Interview
Læsetid: 2 min.

Haves: magt og mammon. Søges: ungdom

For et aldrende og købestærkt publikum er den purunge kvindekrop et uopnåeligt og derfor eftertragtet ideal, siger chef for modeugen i København, Eva Kruse, der dog mener, at problemet med ekstremt unge modeller er begrænset i Danmark
For et aldrende og købestærkt publikum er den purunge kvindekrop et uopnåeligt og derfor eftertragtet ideal, siger chef for modeugen i København, Eva Kruse, der dog mener, at problemet med ekstremt unge modeller er begrænset i Danmark
Udland
27. januar 2012

Onsdag begynder Københavns modeuge. Og mens vi nok stadig skal forvente stramme baller og glatte kinder, vil vi ikke i år se de helt unge piger på catwalken. Modebranchen besluttede nemlig sidste år at sætte en aldersgrænse på 16 år for catwalk-modeller.

I det hele taget tager den danske modebranche det alvorligt, at de purunge modeller skal passes godt på, garanterer Eva Kruse, der er direktør for Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week. De unge kræver ekstra opmærksomhed, fordi de kan tænkes at være særligt udsatte for den erhvervsrisiko, der gælder alle, der arbejder med deres krop i centrum.

»Hvad enten der er tale om modeller, skuespillere eller sportsfolk, gælder det, at der er en risiko for at overregulere sin krop gennem kost og motion,« siger Eva Kruse.

Eva Kruse medgiver at de 15-16 årige er kommet til at fylde stadig mere i modebranchen de seneste 15 år. Hun tilskriver det reglen om knaphed.

»Skønhedsidealer er jo til enhver tid drevet af det uopnåelige. Frodighed var uopnåelig for de fleste i tider, hvor føden var knap, den slanke krop er det i en tid med fedmeepidemi, og ungdommen bliver det i stigende grad, når dem, der er ved muffen og magten, kommer op i årerne,« siger Eva Kruse, der understreger, at der i modeverdenen stort set altid er to sammenfaldende og modsatrettede tendenser.

»Vi har faktisk set en større alderselastik i de seneste år, både de gamle supermodeller fra 90’erne er kommet tilbage, og andre kulturelle ikoner som Madonna, Demi Moore og Susan Sarandon bliver trukket frem som ikoner for det købestærke publikum over 40.«

Danske kurver

Modebranchen forsøger at sælge sine produkter ved at appellere til både det uopnåelige og det identifikationsbare. Men når det kommer til Danmark, er der ikke den store efterspørgsel efter de purunge, androgyne pigekroppe. Det generelle billede er, at danske virksomheder søger modeller i de sene teenageår og op i 20’erne. Det er ikke, fordi vi er hverken bedre mennesker eller mere naturlige end andre, understreger Kruse. Det er kun, fordi den danske tøjbranche henvender sig bredt.

»Når det handler om de mere kommercielle tøjmærker, vises de ofte frem af modeller med flere former, simpelthen fordi det er mere sexet og derfor henvender sig til et bredere publikum. Og eftersom det jo tager nogle år at vokse sig til en egentlig bagdel, udelukker det de purunge,« siger Eva Kruse, der dog ikke tror, de unge modeller vil forsvinde helt.

»I det hele taget har vi jo set, at de unge bliver voksne tidligere. Det afspejler modebranchen naturligvis også.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dokumentation? Fornemmelse?