Læsetid: 4 min.

Obama har lagt strategien for genvalg

Planen for, hvordan Barack Obama skal beholde sin plads i Det Hvide Hus, er lagt. Vejen mod sejr går gennem præsidentens frontalangreb mod den republikansk dominerede kongres, siger kilder i Det Hvide Hus. Starten gik i denne uge
Barack Obama præsenterede en ny og hårdere kurs over for den republikansk dominerede kongres, da han denne uge ved præsidentielt dekret tvang udnævnelsen af Richard Cordray til direktør for det finansielle forbrugerråd igennem. Og det vil være stien frem mod præsidentvalget senere i år.

Barack Obama præsenterede en ny og hårdere kurs over for den republikansk dominerede kongres, da han denne uge ved præsidentielt dekret tvang udnævnelsen af Richard Cordray til direktør for det finansielle forbrugerråd igennem. Og det vil være stien frem mod præsidentvalget senere i år.

Kevin Lamarque

6. januar 2012

Onsdag i denne uge skete der noget overraskende i amerikansk politik. Noget som på overfladen så enkelt ud, men som er et signal om noget langt større:

Barack Obama udnævnte fire mennesker til offentlige chefstillinger, herunder direktøren for det helt nye finansielle forbrugerråd (Consumer Financial Protection Bureau) hen over hovedet på de folkevalgte via et præsidentielt dekret.

Udnævnelsen har været blokeret af senatet siden sommeren 2011, men nu kan Richard Cordray, der tidligere har været offentlig anklager i staten Ohio, starte i det job, som Obamas første nominerede til stillingen, Elizabeth Warren, aldrig fik lov til.

Rasende republikanere

Republikanerne i Kongressen, der står bag de mange forsinkelser og blokeringer af kandidater til føderale topstillinger, er rasende på præsidenten, som beskyldes for at »rage magt til sig« på uretmæssig vis:

»Præsidents Obamas uhørte manøvre og omgåelse af befolkningen har ingen fortilfælde,« tordnede lederen af republikanerne i Senatet, Mitch McConnell, i går.

Favoritten til nomineringen som samme partis præsidentkandidat, Mitt Romney, fordømte også udnævnelsen og kaldte i samme åndedrag forbrugerrådet for »det mest magtfulde og ansvarsforflygtigende bureaukrati i denne nations historie«.

Middelklassens hævner

Den kontroversielle manøvre er imidlertid del af en samlet valgstrategi frem mod præsidentvalget til november.

Med de fire udnævnelser tog Obama således ikke bare en beslutning til gavn for de amerikanske forbrugere, som for første gang kan få bistand, når de ryger ud i problemer med banker, realkreditlån og kreditkort. Han tog et nyt skridt i det, insidere i det Hvide Hus over for Information ikke tøver med at kalde den »nye åbne krig mod Kongressen«.

Krigen er hovedelementet i den overordnede valgstrategi for 2012, som præsidenten i december færdiggjorde med sine nærmeste, og som Wall Street Journal i går kaldte »et valg i hvilket hr. Obama agter at fremstille sig selv som den sande forkæmper for middelklassen imod en destruktiv og vrangvillig Kongres«. Avisen kaldte udnævnelsen af forbrugerrådsdirektøren for en handling, der »slog tre fluer med et smæk: præsidenten baskede Wall Street, Kongressen og Republikanerne på én gang«.

Flere medier konkluderede ligeså. The Economist, kaldte beslutningen for »en opvisning af genfunden præsidentiel rygrad«.

Obamas selvopgør

Rådgivere for præsidenten, som Information har talt med — og som forlanger anonymitet for mere ærligt at kunne diskutere interne forhold i Det Hvide Hus — understreger, at præsidenten blev inspireret til strategien af det vundne slag i december 2011, hvor Obama tvang republikanerne på retræte og vandt opgøret om en forlængelse af en populær skattelettelse for den arbejdende middelklasse.

Men de erkender, at den nye strategi i realiteten også repræsenterer et selvopgør; et opgør med Obama 1.0; en indrømmelse af, at den unge senator Obama, som i sin første valgkampagne lovede at gøre op med ’skyttegravskrigene i Washington’ og række ind over midten til gavn for alle amerikanere, reelt har fejlet. Præsidenten har ikke magtet at skabe kompromiser, og vælgerne har aldrig været mere trætte af de føderale politikere, end de er nu, hvor tilliden til Kongressen i de nyeste målinger ligger lige over 10 procent.

