Læsetid: 3 min.

Rapport: Danske skibe bag destabiliserende våbentransporter

Danske skibe er dybt involveret i våben-transporter til verdens konfliktzoner, viser ny rapport. Et godt internationalt omdømme gør danske rederier attraktive til våbensejlads
En italiensk toldbetjent undersøger en container med cirka 8.000 maskingeværer fra Rumænien, der blev beslaglagt   i havnebyen Gioia Tauro.

En italiensk toldbetjent undersøger en container med cirka 8.000 maskingeværer fra Rumænien, der blev beslaglagt i havnebyen Gioia Tauro.

Antonio Condorelli

30. januar 2012

Danmark ligger på en global sjetteplads på listen over lande, hvis rederier de seneste 20 år har været involveret i våbentransporter til lande, hvor våbnene risikerer at blive brugt til menneskerettighedskrænkelser.

Det konkluderer det svenske forskningsinstitut SIPRI, der i dag udgiver rapporten, Maritime Transport and Destabilizing Commodity Flows. Rapporten sammenligner, hvordan verdens lande har været involveret destabiliserende maritime transporter af våben, dual use-produkter (produkter, der både kan bruges til militære og civile formål, red.) og narkotika.

»Danmark er placeret på en 11. plads, men ser man alene på involvering i destabiliserende våbentransporter, ligger Danmark helt oppe på en global sjetteplads,« siger en af rapportens forfattere, briten Hugh Griffiths, der tidligere for FN har afdækket våbensmugling på Balkan og i det tidligere Sovjetunionen.

Nogle vil måske tro, at Danmarks høje placering skyldes, at Mærsk er en af verdens største transpor- tører af militært udstyr, men det er ikke tilfældet.

»Mærsk sejler primært våben for USA, for eksempel til amerikanske tropper i Mellemøsten, men rapporten medregner ikke transporter mellem NATO-lande. Når Danmark ligger så højt på listen, skyldes det en række mindre rederier, der i høj grad er specialiseret i at transportere våben og ammunition til udviklingslande,« siger Hugh Griffiths.

Nemt med containere

En vigtig årsag til Danmarks placering er, at vi ud over at være en stor søfartsnation med en kæmpe handelsflåde også har et godt globalt renomme hos andre landes maritime myndigheder, der derfor er mindre tilbøjelige til at undersøge danske skibe.

»Vores rapport afdækker en beskidt global hemmelighed. Nemlig, at hvis du er smugler, er den bedste måde at smugle våben at forsegle dem i en container og afskibe det hos et rederi fra et af verdens rige lande, eksempelvis Danmark,« siger Hugh Griffiths.

Det er da også en af rapportens hovedkonklusioner, at skibe ejet af firmaer i den rigeste del af verden står bag flertallet af de seneste 20 års våben og narkosmuglinger.

»En vigtig grund er, at det er disse firmaer, der ejer det store flertal af verdens containerskibe.«

Containere har revolutioneret transportsektoren, men også gjort det sværere for myndighederne at kontrollere de stadigt større mængder varer, der krydser verdenshave og landegrænser. Myndighederne har kun mulighed for at tjekke containernes indhold ved at åbne dem eller scanne dem, men kun to procent af alle containere bliver scannet.

Behov for regulering

I praksis betyder manglen på international kontrol og samarbejde, at tvivlsomme og illegale våbentransporter sjældent retsforfølges.

Men faktisk er det muligt for det globale samfund at opnå langt bedre kontrol med, hvad landenes rederier transporterer. Det kan gøres ved at udvide en række allerede eksisterende initiativer på miljøområdet til også at omfatte kontrol med våbentransporter.

Blandt andet påpeger Hugh Griffiths, at der på internationalt plan eksisterer en række instanser, der overvåger havmiljøet i EU’s farvande. Et eksempel er European Maritime Safety Agency, der radar- og satellitovervåger skibe i Middelhavet for at undgå olieudslip i havene omkring EU. Dette system kan relativt let benyttes til at skabe overblik over våbensejladser.

Samtidig anbefaler den ny rapport, at der på nationalt plan bliver bedre samarbejde mellem havne- og toldmyndigheder og efterretningstjenester om at udvælge og kontrollere mistænkelige skibe. Skibenes sikkerheds- og miljømæssige stand bliver ofte tjekket i de såkaldte port state controls, der primært skal forhindre ulykker og forlis.

»Vi anbefaler, at man også skal bruge port state controls til at undersøge, om der er illegale våben, når man alligevel undersøger sikkerheden. Vores forskning viser også, at det tit er de mest nedslidte skibe, der er involveret i mange af disse tvivlsomme våbentransporter,« siger Hugh Griffiths.

Meget kan således gøres ved at benytte eksisterende initiativer.

»Vi lever i en tid med finanskrise, så vi skal bruge de værktøjer, der allerede virker, og som er effektive,« siger Hugh Griffiths, der påpeger, at der er behov for en mere helhedsorienteret tilgang fra myndighedernes side, hvis man vil regulere illegale våbentransporter.

Indtil videre er udviklingen langt foran reguleringen:

»Det er meget lettere at handle med legale og illegale varer internationalt, end det er for lande at samarbejde effektivt på dette område.«

 

 

Den 3. december 2011 skrev Information om det danske rederi Shipcraft, som i årevis har sejlet våben og ammunition til stater som Pakistan, Yemen, Sri Lanka, Libyen og Togo www.information.dk/286773

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er et ubehageligt og vanskeligt emne at håndtere.

Hvis man er magthaver, så anser man våben til oprørerne for at være "destabiliserende" ?.

Er man oprører, , så vil en afskæring af våbenforsyninger blive opfattet som en støtte til den siddende magthaver?

I nogle tilfælde er det vel moralsk ( men måske ikke juridisk) OK at levere våben ? - og umoralsk at nægte ?

Men det er nok klart, at en del våbentransporter er moralsk anløbne . ( Var der iøvrigt ikke noget med at Indien blev sur på Dankark fordi vi ikke ville udlevere en våbensmugler, der leverede - efter indisk opfattelse - destabiliserende våben til nogle oprørere)

Henrik Darlie

"Et godt internationalt omdømme gør danske rederier attraktive til våbensejlads"

Det gode omdømme er nok snart væk, det siger sig selv. Danmark er efterhånden et ret kedeligt tilfælde.

Sverige leverer nogle af våbnene og Danmark sejler nogle af dem. Og svenskerne laver en rapport om det. Sådan er det, og sådan vil det forblive at være. Og så er den sådan set ikke længere.