Nyhed
Læsetid: 4 min.

Italien og Frankrig lægger pres på eurozonens supermagt

Med finanspagten, der vedtages på mandag, har Tyskland fået sin vilje. De sydeuropæiske lande vil dog næppe acceptere den tyske sparekurs uden modydelser, vurderer eksperter
Udland
28. januar 2012
Italiens ministerpræsident,  Mario Monti, har efterlevet en række EU-krav om reformer og ventes nu at stille krav til Angela Merkel om vækstinitiativer.

Italiens ministerpræsident, Mario Monti, har efterlevet en række EU-krav om reformer og ventes nu at stille krav til Angela Merkel om vækstinitiativer.

Johannes Eisele

Når Tysklands kansler, Angela Merkel, på mandag mødes med EU’s regeringschefer for at forhandle den omstridte finanspagt på plads, vil hun stå ansigt til ansigt med en voksende modstand mod den tyske stabilitetspolitik.

»Tyskland er i modvind,« siger økonomen Jens Boysen-Hogrefe fra Institut für Weltwirtshaft i Kiel.

»Merkel er under betragteligt pres for at tage andre aspekter end besparelser i betragtning. Og dermed mener jeg naturligvis rentesatserne for lande som Italien og Spanien. Italien har så at sige været imødekommende over for tyske ønsker og har vedtaget sparepakker. Men markederne har ikke reageret i det ønskede omfang eller på en måde, der har hjulpet Italien.«

Presset på Tyskland er dog ikke nødvendigvis et resultat af en nylig udvikling, men snarere en foreløbig kulmination på en løbende strid, der har stået på mellem eurozonens lande siden gældskrisens begyndelse, vurderer økonomiprofessor Sebastian Dullien fra tænketanken ECFR:

»Tysklands forhandlingspartnere har jo konstant presset på for yderligere handling, mens Berlin hele tiden har stået på bremsen og påduttet Frankrig sine stabilitetspolitiske synspunkter. Finanspagten, som skal vedtages på mandag, udtrykker egentlig tyske værdier. Der står ikke noget i den, som Frankrig egentlig har ønsket.«

Tid til modydelser

I eurozonens øvrige lande vokser utilfredsheden med den tyske sparekurs, der kritiseres for at hæmme væksten i lande som Italien, Frankrig og Spanien.

»Det sætter naturligvis også Tyskland under pres, fordi Italienerne vil have modydelser til gengæld for at følge de tyske dessiner,« siger Jens Boysen-Hogrefe.

En af de modydelser kunne ifølge Italiens ministerpræsident, Mario Monti, meget vel være en fordobling af den netop fremrykkede krisefond til en mia. euro. I mandags blev eurolandenes finansministre enige om at søsætte den permanente krisefond, den såkaldte Europæiske Stabiliseringsmekanisme (ESM) med en samlet kapital på 500 mia. euro et år tidligere end planlagt, nemlig 1. Juli 2012.

Senest er også IMF begyndt at lægge pres på Tyskland.

»Vi har brug for en større firewall,« sagde IMF-chef Christine Lagarde under et besøg hos Merkel i Berlin tidligere på ugen, hvor hun som Monti anbefalede en fordobling af ESM, såvel som mere resolut handling i forbindelse med eurokrisen.

Ved samme lejlighed talte Lagarde for fælleseuropæiske statsobligationer, de såkaldte eurobonds.

Løbende strid

På topmødet i Davos afviste Merkel atter en udvidelse af ESM.

»Hvis Tyskland lover noget, som ikke kan leveres, og markederne angriber hårdt, vil Europa stå med en blottet flanke,« formanede kansleren.

I stedet for en udvidelse af krisefonden ønsker den tyske regering at afvente de stabiliserende effekter af Den Europæiske Centralbanks nylige refinansiering af kontinentets kapitalhungrende banker. Med de lavt forrentede refinansieringslån fra Den Europæiske Centralbank kan eksempelvis italienske og spanske banker købe obligationer af deres egen stat på gunstige betingelser .

