Læsetid: 4 min.

Krisen i Danmark er ikke som i 1980’erne

Danske politikere risikerer at gøre krisen værre ved at skræmme befolkningen mere end nødvendigt
19. januar 2012

Ligesom i 1980’erne er Danmark havnet i en krise, der er blevet værre her end i vores nabolande. Ligesom dengang er det delvist selvforskyldt. Ligesom dengang tog det alt for lang tid, inden krisens alvor gik op for danskerne — og politikerne.

Nu er landets politiske ledelse blevet sig krisen bevidst. Men man fristes til at spørge, om det er godt eller skidt. Man kan gøre krisen værre ved at skræmme folk mere end nødvendigt.

I 1980’erne var der overforbrug både i den private og den offentlige sektor. At skræmme og tvinge alt og alle til at spare var dengang nødvendigt for at genoprette dansk økonomi — og Schlüter fortjener ros for, at det lykkedes.

I dag er problemet næsten det modsatte. Den private sektor havde i 2011 et opsparingsoverskud på op mod 190 mia. kr. Der investeres og forbruges for lidt.

’Håndværkertilbud’

Krisen er med andre ord komplet anderledes end krisen i 1980’erne. Den har endnu mindre at gøre med den offentlige gældskrise, Grækenland og Sydeuropa oplever. Firkantet sagt: I Danmark er statens underskud ikke problemet. Det er et symptom på den private sektors opsparingsoverskud.

Alligevel præger tankefigurer fra 1980’erne eller fra Sydeuropa den offentlige debat. Også politikerudtalelser.

Det skyldes ikke nødvendigvis, at »generalerne altid kæmper den forrige krig«. Skylden er ofte mediernes. Men SRSF-regeringen bidrager til forvirringen med vendingen om, at Lars Løkke Rasmussen (V) efterlod et »håndværkertilbud« med underskud i det offentlige. Og Løkke bidrog til forvirringen ved at genbruge Schlüters slagord »genopretning« om krisepakken fra maj 2010. Det er naturligvis politisk retorik — men helt uskyldig er den ikke.

I hvert fald kan vi ikke lære af 1980’erne eller af Grækenland. Det ville gøre ondt værre. Danmark er ikke Greece light — det var Danmark i 1980’erne. I dag kunne man bedre tale om Iceland light. Eller om Finland og Japan i starten af 1990’erne. I begge lande blev der opbygget en bolig- og gældsboble, og da den bristede, stod politikerne magtesløse.

Det er ikke tilfældigt, at Danmark er blandt de syv EU-lande, der har bevaret AAA-rating på kreditværdighed. Det skyldes, at den offentlige gæld ikke er så alvorlig.

En gave til vores børn

Faktisk burde Danmark have AAA+. For den danske stat er den rigeste af alle, kun overgået af Norge. I 2011 var der 3.100 mia. kroner i den norske oliefond. Det giver respekt. Men i Danmark var der 3.100 mia. i pensionskasserne. Op mod halvdelen er udskudt skat, som staten har til gode. Dette aktiv står (heldigvis!) ikke opført nogen steder.

At staten har penge på kistebunden, betyder ikke, at det er tid at bruge løs. Det er en gave til vore børn. Pengene sikrer, at mange pensionister fremover bliver en overskudsforretning for staten. For en enlig pensionist er der overskud, når pensionisten tjener over 199.240 kr. (2011) ud over folkepensionen — dvs. arbejdsmarkedspension, private pensioner, ATP, renter og andet. Og så har vi endda ikke medregnet de penge, pensionisten erlægger som moms, afgifter, ejendomsskat osv. Det kan dække raske pensionisters brug af offentlig service.

Problemet var ikke, at VK-regeringen efterlod et ’håndværkertilbud’ i den offentlige sektor. Fogh havde bestemt ikke sparet, men det gjorde Løkke. Fejlen var, at finansmarkederne blev liberaliseret hinsides kontrol. At bankerne er for gældsatte (og nu er forsigtige med at låne penge ud til iværksættere og små virksomheder). At danske husholdninger er de mest gældsatte i verden. Hertil kommer for store lønstigninger og for lav produktivitet, for slap finanspolitik osv.

Men der er lys forude. Den danske boble er ikke som Japans, der mistede to årtier. Eksportudsigterne er ikke så ringe. Krisen er ikke ’global’ (den ramte Europa og USA), og i USA er der tegn på opsving. Konkurrenceevnen stormer frem (højere produktivitet, lavere løn). Det går godt i Sverige og Tyskland. Selv de forgældede landmænd oplever stor eksport, pæne priser og overskud. I 2012 forbedres konkurrenceevnen af lav euro-kurs.

Bunden nær

Forbrugslysten har det skidt. Måske har boligpriserne endnu ikke nået bunden, og der kommer aldrig en gentagelse af 00’ernes friværdiorgie. Men bunden er nær, og forgældede unge boligejere kan konsolidere sig langsigtet med ekstremt billige 30-årige lån.

Konsolideringen får en ende. Gælden høvles af. Ikke for alle, men totalt set går det hurtigt. Hvis ikke de bliver vildt opskræmte, vil danskerne begynde at forbruge igen — de har også noget til gode. TrygFondens Tryghedsmåling 2011 viste, at det ikke kun var ledigheden, der gjorde folk utrygge, men også frygten for at komme i knibe som gammel. Når det gælder forbrug, var forventninger til boligpriser og især boligbeskatning også afgørende faktorer.

Politikerne kan ikke styre forbrugerne. Men kriseundersøgelser fra 1980’erne tydede faktisk på, at politiske signaler havde overraskende effekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu