Interview
Læsetid: 8 min.

Slut med gaver fra hvide mænd i khaki

Danmark skal møde udviklingslandene som lige partnere med rettigheder — ikke som ofre, der modtager almisser. Og det kan vise sig endda at komme os selv til gode. Det kan nemlig ende med, at det er de fattige, der skal få os ud af krisen, forudser udviklingsminister Christian Friis Bach
Den nye udviklingsstrategi vil være rettighedsbaseret, fortæller udviklingsminister Christian Friis Bach, der ved flere lejligheder har betegnet sig selv som ’rettighedsminister’ med slet skjult satirisk reference til Søren Pinds ’frihedsministerium’.

Den nye udviklingsstrategi vil være rettighedsbaseret, fortæller udviklingsminister Christian Friis Bach, der ved flere lejligheder har betegnet sig selv som ’rettighedsminister’ med slet skjult satirisk reference til Søren Pinds ’frihedsministerium’.

Jakob Dall

Udland
3. januar 2012

To bjæffende hunde, en flok rødøjede teenagere og en udviklingsminister i strømpesokker tager imod i det varme bryggers på gården i Ganløse.

»De unge havde julefrokost i går og har nu drukket al kaffen. Det havde de nok brug for, jeg sætter lige noget nyt over,« siger han og viser ud i landkøkkenet.

Christian Friis Bach (R) fremstår som en venlig mand, en venlig og kontrolleret mand. Så venlig, at det endda er svært at få ham til at sparke til sin forgænger på posten Søren Pind (V), selv om man skulle synes, at det lå til højrebenet. Og så kontrolleret, at han evner at styre uden om alle journalistens forsøg på at få ham til at dundertale mod 10 års borgerlig kontrol over udviklingspolitikken. Kun efter en længere udredning af de store og ofte uoverstigelige dilemmaer ved bistandspolitikken kommer han frem til noget, der kan udlægges som kritik.

»De sidste 10 år har jo været præget ikke bare af meget markante nedskæringer, men også af en udhuling af bistanden. Vi har jo i stigende grad reageret på internationale dagsordner som sikkerhed, klima, flygtninge og pirateri ved at tage penge fra bistanden,« siger Christian Friis Bach.

Når han de næste måneder forhåbentlig vil forhandle et bredt forlig på plads, ikke bare om en ny udviklingsstrategi, men også en revision af loven om udviklingsbistand fra 1971, skal der med to adskilte puljer skabes mere klare linjer . Han lover ikke, at vi kommer tilbage til ’den rene procent’ — en procent af BNP udelukkende til udviklingsbistand — som regeringspartierne ellers krævede, dengang de var i opposition:

»Det er desværre urealistisk i nuværende situation,« siger udviklingsministeren, men han garanterer, at der i fremtiden bliver klarhed over, hvad der faktisk går til fattigdomsbekæmpelse, og hvad der går til alt muligt andet:

»Vi må skille tingene ad. «

Den ene pulje, som bliver den største, vil derfor gå til ren udviklingsbistand og fattigdomsbekæmpelse, mens den anden vil blive brugt til andre formål.

At adskille

Vores internationale forpligtelser består nemlig af to elementer, forklarer Friis Bach. For det første det fordelingspolitiske, der handler om at fordele verdens rigdom lidt bedre, for det andet vores fælles goder:

»Her er fred og ren luft oplagte eksempler. Skaber USA fred et sted, gavner det også os, så kan vi lurepasse lidt, og ren luft er et gode, der ikke begrænses; at jeg ånder, fratager ikke dig muligheden for at ånde.«

Problemet er, at goderne både er underfinansierede, netop fordi man kan være free rider på fred, ren luft eller bekæmpelse af globale sygdomsepidemier, og kan blive prioriteret over fattigdomsbekæmpelse, fordi de jo gavner os selv.

»Man kan f.eks. være tilbøjelig til at nedprioritere skoler i Afrika til fordel for klimateknologier, fordi det sidste også gavner vores erhvervsliv. Det er en risiko, der øges i en krisetid, og vi vil gerne med den nye åbenhed sikre, at det ikke altid skal være Afrika, der betaler, når vi skal finansiere indsatsen mod pirateri eller asylansøgerne i Danmark,« siger Christian Friis Bach, der understreger, at det i praksis bliver vanskeligt at love, at der aldrig bliver gjort indhug i den del, der udelukkende går til fattigdomsbekæmpelse.

