Læsetid: 5 min.

Ny erkendelse: Nedskæringer er ikke vejen ud af krisen

Flere og flere — fra politikere over økonomer til medier — siger det nu højt: Keynes havde ret i, at man ikke kan spare sig ud af en krise. Selv kreditvurderingsbureauerne erkender det. Problemet er, at ingen tør bryde med den en gang besluttede tilgang, siger eksperter
Spanierne har allerede protesteret over massive nedskæringer, og Simon Tilford, cheføkonom i tænketanken Centre for European Reform, frygter, at der vil opstå social uro, hvis det viser sig, at nedskræinger og reformer ikke har gavnlig effekt på jobsituationen.

Spanierne har allerede protesteret over massive nedskæringer, og Simon Tilford, cheføkonom i tænketanken Centre for European Reform, frygter, at der vil opstå social uro, hvis det viser sig, at nedskræinger og reformer ikke har gavnlig effekt på jobsituationen.

LLUIS GENE

19. januar 2012

LONDON — Efter finanskrisen i 2008 var der enighed globalt om, at stimulus var vejen ud af krisen. Tre år senere hedder den gængse visdom ’ekspansive nedskæringer’. Her er forestillingen, at finanspolitisk tilbageholdenhed vil styrke den private sektors tillid til økonomien og føre til investeringer.

Så sikre var tilhængerne af finanspolitisk tilbageholdenhed, at den daværende præsident for den Europæiske Centralbank (ECB), Jean-Claude Trichet, sidste sommer proklamerede, at »ideen om, at nedskæringstiltag kan udløse stagnation, er ukorrekt … Tillidsinspirerende politikker vil fremme og ikke bremse økonomisk genrejsning«.

Knap så selvsikker er tonen i dag, hvor flere europæiske lande balancerer på kanten af endnu en recession. Efter de seneste måneders stadig mere deprimerende økonomiske prognoser — og senest fredag nats nedjustering af ni eurozonelandes kreditvurderingsstatus — er kritikerne så småt begyndt at bryde igennem med deres budskab.

Senest har den italienske premierminister, Mario Monti, brudt den gængse EU-linje og pointeret, at Europa ikke kan spare sig ud af krisen:

»Vækst er i stigende grad nøglen — også ifølge markedernes og kreditvurderingsbureauernes vurderinger,« sagde Mario Monti på et pressemøde på London Stock Exchange Group i går og tilføjede, at »finanspolitisk disciplin er afgørende, men ikke nok«.

Dermed istemmer Monti sig et voksende kor af anerkendte økonomer og førende multinationale institutioner, der for nylig har pointeret, at den nuværende nedskæringsstrategi ikke vil være nok til at få den globale økonomi på fode igen.

Gør ondt værre

Som Mario Monti forklarede, er det en analyse, kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s deler. Det fremgår af den skriftlige begrundelse, der fulgte med fredag nats nedgradering af eurolandene.

»Vi mener, at en reformproces baseret på en søjle af finanspolitisk strenghed alene risikerer at blive selvundergravende, i takt med at den hjemlige efterspørgsel falder på linje med forbrugernes voksende bekymringer i forhold til jobsikkerhed og indkomst,« skriver bureauets analytikere.

Den anerkendte amerikanske økonomiprofessor Paul Krugman kune ikke være mere enig. I en kommentar i New York Times erklærer han »keynesiansk økonomisk tænkning for retfærdiggjort« og kalder 2011 for året, hvor »vores politiske elite var besat afkortvarige underskud, der ikke er det egentlige problem, og undervejs gjorde det rigtige problem, en kriseramt økonomi og massearbejdsløshed, værre«.

