Læsetid: 5 min.

Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
Udland
10. januar 2012

Det var, som gik der en prås op for verden, da finanskrisen i 2008 åbenbarede, at skibet var ved at synke under vægten af noget, der absolut ingenting vejede: Virtuelle penge. En række nuller, der fes rundt på computerskærme mellem Wall Street, City of London, Hongkong og København var ved at trække os alle ned i sølet. Og de fleste af os vidste ikke engang, at de eksisterede.

Verden blev rystet endnu engang, da gældskrisen i 2011 efterlod en fornemmelse af, at hele verden skyldte penge til en højere magt. For hvor var de blevet af; de penge, der end ikke fandtes i første ombæring?

Man fristes til at spørge, præcis på hvilket tidspunkt vores økonomi holdt op med at basere sig på egentlig værdi og penge, og hvornår den snusfornuft, som enhver husmor besidder og enhver verdensreligion tilsiger — at man ikke skal bruge flere penge, end man har syet ind i madrassen — forsvandt?

Men måske er det det forkerte spørgsmål. For ifølge David Graeber, antropolog, aktivist med et betydeligt fingeraftryk på Occupy-bevægelsen og forfatter til bogen A short history of debt, er virtuelle penge og kredit langt fra et moderne fænomen. Verden over har økonomien fra sine aller yngste dage været præget af netop gæld gennem møntløse transaktioner nedskrevet på papir eller blot forseglet med et håndtryk. Faktisk blev mønter i flere store tidlige europæiske økonomier, langt op i historien, stort set udelukkende brugt til at betale soldater for deres serviceydelser. Som David Greaber skriver:

»Penge var ikke som udgangspunkt koldt, upersonligt metal. De var oprindeligt en metode, en abstraktion og en relation af gæld og forpligtelse mellem mennesker.«

Institutioner

Flertallet af økonomierne har altid været baseret på et kreditsystem, hvor et ord var et ord og ofte det eneste, der bandt parterne til hinanden. Grunden til, at det kunne lade sig gøre, var, at kreditsystemer altid har være reguleret af større institutioner. Gennem 5.000 års økonomisk historie har gæld været reguleret af højere myndigheder, om de hed gud, staten, eller det mere diffuse ’samfund’. Uanset om vi taler om de hellige konger af Mesopotamien, sharialoven, den katolske kirke, de buddhistiske klostre, så regulerede de gæld.

Faktisk, argumenterer David Greaber, er ’gæld’ hele fundamentet for samfund. Penge blev det formelle udtryk for denne gæld; denne sammenhængskraft. Som Greaber skriver:

»Vi er alle født med en uendelig gæld til det samfund, der opfostrer os, opfeder os, klæder os på, til dem, der for længst er døde, men som gav os sprog og traditioner, til alle dem, der gjorde vores eksistens mulig. I gamle dage troede vi, at vi skyldte gud og betalte tilbage i form af ofringer. I nyere tid er det gæld til staten.«

Skiftet

Vi har altid haft kreditsystemer. Og penge var som udgangspunkt virtuelle, kun afbrudt af kortere perioder af mønter og sedler. Det, der ifølge Graeber skabte overgangen til det system, vi har i dag, og til den krise, vi står midt i, var, at ’kongerne’ — magten i enhver udformning — holdt op med at beskytte skyldnere og i stedet stillede sig på udlånerens side.

Det afgørende skifte i historien, der kan forklare den ulykkelige situation, verden nu er endt i, skete, da magten valgte side fra debitoren til kreditoren. Som Greaber skriver:

»Konger har gennem hele historien været dybt ambivalente, når det kommer til gæld, og arbejdet for at gælden ikke kom ud af kontrol.«

F.eks. var det kutyme i Egypten, at enhver ny hersker annullerede sin befolknings gæld og lod alle starte forfra. Det skabte en situation, hvor familier ikke alene blev frelst fra nedarvet gæld, men hvor dem, der udlånte penge, måtte være risikoen bevidst. De kunne nemlig ikke læne sig tilbage og være sikre på, at penge udlånt var penge i banken.

Det var ikke fjendtlighed over for markedet, det var ikke herskernes moralske sindelag, og det var da slet ikke deres bankende hjerter for de mindre heldigt stillede, der drev dem til at lægge en dæmper på gældsmarkedet, mener Greaber. Det var en dybt pragmatisk erkendelse af, at samfundet ville blive ustabilt, hvis de ikke gjorde det. Bønder, der blev så gældsatte, at de måtte forlade deres jord, blev forstyrrende normaler og landevejsrøvere. Og det var da slet ikke i markedets interesse.

