Læsetid: 3 min.

Nordkorea involverer nu også dyr i sorgarbejdet

En kær leders bortgang har også udløst landesorg blandt fugleflokke og i lokale bjørnebestande, rapporterer det statslige nyhedsbureau, KCNA
18. januar 2012

Det er snart en måned siden, at ’Den Kære Unge Leder’ alias Kim Jong-il gik bort, 69 år gammel, ramt af et hjerteanfald, mens han var undervejs i et tog for at rådgive sine undersåtter.

Men tro nu ikke, at Nordkorea skruer ned for landesorgen af den grund. Tydeligvis er nationens propagandaapparat stadig oppe i omdrejninger for at ære mindet om den halvgudelignende landsfaderskikkelse, som det tidligere har tillagt magiske evner til at ’kontrollere vejret’ ved hjælp af sine skiftende sindsstemninger.

Måske virker disse evner også fra det hinsidige. Hvordan skal man ellers forklare den lange periode med ekstreme kuldegrader, der har knuget Koreahalvøen siden det tragiske dødsfald?

Kim Jong-ils fødsel — det står i alle nordkoreanske historiebøger, og så må det være sandt — var omgærdet af flere overnaturlige tildragelser: Da han blev født på det hellige bjerg Paektu, viste der sig på himlen hele to regnbuer og en helt ny stjerne.

Ingen bør derfor undre sig over, at naturen igen opfører sig besynderligt, efter at ’Den Kære Leder, som er den perfekte inkarnation af, hvordan en leder skal være’ (et andet, men sjældnere brugt af Kim Jong-ils utallige tilnavne), stillede sine forhøjende plateausko. Og det er ganske vist, for det statslige nyhedsbureau KNCA skrev den 9. januar, her citeret fra Reuters:

»Omkring kl. 17.30 den 19. december samlede der sig hundredvis af skader. De dukkede frem som ud intet og svævede over statuen af præsident Kim Il-sung ud for Changdok-skolen i Mangyongdae-distriktet, mens de højlyst skræppede op, som om de ville fortælle præsidenten den sørgelige nyhed om hans søns død.«

Fænomenet, der ser ud til at være landsdækkende, er også blevet dokumenteret af det statslige tv, KRT, der har vist optagelser af snesevis af skader, der næsten ubevægelige holder sig svævende over træerne ved minde- tårnet for Kim Il-sung i Unsan i den nordøstlige provins Nord Pyongan.

Minearbejdere fra Unsan beretter, at flokkevis af skader begyndte at kredse i formationer over deres landsby den 18. december, dagen efter Kim Jong-ils dødsfald.

En minearbejder ved navn Baik Keun-Shik fortæller: »Jeg har boet her i 50 år, og jeg har aldrig set noget lignende.«

De lokale hævder, at de svævende skader ikke ville flyve væk, da landsbyboerne kom helt tæt på dem — ja, selv ikke da de forsøgte at skræmme dem væk med fakler.

»Det her er ikke bare et ejendommeligt naturfænomen. Det betyder, at vores ’Kære Leder’ blev født som så stor en mand, at hverken naturen eller noget menneske i hele verden nogensinde vil kunne glemme ham. Vi føler stadig hans eksistens som en varme i vore hjerter«, siger en anden landsbyboer, Ri Yon-souk.

Hylende bjørne

Ikke mindre opsigtsvækkende kunne KNCA i sidste uge rapportere, at en familie af bjørne — et dyr, der normalt er gået i vinterhi på denne tid — er blevet observeret, tydeligvis sønder- knust over Kim Jong-ils død.

»Bjørnene, der menes at være en mor med sine unger, stod blot midt på vejen og hylede hjerteskærende,« hedder det.

Hvor længe disse mystiske fænomener skal fortsætte, ved nok kun regimets myte- og propagandamagere. Meget taler dog for, at en helt anden altoverskyggende opgave snart vil beslaglægge deres kreative ressourcer og fantasi: at geare op til glorificering af den sønlige arvtager, 29-årige militært uerfarne Kim Jong-un:

I denne uge hittede propagandisterne allerede på et tilnavn, der unægtelig lyder lovende: ’Geniet over alle genier’. Kun tiden vil vise, om det slår an. En kæmpe- opgave bliver det under alle omstændigheder for den nordkoreanske nation at udskifte den gamle personkult med en helt ny, selv om det bliver i familien. Det hjælper måske lidt, at Kim Jong-un af udseende er som snydt ud af næsen på ur-landsfader Kim Il-sung.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Sikke en lækkerbisken, Niels Ivar Larsen. Her skal der høj moral til ikke at beslaglægge kostbart avispapir med ligegyldigt nonsens.