Læsetid: 5 min.

Tea Party er splittet i republikansk dyst

Unge konservative republikanere foretrækker Ron Paul, men Newt Gingrich er pludselig dukket op som mulig Tea Party-favorit. Alle republikanere leder efter en præsidentkandidat, der vil lægge flere beslutninger ud til borgerne
Newt Gingrich forsøgte i sidste uge på et valgmøde i Meredith, New Hampshire at overbevise de republikanske vælgere om, at han er manden, der kan tage kampen op med Barack Obama til november.

Newt Gingrich forsøgte i sidste uge på et valgmøde i Meredith, New Hampshire at overbevise de republikanske vælgere om, at han er manden, der kan tage kampen op med Barack Obama til november.

Pamela Juhl

9. januar 2012

AMHERST, New Hampshire — Den konservative republikaner Carolyn McKinney er næppe arketypen på Tea Party-bevægelsens aktivister med sjove hatte og påklædning fra revolutionstiden, sådan som de er blevet beskrevet i amerikanske medier.

McKinney er gift, mor til fire, driver eget webfirma og er i sin fritid fungerende forkvinde for lobbygruppen Republican Liberty Caucus, som tæller 2.000 aktive medlemmer i denne nordøstlige amerikanske delstat.

Og så er den unge mor klog, velformuleret og har en bachelorgrad i statskundskab.

»Ifølge medierne er den typiske Tea Party-aktivist en midaldrende, hvid og økonomisk tryg amerikaner. Men det er ikke en dækkende beskrivelse. Der er masser af unge idealister i bevægelsen,« fortæller Carolyn McKinney en formiddag på Joey’s Diner i Amherst, omgivet af sine to yngste børn på et og tre år.

Og mange af de unge er tilhængere af den republikanske præsidentkandidat Ron Paul med hans program om minimalstat, mere individuel frihed, flere føderale beslutninger lagt ud til delstater og kommuner og en neddrosling af USA’s oversøiske militære engagement.

Tea Party-kup

Det første primærvalg finder sted i morgen i New Hamp- shire — en stat med en stærk libertær tradition, og hvor Tea Party-bevægelsen for nogle år siden gennemførte et kup mod den lokale republikanske partiledelse.

»Inden Tea Party kom til, plejede årsmøder i partiet at være en tam affære. Men under årskongressen i 2010 overtrumfede vi den gamle ledelse med et stort frem- møde af aktivister og fik indvalgt vores egen partileder,« fortalte Andrew Hemingway for nylig på et møde på Harvard University.

Hemingway forlod i november sin stilling som formand for Republican Liberty Caucus i New Hampshire for at lede Newt Gingrichs valgkampagne i New Hampshire.

Det var oprindeligt det lokale Tea Partys håb at mobilisere alle dets kræfter bag en enkelt præsidentkandidat for at maksimere bevægelsens indflydelse under primærvalget. Men den strategi er slået fejl. Aktivisterne leder stadig med lys og lygte efter en politiker, som kan inspirere dem.

»Det republikanske establishment støtter solidt op om Mitt Romney, og Tea Party-vælgere fordeler sig mellem Ron Paul, Newt Gingrich og Rick Santorum,« fortæller Carolyn McKinney.

Meningsmålinger antyder, at Paul vil komme ind på en andenplads med 20 pct. af stemmerne efter den forventede sejrherre Mitt Romney, der ventes at få 40 pct. Resten af stemmerne vil blive fordelt nogenlunde lige mellem Santorum, Gingrich og den moderate republikaner Jon Huntsman, tidligere guvernør i staten Utah.

Politisk realisme

Andrew Hemingways og andre aktivisters beslutning om at slutte sig til Gingrichs kampagne har vakt opmærksomhed i dele af det lokale Tea Party, hvor præsidentkandidaten og den tidligere formand for Repræsentanternes Hus opfattes som en Washington-insider.

Indtil for nylig var Tea Partys foretrukne kandidat Michelle Bachman, et kongresmedlem fra Minnesota, men hun trak sig efter et dårligt resultat i Iowa i sidste uge. Texas-guvernør Rick Perry stod også højt på listen, men han anses for at være chanceløs.

Så nu er konservative republikanere blevet ramt af en snert af politisk realisme. Gingrich er én af de kandidater, der kan blive hovedrival til Mitt Romney, en upopulær kandidat blandt Tea Party-aktivister.

Et symptom på dette holdningsskifte kunne aflæses på et valgmøde i sidste uge med Newt Gingrich arrangeret af Lakes Region Tea Party i den lille, idylliske by Meredith i det centrale New Hamp- shire.

Den lokale leder af bevægelsen, Tim Carter, introducerede Gingrich ved at citere ekskandidat Michelle Bachmans kendte motto, at »dette præsidentvalg er så vigtigt, at vi ikke må tabe det«.

