Læsetid: 4 min.

’Det er ikke tid til kønskamp i Egypten’

Kvinderne spillede en afgørende rolle, da præsident Mubarak for et år siden blev væltet, og mange så det som starten på en ny æra for Egyptens kvinder. Men ved valget gik kun otte ud af 498 parlamentspladser til kvinder. Der er andre ting, der er vigtigere end kvindekamp lige nu, lyder det fra kvinderne selv
På revolutionens etårsdag har Egypten en lang liste med uløste problemer, og manglende ligestilling mellem kønnene står ikke øverst. Andre problemer er mere presserende, mener kvinder, som Information har talt med.

På revolutionens etårsdag har Egypten en lang liste med uløste problemer, og manglende ligestilling mellem kønnene står ikke øverst. Andre problemer er mere presserende, mener kvinder, som Information har talt med.

Sofie Amalie Klougart

25. januar 2012

KAIRO — I et baglokale til et baglokale sidder Amal Saleh Ali og Esraa Abdallah ved et skrivebord. Omkring dem står bjerge af hvide poser med brugt tøj. »Jeg er meget skuffet,« siger Esraa Abdallah om resultatet af det netop overståede parlamentsvalg, hvor kun otte ud af 498 pladser gik til kvindelige kandidater.

Hun og veninden mødes dagligt her i den frivillige organisation Resala, hvor deres arbejde blandt andet består i at sortere tøjet fra de hvide poser og dele det ud til fattige. Resala ligger i bydelen Heliopolis i Kairo — tre kvarters kørsel fra Tahrir-pladsen, som for et år siden var centrum for revolutionen. Amal Saleh Ali var inde og demonstrere i den sidste uge op til Mubaraks afgang. Det var farligt:

»Men man skal jo dø af et eller andet. Så kan man lige så godt dø for en vigtig sag,« siger den 21-årige kvinde.

Esraa Abdallah var ikke på Tahrir-pladsen. Hun bryder sig ikke om at være i store forsamlinger, så hun blev hjemme sammen med sin mor, mens hendes far og søstre tog derind. Deres familier tilhører Egyptens middelklasse, og netop kvinderne fra middelklassen var en vigtig del af revolutionen sidste år. Derfor er det også skuffende, at så få kvinder er blevet valgt, mener direktør i kvinderettighedsorganisationen Nazra for Feminist Studies Mozn Hassan:

»Det er decideret deprimerende, at så få kvinder sidder i parlamentet nu. Men det er desværre ikke så overraskende, når man tager situationen i betragtning.«

Nederst på listerne

Faktisk er der tale om en tilbagegang, for under Mubarak var 64 parlamentspladser øremærket til kvinder. Men efter revolutionen afskaffede man kvotesystemet og indførte i stedet en regel om, at hvert parti som minimum skulle opstille én kvindelig kandidat i hver valgkreds. Til gengæld måtte partierne selv vælge, hvor langt nede på listen kvinden skulle placeres. Og i de fleste tilfælde satte man kvinderne nederst, hvilket i praksis gjorde det umuligt for dem at blive valgt ind.

»Kvinderne havde reelt ikke en chance. Men partierne vidste nøjagtig, hvad de gjorde,« forklarer Mozn Hassan, der dog er optimistisk omkring kvinders fremtid i det egyptiske parlament:

»Lige nu turde partierne ikke satse på kvinderne, men jeg ser kun dette valg som begyndelsen.« Nedprioriteringen af kvinderne fandt sted i alle partierne. Men det var ikke nødvendigvis af ond vilje fra partitoppene, forklarer Fathy Abou Hatab, samfundsdebattør og redaktør på den uafhængige egyptiske avis, Almasry Alyoum:

»Partierne havde kun ét mål, nemlig at få så mange pladser i parlamentet som overhovedet muligt. Og ingen af partierne ville risikere at tabe på grund af en kvindelig kandidat. Alle satsede på de velkendte ansigter, som man vidste ville få flest stemmer, og selv for de moderate partier var kvinderne alt for risikable at opstille. Det var ikke tiden til at være kønspolitisk,« forklarer Fathy Abou Hatab på avisens kontorer i det centrale Kairo, få gader fra Tahrir-pladsen.