»At skære i de offentlige udgifter i en kriseramt økonomi skader økonomien yderligere. Nedskæringer bør vente, indtil en stærk genrejsning er vel undervejs. Desværre troede politikere og lovgivere i slutningen af 2010 og starten af 2011, at de vidste bedre (…) Og ved at handle på den anti-keynesianske tro, endte de med endnu engang at bevise, at Keynes havde ret,« skriver Krugman, der dog erkender, at »man kan argumentere for, at Grækenland og Irland ikke havde andre valg end at implementere nedskæringer«.

Så grel er virkeligheden imidlertid ikke for hovedparten af de vestlige lande, pointerer flere eksperter, der nu er trådt frem og angriber den dominerende vestlige nedskæringsvisdom.

Ond cirkel

En anden autoritet, direktøren for FN’s Handels- og Udviklingskonference (UNCTAD), Heiner Flassbeck, skrev i december en sønderlemmende kritik af den førte politik i en analyse med titlen On the Brink: Fiscal Austerity Threatens a Global Recession.

»Den onde cirkel fremkaldt af finanspolitisk stramninger, svage finansielle institutioner og finansielt svage husstande giver næring til en tillidskrise og holder investeringer og jobskabelse tilbage simultant i den private og den offentlige sektor,« skriver Flassbeck, der er tidligere tysk vicefinansminister.

»En skrøbelig global økonomi har en væsentlig interesse i implementeringen af ekspansive snarere end stramme finanspolitikker i nøgleøkonomier,« konkluderer han og advarer mod »en tabt generation for verdensøkonomien«.

Cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF), Olivier Blanchard, har i en opsummering af kriseåret 2011 appelleret til forsigtighed i forhold til implementeringen af nedskæringer. Og han tilføjer, at foreløbige konklusioner fra IMF-research antyder, at indvirkningen af nedskæringsprogrammer og den lavere vækst, de medfører, i sidste ende fører til højere snarere end lavere rente på statsobligationerne.

»I det omfang, regeringer føler, at de må reagere på markederne, kan de blive overtalt til at konsolidere for hurtigt,« skriver han i et blogindlæg på IMF’s hjemmeside, om end han understreger, at »væsentlige nedskæringer er nødvendige«.

Han mener dog, at de bør foregå som »en maraton snarere end en sprint. Det vil tage mere end to årtier at vende tilbage til fornuftige gældsniveauer«.

Diskursændring

De mange autoriteter, der nu er trådt frem og åbent udfordrer den dominerende europæiske visdom, vidner om en diskursændring. Ifølge Simon Tilford, cheføkonom i tænketanken Centre for European Reform i London, er Italiens Mario Monti ikke den eneste politiker, der har fået betænkeligheder.

»Den franske præsidentvalgkamp vil blive domineret af denne debat, hvor den franske venstrefløj vil have et stærkt incitament til at føre kampagne mod nedskæringspolitikken, og vi er begyndt at se et tilbageslag for politikken i Storbritannien,« siger han til Information.

Han tilføjer, at der kan opstå social uro i lande som Italien og Spanien, hvis nedskæringer og reformer forværrer jobsituationen.

Endnu har det voksende kor af kritikere imidlertid ikke formået at overbevise Europas centrale ledere om, at det er på tide at ændre — eller justere — kursen. Tysklands kansler, Angela Merkel, brugte i stedet nedgraderingen af de ni eurolandes kreditvurderingsstatus til at argumentere for en hurtigere gennemførsel af finanspagtens strenge fælleskrav til eurozone-landenes finanspolitikker, der vil gøre en stimuluspolitik urealistisk for mange lande.

Og Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, reagerede på landets nedgradering ved at love yderligere nedskæringer og en reform af banksystemet.

»Regeringen, som jeg står i spidsen for, ved præcis, hvad den skal gøre for at forbedre Spaniens omdømme og skabe vækst og job,« sagde Rajoy i en tale til sit Folkeparti ifølge Bloomberg.

Paul Krugman — og andre kritikere — erkender da også, at han »ikke er på linje med den konventionelle visdom«.

