Fransk-britisk strid om, hvordan børn opdrages bedst

Hvordan det være, at franskmændene har så velopdragne børn, når de engelsktalende lande ikke har? Dette spørgsmål har udløst en ny kulturkontrovers på tværs af kanalen, der blandt andet rejser spørgsmålet, om man kan have så meget empati med sit barn, at man bliver en dårlig forælder
Franske børn er meget mere disciplinerede og dermed tålelige at omgås med end britiske børn, konkluderer en ny bog. Kæft, trit og retning er tilsyneladende vejen frem, hvis man vil have velopdragne børn.

Franske børn er meget mere disciplinerede og dermed tålelige at omgås med end britiske børn, konkluderer en ny bog. Kæft, trit og retning er tilsyneladende vejen frem, hvis man vil have velopdragne børn.

Martin Bureau
6. januar 2012

Franske småbørn får ikke hysteriske anfald, står der i en ny selvhjælpsbog, der giver anledning til løftede øjenbryn hos den gamle ærkefjende Storbritannien. Her blev britiske mødre for nylig kritiseret for at være tykkere og mindre chikke end deres franske søstre. Bagefter kom eurokrise-skænderiet om, hvorvidt den franske eller den britiske økonomi var mest til rotterne. Og nu fyres endnu en kritisk salve så af hen over Den Engelske Kanal.

I sin nye bog — Franske børn kaster ikke med mad — spørger den amerikanske forfatter Pamela Druckerman, som er mor til tre og bosat i Paris, hvordan det kan være, at franskmændene i modsætning til briterne og amerikanerne formår at opdrage børn, der sover igennem i en alder af to måneder, ikke er kræsne, ikke får raserianfald i supermarkedet og går i seng uden brok, alt imens deres mødre »bliver ved med at se cool og sexede ud«.

»Hvilken britisk forælder på besøg i Frankrig har ikke bemærket, hvor velopdragne franske børn er i sammenligning med vores egne?« spørger bogens bagside og forklarer, at Druckerman med en bærbar computer gemt i bletasken satte sig for at afdække hemmelighederne bag det »at opdrage et samfund af gode små sovehjerter, gourmeter og relativt afslappede forældre«.

Børn skal formateres

Selvfølgelig er bogen en lang række generaliseringer og stereotyper, men overdrivelser kan ofte være fremragende debatoplæg. To skoler står over for hinanden: Disciplin versus opmuntring, tugtelse — et vigtigt redskab i franske forældres værktøjskasse er angiveligt stadig la fessée (endefulden) over for frivillighed, et skarpt og skingert ça suffit! (Så er det nok!) i stedet for det angelsaksisk eftergivende: »Skal vi nu ikke lade være med at gøre sådan der?«

I Frankrig opfattes et barn sjældent som en ligeværdig, men snarere som et lille menneske, der skal formes, dels af sine forældre, men frem for alt af det offentlige opdragelsessystem. Dette indebærer klart og ofte stramt definerede rammer, der sætter gode manerer og matematik over kreativitet og udtrykstrang.

En fransk barn, der får et raserianfald, vil næppe klare frisag med den begrundelse, at det udtrykker sig selv. Sandsynligvis får barnet en lussing, og hvis raserianfaldet fortsætter: en tur til børnepsykologen.

Begrebet trodsalder findes ikke i Frankrig.

Lise Fuccellaro er mor til fire børn i alderen otte, 12, 14 og 16. Hun boede i England i syv år før hun vendte tilbage til Paris-regionen.

»Det, som slog mig i England, var, hvor meget mere tålmodige og blide de engelske mødre er i sammenligning med franske forældre,« siger hun.

»De skældte meget mindre ud og skabte langt færre kriser, end vi gør. Men ved bordet opfører franske børn sig uden tvivl langt bedre. Ikke blot sidder de britiske børn ikke pænt. De udviser heller ikke nogen respekt for mennesker omkring dem. For de fleste franske forældre ville det være utænkeligt at udsætte andre mennesker for så uopdragne børn.«

Bénédicte Justan, 37, en fransk professor, der bor i det vestlige London, og som har tre drenge i alderen seks, otte og 10, er enig:

»Britiske forældre er meget mindre tilbøjelige til at råbe ad deres børn og meget mere tilbøjelige til at være rolige og spørge: ’Hvorfor gjorde du det?’ Vi er mere latinske. Det slår mig, at jeg ofte er den eneste forælder, der råber af mit barn på gaden.«

Britiske forældre i Frankrig forfærdes ofte over de franske skolers kvælende strenghed, hvor udenadslære synes at være vigtigere end at lære at ræsonnere, hvor kreativiteten kvæles af konformitet, og hvor det, et barn har at sige, forekommer mindre vigtigt, end om det siger det grammatisk korrekt eller skriver det med pæn skråskrift — franske børn lærer at bruge fyldepenne allerede det første år i folkeskolen.