»Godt nok var kvinderne meget aktive under demonstrationerne, men da det kom til parlamentsvalget, var de alligevel for stor en risiko. Det handlede med andre ord ikke nødvendigvis kun om, at befolkningen ikke stemte på kvinderne. Det var lige så meget partierne, der ikke turde opstille dem.«

Eftersom der kun gik få måneder fra Mubaraks afgang til den første valgrunde, havde især de nye partier svært ved at nå at gøre nye kandidater til velkendte ansigter ude i valgkredsene. Især i de fattigere valgkredse var genkendelsen vigtigt for partierne, forklarer Fathy Abou Hatab:

»Jeg er veluddannet, og selv jeg havde svært ved at gennemskue valgsedlen i stemmeboksen. Der var en lang række navne og partier, der stod fuldstændig hulter til bulter, og mange af navnene kendte ikke engang jeg, som følger det politiske liv meget tæt. Så det er ikke så underligt, at den brede befolkning satte krydset ved billedet af den, de kunne genkende. Og langt de fleste af dem var så bare veletablerede mænd,« forklarer Fathy Abou Hatab. Samme pragmatiske forklaring på valgresultatet har en af de få kvinder, som blev valgt til parlamentet, Azza ElGarf fra Det Muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet:

»Jeg er ikke skuffet over, at der kun er otte kvinder, der er blevet valgt ind,« skriver hun i en mail til Information. Selvom der tidligere har været flere kvinder i parlamentet, er hun glad for, at der ikke længere er kønskvoter ved parlamentsvalget:

»Jeg tror ikke på kønskvoter. Jeg er imod enhver form for diskrimination på grund af køn og religion,« skriver Azza ElGarf, som selv var nummer på fire på listen i sin valgkreds.

Stærke kvinder

I baglokalets baglokale er de to kvinder ikke helt enige om, hvorvidt kvindernes dårlige valgresultatet var selvforskyldt eller ej:

»Hvis der havde været stærkere kvinder, havde de også vundet valget. Det er deres egen skyld,« siger Amal Saleh Ali.

»Det er jeg altså ikke helt enig i,« afbryder Esraa.

»De fik ikke en fair chance,« siger hun, inden Amal igen tager over:

»Selvfølgelig gjorde de det. Man må arbejde hårdt for det, hvis man vil vælges. Det gjorde kvinderne ikke. De arbejdede ikke nok.«

»Jeg tror også, at mange mænd har overtalt deres koner til at stemme på en mand,« siger Esraa Abdallah

»Det er kun svage kvinder, der lader sig overtale til den slags,« kommer det straks fra veninden. De to har dog heller ikke selv stemt på kvinder. Esraa stemte på en mandlig repræsentant fra et af de liberale partier og på én fra det Muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet (man skal stemme på to kandidater, red.). Amal stemte blandt andet på Amr Hamzawy, en af heltene fra revolutionen og stifteren af det liberale parti, Freedom Egypt Party:

»Jeg stemte på ham, fordi han har de bedste idéer. Der var også en kvinde på listen, men han er stærkere. Det kræver, at man kan stå foran et folk og være en stærk leder.«

»Det handler ikke om køn. Det er ikke tid til kønskamp lige nu. Måske om ti år. Lige nu handler det om idéer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hasse Gårde-Askmose

I et samfund, hvor den mandlige del af befolkningen - efter mange kommentarer i aviser og TV - går og gramser på kvinderne helt offentligt kan det ikke undre, at der ikke er tid til kønskamp.
Og kvinderne, der "roder" sig ud i kampen. Stakkels dem.

Men er det egentlig ikke det samme i Afghanistan???
Som Lene Espersen ville gøre ÅÅÅÅHHH så meget for.
Ikke fordi jeg på nogen måde savner hende.
Men hvor er hun egentlig??