Simon Tilford mener imidlertid ikke, at det er muligt at finde nogen, »der mener, at nedskæringspolitikker alene kan genrejse den europæiske økonomi på nær Merkel og den Europæiske Centralbank«.

»Det, de har gjort i de seneste tre år, er, at de har vendt konventionel makroøkonomisk tænkning på hovedet. Problemet er, at der ikke er erfaringsmæssige beviser, der støtter ’ekspansive nedskæringer’,« siger han. »At føre en restriktiv finanspolitik, når du er på vej tilbage i recession, er uden fortilfælde.«

Årsagen til, at den nye erkendelse endnu ikke har ført til politiske ændringer er ifølge Simon Tilford dels den fortsatte uenighed om, hvordan gældskrisen i Europa skal håndteres, dels at »nogle lande inden for eurozonen ikke kan træffe denne beslutning alene«, og endelig at »regeringer er motiveret af frygt for at bliver straffet af markederne«.

IMF’s Olivier Blanchard påpeger, at problemet for de vestlige regeringer er, at de finansielle markeder er »skizofrene« og både kræver nedskæringer og vækst.

Standard & Poor’s tidligere nævnte advarsel om farerne forbundet med nedskæringspolitikken bekræfter dette. Et par afsnit længere nede i analysen af situationen udsteder bureauet nemlig en advarsel til regeringer, som overvejer at afvige fra den lagte kurs:

»Der er en risiko for, at reformtræthed kan indfinde sig … hvilket i sidste ende kan anføre os til … en yderligere nedjustering af vores politiske karakterer.«

Tilford mener imidlertid, at der er en realistisk chance for, at de europæiske leder vil ændre kurs inden for det næste års tid.

»Regeringerne vil få svært ved at fastholde støtten til deres politik, hvis der forekommer yderligere forringelser på trods af nedskæringer og reformer, så ja, det pres vil kunne føre til en kursændring,« forudser han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

"Cheføkonom i Den Internationale Valutafond (IMF), Olivier Blanchard, har i en opsummering af kriseåret 2011 appelleret til forsigtighed i forhold til implementeringen af nedskæringer. Og han tilføjer, at foreløbige konklusioner fra IMF-research antyder, at indvirkningen af nedskæringsprogrammer og den lavere vækst, de medfører, i sidste ende fører til højere snarere end lavere rente på statsobligationerne."

Såvidt jeg har forstået det, skulle nedskæringer føre til øget tillid blandt investorer, hvilket skulle føre til lavere renter og efterfølgende økonomisk vækst. Hvis Blanchard har ret er det bare endnu et eksempel på i hvor høj grad de borgerlige økonomers trylleformular er i strid med den aktuelle udvikling. Og det er endnu et eksempel på i hvor høj grad den borgerlige økonomiske tænkning er præget af ideologi og ønsketænkning.

Niels Engelsted

Thomas, i de få år mellem universitetseksamen og professionel karriere som radikal politiker, hvor Margrethe Vestager havde normalt arbejde, var hun fuldmægtig i Finansministeriet. Hun tænker stadig som en fuldmægtig i Finansministeriet, der som hun selv siger "lytter til økonomer", så når departmentschefen har skiftet mening, gør hun det såmænd nok også.

Jens Overgaard Bjerre

Det lyder som om man helt har accepteret, at det er M. Vestager, som har den fulde politiske magt. Er det virkeligt så simpelt eller sidder kommentatorerne bare og keder sig?

John Fredsted

Indenfor det indeværende økonomiske paradigme er der i mine øjne ingen vej ud af krisen, for den er systemintern.

Langt de fleste (såkaldte) penge kommer til verden som lån, der skal betales tilbage med afkast. I en materiel endelig verden vil dette enten lede til bobler, når pengemængden ikke længere (ikke engang i de mest optimistiske drømmescenarier) svarer til den fysiske virkeligheds værdier, eller også lede til destruktion af planeten i forsøget på at få netop de monetære og de virkelige værdier til at modsvare hinanden bare så nogenlunde.