Da verdensreligionerne så dagens lys (ifølge Greaber i et interessant tidsmæssigt sammenfald med udviklingen af pengeøkonomien. Som han skriver: »Hvis nogen udnævner et særligt rum til den simple tildragelse af materielle goder, er det næsten uundgåeligt, at nogen andre vil skabe et andet domæne, hvori materielle ting er uvigtige og egoistiske og — endda — illusioner.«) kom de alle til at indeholde diverse forordninger, der skulle beskytte debitoren, fra sharialovens forbud mod renter til den jødiske gældssanering.

Nyt spørgsmål

Hvis man tror David Greabers udlægning, bør kritikken måske ikke gå på de virtuelle aspekter af økonomien eller på, at vi låner og skylder.

Som Greaber skriver: »Virtuelle penge er ikke i sig selv, nødvendigvis en afledt affekt af kapitalismen. Faktisk kan man sige, at de har virket helt modsat. I størstedelen af verdenshistorien har systemer af virtuelle penge været designet og reguleret på en sådan måde, at de faktisk forhindrede, at en størrelse som kapitalismen overhovedet kunne opstå — i hvert fald i den form vi ser i dag, hvor meget store dele af befolkningen befinder sig i en slavelignende tilstand.«

Så måske bør vi i stedet vende kritikken mod de institutioner, der er gået bort fra at beskytte den fattige låner og i stedet holder hånden under udlånere, der ikke forventes at have nogen form for moralsk hensyntagen i deres forretninger. Lånehajer blev i middelalderen jaget ud af de europæiske byer, når de tog ågerrenter eller gjorde forgældede folk til slaver.

I dag opfordrer vi de fattigste udviklingslande til at omlægge deres økonomier for lånte penge og har skabt institutioner som IMF og Verdensbanken til at inddrive dem. I vores del af verden har vi en lovgivning, der direkte opfordrer folk til at forgælde sig blå i hovederne, og vi har institutioner, der sikrer, at bankerne får deres penge igen. Måske skulle nutidens konger huske deres forgængeres pragmatiske angst for landevejsrøvere, når Europas gader og pladser fyldes af vrede borgere.

Mere Kapitalisme 2012 side 14-15

Serie

Kapitalisme 2011

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
  • Riskær: Markedet kannibaliserer sig selv

    4. januar 2012
    Finanssektoren avler på sig selv, og derfor degenererer den, siger finansmanden Klaus Riskær Pedersen. Han vil have indført Tobin-skat og ser på Occupy-bevægelsen i New York med en følelse af … lykke
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lasse Glavind

Yes, Anna Sperling, og lad så begynde at få gjort den kritik kontant, konkret og meget, meget nærværende, så almindelig mennesker (og måske De Radikale, men det er nu tvivlsomt) begynder at forstå, at der er andet og mere på spil her end deres egen såkaldte fri vilje.

randi christiansen

Leif Herman citerer Marx : " Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne(og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft."

When will we ever learn ?

Det er lige præcis her, de besiddende klasser har snydt socialdemokraterne noget så grundigt - har bedøvet dem med fjernsyn og fodbold, så de har glemt, at biotopens ressourcer tilhører fællesskabet og ikke dem, der kommer først.

Socialdemokraterne blev med forbedrede levevilkår, bil, fjernsyn og parcelhus til den lille mand lokket til at hoppe på den falske fortælling, om at enhver er sin egen lykkes smed.

Den almindelige socialdemokratiske vælger lider af posttraumatisk stress pga generationers nød og elendighed og er derfor nemme at narre med glasperler og flitterstads.

Deres børn nåede lige at få så meget del af overskuddet, at nogen af de børn magtede at få en uddannelse og dermed adgang til den herskende klasses sprog og medier - og nogen blev systemkritikere, men flertallet er stadig ofre for det store bedrag.

Heinrich R. Jørgensen

Forfatteren hedder Graeber, og ikke Greaber.

Det er svært at genkalde "referatet" af bogen ud fra ovenstående beskrivelse. Det var bestemt ikke hvad jeg mener at have fået ud af den.

Men læs bogen - det er en væsentlig bog, om et emne der har været død-aktuelt i mere end 2000 år. Det er en bog der er nem at læse, og som sagtens kan læses på engelsk af de fleste.