Læsetid: 5 min.

Nationalstaterne har generobret magten i Europa

Finans- og eurokrisen har ændret beslutningsstrukturerne og rykket på magtbalancen i EU, så nationalstaterne har fået mere magt på bekostning af EU-Kommissionen. Det vurderer en række eksperter, som dog langtfra er enige om, hvorvidt det er godt, skidt eller bare uundgåeligt
Charles de Gaulles vision om et Europa med nationalstaterne ved rattet vinder frem, mens Jean Monnets vision om et overstatsligt EU styret af en stærk EU-Kommission træder i baggrunden. Her ses de Gaulle på en pressekonference i 1963.

Charles de Gaulles vision om et Europa med nationalstaterne ved rattet vinder frem, mens Jean Monnets vision om et overstatsligt EU styret af en stærk EU-Kommission træder i baggrunden. Her ses de Gaulle på en pressekonference i 1963.

10. januar 2012

Der er rokket endegyldigt ved magtbalancen i EU. Først har finanskrisen og dernæst eurokrisen forskudt magtforholdene i Europa, så EU-Kommissionen er blevet stadig mere svækket i forhold til de enkelte nationale stater. Med forskydningen i magtbalancen er en årelang strid om, hvilket Europa man skal stræbe efter, blevet afgjort. Jean Monnet er kendt som arkitekt bag et fælles Europa, men hans vision om et overstatsligt EU styret af en stærk EU-Kommission træder nu i baggrunden for den tidligere franske præsident Charles de Gaulles vision om et Europa med nationalstaterne ved rattet. Det mener den anerkendte analytiker, forfatter og direktør ved tænketanken Centre for European Reform i London, Charles Grant.

»EU har altid været et kompromis mellem det overstatslige — repræsenteret ved EU-Kommissionen, EU-Domstolen og parlamentet — og det mellemstatslige. Kommissionens indflydelse nåede sit højeste, da Jacques Delors var dens formand fra 1985 til 1995. Men de større medlemsstater har forsøgt at stække Kommissionen lige siden. Både finanskrisen og eurokrisen har accelereret Kommissionens tilbagegang,« skriver Grant i en analyse.

Han peger på, at f.eks. etableringen af eurozonens finansielle stabiliseringsmekanisme gennem en mellemstatslig aftale har betydet, at de medlemslande, som indgik aftalen — herunder Tyskland og Frankrig — ikke vil overlade beslutninger til Kommissionen. Og beslutningen om at gå videre med en ny mellemstatslig traktat om harmonisering af de enkelte landes finanspolitikker, der kan føre til oprettelsen af nye institutioner, vil svække Kommissionens magt yderligere, vurderer Grant.

Den tyske kansler, Angela Merkel, arbejder desuden for, at Kommissionen skal fratages sin nuværende eneret til at fremsætte lovforslag, forklarer Grant.

»Frankrig og Tyskland holder det ikke hemmeligt, at de gerne ser mindre Monnet og mere de Gaulle,« forklarer han.

Ikke det samme

Thomas Klau, senioranalytiker i tænketanken European Council on Foreign Relations’ Paris-kontor, er enig i, at Kommissionen i løbet af krisen »ikke har været en afgørende aktør i den europæiske reformdebat og -proces«, som han siger til Information.

»Den er blevet marginaliseret i en usædvanlig grad i 2010-2011.«

Professor Richard Whitman, EU-ekspert i tænketanken Chatham House, er enig i, at ’de Gaulle-visionen’ har sejret. Han mener imidlertid, at unionen har udviklet sig meget siden de Gaulle og Monnets tid.

»Det er rigtigt, at det mellemstatslige er blevet styrket. Men det mellemstatslige samarbejdes natur har også ændret sig over tid, så det er ikke det samme som på de Gaulles tid,« siger han til Information og fortsætter:

»Intensiteten af kontakten mellem lederne er langt højere i dag. Der sker en masse mellem møderne. Beslutninger bliver ikke længere kun truffet, når alle sidder om bordet. Der er en meget mere kompleks infrastruktur i dag. Nu er der en hybrid af måder at træffe beslutninger og monitorere dem på. Som tiden er gået, har også strukturerne og processerne forandret sig«.