Uden at være økonom, så forventer jeg, at den krise, vi nu er havnet i, vil være permanent. Der vil blive siksakket mellem bobler (som følge af fortsatte stimuluspakker) og yderligere destruktion af vore habitater lige indtil sidstnævnte samlet set bryder sammen. Og så bryder helvede for alvor løs.

Grethe Preisler

Niels Engelsted,

hvis du har ret, må man da håbe, at departementschef Sophus Garfiel, der er lige så ny på posten i Økonomi- og Indenrigsministeriet som Margrethe, snart finder ud af hvad, hvilket ben han skal stå på for at gøre hende tilpas.

De kommer begge fra det samme kuld af cand. polit.er (dem der blev udklækket i begyndelsen af halvfemserne) så mon ikke deres forestillinger om, hvad der er sund økonomisk politik i recessionsperioder er nogenlunde sammenfaldende?

"At skære i de offentlige udgifter i en kriseramt økonomi skader økonomien yderligere. Nedskæringer bør vente, indtil en stærk genrejsning er vel undervejs."

Den saetning udstiller den grundlaeggende fejl i Keynes' teori... Nemlig at offentlig gaeld skal betales i gode tider... Men det sker jo bare ikke!
Da vi naaede 2008 havde hovedparten af de vestlige lande allerede store underskud paa de offentlige budgetter, uanset at de sidste ~15 aar havde vaeret relativt 'gode'.
Der skulle ikke betales gaeld tilbage, men uddeles milde velfaerdsgaver. I f.eks. DK var S/SF imod at der blev betalt af paa gaelden i det omfang regeringen gjorde... I stedet skulle pengene bruge paa at udvide den offentlige sektor. I mange andre lande BLEV pengene brugt i stedet for at betale gaeld af, og det medfoerte saa at der for de fleste lande kun var et begraenset oekonomisk raaderum.

Hvor skal pengene komme fra til en ekspansiv oekonomisk politik? DK har et (lille) raaderum, og det samme har nogen af de andre smaastater i Europa, men de store har det ikke... Italien, Spanien og Frankrig kan ikke oege deres laantagning uden at deres renter ryger voldsomt i vejret. Tyskland har allerede et stort underskud (baade totalt og aarligt), og har ikke de oekonomiske kraefter til at laane penge i et omfang der vil nytte, for de skulle basalt set loefte hele euro-zonen.

Det efterlader saa reformer af bl.a. arbejdsmarked, pensioner og lignende som en mulig loesning, men der er venstre-floejen i alle landene lodret imod, og i mange lande, som f.eks. de vaerst ramte, er fagforeninger og lukkede professioner saa staerke at de ikke lader noget af den slags komme igennem.

Naar der ikke kan skaffes penge nok til en effektiv ekspansiv oekonomisk politik, og naar reformer bliver modarbejdet i stor stil, hvad er der saa tilbage? Nedskaeringer... Det er ikke en 'god' loesning, men den RIGTIGE loesning, nemlig reformer, kan ikke komme igennem.

Naar en teori er baseret paa en antagelse, og antagelsen ikke passer, saa er teorien forkert. Keynes' teori er baseret paa den antagelse at politikere er ansvarlige og betaler deres gaeld i gode tider saa der er raad til at tage laan i de daarlige. Den antagelse er FORKERT, og uanset om hans udsagn om at stater skal vaere oekonomisk ekspansive i daarlige tider er rigtigt, saa falder det hele sammen fordi hans forudsaetning er forkert... Der er ikke oekonomisk raaderum til at staterne er ekspansive!

Problemet er at de borgerlige og deres økonomer ikke rigtigt har evnen til at se helheden på et virkeligt makroskopisk plan.

Det man i stedet gør er at ekstrapolere noget, der måske fungerer i mindre skala.