Fra 68 til autoritær

Druckerman gør en hel del ud af, hvordan franske børn lærer at opførte sig ordentlig i offentlige og sociale situationer. Passagerer på Eurostar-togene i tunnelen mellem England og Frankrig kan ofte fastslå et barns nationalitet uden at høre det tale. Et barn, som styrter skrigende ned gennem gangene, er som regel ikke fransk.

Bénédicte Lohe-Le Blanc, 38, en lærer, der stammer fra Bretagne, og hendes mand Vincent, 39, bor sammen med deres tre børn, Sten, 11, Yaelle, ni, og Kenan, seks, i det vestlige London. Hun mener, at britiske forældre er for eftergivende.

»Jeg var på besøg hos en engelsk ven, hun og hendes seksårige søn sad og hamrede i klaveret, mens vi forsøgte at føre en samtale. Moren sagde bare, ’ja, du er dygtig, men ikke så højt’ — han fortsatte bare. Havde det været Frankrig, var barnet blevet stoppet og trukket væk. Britisk børneopdragelse er meget afslappet, mens vi nogle gange går i den anden grøft og terroriserer vores børn.«

Hun er overbevist om, at der kan være tale om en modreaktion imod den laissez faire-holdning, der vandt indpas i det franske samfund i epoken efter studenteroprøret i maj 1968

»Efter maj 68 blev vi mere afslappede og antiautoritære. Men min generation, så hvordan det endte med at skabe problemer for mange børn, at der ikke blev sat klare grænser. Det fik os til at vende tilbage til en mere autoritær opdragelse.«

Hun tilføjer: »Vi anser børn for at være små mennesker, men ikke små voksne. De har brug for autoritet, de har brug for regler, og de skal kende deres plads. Vi opfatter autoritet som en form for hengivenhed, og vi tror, at et barn udmærket kan blomstre ved hjælp af autoritet og ikke på trods af den. Bundlinjen er: Mit barn har lov til at have sin egen mening, men det er mig, der bestemmer.«

Franske mødre er ofte mindre tæt knyttede til deres børn, siger dr. Caroline Thompson, en børnepsykolog og familieterapeut, der bor i Paris. Hun vurderer, at forskellene i forældrerollen afspejler en forskel i måden, hvorpå mødre betragter sig selv.

»Franske kvinder opgiver nødigt deres kvindelighed til fordel for at være mødre. De definerer ikke sig selv som mødre og ønsker ikke at blive defineret som sådan. For amerikanske og britiske kvinder spiller moderskabet blevet en meget central rolle i vores liv.«

»Et barn fylder ikke så meget i en fransk mors bevidsthed. En angelsaksisk mor, der konfronteres med et barn, der hamrer i klaveret, vil tænke: ’Hvad føler mit barn’? En fransk mor vil tænke: ’Hvad føler jeg?’. Hvis vi har så meget empati med vores børn, at det bliver ubærligt for os at afstraffe dem, er det frygteligt for barnet. Hvis man tror, at ens primære mål i opdragelsen er at få ens barn til at kunne lide en, tager man fejl.«

Imod dette indvender Lise Fucarello, at britiske børn nok er mindre disciplinerede end deres franske modstykker, men ofte ender de med at blive mere omgængelige mennesker som voksne.

»Franske børn er måske nok mere velopdragne i snæver forstand, men de bliver også meget individualistiske som voksne. Britiske børn er mere larmende og uopdragne, men til gengæld synes de at blive mere sociale og fællesskabsorienterede voksne.«

 

 

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jean-François Corbett

Vi mænd anser kvinder for at være små mennesker, men ikke små voksne. De har brug for autoritet, de har brug for regler, og de skal kende deres plads. Vi opfatter autoritet som en form for hengivenhed, og vi tror, at en kvinde udmærket kan blomstre ved hjælp af autoritet og ikke på trods af den. Bundlinjen er: Min kone har lov til at have sin egen mening, men det er mig, der bestemmer.

---

Mon ikke også kvinder var mere velopdragne, dengang vi mænd behandlede dem ligesom franskmændene i denne artikel behandler deres børn.

Spørgsmålet er, om man skal vurdere et barns opdragelse ud fra, i hvilken grad barnets resulterende adfærd umiddelbart er behagelig for de voksne (f.eks. er det dejligt med et barn der sidde pænt og holder kæft). Eller om barnet har sin egen værdi.

Det handler jo ikke om at sætte grænser for (dvs. omkring) barnet, men at barnet skal lære ens egne samt andre menneskers grænser at kende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob Knudsen

Forfærdelig artikel om en bog, der lyder omtrent ligeså forfærdelig... I mine øjne er der tale om to modpoler indenfor pædagogisk filosofi her, den socialkonstruktivistiske og den behavioristiske. Striden opstår fordi parterne er overbevist om, at svaret ligger enten i den ene eller den anden ende, men som med de fleste pædagogiske problemstillinger af i dag, skal løsningen på striden nok snarere findes på midten. Skellet står klart udtrykt i sidste sætning: »Franske børn er måske nok mere velopdragne i snæver forstand, men de bliver også meget individualistiske som voksne. Britiske børn er mere larmende og uopdragne, men til gengæld synes de at blive mere sociale og fællesskabsorienterede voksne.«

Et vigtigt mantra i denne diskussion at huske på er, at voksne og børn er ligeværdige, men ikke ligestillede - man må udøve en gensidig respekt, hvis man vil opdrage sit barn til både at mestre fælleskabet og det sociale, samt selvstændighed og individualitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Bjarke

Børn er ikke små voksne, men det kommer vi til at tro de er. Man lader dem rask væk passe sig selv i skovbørnehaver, fordi man overvurderer deres kognitive formåen og modenhed, og undervurderer deres narcissisme, latente brutalitet og flokadfærd, ja måske kannibalisme, hvis de skulle få en hel uge uden voksne. Vi lader dem, af et stort empatisk og hårdt arbejdende pædagogisk hjerte, fylde for meget i vores voksenliv, parforholdet kan blive perifert, forstene og dø. Nogle vil end ikke lade dem passe! Fakta: Børn kan ikke passe sig selv, børn skal ikke altid være i centrum altid. Børn trives ved krav, struktur og rammer. Det kan børnene ikke selv sige, at de trives ved. Børneopdragelse bør foregå som i kungfuskolerne i Kina. De står op kl 6 og vasker sig i koldt vand. Og tæver hinanden inden for faste rammer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Arne Hornborg

Jeg foretrækker den franske model. Resultaterne taler deres eget, tydelige sprog.
Jævnfør de danske børns opdragelse, eller mangel på samme.
Som et ekstra kuriosum: Franske, elegante kvinder, versus de kedelige engelske kvinder?
Arne Hornborg

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Det kunne være sjovt at høre, hvad ungerne selv mente om forskellige pædagogiske metoder og retninger. Dem er der ikke mange, der spør' om noget.

Men mon ikke de fleste af dem er ret glade for, at det her til lands i det mindste er ulovligt at disciplinere dem v.hj.a. tørre tærsk og indespærring i mørke rum etc.?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Albinus

Grethe,
De danske børn, jeg kender, der er kommet fra franske og belgiske skolesystemer til Danmark, syntes det var for afslappet her, og der var for lidt fokus på læring. Man hører ofte, at det franske skolesystem er strengt. Læreren styrer meget mere, men det gør jo også, at børnene føler sig mere trygge.

Mht. at lære høflighed, mener jeg, det kunne være nyttigt at lære danske børn det, som bl.a. franske og belgiske børn lærer: at kunne sige goddag og farvel, undskyld, holde døre, rejse sig for ældre i off. transport. Jeg havde en fransk kollega her, der efter nogle uger undrende sagde til mig: "Jeg siger undskyld hele tiden. Det er der ingen, der gør her :-)". Med indlært basal høflighed vil danskere være bedre rustede til at rejse ud, hvor man møder den form for høflighed. I f.eks. Belgien siger man goddag til alle, man møder på gangene, hvad enten det er på ens arbejdsplads eller på universitetet. Man siger "goddag" og "hav en god dag" med øjenkontakt i elevatoren. Danskere kan nogle gange opfattes som uhøflige på grund af deres direkte form, mangel på basal høflighed og deres afslappethed (eller provokation). Som da en gruppe voksne akademikere på besøg på den franske administrationsskole ENA lagde benene op på bordet.

Vi skal også være mere tolerante over for andres påklædning og fremtoning. Jørn Moos, kriminalinspektør under Blekingegadesagen, fortæller i "Blekingegadebetjenten", at en fransk dommer kom til København i forb. med et våbenfund i Fontainebleauskoven. Men den prominente topjurists besøg blev absolut ingen succes. "Oveni det var denne jurist en franskmand, der førte sig elegant frem, hvilket i nogle danskeres øjne kunne virke temmeligt provokerende. Samarbejdet førte ikke til noget positivt, og senere fortalte den franske dommer mig, at det danske politi havde behandlet ham som skidt".

Den polske reporter Kapuszinski fortæller om venlighedens betydning for mødet med andre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Baya Remaoun

Min mand er fransk og opdraget på den måde artiklen beskriver. Da vi havde valget mellem den franske og den danske skole for vores børn, nedlagde han klart og stærkt veto imod den franske - gad vide hvorfor?

anbefalede denne kommentar