Håkan Juholt var den rigtige til at genrejse den socialdemokratiske drøm, lød det dengang. Arbejdersønnen fra landet blev udnævnt ‘frelseren‘ i svenske aviser efter katastrofevalget for Socialdemokraterne i 2010, det værste siden 1914, der førte til, at Mona Sahlin overdrog lederposten til ham. Forinden havde han i et radiointerview sagt, at han var »aldeles for vild og ustruktureret«, og at hans personlighed ikke passede til at betræde en ledende stilling i det hævdvundne svenske socialdemokrati. Ingen fra partiet lyttede til det dengang.
I weekenden brast det hele, og Håkan Juholt trådte tilbage som partiets leder. Ingen socialdemokratisk partileder før ham er blevet tvunget til fald uden at have haft chancen for at lede partiet frem til valg. Men en kommentar om at den konservative mindretalsregering laver forsvarspolitik med Sverigesdemokraterne blev det endelige skub ud over kanten. For Sverigesdemokraterne sad ikke i Riksdagen, da forsvarsforliget blev gennemført, og den fejl har adskillige politikere og kommentatorer gjort meget for at påpege, indtil Håkan Juholt i weekenden trak stikket. I dag er han detroniseret og mørbanket efter et års politisk fiasko, der har sikret verbet ’at juholte’ optagelse i den svenske ordbog: »at lave en forhastet beslutning, man bliver nødt til at trække tilbage.«
Skandaler
For skandaler, han senere har måttet undskylde for, har der været nok af. Han har indkasseret for meget i boligsikring, sjusket med kørselsafregninger til Riksdagen og brudt løfter om at hæve understøttelsen til arbejdsløse, hvilket har ført til kritik fra det socialdemokratiske bagland.
Hans første fadæse, der blev emblematiks for hans politiske deroute, var dog holdningen til Libyen-krigen, vurderer politisk kommentator Maria Crofts fra Dagens Nyheter.
»Libyen var hans første skandale. Første gang offentligheden så, hvordan han ændrede udtalelser fra tid til anden. Først skulle vi være med i krigen, så skulle vi ikke være med, så skulle vi deltage med marinekorpset fra vandet,« siger hun.
Samme vurdering kommer fra politisk kommentator K-G Bergström fra Expressen:
»Det var den første alvorlige fejl, Juholt begik. Han gav modstridende beskeder om, hvorvidt Sverige burde deltage. Det er ikke længere et vigtigt politisk spørgsmål, da de svenske fly jo er vendt hjem. Det var heller ikke noget stridsspørgsmål i partiet. Men hans kluntede håndtering var problemet,« siger han.
Berejste sekretær
I starten af 2011 anså mange partimedlemmer ham ellers for at være dygtigt udvalgt som ny leder. En veltalende, men ukontroversiel agitator, der kunne bygge bro hen over partiets skillelinjer mellem højre- og venstrefløj, by og land, traditionalister og fornyere. Han var også en berejst partisekretær, der kendte socialdemokrater i hver en svensk flække, men som i løbet af sine 17 år som parlamentariker aldrig havde gjort sig bemærket i offentligheden. Efter rigsdagsvalget i 2010 blev han formand for Forsvarsudvalget, som han havde siddet i siden 1994. Flere gange har han selv erklæret, at forsvarspolitikken var hans specialområde. Derfor er det i dag symbolsk, som Dagens Nyheter-redaktør Peter Wolodarski påpeger, at Juholts problem som S-leder sluttede samme sted, det begyndte — i forsvarspolitikken, hans eget domæne.
For selvom Håkan Juholt nok havde et problem med at løbe med halve vinde, overdrive og være upræcis, er hans nedtur lige så meget fortællingen om et socialdemokrati, der tordner imod afgrunden. Peter Wolodarski stiller krisen for det svenske socialdemokrati op imod britiske Labour, inden Blair vandt premierministerposten i 1997.
»Den røde tråd er partier som trods gentagne valgnederlag undgår at forstå, hvorfor de oplever tilbagegang. Som i stedet for at drage konklusioner af modstanderens fremgang, hæver sit eget toneleje i troen på, at det er manglen på radikalitet, der forklarer afmatningen.«
På gyngende grund
Håkan Juholt var tiltænkt at kunne klinke skårene mellem partiets to fløje, men endte med at udstille partiets begrænsninger. Han forsøgte at gøre alle partiets fløje tilfredse, men endte selv på gyngende grund uden klare politiske positioner. Ifølge K-G Bergström er socialdemokraternes store udfordring nu at finde en politik, der tiltrækker middelklassen i de større byer, frem for alt i Stockholm:
»Partiet risikerer at blive mindre i Stockholm end Miljøpartiet, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Men socialdemokraterne har også fået en ny og vanskeligere konkurrent fra venstresiden: Vänsterpartiet, der har fået en ny og populær partileder, der risikerer at lokke socialdemokratiske venstrefløjsvælgere,« siger K-G Bergström.
I weekenden meddelte Håkan Juholt sin afgang under stor opbakning i sin hjemby.
»Jeg er født socialdemokrat og kommer til at dø som socialdemokrat,« erklærede han til klapsalver fra de mange fremmødte i Oskarshamn. Spændende er det, hvad det fremover vil betyde.
