Læsetid: 4 min.

Gingrich kæmper for sin politiske overlevelse

Den tidligere formand for USA’s kongres er faldet brat i meningsmålinger inden partivalget i Iowa. Som årsager an-føres et stop for tv-debat-ter og en byge af negative tv-reklamer fra Romney
Den tidligere formand for USA’s kongres er faldet brat i meningsmålinger inden partivalget i Iowa. Som årsager an-føres et stop for tv-debat-ter og en byge af negative tv-reklamer fra Romney
2. januar 2012

BOSTON — Newt Gingrich har savnet en god og saftig tv-debat i ugerne op til republikanernes første partivalg i morgen i Iowa.

Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus fik vinger at flyve med, da han i løbet af efteråret viste sine oratoriske evner i tv-debatter og interview. Han steg til vejrs i meningsmålingerne, overhalede favoritten Mitt Romney i landsmålinger og lå i nogle uger foran ham i Iowa. Men siden 15. december har der ikke været afholdt en tv-debat mellem de rivaliserende præsidentkandidater. Den næste falder lige inden primærvalget i New Hampshire 10. januar.

I mellemtiden har Romney og den libertære kandidat, Ron Paul, indledt et frontalt angreb i tv-reklamer på Gingrichs lukrative tjans som lobbyist i Washington for den farmaceutiske industri (herunder Novo-Nordisk) og for den statslige hypotekbank Freddie Mac. I republikansk optik er banken en af de hovedansvarlige for finanskrisen på Wall Street i 2007-08. Offensiven har båret frugt for Romney og Paul, ikke mindst fordi Gingrich som princip har erklæret, at han ikke vil angribe sine partikammerater.

I den seneste meningsmåling i Iowa er han er røget ned på en fjerdeplads. Tredjepladsen er overtaget af tidligere senator Rick Santorum, der tiltrækker opbakning fra konservative kristne vælgere. I New Hampshire indtager Gingrich kun en tredjeplads efter Romney og Paul.

Det eneste lyspunkt for Gingrich er, at han ligger lige med Romney i landsmålinger og foran i South Carolina og Florida, der skal stemme senere i januar.

»Newt Gingrich er en papmachekandidat. Der er ikke noget substans indeni. Hans popularitet skyldes tv-optræden og vælgernes genkendelse af hans navn,« siger den demokratiske medierådgiver Dan Payne. »Gingrich havde aldrig for alvor forestillet sig at vinde primærvalgene. Han havde skrevet en bog, og hans hustru Callista en børnebog, så tv-debatterne var en god måde at promovere sig på.«

Gingrichs rejseprogram i løbet af efteråret antyder et gran af sandhed i denne påstand. Han tog nemlig ligesom en anden kandidat — pizzakongen Herman Cain — på bogturné i delstater, som først skal holde primærvalg sent i valgsæsonen. Hverken Iowa eller New Hampshire var Gingrichs og Cains foretrukne rejsemål.

Manglende organisation

Gingrich forsømte endvidere at opbygge et netværk af græsrødder i Iowa og New Hampshire og at skaffe rige donorer til at finansiere hans kampagne. Så da han toppede i meningsmålingerne i midten af december, havde han ikke en organisation til at konsolidere sin føring på terrænet i de to stater; og han rådede ikke over penge til at besvare de fjendtlige fremstød i egne tv-reklamer.

Men det betyder ikke, at den flamboyante politiker med en revolver fuld af løse ideer siddende i bæltet allerede er slået af pinden.

»Under de republikanske primærvalg i 1980 blev Ronald Reagan også anset for at være en outsider med dristige og nogle gange skøre ideer — ligesom Gingrich,« siger Neal Gabler, kritiker og forfatter til bøger om amerikansk kultur og politik.

»Reagan vandt. Han slog endda den siddende præsident Jimmy Carter. Det til trods for, at få havde taget ham alvorligt i begyndelsen af valgkampen. I amerikansk politik er det nogle gange sådan, at vælgerne foretrækker fyren, de ikke kender fremfor fyren, de kender, fordi de ved, hvad den kendte vil gøre.«

Unge hjælper Paul

Ikke overraskende foretager vælgerne dette kvalitative spring sjældent og næsten udelukkende i en situation, hvor landet tilsyneladende står i stampe. Lige nu mener 81 pct. af befolkningen, at det politiske system har svigtet dem. Derfor leder mange efter alternativer til konventionelle politikere som præsident Obama og Mitt Romney.

Den libertære politiker Ron Paul, 76, har forstået at udnytte udbredt ængstelse og utilpashed i store dele af befolkningen over den politiske hårdknude i Kongressen. Under primærvalgene i 2008 vandt det republikanske kongresmedlem fra den texanske Golfkyst gennemsnitligt 10 pct. af stemmerne. I de seneste meningsmålinger står han til at erobre 22 pct. i Iowa og 18 pct. i New Hampshire.

Men på landsniveau ligger han kun på 12 pct. og er et godt stykke nede i South Carolina og Florida, der stemmer senere i januar.

Paul har gennem årene opbygget en trofast skare af tilhængere over hele USA; mange af dem er så tændte på hans ideer og hans politiske kompromisløshed, at de gerne rejser landet rundt for at hjælpe hans kandidatur. Unge amerikanere, der er faldet for Pauls ideer om en minimalstat, næsten ubegrænset individuel frihed og en ikke-krigerisk isolationistisk udenrigspolitik, er rejst til Iowa.

Politiske iagttagere og forskere i Tea Party har anført, at bevægelsen overvejende består af midaldrende og ældre amerikanere. Den anskuelse skal måske snart revideres, idet Pauls opbakning også omfatter en stor komponent af helt unge amerikanere, der nærer mistro til det politiske system.

Faktisk ser Paul ligheder og paralleller mellem Tea Party og Occupy Wall Street. I sidste uge udtrykte han på et valgmøde i Iowa stor sympati for de unge besætteres oprør mod Wall Streets korrumpering af amerikansk politik og mod den voksende sociale ulighed i USA.

»Det afgørende er ikke, om den ene bevægelse ligger til højre og den anden til venstre. De er begge utilfredse med vores politikere,« sagde Paul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Slettet Profil

”[faktisk ser Paul ligheder og paralleller mellem Tea Party og Occupy Wall Street... De er begge utilfredse med vores politikere,« sagde Paul.]” og The Federal Reserve ' ku' man tilføje, og hvem egentlig ville være andet'? Selvfølgelig har de fælles rod; selv 99% af de værste bidragere til elendigheden, burde også være af de “99%”( - Det bør i hvert fald efterstræbes at de føler sig sådan, da det er dem der i sidste instans skal nedlægge arbejdet og occupy sig selv) – Minimum er at TP & OWS kan finde fælles fodslag, ellers er 99% = Fail.