejdspladser, lønninger, pensioner, og skoler, hospitaler i offentligt regi, osv. (Og læg hertil klima- og energispørgsmålet.) Vi kan også kalde det socialdemokrati, bort set fra, at ledende socialdemokrater i neoliberalismens tidsalder syntes at have fulgt det gamle råd: If you can’t lick them, join them. (De burde have sagt som Uffe!).

ELLER grænserne defineres nationalt ved hvert land for sig. Dette vil også tage form af socialisme, men denne gang som national-socialisme -- i en eller anden variant fra højrepopulisme til regulær fascisme. Det er det vi ser nu i Ungarn, men ikke kun i Ungarn. Tendensen breder sig. Marie le Pen kan blive Frankrigs næste præsident. Selv i Skandinavien—ingen nævnt, ingen glemt.

Et socialistisk/socialdemokratisk EU eller national fascisme som i Ungarn, det er EU's svære valg og virkelige dilemma.

Bankerne har faktisk så stor betydning for det moderne samfund, at man på ingen måde har råd til at lade dem gå konkurs.

Det betyder, at bankerne frit kan fortsætte med at sætte grådigheden i højsædet sammen med de enorme bonusser til banktoppen.
- Går det godt, driver man enorme summer ud af rotation i samfundet og lige ned i aktionærernes lommer.
- Og går det skidt, ja så må skatteborgerne til lommerne, hvilket også gavner aktionærerne.

Men uanset hvor skidt det går, se blot på USA, Irland, Spanien, Portugal, Italien og en række baltiske lande, så går det kun skidt kun for borgerne, for banktoppen og deres forgyldte stor-aktionærer mærker slet ikke til de dårlige tider. De flyder simpelt hen ovenpå, og det udnytter de fuldud.

Derfor må der ske noget omkring dette uvæsen, og og de frie kapitalbevægelser må ind under en centralbank med magt over landenes budgetter. Og så skal der nødvendigvis lægges afgifter på både overførsler af kapital og overførsel af kapital-underskud til skatteparadiser.