Skidt for de små

Charles Grant mener, at konsekvenserne af svækkelsen af Kommissionen kan blive store:

»En svagere Kommission vil i mindre grad være i stand til at fokusere på langtids- politik som f.eks. at udvide det indre marked, fremme multilateralisme og forhindre rige og store lande i at dominere unionen,« skriver han.

Richard Whitman er mindre nervøs på de små landes vegne. De har i løbet af kriserne vist sig at være »i stand til at passe på sig selv«, siger han.

»De mindre lande har gennem deres måde at håndtere deres formandskaber på og ved at bygge alliancer demonstreret, at det er mere komplekst. Unionen er meget anderledes end på de Gaulles tid, hvor der f.eks. ikke var et indre marked. Kompleksiteten og muligheden for at gennemføre aftaler mellem politikområder er vokset dramatisk,« siger han og påpeger, at »de fleste medlemsstater synes tilfredse med denne nye hybriditet inden for systemet«.

Ifølge Grant har Kommissionens svækkelse dog ført til, at »nøglebeslutningerne omhandlende eurokrisen er blevet truffet af Merkel og Sarkozy og derefter godkendt af andre ledere«. Med andre ord er magtforskydelsen til nationalstaterne primært kommet de store og økonomisk stærke til gode.

Whitman peger dog på, at magtforskydelsen også synes at have medført en holdningsændring i de europæiske hovedstæder, som accepteres i Tyskland.

»Hvis et medlemsland i dag går efter at gavne sine egne nationale interesser, vil det være en stor nyhedshistorie, og det vil blive pointeret af de andre lande,« siger han og peger på, at mens Tyskland i de seneste år har stået mere fast ved sine nationale interesser, har landet samtidig holdt fast i, at det fortsat støtter øget europæisk integration. Thomas Klau er enig og siger, at han ikke forventer, at »Tysklands og Frankrigs dominans vil blive et permanent kendetegn«.

»Det ville fremkalde væsentlig modstand. Det er klart, at Tyskland især vil vedblive med at være den mest indflydelsesrige nation, men det ekstreme scenarie, hvor Tyskland og Frankrig beslutter, hvad der skal ske, og de andre bare nikker, tror jeg ikke på.«

Styrket formelt

Hvad, de alle tre synes enige om, er, at Jean Monnets vision om et overnationalt samarbejde i Europa synes overvundet med de seneste års udvikling. Det betyder dog ikke, at Kommissionen ikke kan og skal spille en væsentlig rolle i fremtidens samarbejde. Charles Grant opfordrer den til at »finde måder at genskabe sin troværdighed på i Paris, Berlin og andre hovedstæder, der har vendt sig imod den«.

Imidlertid erkender han, at »selv en reformeret Kommission ikke vil genvinde den prestige og magt, den havde for 20 år siden«.

»Gaullismen er for stærk,« mener han.

Klau påpeger, at mens »reformdebattens dynamik har udspillet sig langs gaullismens linjer, og aftalen om at styrke Det Europæiske Råd er en gaullistisk model«, så er der samtidig »enighed i flertallet af europæiske regeringer om, at der er behov for, at Kommissionen styrkes«.

»Kommissionens politiske vægt kan blive mindsket, men samtidig kan vi se, at dens formelle magt faktisk bliver styrket,« påpeger han med henvisning til, at der er lagt op til, at Kommissionen skal overse, monitorere og administrere de nye aftaler vedtaget inden for eurozonen. Whitman er enig i, at Kommissionens rolle i den forbindelse kan »give den ny energi«.

»Men det er svært at forestille sig, at den igen vil få en så dominerende rolle som i 1990’erne. De næste store projekter inden for samarbejdet bliver forsvars- og udenrigspolitik, og det vil sandsynligvis blive mere mellemstatsligt end overstatsligt,« siger han.

