Læsetid: 6 min.

Pakistans regering overlever denne runde

Pakistans civilregering har været under ekstremt pres fra højesteretsdomstolen og militæret. Presset har startet rygter om tidlige valg og militærkup. Men på trods af presset, har regeringen formået at overleve — i hvert fald i denne omgang
25. januar 2012

Det var Gilani, der reddede dagen. I en 10 minutters tale foran landets højesteret i torsdags, overbeviste statsministeren syv dommere om, at han aldrig havde til formål at »latterliggøre« retsstaten. Han respekterede institutionen og ville til enhver tid følge loven.

Gilanis tale kom efter flere ugers eskalerende konflikt mellem domstolene og civilregeringen. Højesteretten sidder p.t. med en korruptionssag, der har til formål at efterforske Gilanis chef, præsident Asif Ali Zardari. Zardari, der har været kendt som »Mr. 10 procent« (en reference til hans kommission for politiske tjenester), mistænkes for at have flere millioner gemt væk på schweiziske bankkonti. For at få adgang til informationerne er domstolene afhængige af, at Gilani tager kontakt til de schweiziske myndigheder.

Indtil i torsdags nægtede Gilani at tage forbi højesteretten. I mandags truede dommerne ham med ’foragt for retten’, en forbrydelse der kan betyde seks måneders fængsel for statsministeren. En dom, der kunne have resulteret i, at den kun fire år gamle regering blev væltet.

Men korruptionssagen mod præsidenten er kun en blandt flere kriser, som den civile regering har stået over for de seneste par måneder. Kriser, som har ført til rygter om en regering, der bliver væltet før dens embedsperiode er overstået — enten i form af regeringsskifte eller militærkup.

‘Memogateskandalen’

Den første krise startede i oktober sidste år. I en kronik i The Financial Times afslørede den amerikansk-pakistanske forretningsmand, Mansoor Ijaz, at civilregeringen havde sendt et hemmeligt memo til USA’s stabschef Mike Mullen. Memoet, som var sendt lige efter Osama bin Laden blev dræbt og i kølvandet på en enorm kritik mod USA for suverænitetsbrud, lovede guld og grønne skove til amerikanerne i form af en mere samarbejdsvillig udenrigspolitik. Til gengæld skulle amerikanerne love, at de ville tale med det magtfulde pakistanske militærs øverste general, Ashfaq Parvez Kayani, og dets militære efterretningstjenestes chef, generalløjtnant Ahmad Shuja Pasha. Angiveligt var civilregeringen bange for, at militæret ville bruge drabet på Osama og suverænitetsbruddet som anledning til et kup.

I et land, hvor USA ikke just er populær, blev afsløringen af memoet et symbol på en regering, der er parat til at sælge dets lands sikkerhedsapparat til amerikanerne for at få lidt beskyttelse. Meget få pointerede, at en civilregeringen, der forsøger at beskytte demokratiet, måske giver mening. I stedet for blev der talt om en upatriotisk handling. Ambassadøren, der blev udpeget som budbringeren, Husain Haqqani, blev øjeblikkeligt nødt til at fratræde sin post.

En parlamentarisk kommission blev derefter etableret med det formål at finde ud af, om memoet var autentisk og skrevet af regeringsrepræsentanter. Ijaz sagde yderligere, at selveste præsident Zardari stod bag Haqqani som forfatter af memoet.

Men selve den parlamentariske undersøgelse var ikke så kontroversiel, som den højesteretskommission, der blev dannet efter skriftlig appel fra oppositionspolitikere — og de selvsamme generaler, som var memoets fokus, generalerne Kayani og Pasha.

Næste store krise

Kayani og Pashas skriftlige erklæring til domstolen, som blev afgivet efter nytår, åbnede op for den næste store krise, som regeringen har stået over for.

I et interview med en kinesisk avis, under et statsvisit til alliancepartneren, anklagede Gilani militærcheferne for at agere »i strid med forfatningen« og på »ulovlig vis,« da han hørte om de indgivede erklæringer.