Kynisk set er det også et spørgsmål om at få aben placeret, helst hos ens modstandere. Republikanerne går under det igangværende primærvalg også til angreb på ’Washington’. Michelle Bachmann gik så langt, at hun i sin afskedstale fra kapløbet om præsidentnomineringen i forgårs annoncerede, at hun »aldrig havde været og aldrig bliver politiker. Det var aldrig min hensigt«. Det ellers valgte kongresmedlem er tilsyneladende blot folkets redskab mod eliten.

Obama lød lige så stålsat, da han i en tale i Ohio onsdag, meddelte, at »tiden er kommet til, at vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte forbrugerne og forhindre en økonomisk krise som den, vi har været igennem, fra nogensinde at finde sted igen. Og det starter vi med at lade Richard Cordray gøre sit job.«

En farefyldt færd

Strategien med at iscenesætte et skuespil, hvor præsidenten (og demokraterne) er de små menneskers og middelklassens forsvarer og beskytter, mens den republikansk dominerede kongres er ballademagerne, der blokerer for alt og som kun tænker på de allerrigeste, har imidlertid åbenlyse risikomomenter.

For det første er det sandsynligt, at præsidentens veto vil blive anklaget for at være forfatningsstridigt og forsøgt stoppet i Højesteret, og det er stort set sikkert, at beslutningen om udnævnelserne vil medføre et hævntogt fra republikansk hold, som kan umuliggøre andre, fremtidige nomineringer fra Obama. Det kan f.eks. om nogle uger komme til at gå ud over en planlagt og ellers fredelig udnævnelse af fire nye medlemmer til den amerikanske centralbanks bestyrelse.

For det andet kan strategien give bagslag. Republikanerne vil gøre deres til at tegne billedet af præsidenten som en partisk og ekstrem venstrefløjskriger, der ikke kan samle nationen og som netop er den, der forårsager ’trafikkaos’ i Washington. Såvel Mitt Romney som Newt Gingrich og selv Rick Santorum har gjort sig umage for at pudse glorier som politikere, der før i tiden har haft succes med at samarbejde hen over midten med demokraterne i henholdsvis deres hjemstater (Romney i Massachusetts) og i Kongressen (Santorum og Gingrich som tidligere formand for Repræsentanternes Hus under demokraten Bill Clinton.

’Stærk og modig’

Obamas rådgivere er imidlertid ikke i tvivl om, at præsidenten og hans team har fundet den rigtige vej frem mod fire år til i Det Hvide Hus, lyder det fra insiderne:

»Vi har brug for noget entusiasme som benzin til den kommende kampagne. Vi skal have hevet tilhængerne tilbage i manegen og ind i kampen. Det bliver sandsynligvis Mitt Romney, han (præsidenten, red.) skal op imod. Romney har det enorme problem, at han absolut ikke kan begejstre nogen. Men det kan præsident Obama. Og for at komme dertil har præsidenten ikke brug for flere mislykkede forsøg på kompromiser. Han har brug for at være stærk, modig og beslutsom. Det er det, vi vil se meget mere af frem mod november 2012.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Jakobsen

"og det er stort set sikkert, at beslutningen om udnævnelserne vil medføre et hævntogt fra republikansk hold, som kan umuliggøre andre, fremtidige nomineringer fra Obama."

Jamen, har det ikke været republikanernes strategi fra dag 1?

Annegrethe Rasmussen

Jo men kun ved de såkaldt kontroversielle udnævnelser (i republikanernes øjne er det rigtig mange har du ret i, men den kommende udnævnelse, som jeg nævner her til The Fed's bestyrelse, var helt udramatisk og en, som republikanerne havde bebudet, at de ville godkende. Nu vil de måske ikke ...
Tak for kommentaren og god weekend!
Annegrethe Rasmussen
PS. Du kan i øvrigt læse en opdatering og en henvisning til denne artikel på min nye blog her: http://usanu.dk/www/?p=192

Annegrethe Rasmussen

PS. Jeg er i øvrigt stolt over at meddele at selveste New York Times kom med denne historie fredag morgen amerikansk tid (på papir hed overskriften: Obama Tactic: Job Congress to Hurt Rivals).
Så helt den samme pointe som min bare senere :-)

Herudover er den - selvfølgelig, det er jo NYT! - bedre end min med flere kilder, så læs den:
http://www.nytimes.com/2012/01/06/us/politics/president-obama-unveils-ag...

