Læsetid: 3 min.

Italienske skattesnydere på ski

’Falske fattige’ kaldes de italienere, som næsten intet opgiver til skattevæsenet, men som ikke desto mindre har et forbrug som velhavere. Under Berlusconi lod myndighederne dem være i fred, men forleden foretog skattevæsenet en razzia på skisportsstedet Cortina d’Ampezzo
Skisportsstedet Cortina d’Ampezzo i Dolomitterne har ikke blot været kulisse for James Bond-filmen ’For Your Eyes Only’; bjergbyen er også et yndet feriemål for Italiens klasse af ’falske fattige’, de italienere der kun opgiver en brøkdel af deres reelle indtægt til skattevæsenet.

Skisportsstedet Cortina d’Ampezzo i Dolomitterne har ikke blot været kulisse for James Bond-filmen ’For Your Eyes Only’; bjergbyen er også et yndet feriemål for Italiens klasse af ’falske fattige’, de italienere der kun opgiver en brøkdel af deres reelle indtægt til skattevæsenet.

7. januar 2012

ROM — Cortina d’Ampezzo er Italiens mest eksklusive vintersportssted. I 1956 blev De Olympiske Vinterlege afholdt i bjergbyen, som også har været kulisse for en lang række film bl.a. Peter Sellers’ første optræden som inspektør Jacques Closeau i Den lyserøde panter og James Bond-filmen For Your Eyes Only. Og hver sommer danner byen ramme om Cortina Incontra, hvor italienske politikere og erhvervsledere mødes for at drøfte tingenes tilstand.

Men nu bliver ’Dolomitternes perle’ omtalt i pressen på grund af en razzia, som de italienske skattemyndigheder foretog dagen inden nytår. 133 inspektioner var nok til at afsløre 42 italienere, der opgiver en årsindkomst på under 30.000 euro (ca. 220.000 kr.), men som ikke desto mindre har råd til et køretøj i den allerdyreste kategori med dertilhørende udgifter til forsikring, vægtafgift, vedligeholdelse og benzin.

»Tolerancetærsklen er overskredet. I den offentlige opinion begynder det at blive opfattet som en fornærmelse, at folk, som officielt er besiddelsesløse, har luksusbiler, både og private jetfly,« siger Bruno Buratti fra den enhed i finanspolitiet, der koordinerer indsatsen mod skattesvig, til avisen La Repubblica.

Han tilføjer: »Der er nu en offentlig konsensus, som man for blot få måneder siden ikke kunne mærke.«

Politistatsmetoder

Rygtet om skattevæsnets razzia sendte omsætningen i Cortinas forretninger på himmelflugt. I forhold til samme dag i 2010 omsatte de mange butikker med luksusvarer for fire gange så meget. I en boutique, som sælger smykker og kunstværker, fandt inspektørerne et varelager til en værdi af 1,6 mio. euro, men ikke en eneste faktura. Og trods eurokrisen kunne byens restauranter registrere en omsætning, som var 300 pct. højere end samme dag i fjor, mens barernes omsætning steg med 40 pct.

Alligevel møder operationen hård kritik fra medlemmer af Silvio Berlusconis tidligere regering, der nu lægger stemmer i parlamentet til Mario Montis politik:

»Ideen om, at rigdom er ond, er den radikale venstrefløjs ideologiske fundament, men en regering, der baserer sit flertal på Popolo della Libertà (Frihedens Folk, red.), kan næppe dele denne idé,« udtaler den tidligere undervisningsminister Mariastella Gelmini.

Partiets politiske ordfører, Fabrizio Cichitto, kritiserer skattevæsnet for at bruge »politistatsmetoder« og for at have givet kontrollen af borgernes indkomstforhold »en ideologisk indpakning«.

Borgmesteren i en kommune i nærheden af Cortina bruger razziaen som en anledning til at kritisere Syditalien:

»Hvis inspektørerne var taget til Capri (i Napoli-bugten, red.) eller Taormina (på Sicilien, red.), ville de sandsynligvis have fundet 20 gange flere skattesnydere. Hvis de da overhovedet ved, hvad et skatteregnskab er.«

Konsekvent politik

Ifølge Gad Lerner, tv-vært og politisk kommentator ved La Repubblica, er nytårsrazziaen et tegn på »politikkens tilbagevenden« i det italienske samfund:

»For når krisen forværres, og når arbejdspladser nedlægges, bliver klasseforskelle på brutal vis igen aktuelle. Illusionen om en livsstil, hvor masseforbrug gør alle lige, holder ikke længere, når staten for ikke at gå bankerot er nødt til at gå på jagt efter skjulte rigdomme,« skriver Gad Lerner og tilføjer: »Luksus, som indtil i går blev vist frem som en magtdemonstration, bliver nu til et handicap.«

Skattesvig skønnes årligt at koste den italienske statskasse 120-140 mia. euro. Blandt ejerne af de i alt 600.000 luksusbiler, som er indregistreret i Italien, opgiver 31. pct. en årsindkomst på under 30.000 euro. I samme indkomstgruppe findes 42.000 ejere af lystbåde og 518 ejere af privatfly. Så hvis den italienske stat konsekvent anvendte den såkaldte Al Capone-metode, som går ud på at sammenligne skatteydernes selvangivelse med deres privatforbrug, ville der være mange penge at hente.

Vincenzo Visco, som var skatteminister under den forrige venstrefløjsregering i Italien (2006-2008), og som blev kritiseret for at bruge hårde metoder i kampen mod skattesnyd, er ikke begejstret for razziaen i Cortina:

»Skatteyderne skal følges én for én, som man gør i andre lande. Der mangler en konsekvent anvendelse af alle de mange oplysninger, som skattemyndighederne har adgang til. En operation som den i Cortina giver uundgåeligt resultater, fordi situationen i Italien er, som den nu engang er. Men de har valgt at gennemføre den for at vise, at regeringen gør noget ved problemet,« siger Vincenzo Visco til Information og tilføjer: »Under Prodi-regeringen lavede vi 60.000 operationer af denne type om året og havde en lovgivning, som gav mulighed for at lukke forretninger, der snød i skat. Den lov blev ligesom en række andre love, der skulle bekæmpe skatteunddragelse, afskaffet under Berlusconis regering. Samtidig faldt antallet af kontrolbesøg til 4.000 om året. Nu begynder man igen at foretage inspektioner, men på en ret forvirret måde. Man må blot håbe, at de bliver ved, for i Italien er det svært at få politisk opbakning til at føre en konsekvent skattepolitik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Morgenthaler

Interessant artikel. Sorteper bliver virkelig skubbet rundt i manegen, men tankevækkende hvordan skattesnyd bare har kunne trives/stadig trives der.