»Man kan spørge, om medlemsstaterne igen vil tolerere en Delors. Sandsynligvis ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Jacques Delors var en katastrofe. Alt for magtfuld og istand til at trumfe kommisionens traktatreformer igennem, tilsidst Maastricht-traktaten, der lagde grunden til ØMU-en og euroen og hele den krise, vi slæber rundt på nu.

Kommissionen er en meget fjern teknokratisk regering med meget lidt demokratisk legitimitet. For Monet og Delors var det alt for farligt og besværligt at lade befolkningerne og de nationale parlamenters chefer bestemme - næ, beslutningerne skulle tages af teknokraterne i Bruxelles.

Så midt i misseren er det da et held, at kommissionens magt er blevet svækket.

Jette Abildgaard

Michael Kongstad Nielsen,

Kaere Michael, hvis du nu kigger lidt indad, er du saa helt sikker paa, at det er det bedste?

Hvis du kigger tilbage paa krise aarene, er det saa ikke netop saadan, at alle de love der er blevet aftalt og underskrevet (af alle) indenfor EU regi, det er love der ville goere det godt for hele EU, men naar samtlige smaa National stater (vort eget inklusive) bare underskriver - men IKKE overholder hverken det ene eller det andet, da skal det gaa ravruskende galt?

Hvordan vil det da ikke gaa, hvis de selv kommer til at skulle styre det hele? Wilders i Holland, Cameron i UK og Kjaersgaard i vores egen lille andedam? Vorherre til hest siger jeg bare.....

HVIS alle oggi-nokkerne kunne laere at foelge de love de selv vedtager og underskriver, da ville vi netop leve i en perfekt verdensdel, korrekt??

Michael Kongstad Nielsen:
Som artiklen tilkendegiver øges kommissionens formelle magt qua nye kontrol- og administrationsopgaver i Eurozonen ... og iøvrigt vil en vedtagelse af de aktuelt foreslåede skatter på finansielle transaktioner betyde at EU får indtægter som ikke er bevilget af unionens medlemsstater. Dette giver EU en autonom økonomi, som i sagens natur vel må skulle administreres af kommissionen? I takt med en sådan styrkelse af de teknokratiske strukturer vil det demokratiske underskud øges.

Michael Kongstad Nielsen

Jette Abildgaard:
Ogginokkerne? Jae, sådan en er jeg vist selv engang imellem. Nej, jeg har fuld tillid til befolkningerne. De kan sagtens styre sig selv, og behøver ikke dyre embedsmænd i Bruxelles til at gøre det. Ps. Selvfølgelig kommer der også gode ting ud af EU. F. eks. miljølovgivning, vandrammedirektiver. Natura 2000 og den slags. Men egentlig burde landene selv kunne gøre det uden hjælp fra den fjerne autoritet..

Peter Jensen:
Ja, det er fare. Eurozonen har ikke anden mulighed end at lade kommissionen administrere deres budgetdiciplin. Selvom 10 EU-lande ikke er med. Måske kan det ikke lade sig gøre, og så brækker EU måske over i to.

Og hvis transaktionsskatterne går direkte i eu-kassen, så, ja, så skal kommissionen administrere dem? Bl.a. derfor er jeg også loren ved disse skatter indtil videre.

morten hansen

Der har længe hersket stor begrebsforvirring.

Nationalisme eller patriotisme er ikke det samme som chauvinisme eller imperialisme.

Individets (den personlige sfære) eller nationens (den overskuelige kollektive sfære) beskyttelse af sig selv mod overgreb fra massens, statens eller imperiets overgreb er ikke det samme som personlig egoisme eller national-egoisme og slet ikke det samme som det, det prøver at beskytte sig imod: imperialisme, neo-feudalisme, elite-globalisme eller slet og ret: fascisme.