Militæret svarede tilbage: »Ingen anden anklage kan være mere seriøs.« Gilanis ord kunne have »seriøse konsekvenser for landet«. Som svar besluttede Gilani sig for at fyre sin forsvarsminister, general Nadeem Ahmed Lodhi, militærets mand inden for civilregeringen. Lodhi havde også været en tur forbi domstolen, og havde sagt, at regeringen ikke havde »operationel kontrol« over sikkerhedsstyrkerne. Det gav anledning til kritik fra Gilani. Der var tale om »grov forseelse og ulovlig handling« og et bevidst forsøg på at skabe »misforståelser mellem staten og dets institutioner.«

Pingpong-spillet mellem militæret og regeringen blev sat i bero i tirsdags, efter et tre timers langt møde mellem militæret og regeringen, der havde til formål at forsikre offentligheden om, at magtbalancen var i orden, og at man ikke skulle frygte et kup.

Men flere forventer, at et besøg i den kommende uge af manden, der startede det hele, nemlig forretningsmanden Mansoor Ijaz, vil åbne op for endnu en omgang kamp og konflikt mellem de tre institutioner.

Historiske mønstre

Pakistan har allerede gennemgået tre militærkup i sin kun 65 årige eksistens. Derfor er et fjerde kup, ledet af Kayani, ikke usandsynligt.

»Jeg tror alligevel, at det er usandsynligt, at der vil være tale om et militærkup,« siger Dawn News’ bureauchef i byen Peshawar, Zaher Shah Sherazi til Information.

»Til gengæld mener jeg, at der kan være tale om et tidligt valg og et regeringsskifte. Regeringen har faktisk allerede talt om at udskrive valg tidligere end normalt.«

Højesteretten har til gengæld aldrig haft den magt som den besidder i dag. Tidligere har retten været en slags marionet for de siddende magthavere, om det så var en civilregering eller et militærdiktatur. Det ændrede sig i 2008, efter den sidste militærdiktator, Pervez Musharraf, forsøgte at erstatte en kontroversiel højesteretsdommer, Muhammad Iftikhar Chaudhry. Chaudhry havde begyndt at påtage sig sager om de flere tusinde forsvundne personer siden Pakistan indledte et post-11. september samarbejde med USA.

Og han havde begyndt at stille spørgsmålstegn ved Musharrafs juridiske legitimitet. Resultatet blev en storslået advokatbevægelse, der mobiliserede sig mod Musharrafs beslutning om at fjerne Chaudhry fra posten. En bevægelse, der spredte sig til at involvere landets politiske partier og civilsamfund, og endte med, for første gang i Pakistans historie, at vælte en militærdiktator.

Det har betydet, at højesteretten nu praktiserer, hvad juraprofessor på Lahore University of Management Sciences, Sadaf Aziz, kalder »juridisk aktivisme«. I modsætning til domstole i andre dele af verden, som forsøger at udvise en form for neutralitet, har pakistanske domstole etableret sig som en politisk magt, der ved egen vilje kan påtage sig sager, der potentielt kan underminere et politisk regime — om det så er et militærdiktatur eller et demokrati.

Højesterets beslutning om at påtage memogateskandalen som en sag, har derfor været kritiseret. Blandt andet af stifteren af Human Rights Commission of Pakistan, og nu den første kvindelige formand for det ellers mandsdomineret advokatråd ved højesteretten, Asma Jahangir. Selv om landets domstole og advokater har stået bag slutningen af et militærdiktatur, mener Jahangir, at magthaverne stadigvæk har kontrol over institutionen: »Jeg er tvunget til at stille spørgsmålstegn ved, om domstolen er en domstol for folket eller en domstol for sikkerhedsetablissement,« siger Jahangir.

Hvis domstolens beslutning om at påtage sig sager, der underminerer den siddende civilregering, er truffet på baggrund af et pres fra landets sikkerhedsstyrker, vil det ikke være første gang. I 1970’erne, efter landets andet militærkup, idømte domstolene dødsstraf i, hvad flere mener er en falsk mordsag mod den væltede statsminister, Zulfiqar Ali Bhutto.

Ifølge en anden højesteretsadvokat, Faisal Naqvi, er det dog ikke sikkert, at højesteretten er politisk. Der er meget, der tyder på, hævder han, at de kun gør deres arbejde.

Men bag debatten om de højpolitiske spændinger gemmer sig historien om regeringens folkelige legitimitetskrise. For regeringen er blevet ekstrem upopulær blandt pakistanere, siden den tog magten i 2008. En skrantende økonomi, selvmordsbomber og uophørlige strømafbrydelser har stillet regeringen i et ekstremt dårligt lys. I internationale og lokale avisspalter er det sjældent, at denne side af regeringens fiasko får plads. Selv om det er en side, der har en langt større betydning for de næsten 200 millioner pakistanere, der bor i landet i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu