Læsetid: 4 min.

Pengeknappe banker må ty til lån — fra virksomheder

Kreditkrisen i den europæiske banksektor har tvunget europæiske banker til i stigende grad at låne penge fra pengestærke virksomheder
13. januar 2012

LONDON — Normalt går virksomheder i banken, når de har brug for penge til investeringer. Men dette er ikke normale tider. I en ombytning af rollerne — fremprovokeret af manglen på kredit i banksektoren og styrket af EU’s nye skrappe kapitalkrav — er det nu i stigende grad de store, pengestærke virksomheder, der låner bankerne penge gennem såkaldte ’repo-aftaler’. Senest er virksomheder som Pfizer, Peugeot og Johnson & Johnson gået ind på repo-markedet og hjælper dermed de europæiske banker med at rejse kapital, så de kan udføre deres dag-til-dag-forretninger, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Det såkaldte triparty-marked — hvor handlen foregår gennem en mellemhandler — voksede ifølge en analyse foretaget af International Capital Market Association (ICMA) med 22,3 procent i første halvdel af sidste år.

Frank Reiss, der arbejder for Europas største repo-mellemhandler, Euroclear — vurderer over for nyhedsbureauet, at op mod 25 procent af triparty-markedet nu udføres på vegne af virksomheder — en massiv og pludselig stigning fra de to-fem procent, som de traditionelt har udgjort.

Stigningen afspejler dels bankernes besvær med at rejse kapital, efter at de stort set er stoppet med at låne penge til hinanden, dels at virksomhederne ikke længere stoler på, at de vil få deres penge igen, hvis de blot parkerer pengene i banken. En repo-aftale giver i stedet de nye udlånere en garanti for, at de får pengene igen.

»Virksomhederne var førhen tilfredse med at deponere kapital på en ikke-sikret basis i en bank til gengæld for en rente,« siger Frank Reiss til Reuters.

»Nu — i kølvandet på krisen — har vi set, at virksomheder tyr til repo’er for at få sikkerhedsstillelse for de penge, de låner ud.«

Tør ikke låne ud

De europæiske bankers besvær med at rejse kapital fik i december sidste år den Europæiske Centralbank (ECB) til at tilbyde bankerne mulighed for at optage kortsigtede lån til en lav rente. Langt flere banker end forventet benyttede sig af tilbuddet. I alt lånte 523 banker knap 500 mia. euro.

Hensigten var at komme markedernes tvivl på, at bankerne ville kunne rejse kapital til deres bankforretninger i 2012, til livs. Imidlertid har bankerne parkeret mange af pengene tilbage hos ECB, snarere end at låne til hinanden. Mandag i denne uge — i kølvandet på usikkerheden om den italienske bank UniCredits fremtid — blev et rekordstort beløb på 464 mia. euro deponeret.

Parallelt med kreditkrisen i banksektoren sidder de største europæiske virksomheder — trods den finansielle krise — på milliarder af euro. Virksomheder som BP og Volkswagen ligger inde med hver omkring 20 mia. dollar, ifølge Reuters, og ifølge kreditvurderingsinstituttet Moody’s sad et udvalg af store europæiske virksomheder på 872 mia. dollar i midten af 2011.

Det er disse virksomheder, der ifølge Reiss nu er gået ind på repo-markedet, der traditionelt var et marked, hvor banker og centralbanker lånte til hinanden.

Ifølge iagttagere er en ny type repo-handel nu opstået — forlængede repo-aftaler, hvor datoen for tilbagesalg kan blive fornyet igen og igen efter aftale. Ligeledes er der ifølge ICMA’s september-rapport nu sket en »væsentlig forlængelse« af de europæiske repo-aftaler. Mens aftaler på mindre end en måned er faldet dramatisk fra at udgøre »omkring totredjedele til lige over 50 procent« er »repo’er på mere end seks måneder fordoblet til næsten syv procent og repo’er på over et år er hoppet fra en procent til næsten ni procent«.

»Det viser en hastig inkorporering af det regulative pres på banker om at reducere deres likviditetsrisiko ved at søge funding på længere betingelser,« skriver ICMA i analysen.

Bekymring

Stigningen i repo-forretninger giver imidlertid anledning til løftede øjenbryn blandt regulatorer i USA, som er bekymrede over, hvor ugennemsigtig repo-markedet er, og den Amerikanske Centralbank har iværksat en arbejdsgruppe, der skal komme med udkast til reform i kølvandet på 2008-krisen.

»Repo-markedet var centralt til dramaerne i 2008. En af hovedårsagerne til, at virksomheder som Lehman Brothers kollapsede, var trods alt, at investorer flygtede fra repo-aftaler,« skriver Gillian Tett, Financial Times’ amerikanske redaktør, i avisen.

Det er især risikoen ved, at det er private organisationer — i USA er det JPMorgan Chase og Bank of New York Mellon — der fungerer som clearingscentral for de andre aktører, der bekymrer.

»Incitamenter er anderledes for private institutioner, når de er pressede. Der er modstridende interesser, og når uroen stiger, kan bankernes opførsel blive mindre pæn. Ønsket om sikkerhed kan da være ødelæggende,« siger en kilde i den Amerikanske Centralbank til Financial Times.

Det er ifølge FinansWatch en situationen som i 2008, regulatorerne frygter, hvor kravene til sikkerhed pludselig blev forøget, så nogle banker ikke var i stand til at forlænge de kortfristede lån, fordi hverken JPMorgan eller BNY Mellon ville give kreditten mod den stillede sikkerhed.

ICMA vurderer i sin seneste rapport, at det europæiske repo-marked var 6,2 trillioner (tusind milliarder) euro værd i første halvdel af 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu