Læsetid: 3 min.

Hackere i online-krig med nynazister

En anonym hackersammenslutning vækker opsigt med et frontalangreb på en række navngivne tyske nazi-sympatisører
Tilhængere af det højrenationale NPD lytter til partilederen Udo Voigts tale under en demonstration i Berlin i juni i år. Det er blandt andet lister over NPD's bidragydere, som hackere har offentliggjort på sitet Nazileaks.

Tilhængere af det højrenationale NPD lytter til partilederen Udo Voigts tale under en demonstration i Berlin i juni i år. Det er blandt andet lister over NPD's bidragydere, som hackere har offentliggjort på sitet Nazileaks.

Odd Andersen

4. januar 2012

Truslen fra tyske nynazister skal bekæmpes ved at hænge højreekstremisterne ud på nettet med navns nævnelse og fuld adresse.

Det er den kontroversielle strategi fra den aktivistiske hackergruppe Anonymous, der mandag lancerede en ny internetportal med navnet Nazileaks. På hjemmesiden, der ligesom Wikileaks tager imod anonyme bidrag, afsløres blandt andet navnene på bidragydere til det tyske højrenationalistiske parti NPD, såvel som på kunder hos postordrefirmaer, der distribuerer cd’er med nazistisk musik, tøj og propagandamateriale.

I modsætning til tidligere læk af følsomme personoplysninger er hackerne i Anonymous denne gang gået uden om avisredaktionerne og andre mellemled og har publiceret de opsnappede lister online uden forudgående redigering. Netop den strategi har skabt debat internt i hackermiljøet, forklarer Andreas Speit, der dækker den aktivistiske del af hackerscenen for den tyske avis TAZ

»På hackerscenen diskuterer man nu indædt, om det giver mening, og om man er gået et skridt for vidt i dette tilfælde. Tidligere har man opereret med en form for relevanskriterium. Hvis der skulle deles flyveblade ud foran deres (nazisternes, red.) boliger eller arbejdspladser, skulle højreekstremister også have en vis politisk betydning i deres miljø.«

Dele af de offentliggjorte lister på Nazileaks, der er fremskaffet ved hacking af mere eller mindre lovlig karakter, har tidligere været offentliggjort andre steder. I februar offentliggjorde Anonymous således en stor bunke mailudvekslinger mellem medlemmer af NPD og en række udvalgte avis-redaktioner.

Meldt til politiet

Det mest kontroversielle ved den nye hjemmeside er offentliggørelsen af en liste over journalister og skribenter for den nationalkonservative avis Junge Freiheit. Domme fra det tyske retsvæsen har skabt præcedens for, at offentliggørelse af personlige detaljer er tilladt, såfremt den berørte person har indflydelse på aktuelle politiske hændelser.

Om det er tilfældet for alle de offentliggjorte navne på Nazileaks, er indtil videre et åbent spørgsmål.

I en kommentar til offentliggørelsen kalder Junge Freiheit offentliggørelsen for et angreb på pressefriheden og peger blandt andet på, at flere af navnene i avisens offentliggjorte kontaktarkiv blot er personer, der tidligere har afslået tilbud om at skrive for avisen. Bladets chefredaktør, Dieter Stein, har desuden meldt Nazileaks-aktionen til tysk politi. Også NPD har meddelt, at man vil anmelde aktionen til politiet.

Indtil videre er det dog usikkert, hvem anmeldelsen skal gælde, for hackerne vogter nidkært over deres anonymitet, og i flere tilfælde har de større teknologisk know-how end det tyske politi, der tidligere på året selv blev afsløret i at anvende hacker-software. Ifølge det tyske magasin Spiegel har aktivisterne opdateret Nazileaks-sitet fra en twitter-konto ved navn Anonymous Anarchists, hvorfra de også har henvendt sig direkte til NPD med sætningen:

»Vil I sagsøge os, anmelde anonyme? Lad være med at gøre jer selv til grin!«

Andreas Speit karakteriserer Anonymous som »en internationalt virksom hackergruppering, en meget heterogen gruppe af mennesker, der har med meget forskellige afarter af hacking at gøre, men ofte med politiske formål. Denne gang har de besluttet sig for at gå efter højreorienterede organisationer.«

Selv betegner Anonymous sig som ’hacktivister’ — en sammenblanding af ordene aktivisme og hacking. Hjemmesiden Nazileaks er blot det seneste led i den såkaldte »Operation Blitzkrieg«, en større internetaktion iværksat af Anonymous, der retter sig mod højreekstremistiske aktiviteter på nettet.«

Hackede Mastercard

En af gruppens mest iøjnefaldende aktioner bestod af en række veludførte hackerangreb i juni sidste år på firmaer, eksempelvis betalingssitet Paypal, som på amerikanske myndigheders foranledning havde opsagt samarbejdet med den kontroversielle lækportal Wikileaks. Blandt andet lykkedes det Anonymous at blokere hjemmesiden for kreditkortfirmaet Mastercard.

Ifølge Andreas Speit bliver hacking stadig mere populær blandt tyske aktivister som en metode til at bekæmpe højreekstremister.

»I løbet af 2011 har vi set flere større hacks mod højreekstremistiske organisationer. En af de største politiske succeser har været, da hackerne tidligere på året sendte mail-udvekslinger fra det nynazistiske parti NPD til forskellige avisredaktioner. Det skadede partiet betragteligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niklas Monrad

Det lader til, at den flok selvretfærdige elektroniske indbrudstyve og hærværksfolk, som kalder sig aktivister har opnået en stor popularitet blandt en utænksom del af befolkningen. Det skal man måske ikke undre sig over, da det ikke er noget nyt fænomen. Så må man i det mindste bare håbe, at der ikke ved en fejltagelse optræder navne på deres lister, som ikke er nazister. Det er der jo ingen som kan kontrollere. Eller måske tror man at "aktivisterne" er fejlfrie ...

Eller som den altid veltalende Chris Rock sagde om den patriotiske stemning under den seneste Golf krig da amerikanerne begyndte at sige "I'm American, fuck all those foreigners" - That was cool. "I'm American fuck the French" - That was cool. "I'm American, fuck all these Arabs" - And that was cool. "I'm American, fuck all those illegal aliens" - Then I started listening, coz I know Niggers and Jews is next.

Man kan bare begynde at gætte på, hvem som er de næste der skal på Anonymous lister ...

@ Niklas Monrad

Da jeg nåede til enden på dit første afsnit " ... at aktivister er fejlfri ..." tænkte jeg : " Gode gud han taler jo om truslen fra PET ... "

Stephan Paul Schneeberger

jja nazisme er forbudt i tyskland og den tyske regering mater ikke at gøre noget med des pæne borgerlige "antifacisme" gøre noget ved det problem og man kan argumenter for at disse blot gøre deres borgerpligt.

Vibeke Nielsen

Jeg forstår ikke, hvorfor man bliver ved med at omtale Anonymous som en organisation eller en identitet. Anonymous er ikke mere en identitet end benævnelsen "Anonym". Det er alle mulige forskellige grupper, der kalder sig "Anonymous".

De pågældende er så vidt jeg kan se ikke politikere, men man kan vel i realiteten sige, at enhver borger har "indflydelse på aktuelle politiske hændelser". Medmindre man altså mener, at vi, eller tyskerne, ikke lever i et demokrati.

Gad vide, hvordan loven ser ud for de udhængte danskere på eksempelvis Blood and Honour-listen? Der er faktisk rigtig mange på nazi-leaks- listerne, som ikke er tyskere.