Philip C Stone

1. Det var kun den ene udnævnelse der gjaldte Consumer Finance Protection Bureau. De andre tre gjaldte NLRB, National Labor Relations Board.
2. Der var ikke tale om et veto, men om et forsøg på at omgå Republikanernes blokeringer ved at foretage nogle tidsbegrænsede udnævnelser mens senatet ikke var i session. Stridsspørgsmålet er om "in session" beskriver de handlinger der er foregået i senatet, som alene, på farceagtig vis, drejede sig om at etablere det formelle grundlag for at blokere udnævnelserne.
3. Ændringen i Obamas strategi har været på vej i et stykke tid, og fandt et markant udtryk i en tale han holdt i Osawatomie Kansas for en måned siden. Der anslog han nogle temaer fra Occupy Wall Street.

"Long before the recession hit, hard work stopped paying off for too many people. Fewer and fewer of the folks who contributed to the success of our economy actually benefited from that success. Those at the very top grew wealthier from their incomes and their investments -- wealthier than ever before. But everybody else struggled with costs that were growing and paychecks that weren't -- and too many families found themselves racking up more and more debt just to keep up.

Now, for many years, credit cards and home equity loans papered over this harsh reality. But in 2008, the house of cards collapsed. We all know the story by now: Mortgages sold to people who couldn't afford them, or even sometimes understand them. Banks and investors allowed to keep packaging the risk and selling it off. Huge bets -- and huge bonuses -- made with other people's money on the line. Regulators who were supposed to warn us about the dangers of all this, but looked the other way or didn't have the authority to look at all.

It was wrong. It combined the breathtaking greed of a few with irresponsibility all across the system. And it plunged our economy and the world into a crisis from which we're still fighting to recover. It claimed the jobs and the homes and the basic security of millions of people -- innocent, hardworking Americans who had met their responsibilities but were still left holding the bag...

Now, just as there was in Teddy Roosevelt's time, there is a certain crowd in Washington who, for the last few decades, have said, let's respond to this economic challenge with the same old tune. “The market will take care of everything,” they tell us. If we just cut more regulations and cut more taxes -- especially for the wealthy -- our economy will grow stronger. Sure, they say, there will be winners and losers. But if the winners do really well, then jobs and prosperity will eventually trickle down to everybody else. And, they argue, even if prosperity doesn't trickle down, well, that's the price of liberty.

Now, it's a simple theory. And we have to admit, it's one that speaks to our rugged individualism and our healthy skepticism of too much government. That's in America's DNA. And that theory fits well on a bumper sticker. (Laughter.) But here's the problem: It doesn't work. It has never worked. (Applause.) It didn't work when it was tried in the decade before the Great Depression. It's not what led to the incredible postwar booms of the ‘50s and ‘60s. And it didn't work when we tried it during the last decade. (Applause.) I mean, understand, it's not as if we haven't tried this theory.

Remember in those years, in 2001 and 2003, Congress passed two of the most expensive tax cuts for the wealthy in history. And what did it get us? The slowest job growth in half a century. Massive deficits that have made it much harder to pay for the investments that built this country and provided the basic security that helped millions of Americans reach and stay in the middle class -- things like education and infrastructure, science and technology, Medicare and Social Security.

Remember that in those same years, thanks to some of the same folks who are now running Congress, we had weak regulation, we had little oversight, and what did it get us? Insurance companies that jacked up people's premiums with impunity and denied care to patients who were sick, mortgage lenders that tricked families into buying homes they couldn't afford, a financial sector where irresponsibility and lack of basic oversight nearly destroyed our entire economy.

We simply cannot return to this brand of “you're on your own” economics if we're serious about rebuilding the middle class in this country. (Applause.) We know that it doesn't result in a strong economy. It results in an economy that invests too little in its people and in its future. We know it doesn't result in a prosperity that trickles down. It results in a prosperity that's enjoyed by fewer and fewer of our citizens.

Look at the statistics. In the last few decades, the average income of the top 1 percent has gone up by more than 250 percent to $1.2 million per year. I'm not talking about millionaires, people who have a million dollars. I'm saying people who make a million dollars every single year. For the top one hundredth of 1 percent, the average income is now $27 million per year. The typical CEO who used to earn about 30 times more than his or her worker now earns 110 times more. And yet, over the last decade the incomes of most Americans have actually fallen by about 6 percent.

Now, this kind of inequality -- a level that we haven't seen since the Great Depression -- hurts us all. When middle-class families can no longer afford to buy the goods and services that businesses are selling, when people are slipping out of the middle class, it drags down the entire economy from top to bottom. America was built on the idea of broad-based prosperity, of strong consumers all across the country. That's why a CEO like Henry Ford made it his mission to pay his workers enough so that they could buy the cars he made. It's also why a recent study showed that countries with less inequality tend to have stronger and steadier economic growth over the long run.

Inequality also distorts our democracy. It gives an outsized voice to the few who can afford high-priced lobbyists and unlimited campaign contributions, and it runs the risk of selling out our democracy to the highest bidder. (Applause.) It leaves everyone else rightly suspicious that the system in Washington is rigged against them, that our elected representatives aren't looking out for the interests of most Americans."

Der var også nogle af de sædvanlige konsensussøgende unoder, men de var langt mindre fremtrædende end tidligere. Obama har før holdt taler som syntes at indvarsle et brud, men som ikke ændrede noget som helst. Denne gang har vi dog set en vilje til at konfrontere og trodse Republikanerne. Men der er langt igen. Obamas borgerrettighedspolitik har ikke været bedre end George W. Bushs. Måske tværtimod.
Hans miljøpolitik har været meget blandet. (Elizabeth Kolbert har for nylig skrevet et indslag med titlen "Obama's Climate Betrayal", om USAs reaktion på EUs regulering af emissioner fra flytrafik: http://www.newyorker.com/online/blogs/comment/2011/12/obama-eu-airplane-....) Hans udnævnelser inkluderede mange af de personer der var ansvarlige for den finansielle ragnarok, og hans egen økonomiske politik var i høj grad en fortsættelse af den politik som George W. Bush slog ind på efter krisen havde meldt sig.

Det ville være dejligt hvis der vitterligt var tale om en ny erkendelse, både om muligheden for og ønskeligheden i at samarbejde med Republikanerne, og om den førte politik. Men, med det kendskab vi nu har til Obama, må vi desværre frygte at han mest er optaget af at positionere sig op til det kommende valg, og at vores forhåbning om forandring igen vil blive skuffet. Jeg håber at jeg tager fejl.

Jesper Hostrup Hansen

Er der tale om, at præsidenten alligevel har en "executive power" mod en kongres, der har besluttet at modarbejde ham, uanset om hans forslag er gode eller ej? Udefra set virker den amerikanske "checks and balances"-model som en effektiv måde at hæmme enhver beslutningskraft på, hvis kongressen eller præsidenten ønsker det.

Fra denne side af Altanten må Obamas tiltag være en opmuntrende udvikling.

Annegrethe Rasmussen

@Phlip Stone - altid dejligt med dine indsigtsfulde kommentarer. Mange tak for denne, seneste. Som jeg tidligere har skrevet til dig (og det er ment som en ros!) følger du så godt med, at du nok næppe kan få megen ny indsigt eller viden ved at læse de danske medier - altså også Information - om amerikanske forhold.
Jeg ved i øvrigt godt, at de andre udnævnelser ikke var til det finansielle forbrugerråd, som du skriver. Men vi kan ikke få alle de detaljer med i en artikel på begrænset plads.
Det er en fin pointe, at vi må se, om Obamas "transformation" holder eller bare er retorik. Men også holde fast i, at politik jo - også - er italesættelse, og her har han altså slået nye toner an. Det må være op til basen/partiet at holde fast på ham (ihukommende at demokraterne jo har samme udfordring som GOP, de skal også fyre op under basen først og så cykler de ind mod den såkaldte midte bagefter), og derfor tror jeg såmænd heller ikke at vi har at gøre med en totalt personligheds-forandret præsident, men blot en der er trukket i valgbukserne.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Andreas Jakobsen

"italesættelse" var jo også en stor del af Obama's kampagne tilbage i 2008, hvor han fik aktiveret de græsrodsbevægelser, som var med til at vinde valgkampen for ham.