En virksomhed kan skabe fremgang ved at skære hårdt ned. Det hænger jo kun sammen eftersom firmaet ikke skal finansiere livet for de mennesker, der bliver fyret.

Hvis virksomheden i stedet skulle finansiere alle, så ville man jo hurtigt indse at man ikke får fremgang, ved at sætte en stor del af de ansatte til at lave ingenting.

Det er det, der sker i et samfund når man pludselig skærer ned. Man sætter en masse mennesker til at lave ingenting.

Hvis alle landene er i den fase samtidigt, så er der ikke engang globalt perspektiv i at eksportere sig ud af problemerne. Det er bare et spil om sorteper.

Det bedste man kan gøre er at tage vare på de menneskelige ressoucer, der er, ved at sørge for at alle er igang med noget. Produktion, service, uddannelse, vedligeholdelse, udvikling osv. Det kan gøres i både offentlig, som i privat regi.

John Fredsted

Tilføjelse til min tidligere kommentar: Vi ville sikkert ikke sidde i den nuværende suppedas, hvis den finansielle gearing var 1 snarere end i omegnen af 10.

Såvidt jeg har forstået det, så er den finansielle gearing (i det store og hele) omvendt proportional med solvensprocenten. Med et solvenskrav omkring de 10% = 0,1, så bliver den finansielle gearing 1/ 0,1 = 10.

Dette betyder, ligeledes såvidt jeg har forstået det, at en bank for hver krone, den selv ejer, kan gå ud og låne 9 kroner hos andre for derefter at låne disse penge ud til deres egne kunder med påløbne renter: altså, bankerne kan tage renter også af de penge, således muligvis hele 9 ud af hver 10 kroner, de egentlig slet ikke har. Det er fand'me smart, for bankerne altså.

I udsendelsen Dokumania: Wall Street indefra blev det nævnt, at den finansielle gearing i USA lige før det finansielle krak havde været omkring 30, og man talte endda om helt at fjerne solvenskravet, altså gøre gearingen ubegrænset!

Med en gearing på 1, altså ingen gearing, så måtte man kun tage renter af de penge, man rent faktisk ikke selv skyldte væk.

Niels Engelsted

Morten Lynge, du spørger polemisk: "Hvor skal pengene komme fra til en ekspansiv oekonomisk politik?"

Godt spørgsmål. Hvor kommer penge i det hele taget fra. Bloomberg har netop--med den amerikanske højesterets medvirken--fundet ud af, at den amerikanske (privatejede) forbundsbank i 2008 i al hemmelighed udlånte 45.000 millarder kroner til de amerikanske finanshuse, altså 11 gange den bailout, som kongressen bevilligede. Det svarer til mere end halvdelen af det amerikanske BNP og ca 150.000 kroner per amerikaner. Hvor kom de penge fra? Der er meget vi ikke forstår, og som det åbenbart heller ikke er meningen, at vi skal forstå.
http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/223706/afsloering_bernanke_h...

Lasse Glavind

Bare rolig, Tina Rasmussen, os 'debattører' på Informations hjemmeside har absolut begrænset indflydelse, så du vil forsat kunne se Steen Bocian og Lars Løkke og alle de andre gentlemen prædike den rette økonomilære på tv, og Vestager er galvaniseret mod tvivl, så det...

Det der med at nuancere synspunkterne er nemlig kun noget, man pålægger folk uden indflydelse.

Efter at guldstandarden blev droppet, er penge ikke længere bundet på nogen måde til virkeligheden.

Det har været slemt nok, at man genererede x10-30 den pengemængde, som kunne modsvares i virkelige værdier (hvilket man også gjorde under guldstandarden), men idag er der slet ikke noget grundlag. Den amerikanske centralbank (FED) kan helt selv bestemme, hvor stort grundlaget skal være, og de kan sætte det fuldstændigt efter personligt behag.

