Læsetid: 3 min.

Tysklands præsident har for gode venner

Den tyske præsident har bragt sig selv i fedtefadet ved et forgæves forsøg på at bringe tabloidavisen BILD til tavshed. Præsidentens adfærd vidner om en politisk kultur, der bygger på vennetjenester mellem politikere og erhvervsliv
Den tyske præsident, Christian Wulff, har bragt sit embede i miskredit med forsøg på at intimidere pressen og lidt for tætte kontakter til det private erhvervsliv.

Den tyske præsident, Christian Wulff, har bragt sit embede i miskredit med forsøg på at intimidere pressen og lidt for tætte kontakter til det private erhvervsliv.

Johannes Eisele

6. januar 2012

Det har været par omtumlede uger for den tyske præsident Christian Wulff, der i øjeblikket forsøger at redde sin smuldrende politiske troværdighed i en uskøn boksekamp med de tyske medier. Onsdag aften gik Wulff for anden gang på få uger på tv for at beklage sin adfærd i en sejlivet skandalesag, der handler om lyssky lån på vennebetingelser og senest også anklager om manipulation af pressen.

Præsidentens tv-optræden har dog langtfra overbevist de tyske medier.

»I stedet for at forklare sig for alvor, simulerede han i 21 minutter gennemsigtighed, åbenhed og ærlighed,« lyder det eksempelvis i ugemagasinet Spiegel.

Avisen Deutsche Mittelstands-Nachrichten skriver: »Vi oplever et dekadent skuespil i Tyskland, hvor alle deltagende frem for alt undlader at gøre ét: at varetage de opgaver, som de som demokratiets ægte støtter burde gøre.«

’Offer for medierne’

Wullfs troværdighed led et alvorligt knæk, da Tysklands største tabloidavis BILD i denne uge kunne berette, at præsidenten personligt har ringet til chefredaktør Kai Diekmann for at forhindre offentliggørelsen af en kritisk historie om Wulffs private lån. På Diekmanns telefonsvarer advarer Wulff om, at det vil føre til »krig« mod BILD. I onsdagens primetime tv-interview på de to store tyske tv-kanaler ARD og ZDF kaldte Wulff sit opkald til BILD-redaktøren for en »alvorlig fejl«. Samtidig forsikrede præsidenten om, at han ikke ønskede at forhindre offentliggørelsen af artiklen om hans privatlån, men blot at få den udskudt med en ekstra dag.

»Med sin tv-optræden har Wulff forsøgt at etablere en direkte forbindelse med den tyske befolkning og fremstille sig selv som borgernes præsident. Det er det afgørende for ham på nuværende tidspunkt. På populistisk vis vil han tale direkte til befolkningens hjerter og fremstille sig selv som offer for medierne,« siger Albrecht von Lucke, redaktør på tidsskriftet Blätter für deutsche und internationale Politik.

Allerede torsdag svarede BILD igen på Wulffs tv-interview med et åbent brev, hvor avisen afviser præsidentens udlægning af telefonopkaldet som en henstilling til chefredaktøren om at vente en dag med offentliggørelsen af historien om Wulffs private kredit. I stedet lagde BILD yderligere pres på Wulff ved at bede om hans samtykke til at offentliggøre den omstridte telefonbesked. I en pressemeddelelse har Wulff imidlertid afvist at give sin tilladelse til en offentliggørelse af den kontroversielle telefonbesked.

Politiske vennetjenester

For 52-årige Christian Wulff, der på Merkels foranledning overtog præsidentembedet i juli 2010, har sagen således betydet et massivt tab af politisk troværdighed. Wulffs problemer begyndte for alvor, da BILD i december kunne afsløre, at Wulff i sin tid som ministerpræsident i Niedersachsen har lånt 500.000 af euro på særligt gunstige betingelser af sin personlige ven, finansmanden Egon Geerskens.

Opmærksomheden omkring Wulffs lån har samtidig sat fokus på en politisk kultur i Tyskland, hvor der plejes tætte bånd mellem den økonomiske og politiske elite. Blandt andet har erhvervsmanden og multimillionæren Carsten Maschmeyer støttet Wulffs valgkamp i Niedersachsen ved at betale for udgivelsen af en Wulff- biografi.

»Specifikt i Hannover er der en besynderlig blanding af politikere og økonomiske magthavere. Et eksempel er VW-koncernen, der også juridisk set er tæt sammenvævet med delstatens politiske liv. Der er fremvokset en kultur med bemærkelsesværdige loyaliteter og tjenestestrukturer. Denne kultur rækker langt videre end Wulff,« siger Albrecht von Lucke og peger på, at eksemplet ikke er begrænset til den nuværende præsident. Også den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, der ligeledes lancerede sin politiske karriere i delstaten Niedersachsen, har tidligere modtaget substantielle bidrag fra Carsten Maschmeyer .

Fjern embedet?

Wulffs forsøg på at kontrollere sin politiske skæbne ved henholdsvis at videregive og tilbageholde udtalelser til de tyske medier ser indtil videre ud til at være gået grueligt galt. I stedet har hans ubehjælpsomme forsøg på at manipulere pressen rokket yderligere ved den respekt, der i Tyskland traditionelt står om præsidentembedet .

»I befolkningen står der som regel respekt om forbundspræsidenten, og det hænger først og fremmest sammen med, at han holder sig ude af partipolitiske slagsmål,« forklarer politologen Carsten Koschmieder fra Freie Universität i Berlin.

»Sædvanligvis har forbundspræsidenten en enorm autoritet. Tidligere har embedet haft en stor betydning som et korrektiv til parti- demokratiet,« siger Albrecht von Lucke, der peger på Wulffs forgænger, Horst Köhler, som en præsident med politisk sensibilitet.

»Desværre er præsidentembedets politiske funktion eroderet i de senere år. Nu har vi fatalt nok en debat om, hvorvidt embedet skal afskaffes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wulff er Angela Merkels opfindelse - Angela Merkel er måske derfor moralsk svækket. Og jeg forstår stadig ikke hvorfor man dog ikke valgte Joakim Gauck, en retskaffen tidligere borger i det Øst-tyskland, som også Angela Merkel kommer fra.