Spændende at se, som en også nævner, om folk køber hans retorik denne gang, for det er ingen hemmelighed, at han har skuffet mange af sine vælgere, der føler sig en smule snydt mht. de forandringer, der blev lovet.

Philip C Stone

Hej Anngrethe

Dårlig undskyldning. Når jeg kan sige det (om NLRB) med så få ord kan du selvfølgelig også. Du er den professionelle.

Lidt spekulation - jeg tror at det er Republikanerne der har forregnet sig her, ligesom de gjorde med skattelettelsen til lønarbejderne. De kan kun forklare deres obstruktion ud fra nogle (fortænkte) formelle argumenter som ikke vejer særlig tungt i forhold til de substantielle, altså det klare behov for at beskytte befolkningen mod finansielle svindelnumre. Det bliver nemt for Obama at fremstille dem som ågerkarlenes bedste venner, så deres opposition til udnævnelsen af Cordray er endnu en tabersag. De kunne, som du er inde på, forstærke deres obstruktion af Obamas udnævnelser, men hvis de gør det vil de sandsynligvis blive afkrævet en forklaring, og den vil de ikke slippe godt fra. Lige nu må Demokraterne slikke sig om munden, og jo længere Republikanernes opstillingskamp fortsætter, jo mere de kritiserer hinanden - f.eks. ved at Gingrich betegner Romney som en der vil lyve for at blive præsident og vil fortsætte med at lyve som præsident - jo lettere vil det blive for de Demokratiske kandidater.

Elizabeth Warren - Såvidt jeg ved har hverken du eller Martin Burcharth skrevet om hende. Hermed en opfordring.

Tak for dit komplement. Hvis jeg kan yde et konstruktivt bidrag til bladets diskussion om USA vil jeg gerne gøre det.

Niels-Holger Nielsen

Philip C. Stone skriver 'Jeg håber at jeg tager fejl.' Det tror jeg bestemt ikke du gør. Altså et stykke klamt valgflæsk fra en mand, der har haft fire år til at føre kamp. Annegrethe Rasmussen ved det også godt: 'og derfor tror jeg såmænd heller ikke at vi har at gøre med en totalt personligheds-forandret præsident, men blot en der er trukket i valgbukserne.' Hvorfor er det interessant at spilde Informations avispapir på klam rivalisering mellem nogle kandidater der kun er alt for enige om hvad, der ikke skal diskuteres i den (igen, igen) igangværende valgkamp. Amerikansk indenrigstaktik, som det er knald i låget at spilde avis på, når man er et tyndt dagblad i Danmark. Herre gud, er der ikke nok af ting, der både er vigtigere og mere interessante en netop det, især for en dansker? Noget om stormagternes udenrigspolitik og klimakatastrofen, fx. Optrapningen til krig mod iran? Yuo name it.

Skal det endelig være amerikansk valgkamp, så foretrækker jeg så klart denne:

Progressives and the Ron Paul fallacies by Glenn Greenwald

FOFF Fri os for fnidder!

Niels-Holger Nielsen

"Hvad er fælles for Mitt Romney, Ron Paul og Rick Santorum? Jo, de er alle republikanske kandidater til det kommende præsidentvalg i USA. Og så deltog de alle tre i et primærvalg i delstaten Iowa i forgårs.

Det ved vi næsten alle. Ikke fordi vi har nogen som helst fornøjelse eller gavn af at vide det, men fordi de store medier stopper disse informationer ned i halsen på os med en chokerende og irriterende ihærdighed, der er helt ude af proportioner, og som får en til at tænke, at samtlige redaktører i hele landet er blevet sindssyge. Hvad fanden foregår der?"

Luk nu r.... please

På samme måde synes jeg, at Information burde gøre en dyd af nødvendighed, hvis man da vil skille sig ud fra radioavisen, tv-avisen, tante berling og og gab, gab og atter gab. Er det Informations berettigelse? Hvad ellers?

Niels-Holger Nielsen

Annegrethe Rasmussen

Hvad får dig til at tro, at det skulle være fedt at være på omgangshøjde med løgnesprøjten New York Times? En af edderkopperne i løgnespindet.