»Jeg vil ikke male et skønmaleri, men når vi adskiller det i to puljer, har I i pressen og andre en mulighed for at holde os ansvarlige.«

Rettigheder

Udover at den nye udviklingsstrategi vil være fattigdomsorienteret, vil den være rettighedsbaseret. Friis Bach har ved flere lejligheder betegnet sig selv som »rettighedsminister« med slet skjult satirisk reference til Søren Pinds ’frihedsministerium’, men det er tydeligt, at han ikke mener, at rettigheder er for sjov. De er og skal i fremtiden i endnu højere grad være selve fundamentet for udviklingsarbejdet, mener Christian Friis Bach.

»Vi har et bredt spektrum af rettigheder, som vi alle sammen har skrevet under på. De er udelelige, universelle og individuelle. Hvis man tager udgangspunkt i dem, bevæger vi os for alvor væk fra, at udviklingsbistand er gaver.«

Og så må vi have en bredere rettighedsforståelse.

»Der har nok været en tilbøjelighed til at lægge vægt på de politiske og civile rettigheder frem for de sociale og økonomiske,« medgiver ministeren.

Og den rettighedsbaserede tilgang har allerede slået igennem i mange af verdens fattige lande, fortæller udviklingsministeren.

»I Indien er de økonomiske og sociale rettigheder skrevet ind i forfatningen, og man har med succes ført sager med udgangspunkt i de paragraffer. Det samme er jo sket i Sydafrika i forhold til, at manglende adgang til HIV/aids-medicin er en krænkelse af menneskerettigheder,« fortæller Christian Friis Bach.

Frygt for retssag

Og det kan også få sin pendant på globalt plan, mener Friis Bach.

»Vi ser det jo allerede på klimaområdet, hvor pengene jo gives, fordi vores Co2-udslip begrænser andres muligheder for at indfri folkets ret til mad og sikkerhed, og vi ser det i WTO, hvor udviklingslande med succes har anlagt sag mod f.eks. EU’s landbrugspolitik.«

Når man historisk har været tilbøjelig til at foretrække almissesystemet frem for fokus på rettighederne, handler det om en frygt for, at hvis man tænker udvikling som en rettighed, vil det øge risikoen for, at de fattige lande kan stille de rige til regnskab for løfterne, som er nedskrevet i menneskerettighederne. Friis Bach mener nu ikke, at Danmark skal frygte en tur i Haag for vores nedskæring af udviklingsbistanden.

»Når man taler indfrielse af de sociale og økonomiske rettigheder, er det jo ikke en absolut størrelse. Når vi bør lave skiftet fra gaver til rettigheder, handler det om, at vi tør forpligte os til progressivt og fremadrettet at arbejde seriøst på faktisk at indfri de rettigheder — ikke kun i bistanden, men også gennem handelspolitik, investeringer og arbejde med sikkerhed.«

Partnerskab

Friis Bach mener også, at rettighedsbegrebet kan skabe et reelt ligeværdigt partnerskab, frem for den klassiske donor-modtager-relation.

»Når vi tager udgangspunkt i menneskerettighederne, kan vi jo sige i Burundi eller Bolivia: Hvis I forpligter jer til at arbejde for at indfri jeres befolknings rettigheder, vil vi godt hjælpe, fordi vi godt kan se, at det er svært at få alle børnene i skole. Og så er jeg ikke bange for at holde dem oppe på de løfter.«

— Men hvad mener du om de kritikere, der siger, at vi i Vesten med donorpenge også fører ’værdieksport’?

»Jeg mener, at det er en stor misforståelse, at menneskerettigheder afspejler vestlige værdier. Det er også historisk ukorrekt, da en række andre lande som Kina, Indien og lande i Afrika var med til at udarbejde dem. Derfor skal vi naturligvis slå på det. Jeg vil ikke tvinge dem til fri porno, en liberal alkoholpolitik, og jeg vil ikke kræve, at homoseksuelle skal kunne blive gift i kirken. Men jeg vil kræve, at homoseksuelles rettigheder respekteres, fordi det står sort på hvidt i vores fælles aftale, at det skal de.«

Men krav har sine tydelige begrænsninger:

»Vi kan stille krav til Kina, eller Zimbabwe, men skal noget for alvor rykke, må det komme fra befolkningerne selv, så vi bistår måske bedst ved f.eks. at støtte en fri presse, der kan oplyse folk om, at deres rettigheder trædes under fode. Det, der for alvor får regeringer til at ændre deres politik, er, hvis det kommer indefra og nedefra. Det skal man jo ikke længere end til Nordafrika for at få bevist.«

Men er udviklingspolitik, når det kommer til stykket ikke bare et behageligt, lindrende plaster på et sår, der i virkeligheden kun kan hele gennem en mere retfærdig udformning af ’de store’ politikområder, plaster på et sår, der reelt kun heles, hvis de store politikområder som landbrug, handel og erhverv er med?