Når man så tænker på, at FED er privatejet af de selvsamme banker, som FED låner ud til, så er det kun et spørgsmål om tid før det går galt.
Det gør det først når andre ikke længere tror på dollaren. Dvs. når olie ikke længere handles i dollars, når Kina stopper med at investere i USA og ingen udenfor USA vil tage imod dollars som betaling.

Men da hele det økonomiske system hænger sammen, så vil alle andre valutaer også falde sammen med dollaren - selve kapitalismen i nuværende inkarnation vil falde.
Ingen tør gøre det, og derfor må vi bare vente på, at faldet kommer, fordi det er uafvendeligt.

Grethe Preisler

Nu venter vi bare på at se, hvem der kommer til at betale regningen for hedgefondspekulanternes euforiske pyramidespil.

Bagmændene, der scorede gevinsten, eller den lavere middelklasse og underklassen i de økonomier, hvis regeringer tøvede så længe med at sætte en stopper for vanviddet, at de største af spekulanterne blev "too big to fail".

Skal vi vædde?

Undskyld mit franske, men det nytter ikke meget at trampe på knallertens kickstarter, hvis dyret er løbet tør for benzin, og tankstationen er lukket, fordi tankpasseren er stukket af med kassebeholdningen.

Hyp alle mine heste! - som Lille Claus sagde, før Store Claus slog hans eneste hest for panden.

Jacob Selchau

Det er ikke noget nyt. F.eks. har det konservative britiske ugeskrift, The Economist, forsvaret Obamas forsøg på at få gang i økonomien igen via offentlige udgifter. Desuden har de massive nedskæringer været en katastrofe i Grækenland, hvor man trods store besparelser, har oplevet en stigning i gælden som andel af bruttonationalproduktet, da bruttonationalproduktet er raslet ned.

Jeg er ingen fan af statsgæld, men vejen frem er en mere ansvarlig politik i normale tider, frem for nedskæringer i en krisetid.

Martin Pedersen

Hvis man gerne vil have sat sit pis i kog over the FED, så er Matt Taibbi's
The Real Housewives of Wall Street
fantastisk læsning.

"America has two national budgets, one official, one unofficial. The official budget is public record and hotly debated...
...Most Americans know about that budget. What they don't know is that there is another budget of roughly equal heft, traditionally maintained in complete secrecy. After the financial crash of 2008, it grew to monstrous dimensions, as the government attempted to unfreeze the credit markets by handing out trillions to banks and hedge funds. And thanks to a whole galaxy of obscure, acronym-laden bailout programs, it eventually rivaled the "official" budget in size — a huge roaring river of cash flowing out of the Federal Reserve to destinations neither chosen by the president nor reviewed by Congress, but instead handed out by fiat by unelected Fed officials using a seemingly nonsensical and apparently unknowable methodology."

Michael Kongstad Nielsen

Tilfældet Grækenland:
Hvis landet ikke fik statsgælden bragt ned, ville det være gået bankerot. Grækenland kunne ikke låne til en tålelig rente, så euro-zonen og IMF måtte træde til med hjælp. IMF og EFSF stillede de sædvanlige krav om offentlige nedskæringer, hvilket alle jo godt ved medfører afdæmpning i det private forbrug. Dvs. først nedtur - så, måske, optur engang med tiden, når der er kommet styr på tingene.

Ifølge Standard & Poors og alle de andre nyopvakte økonomers nye erkendelse, som omtalt ovenfor, skulle Grækenland i stedet have fortsat den vilde sejlads mod afgrunden. Så havde de vækstet sig op af hullet og ud af krisen, mener man nu.

Jeg tror, jeg vil starte et kreditvurderingsbureau, hvis første opgave bliver at vurdere Standard & Poors, Moodies og Fitch. Og jeg har sådan på fornemmelsen, at deres vurdering ryger helt i bund (A+). Og så vil alle verdens børser og lande henvende sig det det nystartede orakel og spørge, hvad de så skal gøre. Jo. det er meget simpelt:

Opkræv skat. Undlad nedskæringer, undlad låntagning, undlad udpumpning af offentlige penge - men opkræv den nødvendige skat. Og det bedste sted, man kan opkræve skat, er i toppen, i den absolut rigeste ende, for i toppen bruges pengene ikke til noget som helst fornuftigt.