Annegrethe Rasmussen

@ Niels-Holger Nielsen. "Løgnesprøjten" er efter min ringe mening intet mindre end verdens bedste avis. Intet mindre og ingen over eller ved siden af. Det betyder ikke, at den er fejlfri - det er der jo intet medie, der er, og muligvis hentyder dit ikke så elegante ordvalg til avisens manglende ihærdighed og usande viderebringelser af Bush-regeringens oplysninger om de irakiske masseødelæggelsesvåben. Det har avisen beklaget, og det har ført til en lang række opstramninger i de redaktionelle procedurer.
Men til daglig er NYT en fuldkommen fantastisk avis, der bringer et hav af kritiske historier, men også de sjove, de overraskende, de smukke og de litterære.
Der er ingen danske aviser, der kommer i nærheden.

Nuvel - det kan vi være uenige om og fred være med det. Jeg synes også, at meget amerikansk valgreportage er overdrevet og overfladisk, men det synes jeg faktisk ikke vores dækning er eller har været.
For det første ER det vigtigt, hvem der bliver kandidat for GOP, for det siger noget om USA og amerikansk politik har konsekvenser langt, langt ud over landets grænser.
For det andet ville Information hurtigt lide bladdøden, hvis vi udelukkende beskrev de (rigtignok vigtige) emner, du nævner.

Menighedsblade er for kedelige. Det duer bare ikke. Der er ikke publikum til det. Og reportager kan sagtens være kritiske og underholdende på samme tid. Information bestræber sig på at være begge dele.
Du kan mene, at vi fejler, men vi gør vores bedste, og vi kritiserer ofte begge partier, senest har vi sablet den skændige vedtagelse af loven, der muliggør fængsling af amerikanere uden rettergang og på mandag skriver jeg en leder om den nye forsvars-strategi, Men vi skal også ud til vælgermøder og tale med almindelige amerikanere.
alt godt
Annegrethe Rasmussen
PS. Man lægger sig i selen ... ikke ligger (siger skolelærerinden oedantisk :-)

Annegrethe Rasmussen

@Philip Stone. Det jeg mente var, at jeg bevidst udelod NLB-udnævnelserne, fordi de ikke er lige så relevante at have med i en dansk avis og fordi man ville blive nødt til at forklare læserne, hvad NLB overhovedet er for noget. Det finansielle forbrugerråd derimod har de hørt om før, og det er også den eneste udnævnelse, som de amerikanske store medier har hæftet sig ved.
Det var faktisk mig, der foreslog avisen at skrive den meget kritiske (og fremragende) leder som Martin skrev - efter at en læser henvendte sig og spurgte. Jeg har også kritiseret den på mit fagblads hjemmeside, hvor jeg har en blog.
Et portræt af Elizabeth Warren er en fin ide. Det har jeg selv foreslået på avisen uden dog at have fået spalteplads til det - endnu.
I læsere skal huske, at vi skrivende ikke redigerer avisen. Der er masser af forslag, som ikke kommer igennem. Ikke pga. ond vilje fra redaktørerne men pga. simpel pladsmangel.
Det vil sikkert glæde (eller i hvert fald interessere) jer her at høre, at jeg også i denne uge foreslog en stor artikel om den skændige rolle som de såkaldte super PACs spiller i denne valgkamp.
Det er jo første gang de er i spil og de poster millioner ud i negative kampagner, langt de fleste af dem til fordel for GOP. Og det vil kun blive værre. Men igen - der er ikke plads til den lige nu.
Måske kan jeg skrive den lidt senere.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Niels-Holger Nielsen

Glenn Greenwald har en opfølger til den artikel, som jeg rekomanderede ovenfor. Den starter sådan her:

"Much of the reaction to the article I wrote last Saturday regarding progressives, the Obama presidency and Ron Paul (as well as reaction to this essay by Matt Stoller and even this tweet from Katrina vanden Heuvel) relied on exactly the sort of blatant distortions that I began that article by anticipating and renouncing: that I was endorsing Paul as the best presidential candidate, that I was urging progressives to sacrifice reproductive rights in order to vote for him over Obama, that I “pretend[ed] that the differences between Obama and Paul on economics [and other domestic issues] are marginal”; that Paul’s bad positions negate the argument I made; that Ron Paul is my “hero,” etc. etc. So self-evidently petty and slimy are those kinds of distortions that (other than to note their falsehoods for the record) they warrant no discussion; indeed, as I wrote: “So potent is this poison that no inoculation against it exists” and would thus “proceed to make a couple of important points about both candidacies even knowing in advance how wildly they will be distorted.”"