Et voksende antal europæere har indset på baggrund af bitre erfaringer, at dette overstatslige monster med dets forspiste, korrupte bureaukrater ikke er, aldrig har været og aldrig bliver et folkeligt projekt. Det var elitært fra starten. De har også gennemskuet kommisærernes 'sweet-talk' og hykleri, når de konstant henviser til 'den gode vilje' og de pletfrie intentioner.

Gud fri os fra 'den gode vilje' i hvis navn et utal af forbrydelser og overgreb er begået.

Det hævdes konstant, at et af EU's hovedformål - jeg mærker tårerne løbe ned af min kind - er at forhindre, at Europas lande nogens sinde skal i krig med hinanden igen. Aldrig mere 2. Verdenskrig. EU som garant for fred. Jeg føler kvalme!

Skulle de samme typer, der har været hovedansvarlige for alle krige i det 20. århundrede (det er, hvad jeg kan overskue i skrivende stund) - være garanter for, at miseren ikke gentager sig?

Eliten planlagde og eksekverede 1. og 2. Verdenskrig og er i fuld gang med 3. Eliten planlagde og eksekverede EU. Eliten havde de 3 verdenskrige på tegnebrættet allerede i 1800-tallet. Eliten havde allerede i kølvandet på den franske revolution regnet med at kunne afmontere nationalstaten, men netop: nationalstaten kom i vejen for deres proto-globaliserings-projekt.

Hvilket også kræver en forklaring, for EU er et romersk-katolsk projekt. Det er gammel som Fanden, Paven og Imperiet selv.

Hvad kalder eliten det, der foregår i Europa nu? Er det ikke en krig? Er selve krigens essens ikke det ny-romerske slavesamfund version 3.0 (mindst)? Har gældsslavens eller gælds-nationens usynlige - men aldeles ikke umærkelige - lænke ikke afløst oldtidens og middelalderens jernlænker eller romerkirkens skylds- og angst-lænker?

Hvad oplever den menige græker, spanier, portugiser, italiener, islænding, irlænder, når et skummelt sammenrend af egne uduelige/korrupte ledere og 'sjove' besøgende fra den globale finansindustri pumper deres nation for likvider og velstand / håb for dem selv og deres børn? Er det ikke krig?

Nationer i alle verdensdele: stå ved jer selv! Individer og folkeslag i alle lande: nægt at lade jeres identitet udviske af den globale elite og deres våde drøm om den 'globale landsby' (hvor de er de globale herremænd).

Lad os i stedet genetablere de lokale landsbyer, hvor mennesker kan forsyne sig selv. Men det er et projekt for sig.

Robert Ørsted-Jensen

Nationalstaterne ved magten er lig med natuionalisme og en katastofe som ethvert progressivt tænkande menneske burde bekæmpe. Men der skal sgu nok være folk der mener at de er venstreoruienterede og progressive og alligevel ser en sådan udvikling som et skridt fremad. Herre Jeremi

Arne Hornborg

Det er da en glædelig nyhed. At Nationalstaterne igen får ,,magten'' i eget land.
På høje tid at det socialistiske, topstyrede, bureaukratiske EU bliver stækket.
EU er, har altid været, vil altid være en uduelig mastodont på lerfødder.
Nedlæg det nuværende EU. Begynd forfra. Et Fædrelandenes Europa, i fornuftigt samarbejde mellem frie, selvstændige nationer. Hvor hvert land bestemmer, suverænt, inden for egne grænser.

Søren Kristensen

De Gaulles havde fat i den tykke ende. Enhver børsspekulant ved at man skal sprede sin risiko og ikke satse ensidigt på ét enkelt projekt. På samme måde må man indrømme en vis risiko, ved at satse på en udviskning af kulturel diversitet i Europa. På den anden side taler de historiske erfaring for, at alt for selvglade nationalstater ikke tåler at komme for godt igang. Så hvis euroen er den lim, der skal til for at holde sammen på tropperne, så fint nok, men ligefrem at skubbe på for at etablere Europas Forende Stater er der ingen grund til.