Nej, mener udviklingsministeren.

»Selvfølgelig er bistand kun en lille del, og det står også i vores regeringsgrundlag, at vi bl.a. på EU-niveau vil arbejde for, at der bliver en sammenhæng i politikkerne, f.eks. på handels- og landbrugsområdet. Det er blevet bedre, men det er langt fra nok,« erkender Christian Friis Bach, men han mener aldrig, at bistand bliver overflødig — selv ikke i den bedste af alle gode verdener vil fordelingen være optimal.

»Jeg plejer at minde folk om, at vi jo også har en fordelingspolitik i Danmark. Det er nemlig naivt at tro, at vi selv, hvis vi fik de perfekte handelsregler, den perfekte klimapolitik, de perfekte forhold for erhvervsudvikling i hele verden, ikke ville have lommer, der havde brug for hjælp,« siger Christian Friis Bach. Og her tænker han skam ikke kun på Mali eller Bangladesh.

»Tænker man 50 år frem vil der være egne i verden, der er betydelig rigere end Europa, og måske lande i udkanten af Europa, der måske er direkte fattige.«

Nye alliancer

Danmark kan gøre sin lille del, EU kan rykke lidt mere, men skal vi for alvor indfri de fattiges ret til mad, uddannelse og sundhed, kræver det et globalt samarbejde. På det niveau udtrykker udviklingsministeren lige dele bekymring og optimisme.

»Viljen til internationalt samarbejde har været nedadgående i de seneste år, på områder som klima, handel og finansiel regulering er det ret håbløst at finde fælles ståsted. Og mens FN på mange måder er blevet stærkere og mere kompetent — f.eks. når det kommer til konfliktsituationer og katastrofer — er organisationen jo på det økonomiske område blevet marginaliseret af G20, verdensbanken og Valutafonden, og det kan bekymre mig,« siger Christian Friis Bach.

Men i andre sammenhænge viser sig helt nye og spændende alliancer, påpeger han.

»Den tid, hvor USA og Europa kunne sætte sig sammen, blive enige om noget og få andre til at skrive under, er jo forbi. Men også den tid, hvor udviklingslandene, som vi så i G77, tror, at de kan forhandle som fælles flok, er heldigvis ovre,« siger Christian Friis Bach. Senest så vi under den store udviklingskonferencen i Buzan, under klimatopmødet i Durban og ved WTO’s store samling, nye alliancer blive dannet, hvor f.eks. EU og Afrika fandt fælles interesser.

»Vi har en verden i allianceopbrud, og det er enormt positivt.«

Og det er ikke kun for de fattige. Det kan nemlig vise sig at blive vores billet ud af krisen, mener han.

»Det er det primære lokomotiv lige nu. Tidligere var det sådan, at hvis der var krise i Europa og USA, var krisen endnu værre i Afrika og Latinamerika, fordi de var så afhængige af os. Det er helt slut. Vi har afrikanske lande med 10 procents vækst — Ghana er det land med verdens hurtigst voksende økonomi, fordi de sælger til Kina, der sælger til Brasilien, der handler med Sydafrika, der importerer fra Mozambique. De trækker sig selv og hinanden ud af krisen. Det giver jo helt nye muligheder. Måske vil de trække os med.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmark har ikke større forpligtelser end andre lande til at yde udviklingsbistand.

"Newspeak" med ord som "rettigheder" i stedet for "almissesystem" er ren varm luft .

Bundlinjen er simpelthen, at hvis vi er anstændige mennesker, så yder vi bistand så godt som vi kan.

Jette Abildgaard

Robert Kroll,

Ja - og maaske det ligefrem ville hjaelpe endnu mere, hvis man rent faktisk hjalp mennesker i stedet for at myrde mennesker, som tilfaeldet desvaerre har vaeret i en del aar....

Gammel vin på nye flasker.

Eller at sminke grisen som vore svenske venner så ramende udtrykker det.

Uanset hvor mange krumspring Christian Friis Bach foretager vil han jo stadig exportere vestens individuelle frihedsbegreb på samme måde som Pinden.

Fint med mig, men jeg vil bare gerne slippe for al mandens BS.

Men sidste afsnit er jo en fin anerkendelse af hvad liberale har sagt i 50 år, nemlig at fri næring, fri handel og privat ejendomsret er det eneste der batter hvis fattigdommen skal bekæmpes.

John Vedsegaard

Lad os nu se, har har jo chancen for at gøre en forskel.

Carsten Mortensen

Tjae...hvem andre end "de fattige" er der til at hjælpe "os" ud af krisen? :-)
Det skal "vi" nok få dem til :-)