Her hamrer han ud i rustfrit stål, at diskursen om at dikotomien imellem de to store partier (Obama/Mitt Romney) er alfa og omega i den amerikanske valgkamp er nonsens og en falsk melodi. Læs selv:

Democratic Party priorities

Annegrethe Rasmussen og New York Times er naturligvis af en anden mening, og adskiller sig derved ikke fra amerikansk mainstreampresse i almindelighed. Occopy Wall Street er gået til madrasserne (et udtryk fra Mario Puzos 'Mafia'), for det vil de ikke være med til. Det bliver spændende at se, når bevægelsen dukker op i det offentlige rum igen.

Fred være med alle der mener, at man skal stemme på Obama fordi han er mindre ringe end Romney, men som sagt hvad rager det en dansker. Læs her hvad der derimod rager en dansker:

The US-Iran economic war
By Pepe Escobar

With the stroke of a pen, United States President Barack Obama instituted legislation aimed at taking Iran's 2.5 million barrels of oil a day in exports off the global market. In reality it is not going to happen; expect a rash of new private banks set up all across the developing world for the purpose of buying Iranian oil. But there will be collateral damage - in the West itself.

Få jer dog nogle proportioner i jeres pressedækning.

Annegrethe Rasmussen

Hey jeg HAR læst Greenwald. Jeg læser Salon hver eneste evige dag. Så det ... og Iran-diskussionen skal vi nok tage op. Igen, det er (også) pladsen. Og der står altså ikke noget som helst angreb på den aktuelle dagsorden, uanset om nok så mange på den amerikanske venstrefløj skriver og skriver. Og højrefløjen truer med det. Amerikanerne er trætte af krig. Pentagons omlægninger er som bekendt besparelser. Der er ikke stemning for nogen angrebskrig mod Iran og USA forsøger tværtom at berolige israelerne. Men lige som man ikke kan skrive om alle udviklinger i primærvalget, er der heller ikke plads til at skrive om enhver diskussion om militær taktik over for f.eks. Iran - diskussionen kører jo hele tiden, og har gjort det længe.
Alt godt
Annegrethe Rasmussen

Philip C Stone

Hej Annegrethe,

Problemet er at din beskrivelse skaber det indtryk at alle fire udnævnelser gjaldte CFPB. Du behøver ikke at gøre rede for hvad NLRB er - det kan interesserede selv finde ud af. Du behøver sådan set slet ikke nævne det. Men det er fundamentalt at din skrift ikke ligefrem lægger op til misforståelser.

Noget andet, som jeg stødte på i morges og som jeg har henvist til i en anden kommentar. The Washington Monthly har en række artikler omkring temaet, Hvad hvis Obama tabte?

What If Obama Loses?
Imagining the consequences of a GOP victory.

It’s a common complaint—we’ve certainly made it over the years—that too much political campaign coverage focuses on the horse race. The packed debate schedule in the current GOP nomination battle has put a bit more focus than usual on the substance of what the candidates are saying, which is good. But even so, most of this coverage has wound up being about whether a given policy position might help or hurt a candidate’s chances of winning. What’s most important has been left largely unexamined: if one of these candidates actually becomes president and advances his or her policies, what would be the consequences for the nation?

Jeg håber at Information, dvs. du og Martin Burcharth, snart vil begynde at beskæftige jer mere med denne side af den igangværende valgkamp.

Jeg håber desuden at den kommende artikel om Elizabeth Warren vil fokusere på hendes politik og hendes evne til at formidle den politik, og ikke på hendes person eller personlige forhold.

En artikel om de amerikanske super PACs er en rigtig god idé. (Og så kunne du inddrage Stephen Colberts håndtering af fænomenet.)

God weekend.

Annegrethe Rasmussen

Hurtigt hej igen,
@Niels-Holger. Der er en artikel om Ron Paul i dagens avis.
@Philip - det er simpelt hen ikke rigtigt at artiklen er skrevet så det ser ud om om alle udnævnelserne var til det nye forbrugerråd. Der står jo:

"Barack Obama udnævnte fire mennesker til offentlige chefstillinger, herunder direktøren for det helt nye finansielle forbrugerråd (Consumer Financial Protection Bureau)". Man kan slet ikke se, hvem eller til hvad de andre stilinger er.