»Så lad os nu se Newt an,« sagde Tim Carter. »Er det ikke rigtigt, at landets finanser er i uorden, og at vi risikerer at gå bankerot? Giver det ikke mening at betro præsident- embedet til en politiker, der forstår sig på finanspolitik og udenrigspolitik, og som i sin politiske karriere har bevist, at han kan arbejde på tværs af partiskel?«

Okay med minusser

Da han træder ind i salen, får Gingrich et stående bifald fra Tea Party-aktivisterne.

Bagefter siger en af tilhørerne, Robert Manson:

»Ingen konservative republikanere kan glemme, at det var Gingrich, der stod i spidsen for den republikanske revolution i 1994. Det var ham, der skaffede os flertallet i Kongressen tilbage efter demokratisk dominans gennem 40 år.«

En anden vælger, Stig Jörgenson, 84, er villig til at tilgive Gingrich både utroskab og lobbyvirksomhed i Washington:

»Alle præsidentkandidater stiller op med nogle minusser,« bemærker han.

Ikke desto mindre vedbliver Ron Paul at være Tea Party-bevægelsens darling i New Hampshire, hvor der findes en lang tradition for mistro mod Washington og et intenst politisk engagement i delstatens små byer og i den lovgivende forsamling.

»Når republikanere bliver indvalgt til politisk embede i Washington, begynder de straks at involvere forbundsregeringen i sager, som burde bestemmes ude i delstaterne. Det er en naturlig tendens,« beklager Carolyn McKinney.

»De snakker om én ting — mere magt til borgerne — og handler anderledes.«

Debat og nærdemokrati

For McKinney og tusinder af andre aktivister i Tea Party-bevægelsen drejer det sig om at inddrage borgerne mere i den politiske beslutningsproces.

»Meget af den frustration, du finder hos vælgerne i USA, hænger sammen med en følelse af at være magtesløse og uden indflydelse,« siger hun.

»Men i New Hampshire har vi 300 medlemmer af den lovgivende forsamling. Det svarer til et parlamentsmedlem for hver 3.300 borgere. Så vi kan udøve mere kontrol med vores politiske repræsentanter.«

New Hampshires tradition for borgerdebatter og nærdemokrati giver græsrødder fra hele det politiske spektrum langt mere spillerum end i de fleste andre amerikanske delstater.

Et eksempel er en lokal kampagne for homoseksuelt ægteskab, der for nylig fik overtalt et flertal i parlamentet til at vedtage en ny lov. Efter at kirker og konservative grupper tabte, satte de en kampagne i gang for at få annulleret loven. Men indre splittelse i Tea Party-bevægelsen vil efter alt at dømme munde ud i et nederlag.

McKinney er et typisk eksempel på det intensive politiske arbejde ude i græsrødderne.

Hendes dag er ikke overraskende travl. De to ældste børn på fire og seks år er i børnehaveklasse, og de to yngste stadig hjemme. Når de mindste tager sig en lur, sætter moren sig straks hen foran skærmen. Efter sengetid om aften læser hun op på nye lovforslag i parlamentet og kommunikerer med medlemmerne af den libertære gruppe.

»Alle mine kolleger og venner ved, at det bedste tidspunkt at kontakte mig på er sent på aften og om natten. Jeg sover ikke meget,« fortæller McKinney.

Værner om friheden

Som formand for Republican Liberty Caucus følger hun på nært hold de lovforslag, som bliver støbt i forskellige udvalg i overhuset og underhuset.

»Min opgave er at holde øje med, at nye love ikke griber ind i borgernes personlige frihed,« siger hun.

For tiden støtter gruppen et lovforslag om at oprette en log i statens lufthavne, hvor passagerer kan indrapportere klager om overgreb på deres personlige frihed under sikkerhedstjek. Et andet lovforslag vil give borgerne ret til at optage videofilm af politi og andre myndigheder i aktion.

Republican Liberty Caucus forsøger også at ophæve fagforeningers ret til at indkræve kontingent fra ansatte på en arbejdsplads, som efter eget udsagn ikke ønsker at være medlemmer.

McKinney, der er født og opvokset i staten Illinois, siger, at hun og hendes mand agter at blive boende for altid i New Hampshire.

»Vi føler, vi virkelig har indflydelse på beslutninger, der berører os personligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

Jeg fatter ikke at journalistik kan være så intetsigende og overfladisk. Der står at Ron Paul går ind for en minimalstat. Hvad betyder det? Hvilke konsekvenser har det for Social Security, Medicare, Medicaid, arbejdsløshedsunderstøttelse, food stamps, ol.
Beslutninger skal lægges ud til delstater og kommuner. Hvilke beslutninger? Skal staterne have lov til at ophæve den føderale borgerrettighedslovgivning? Miljølovgivningen?

Vi får navnene på kandidatene, men stort set intet om deres politik og hvor og hvordan de adskiller sig fra hinanden. Der er en samtale med en repræsentant for Tea Party bevægelsen, men vi får intet at vide om hvad Tea Party er imod, hvorfor, og hvad de gerne vil gennemføre. Osv. Osv.

Mange tak for linket til Greenwald.
Ja, Ron Paul tør berøre mange vigtige emner, bl.a. de gigantiske udgifter til krigene. Jeg kan anbefale hans bog The Revolution A Manifesto, fra 2008, hvor kapitlet om Economic Freedom dog kun fylder 40 af bogens 180 sider.

"What we should work toward, however, is abolishing the income tax and replacing it not with a national sales tax, but with nothing". (p.79)

"In order to imagine what it would be like to live in a country with a federal budget 40 percent lower than the federal budget of 2007, it would be necessary to go all back to ...1997" (p.80)  og

"In the days before Medicare and Medicaid, for instance, the poor and the elderly were admitted to hospitals at about the same rate they are now and received good care."

Ja, men var det vederlagsfrit i alle tilfæde? Blev der ikke sendt regning til det offentlige, så det i sidste ende var dyrere end efter Medicare and Medicaid?

Ron Paul har dog selv som læge ikke modtaget penge fra Medicare og Medicaid, men tilbudt "cut-rate" eller fri behandling til de, der ikke havde råd, fortæller han. (p.85)

Hvor mange er som ham parat til velgørenhed, kan man spørge? Se link 1 nedenfor.

Og så lige denne p.100:

"Look at the miracle in Ireland, or the fantastic growth in Estonia. Let's quit pretending that we don't know how to make people prosperous, when the evidence is all around us".

Links:

The Gaping Hole in Ron Paul's Health Care Policy, Mother Jones, 16.9.2011

2. Ron Paul attacked for views on health care, ABC, 19.12.2011

Jon Rosengren

Først, meget gode artikler, tak.

Jeg synes mest at det hele er spændende. Obamas første term har viset sig være mer eller mindre George W. Bush's tredje, og Romney vil heller ikke føre en væsentligt annerledes politik. Ron Paul er den eneste kandidat som står for noget som faktisk betyder en forandring i policy.

Vi skal ikke glemme hvor USA stammer fra og på hvad for nogen værdier staten er opbygget.

Med hensyn til skat og offentlig velfærd er det jo måske svært for os at forstå, som vokset op og er indoktrinerede til at tro at det er den eneste måde. Men USA havde ikke nogen skat på individuell inkomst før 1913 (då var den så vidt jeg kan læse mig frem til, 1%), og de var allerede der, før de store krig som ødelagde Europa, verdens stærkeste stat.
Diskussionen er klart mere reell for dem.

Med hensyn til health care er det også noget som virker totalt fremmende for os. Omkostningerne har øget med 9,1% per år i de sidste 30 år. Det er jo ikke holdbart, lige meget om man tror på fri vård til alle eller ej. Det beror heller ikke så meget på om det er privatfinanseret eller ej, uden på at medicinske behandliger i USA er uhyggeligt dyre. Medicin er i mange fald 100 gange dyrere end i Kanada, behandlinger 30 gange, for at medicinalfirmaerne lægger alle omkostninger for RnD etc i USA. "Obamacare" har ikke gjort vård billigere uden omvendt og snarere gjort medicinalindustrien rigere, på skattebetalernes regning. Den del af den amerikanske debat blev ikke berørt i Europa, uden det var det sedvænlige "Rebublikanere er onde og vil at fattige skal dø"-retorik.

At besøge et hospital of få vård i USA før politikerne blandede sig med medicare, medicaid og obamacare var 14 gange billigere end hvad det er nu. Ja, du betalt fra egen lomme eller med forsikring. Læge som Ron Paul gav gratis vård til dem som ikke havde nogen penge (det var en af de ting han krævde af læge han ansætte på sin klinik). Var der mange der faldt igennem? Helt sikkert. Men er det bedre med et system som med sikkerhed kollapser når omkostningerne spiser hele stadsbudgettet, måske så snart som om 10 år?

Jag kan sagtens også se at Pauls holdninger til ting som abort, homosexuel vigsel etc virker svære når man er vandt til at politiker blander sig i alt. Paul mener jo at præsidenten i følge konstitutionen ikke har magten at blande sig i folks liv (og staternes lov) på den måde, og at han ikke kommer gøre noget, hverken den ene eller den anden vej, lige meget hvad han synes privat. Mange vil mene at det er en forkert holdning, men jeg synes at der er ret befriende med politiker som ser det som sit job at beskytte folks rettigheder og ikke blande sig i alt andet.

Jon Rosengren

Undskyld mass-posterne, men denne lille blurb fra nettet siger vel ret meget:

"Presidential elections: What's the difference?

Mitt Romney's biggest donor: Goldman Sachs
Barack Obama's biggest donor: Goldman Sachs
Ron Paul's biggest donor: U.S. Military and Veterans"