Læsetid: 3 min.

Frankrigs Nationale Front rykker frem

Høj arbejdsløshed og økonomisk ustabilitet har øget tilslutningen til det højreradikale parti, hvis karismatiske leder, Marine Le Pen, af flere iagttagere spås at kunne gå videre til præsidentvalgets anden runde
25. januar 2012

PARIS — Kombinationen af en kriseramt eurozone, det beskæmmende tab af Frankrigs AAA-rating og en arbejdsløshed, som ikke har været højere i 12 år, giver uventet medvind til Le Pens fjendske holdninger over for ‘fremmede’ og EU. Det økonomiske uvejr har skabt, hvad flere politiske analytikere vurderer, kan være ’nu eller aldrig’-øjeblikket for Den Nationale Front efter næsten 40 år på den politiske sidelinje.

Meningsmåling efter meningsmåling placerer Le Pen på tredjepladsen med 21,5 procent. Men herfra er der ikke så forfærdeligt langt til Sarkozys 23,5 procent, og selv om det socialistiske partis François Hollande endnu står til at blive en klar vinder af første runde af præsidentvalget til april, må venstrefløjens udfordrer konstatere vigende popularitet. Er meningsmålingerne korrekte, er det således rykket inden for mulighedernes grænse, at Le Pen vil klare sig frem til valgets anden runde to uger senere. Nogle opinionsundersøgelser har vist, at støtten til Frontens spidskandidat kan være betydeligt højere, ja helt oppe omkring de 30 procent.

De dage, da Fronten var synonym med Le Pens far, den i dag 83-årige Jean-Marie, eller kunne afvises som et perifært fænomen for landsbytosser er for længst forbi. Ikke mindst fordi flere af partiets politiske ideer blev samlet op af Sarkozys regering, da den rykkede mod højre. Derved fik de gamle højreekstremister en uset grad af mainstream-respektabilitet.

Tal og trusler

De venstrebreds-intellektuelle og kulturpersonlighederne den parisiske beau monde og andre medlemmer af Frankrigs kommenterende klasser reagerer med instinktiv afsky ved den blotte nævnelse af Le Pens navn. Men i de trøstesløse, postindustrielle egne af Frankrig, hvor franske familier dagligt mærker den økonomiske krise, hvor den gør mest ondt — tab af arbejdspladser, fabrikslukninger, stigende fødevarepriser — vækker Le Pens budskaber om patriotisme, protektionisme og statslig protektion et stigende gehør.

Ifølge Le Monde består Le Pens økonomiske program altovervejende af »uvirkelige tal og virkelige trusler«. Selv insisterer hun på, at hun henvender sig til de »almindelige franske borgere.« I forsimplet form er budskabet: Frankrig skal genvinde tidligere storhed; staten skal give industrisektoren et løft, så der produceres mere, hvorved der skabes flere arbejdspladser; euroen skal skrottes, og barrierer skal rejses mod indvandring, billig import og indblanding udefra. Overalt gælder: »Frankrig og franskmændene skal komme først.« Kampagnens slogan er det enkle: »Marine Le Pen: Folkets stemme, Frankrigs sjæl.«

»Jeg taler for folkets værdier. Og jeg behøver ikke at foregive, at jeg er rundet af folket. For det er jeg, « sagde hun til mig, da jeg for nylig interviewede hende. »Min far var fiskersøn, min mor datter af en lille forretningsmand. Sådan er min baggrund. Jeg kommer fra et sted, hvor man udviste respekt for værdier som ærlighed, hårdt arbejde, patriotisme, opofrelse, frihed og disciplin.«

Alain Duhamel, en garvet politisk kommentator for bl.a. avisen Libération, kalder Le Pen »en lige så stor trussel som hendes far«. Jérôme Fourquet, en analytiker ved opinionsinstituttet FIUF, vurderer dog, at Le Pens popularitet først og fremmest skal forstås på baggrund af økonomiens elendige forfatning, der giver hendes synspunkt »en vis troværdighed« — »og udvikler situationen sig til det værre, kan hun og Fronten virkelig drage fordel af det,« pointerer han.

I 2002 fik den franske politiske elite en kort, men svidende lektion i, at man aldrig bør undervurdere Front National. Uforudset af alle slog Jean-Marie Le Pen den socialistiske kandidat, Lionel Jos-pin, af banen. Ganske vist tabte Le Pen anden runde til Chirac med et brag, men hændelsen efterlod dybe ar.

Marine Le Pen indrømmer, at det er en hård kamp at samle de 500 støtteunderskrifter fra Frankrigs borgmestre, som er påkrævet for at kunne stille op til præsidentvalget, men siger, at det vil være »skandaløst, hvis jeg bliver udelukket«. Hun erklærer sig overbevist om, at hendes tid er kommet.

»De tektoniske plader er ved at forrykke sig,« siger hun.

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Både Marine Le Pen, le Front National/FN, og lederen af Mouvemement Démocratique/MoDem, François Bayrou kæmper om den økonomiske krises glemte vælgere. Marine Le Pen lancerede sin præsidentkampagne i Metz, symbol på det forarmede Lorraine. Hun gjorde sig til talsmand for det "glemte", de "usynlige" og de "anonyme". Bayrou valgte Dunkerque i Nord og henvendte sig til "dem som man i hans hjemegn Béarn, kalder "los de qui caü", "dem som man ikke taler om i tv". Bayrou er "Made in France", Marine Le Pen "Lad og købe og lad os producere fransk".

Mht. Europa og indvandring er de dog ikke siamesiske tvillinger. Kilde: L'Express, 18.1.2012

Mht. om Marine Le Pen er "farligere" end sin far, Jean-Marie Le Pen. Ugebladet "Marie Claire" februar 2012, havde en artikel : "Er de højre-ekstreme kvinder mere farlige?" Bladet skriver, at "den nye generation af kvinder fra de vestlige højre-ekstreme partier har i det mindste en fælles strategi: at bruge deres kvindelighed (og dens formodede kvaliteter) for bedre at kunne få deres foruroligende og lige så væmmelige budskaber igennem som deres tilsvarende mandlige. Et farligere våben end det ser ud til".

Henrik Darlie

"Høj arbejdsløshed og økonomisk ustabilitet har øget tilslutningen til det højreradikale parti"

Ja, for det er nemlig sådan man laver en højre-bølge, det har vi set før.