Læsetid: 4 min.

Giv ikke kreditbureauerne skylden for Europas turbulens

Europa og Eurozonen er langsomt ved at kvæle sig selv med en giftig blanding af stramninger og et finanssystem, der har store strukturelle mangler
Udland
17. januar 2012

Selv de mest rationelle europæere må nu erkende, at fredag den 13. kan være en uheldig dag: På denne dag i sidste uge brød de græske gældsomlægnings-forhandlinger sammen. Det skete, da en betydelig gruppe obligationsejere nægtede at deltage frivilligt i det såkaldte haircut på 50 procent — dvs. en gældsnedskrivning, som blev vedtaget sidste sommer. Selv om forhandlingerne antagelig genoptages, er risikoen for en kaotisk græsk statsbankerot dramatisk forøget.

Samme dag nedjusterede Standard & Poors, et af verdens tre toneangivende kreditvurderingsbureauer, deres bedømmelse af ni af Eurozonens 17 økonomier. Som resultat heraf blev Portugal det tredje land i zonen, der nåede ned på ’junk-status’ fra alle tre bureauer. Mere opsigtsvækkende var det dog, at Frankrig fik frataget sin AAA-rating. Med Tyskland tilbage som den eneste store AAA-ratede økonomi til at bakke op om eurozonens redningsfond (den hollandske økonomi, den næststørste AAA-økonomi, er meget mindre end den franske) bliver eurozonens krise vanskeligere at håndtere.

Eurozone-landene har reageret med forudsigelig kritik af S & P og de andre ratingbureauer for at have nedgraderet dem uden rimelig grund. Navnlig Frankrig er fortørnet og antyder — i lyset af at Storbritannien beholdt sin AAA-status — at der kan være tale om en engelsk-amerikansk sammensværgelse mod Frankrig. De to andre store, Fitch (der for 80 procents vedkommende er ejet af et fransk selskab) og Moody’s opretholder dog indtil videre Frankrigs AAA-karakter.

Besynderlig dom

Alligevel har Frankrig god grund til at føle forurettet, da det i henseende til flere økonomiske indikatorer, herunder budgetunderskud-størrelse, vitterligt klarer sig bedre end Storbritannien. Og i betragtning af den inkompetence og kynisme hos de tre store, som blev afsløret i forbindelse med Den Asiatiske Finanskrise i 1997 — og mere dramatisk af den globale finanskrise i 2008 — er der god grund til at anfægte S & P’s dom. Men landene i eurozonen må desuagtet se i øjnene, at de i høj grad selv bærer en del af ansvaret for deres ’fredag den 13.’-nedtur.

For det første skal nedgraderingen i vidt omfang tilskrives de stramningsmotiverede nedskæringer, som Eurozonens centrale lande, især Tyskland, har pålagt økonomierne i periferien. Som ratingbureauerne selv har påpeget, kvæler stramninger den økonomiske vækst, hvilket fører til svindende skatteindtægter, hvorved det igen bliver vanskeligere at få styr på budgetunderskuddet. Herefter trækker den resulterende finansielle uro selv de sundere økonomier ned, hvilket er, hvad vi netop har set illustreret.

Også sammenbruddet i de græske gældsforhandlinger kan til dels føres tilbage til politiske dispositioner i eurozonen. Under efterårets eurokrise-forhandlinger førte Frankrig an i nedskydningen af et tysk forslag om, at de, som havde græsk statsgæld i udenlandsk valuta til gode, var nødt til at acceptere nedskæringer i den fremherskende krisesituation. Efter således at have delegitimeret selve ideen om en tvungen gældssanering burde det ikke komme bag på eurolandene, at mange indehavere af græske statsobligationer nægter at deltage i en frivillig ditto.

Selvforskyldt

Derudover bliver eurozone-landene nødt til at gøre sig klart, at der også er strukturelle grunde til, at ratingbureauerne bliver ved med at ’forfølge’ dem. Sidste efterårs EU-forslag om at styrke reguleringen med rating-sektoren viste, at euroområdets politikere tror, at sektorens hovedproblem er manglende konkurrence og gennemsigtighed. Men faktisk beror bureauernes ’utilbørlige påvirkning’ i højere grad på selve karakteren af det finanssystem, som de europæiske (og andre) politikere har tilladt at udvikle sig over de seneste par årtier.

For det første har de i løbet af denne periode selv indført en finansiel reguleringsstruktur, der er stærkt afhængig af kreditratingbureauer: Således måler vi kapitalgrundlaget hos finansielle institutioner — en måling afgør deres muligheder for at låne — ved at vægte deres aktiver ud fra de respektive kreditvurderinger af disse institutioner. Vi har også bestemt, at visse finansinstitutioner (såsom pensionskasser og forsikringsselskaber) ikke må eje aktiver med under et bestemt minimumniveau for kreditvurdering. Hensigterne bag er velmenende nok, men det burde ikke kunne overraske nogen, at en sådan reguleringsstruktur vil styrke ratingbureauernes indflydelse uforholdsmæssigt.

Amerikanerne har gennemskuet netop dette problem og gjorde med Dodd-Frank-reformen reguleringssystemet mindre afhængigt af kreditvurderinger, men de europæiske tilsynsmyndigheder har undladt at tage lignende skridt.

Men på det helt grundlæggende niveau — og dette har hverken europæere eller amerikanere endnu indset — er det først og fremmest vores finanssystems stadig mere komplekse og langsigtede natur, der øger vores afhængighed af ratingbureauer.

Må forenkle systemet

I gamle dage var der kun få, som tænkte på at rådføre sig med et kreditvurderingsagentur, for man vidste, hvad man havde at gøre med: Banker lånte ud til virksomheder, som de kendte, eller til lokale husholdninger, hvis adfærd de havde let ved at forstå, uanset om de kendte dem personligt. De fleste købte desuden finansielle produkter fra virksomheder og regeringer i deres egne lande og i deres egen valuta.

Men med den større deregulering af finanssektoren køber folk i stigende grad finansielle produkter, som er udstedt af selskaber og lande, de ikke rigtig forstår. Hvad værre er: Disse produkter er ofte komplekse, sammensatte og skabt igennem finansiel ingeniørkunst. Som et resultat af dette er vi blevet mere afhængige af ekspertvurderinger — det vil sige af ratingbureauer — der kan anslå risikoen ved vores økonomiske dispositioner.

Medmindre vi forenkler systemet og mindsker det strukturelle behov for ratingbureauerne, vil vores afhængighed af dem fortsætte — uanset om vi gør den finansielle regulering mindre afhængig af deres kreditvurderinger.

Eurozonen — og mere bredt: Europa — kvæler langsomt sig selv med en giftig blanding af stramninger og et finanssystem med strukturelle mangler. Uden en radikal nytænkning af spørgsmål om budgetunderskud, statsbankerotter og finansielle reformer er kontinentet dømt til at skulle gennemleve en længere periode med uro og stagnation.

 

Ha-Joon Chang underviser i øko-nomi ved Cambridge University. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her