Yangon— For første gang nogensinde er der indgået våbenhvile mellem Myanmars regeringshær og den ledende oprørsgruppe i det sydøstlige Myanmar, Karen National Union (KNU). Det baner vej for politiske forhandlinger om områdets fremtid og en mulighed for at vende tilbage for de millioner af fordrevne, fortrinsvis fra det karenske mindretal, der gennem årtier er flygtet. Men hvordan forvandler man den fastfrysning af en konflikt, som en våbenhvile er, til fred, frihed og fremgang?
Fredsforskningen giver ingen nemme svar, men teorierne peger på, at skabelsen af fred kræver, at man ændrer grundlæggende på relationer og dynamikker.
Internationalt er der fokus på, hvordan fredsprocessen kan kædes tættere sammen med fredsbevarende styrker, hvordan nationalt ejerskab og international koordinering kan styrkes, og endelig hvordan man lokalt kan skabe muligheder for fred.
Hverken krig eller fred
Fredsinteresserede i Myanmar har deres egne bud. Trods de største positive forandringer i landet i mere end 50 år, tegner fremtiden ikke lys, hvis man ikke tager ved lære af fortiden.
I 90’erne indgik langt de fleste af landets væbnede oprørsgrupper — der repræsenterer en række etniske mindretal, som tilsammen udgør ca. 35 procent af Myanmar befolkning — våbenhviler med centralregeringen.
Den store undtagelse var KNU, der indædt kæmpede videre mod regeringshærens overmagt i grænseegnene mod Thailand. Resultat: En halv million internt fordrevne, 120.000 officielle flygtninge og et par millioner uofficielle migrantarbejdere i Thailand.
I våbenhvileområderne i andre dele af landet blev hverdagen nemmere og uden voldelig konflikt for de fleste, men det ledte ikke til økonomisk fremgang eller en politisk løsning på de underliggende problemer.
I stedet er det blevet en langstrakt limbo-situation — ’hverken krig eller fred’ som det hollandske Transnational Institute har beskrevet det. Lokale eliter, nabolande (Kina og Thailand) og fremtrædende forretningsfolk kastede sig over et godtebord af teaktræ, guld, jade og rubiner, mens lokalbefolkningen ikke har set noget til overflødighedshornet. Her var ikke tale om den rovdrift på ’konfliktressourcer’, som organisationen Global Witness refererer til, når kamp om naturressourcer er omdrejningspunktet for konflikt og korruption, men snarere kamp om ’fredsressourcer’ — bortset fra at freden aldrig rigtig kom.
De grove menneskerettighedsovertrædelser fra den væbnede konflikts tid blev mildere i våbenhvileområderne, men er stadig udbredte og systematiske. Og måske vigtigst af alt — de etniske rettigheder, som oprørsgrupperne har kæmpet for siden Myanmars uafhængighed — og lovet deres folk ville komme med våbenhvilerne — er endnu ikke blevet en realitet.
Skridt mod fred
Så hvad kan der gøres anderledes denne gang — i Karen-staten, i resten af Myanmar.
En af Myanmars ledende lokale ’fredsarbejdere,’ som ønsker at være anonym, understreger, at »tillid er altafgørende for fred«.
Hun anfører fire skridt, der er afgørende for at transformere konflikt til bæredygtig fred i landet:
1. Opbyg tillid mellem regeringen og folket, beslutningstagere og væbnede grupper, etniske mindretal og majoritetsgrupper.
2. Forstå de uretfærdigheder og overgreb, som befolkningen (i de etniske områder) har været udsat for.
3. ’Walk the talk’ — de med magt skal udvise stor imødekommenhed og igangsætte konkrete tiltag for at skabe fred.
4. Decentralisering af magt til lokalområder inklusive anerkendelse af etniske minoriteters rettigheder og inddragelse af lokalbefolkningen i beslutningsprocesser.
Fredsarbejderen har dog ikke meget tro på, at det vil lykkes denne gang, hvis landet fortsætter ad samme spor som hidtil.
»Magthaverne forstår ikke rigtigt, hvad det handler om,« slår hun fast og advarer mod at fokusere for meget på økonomisk udvikling. »Vi har brug for en ændring af indstilling og holdninger først. Det er kernepunktet. Hvis vi sætter økonomisk udvikling højest, så risikerer vi, at det bare bliver værre — at lederne vil berige sig selv, og folks velfærd undermineres.«
Det var ellers specielt økonomiske zoner i bedste kinesiske stil, der stod som et af menupunkterne under de seneste våbenhvileforhandlinger mellem regerings fredsmæglere og KNU. Industriministeren var med og smilede stort under den efterfølgende pressekonference, mens driftige forretningsfolk allerede nu har travlt med at dele territoriet mellem sig.
Faren ved vakuum
Nødhjælps- og udviklingsorganisationer står også på spring, nu hvor Karen-staten, der hidtil har været officielt lukket land for udenlandske organisationer, måske slår dørene op.
Folkekirkens Nødhjælp der gennem lokale organisationer har arbejdet i området i årtier, planlægger at sætte ind med lokaludvikling, så flygtninge kan vende tilbage — det drejer sig f.eks. om genopbygning af skoler, etablering af sundhedsklinikker og fjernelse af landminer.
»Der er stor mistillid i befolkningen, og det er vigtigt med konkrete resultater,« understreger regional repræsentant Jonas Nøddekær. »Det vil øge troen på en fredelig fremtid og sameksistens — og ikke efterlade befolkningen i et vakuum, hvor der fortsat vil være massiv fattigdom.«
Han peger også på, at det er afgørende at skabe dialog og netværk mellem befolkningsgrupperne.
Spire til fredsbevægelse
For andre er det selve definitionen af ordet ’fred’, der er problemet.
»Når vi taler om fred, så mener vi anerkendelse af rettigheder,« siger Henry Hkawn, rådgiver for Kachin Independence Organisation (KIO), hvis våbenhvile med Myanmars regeringshær brød sammen i juli 2011 efter 17 år. Mere end 50.000 er flygtet siden da.
»Når regeringen taler om fred, så mener de, at vi nedlægger våbnene.«
Det seneste år har set de første spirer til en bredere fredsbevægelse i Myanmar med rod i civilsamfundet. Det etniske spørgsmål har altid været en biting for de fleste burmanere, det vil sige majoritetsbefolkning.
»Den væbnede konflikt har været ude af øje og ude af sind,« konkluderede International Crisis Group fornyelig i rapporten Myanmar: A new peace initiative.
Men det er så småt ved at ændre sig — i hvert fald blandt de mest fremtrædende aktivister. Krav om ’fred’ er begyndt at dukke op på møder og i medierne. Da landets prominente studenterledere blev løsladt i sidste uge, var det også netop fred, de stillede øverst på dagsordenen.
Et par dage senere blev der i Yangon holdt en stor fælles gudstjeneste for fred og religiøs harmoni. Også Suu Kyi har understreget vigtigheden af fred og forsoning.
Etniske repræsentanter er dog i tvivl om »disse majoritetsburmanere rigtigt ved, hvad de taler om, og om de har skjulte dagsordener«.
Om fredsbølgen vil rulle ind over landet og for alvor ændre de grundlæggende relationer og dynamikker mellem befolkningsgrupperne, er endnu uvist, men for første gang nogensinde er det en mulighed. En ledende civilsamfundsaktivist understreger : »I alt for mange år har vi spildt vores kræfter på konflikt. Nu må vi finde måder at stå sammen på. Fred handler ikke om magthavere med våben i hænderne, men om folks liv.«
Sara Olsen skriver af sikkerhedsgrunde under pseudonym fra Yangon