I Davos understregede den tyske kansler dog, at det er på tide med et afgørende livtag med eurokrisen. Som tidligere lagde Merkel vægt på finansiel disciplin, men som noget nyt pegede hun også på nødvendigheden af et øget fokus på vækst og jobskabelse i Europa. De nye toner ændrer imidlertid ikke på, at feltet af betingelsesløst loyale alliancepartnere er snævret ind for Angela Merkel, der siden krisens begyndelse vedvarende har presset på for en disciplineret europæisk finanspolitik.

Selv om Tyskland ofte fremstilles som eurozonens supermagt, peger Sebastian Dullien på, at Tysklands forhandlingsposition er blevet svækket.

»Til at begynde med sagde Tyskland, at der ikke skulle vedtages hjælpepakker til Grækenland. Derefter kom der en hjælpepakke. Så sagde man, at der ikke ville komme flere. Derefter blev krisefonden EFSF etableret. Derefter sagde Tyskland, at den ikke skulle være permanent. Efterfølgende måtte Tyskland rygsvømme og gå med til den permanente krisemekanisme ESM.«

Spørgsmålet er derfor, om Tyskland vil kunne modstå presset, når EU’s stats- og regeringschefer til marts mødes for at efterprøve om fondens øvre grænse er tilstrækkelig. Senest har der været tegn på, at Den Europæiske Centralbanks store refinansiering af bankerne vil stabilisere eurozone, fordi bankerne i højere grad end tidligere er villige til at købe europæiske statsobligationer. Udebliver stabiliseringen, vil der efter alt at dømme være behov for en udvidelse af ESM.

»Hvis det bliver nødvendigt, må og vil Tyskland også stemme for en udvidelse til marts. Ingen vej fører udenom. Merkels syn på krisen er ikke hugget i sten,« siger Sebastian Dullien.

Fond skal skabe tillid

Ved at fremrykke krisefonden håber eurozonens finansministre dog i første omgang at bremse spekulationer mod gældsramte medlemsstater og sikre, at forgældede lande som Italien og Spanien kan låne penge til fornuftige renter fremover. Tyskland stiller med 22 mia. af 168 mia. den største andel af krisefonden til rådighed.

Eurolandenes indbetaling af omtrent 80 mia. euro til fondens samlede pulje på 500 mio. euro skal ideelt gøre den permanente stabiliseringsmekanisme mere robust og uafhængig end den midlertidige krisefond EFSF, der for nylig fik nedjusteret sin kreditværdighed af det amerikanske ratingagentur Standard & Poor’s.

Den permanente krisefond er imidlertid vedtaget på et klarere juridisk grundlag end den midlertidige krisefond og har blandt andet mindre tvetydige regler for, hvordan kreditter skal behandles. Kun eurolande, der i forvejen har ratificeret den nye finanspagt og har accepteret Tysklands krav om nationale gældsbremser kan ansøge om fondens midler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det Europa i realiteten nu er blevet offer for er, at den tyske “Rheinische Kapitalismus”, som siden 1945 har gjort Tyskland til den stærkeste økonomiske magt i Europa, nu må siges at være ved at tabe til denne anglo-amerikanske udgave, af nogen kaldt “Kasinokapitalisme” og det der er værre.

Under kansler Gerhard Schröder, det var formanden til Frau Merkel, liberaliserede det tyske finansmarked og tillod disse grådige græshopper fra især USA adgang til det tyske marked, hvor der var rigdomme i virksomhederne og blandt menige tyskere at “stjæle” i stor stil via selskabstømning og salg til private af tvivlsomme børspapirer og såkaldte derivater.

Mange af hans partikammerater i SPD advarede dengang mod denne “Heuschreckengefahr”, at den bl.a. ville ødelægge deres egen velfungerende og alment accepterede “Sociale Marktwirtschaft” i Tyskland. Samtidigt sænkede manden virksomhedsskatten for at tiltrække udenlandsk kapital, som viste sig at være ren spekulationskapital uden reelle investeringer i nye arbejdspladser.

Nu her i 12. time prøver politikerne i EU så - de virkelig skyldige i dette knæfald for det forkætrede “marked” - at dreje udviklingen tilbage på sporet, hvor England naturligvis allerede er hoppet af, og Frankrig i ren panik vil gå solo og indføre det tyskerne kalder “Finaztransaktionssteuer”, men løbet er kørt – og hvem skal nu betale …

http://neuesglobaleselend.blogspot.com/2010/08/rheinischer-kapitalismus-...