Hvad angår Warren er jeg fløjtende lige glad med hendes person eller privatliv. Hun er et ikon allerede på den amerikanske venstrefløj og det handler om hendes politik selvfølgelig. Og fordi hun er oppe imod Scott Brown.

Ja vi må se med de Super Pacs.
Super god ide med "What if Obama looses" Tak for den. Jeg bringer den videre til redaktricen.
God weekend igen

Philip C Stone

Hej Annegrethe,

Vedr. udnævnelserne:
Du har ret. Det var en meget beklagelig og doven (jeg skulle have kigget på artiklen en gang til) sjuskefejl. Undskyld.

Og så vil jeg gerne præcisere at min ikke særlig velformulerede opfordring til at fokusere på EWs politik ikke betyder at jeg er ligeglad med EWs person, især da hendes baggrund synes at være en kilde til hendes indignation og empati, men også fordi Republikanerne forsøger at beklikke hendes troværdighed med at fremstille hende som professoren fra Harvard, i modsætning til den jævne Scott Brown. I det perspektiv er hendes baggrund og kamp for at opnå det hun har opnået alt andet end irrelevant.

Fortsat god weekend

Annegrethe Rasmussen

Undskyldning accepteret :-)
Og jovist - republikanerne elsker jo at udstille enhver veluddannet demokrat som en del af en (verdens)fjern, elfenbenstårn-elite; som Obama også har følt det. Og det kan bestemt være værd at nævne.

Morten Kjeldgaard

Barack Obama er en af vor tids allerstørste politikere og statsmænd. At en hel masse mennesker har læst deres egne drømme og visioner ind i hans person, kan aldrig komme ham til last. Obamas liste over løste problemer er næsten lige så lang som den liste af problemer hans forgænger i embedet etablerede... en imponerende indsats i lyset af en rystende dysfunktionel kongres, hvis eneste formål igennem tre år har været at ødelægge præsidentens muligheder for at gennemføre noget som helst. Et totale angreb på demokratiet, som Obama har modstået med værdighed og ydmyghed. Ikke desto mindre har Obama gennemført en tilbagetrækning fra Irak, en sundhedsreform, en begrænsning af bankernes grådige hærgen i det amerikanske samfund, samt massevis af andre reformer, der kommer almindelige amerikanske medborgere til gode.

Henrik Brøndum

Det allermeste flyver jo rigtig hoejt her - og tusind tak for det. Jeg kan ikke bidrage til substansen - men en sidebemaerkning:

USA er jo vigtigt (jeg lever af et overvejende amerikansk produkt), men maaske paa vej ned. Derimod er vores nabo mod syd paa vej op - godt hjulpet af en forbundskansler med et betydeligt format. Selv flyver jeg jaevnligt gennem Dusseldorf Airport og faar fat i et eksemplar af "Frankfurter Algemeine". Hvis NYT i verdens bedste avis - saa har Frankfurter Algemeine i hvert fald verdens bedste navn - og stoffet og sproget er ogsaa i en klasse for sig . Den skrev f.eks. en forbilledelig nekrolog over Svend Auken.

Maaske kunne Information gribe chancen til at goere EU-stoffet mere spaendende ved at fokusere paa Tyskland og Merkel - som er de eneste der betyder noget. Der var en grund til at Sarkozy var mere flabet end normalt selv for en franskmand over for Helle Thorning-Smith. Han har mistet betydning - og det er jo ikke saa rart for en praesident.

Annegrethe Rasmussen

God pointe Henrik. Hvis du vil igennem til avisen skal du imidlertid skrive til vores internationale redaktør Lotte Folke Korsholm som styrer den overordnede internationale dækning. Find hende her på siden, eller henvis hende til denne debat, som jeg ikke tror hun har tid til at læse normalt.
Held og lykke
Annegrethe

Lennart Kampmann

Obama har besluttet sig for at underskrive en lov der tillader militæret at tilbageholde folk tidsubestemt. NDAA

Guantanamo er stadig et fængsel hvor folk holdes uden rettergang, og Obama er rendt fra sine løfter.

De republikanske modkandidater er nogle vilde hoveder, men Obama selv udgør ikke længere et ønskværdigt genvalgsemne.

Det bliver skidt.

Med venlig hilsen
Lennart