Denne medicin kan speedes op med en kraftig regulering af alle finansielle spillere på markedet.

Mads Kjærgård

Man kunne jo trykke nogle flere penge! Sælge statsobligationer, sælge guldreserverne, eller formindske valutareserverne fx. Jeg tror at Keynes mente at det i første omgang var vigtigst at få gang i økonomien i og så se på gælden bagefter modsat det vi gør nu.

Jeg vil gerne pege på, at der er nogen som har fået Keynes galt i halsen her. Keynes mente ganske korrekt, at staten skulle investere i offentlige arbejder. Og hermed mente han infrastruktur som veje, broer, bygninger som skoler, dæmninger mv. Han mente også at staten skulle give skattelettelser - ja, i hørte rigtigt - skattelettelser - til de laveste indkomster og til den nedre del af mellemindkomsterne. Og Keynes mente også at renten skulle være forholdsvis høj i en recession, omkring 2-5% vel, i den recession, vi har nu. Og Keynes mente også at opsparingen i en krisetid skulle belønnes - derfor er det tåbeligt at regeringen, denne ABF-regering, har lavet det sådan at man kun kan trække 50.000 kroner fra hvis man indsætter pengene på en kapitalpension i stedet for som hidtil 100.000 kroner. [Meningen er vel at få frigivet flere penge til forbrug, går jeg ud fra?]

Keynes teori holder skam ganske udmærket - det er jo ikke Keynes skyld, at politikerne ikke gør som han siger ;) . Keynes ville være imod ufinacierede skatte-lettelser, VKO har givet ufinansierede skattelettelser for mellem 20-60 mia kr. som godt nok har givet en masse aktivitet og arbejde rundt omkring, men som førte til massive huller og penge, der fossede ud af statskassen, ikke ind i den.

Og hvad var det S/R-regeringen gjorde i 1990'erne? De betalte af på gælden, gjorde de. Der var overskud på alle poster i 2001, da VK+O kom til. Sidenhen kørte de borgerlige landet i sænk rent økonomisk - præcist som de også kørte det (næsten) i sænk under Schlüter-regeringerne i 1980erne. [Når jeg siger næsten handler det om at i 1986 kom Schlüter-regeringen med kartoffelkuren...]

Og S/R-regeringen sørgede for at folk blev omskolet til fremtidens arbejdsmarked. VK+O lagde denne afktive arbejdsmarkedspolitik i graven og sagde, at 'arbejde er det eneste korrekte.' Og vel er det da det, men når arbejderne ikke har den nødvendige uddannelse, må staten træde til for at opkvalificere arbejderne.

Interview med Paul Krugman

Se hele interviewet med den nobelprisvindende amerikanske økonomiprofessor Paul Krugman , der mener, at de europæiske regeringer inklusiv Danmark vælger den forkerte vej ud af krisen

http://www.dr.dk/DR2/​deadline2230/Talknuserne/​145718.htm

Nobelprisvindende økonom: Forkert at spare sig ud af krisen

Både i Danmark og en række andre europæiske lande har regeringerne fundet sparekniven frem.

Nogle lande har ikke længere muligheden - andre lande, heriblandt Danmark, har et valg ;o)

At spare er den forkerte strategi, mener en af verdens mest citerede og anerkendte økonomer - amerikanske Joseph Stiglitz.

Han mener, at investeringer og vækst derimod skal i højsædet.

http://www.dr.dk/DR2/​deadline2230/2011/05/13/​171221_1.htm

Jarl:
Hvis du lige smed et mellemrum inden du cut/paste'r et link, så genererer Information selv et link man kan klikke på.