Læsetid: 7 min.

Den arabiske vækst kommer ... Men kommer den for sent?

Den virkelige udløser af det arabiske forår var ikke frihedstrang, men tomme lommer, mener flere eksperter. Men de oprørske befolkninger er kun blevet fattigere, siden oprøret startede og må formentlig vente længe på vækst. Spørgsmålet er, om de er villige til at vente
I de arabiske lande går demonstranterne snarere på gaden, fordi de savner penge, end fordi de savner frihed. De kræver økonomisk fremgang, men ifølge eksperter  kommer fremgangen ikke, før de går hjem eller på arbejde og venter på den - i stedet for at kræve den på gaden.

I de arabiske lande går demonstranterne snarere på gaden, fordi de savner penge, end fordi de savner frihed. De kræver økonomisk fremgang, men ifølge eksperter kommer fremgangen ikke, før de går hjem eller på arbejde og venter på den - i stedet for at kræve den på gaden.

Mohamed Omar

16. februar 2012

I vestlige medier er den opstand, der siden slutningen af 2010 har fejet henover Mellemøsten og Nordafrika, som regel blevet udbasuneret som en kamp for demokrati, menneskerettigheder og indflydelse. Men de fleste professionelle iagttagere i og uden for regionen er enige om, at den kun i mindre grad handler om demokrati. Den handler om penge.

Mens befolkningstallene er eksploderet i de arabiske lande — i Egypten, den arabiske verdens mest folkerige land, er befolkningen siden 1980 næsten blevet fordoblet fra cirka 44 mio. til cirka 83 mio. — har en ung befolkning kunnet se, at skellet mellem rig og fattig er vokset, og at den almindelige befolkning trods astronomiske olieindtægter i flere af de berørte lande ikke er blevet rigere, men fattigere, mens mulighederne for at bevæge sig ud af fattigdommen er blevet stadig mindre. I lande som Egypten og Tunesien er ungdomsarbejdsløsheden eksploderet, samtidig med at befolkningen har kunnet se en elite høste frugterne af de økonomiske liberaliseringer, der er sket i flere af de berørte lande. Uligheden er vokset, samtidig med at lande som Tunesien, Jordan og Egypten er blevet fremhævet som økonomiske succeshistorier.

»Der er ingen tvivl om, at protesterne i meget vid udstrækning har været drevet af utilfredshed med manglen på økonomiske muligheder, uligheden og udsynet til, at crony capitalism (en økonomi, hvor succes afhænger af nære forhold mellem forretningsfolk og regeringsfolk, red.) er løbet med gevinsten,« siger økonomen Ibrahim Saif fra tænketanken Carnegie Middle East Center i Beirut.

»Problemet er bare, at forventningerne er alt for store, og at folk forventer hurtig forandring og flere penge mellem hænderne. Sådan kommer det ikke til at foregå. Det kommer til at tage lang tid, og det er ikke sikkert, at folk har tålmodighed til at vente.«

Uudnyttet potentiale

Foreløbig har de arabiske folkemængder kunnet se det modsatte ske. I de lande, der har været mest berørt af Det Arabiske Forår, har konsekvensen været, at den økonomiske vækst er gået fuldstændig i stå, mens både indenlandske og udenlandske firmaer afventer udviklingen og holder tilbage med investeringer. I lande som Tunesien og Egypten har den økonomiske vækst i 2011 ligget på omkring 0,3 procent efter år med vækstrater på 5-7 procent, også efter den globale recession. Og selv om økonomerne forudsiger større vækst i år - Libyen er med sin olieproduktion en lidt anden historie - er forudsigelserne for 2012 stadig temmelig pessimistiske.

Alligevel findes der også mange, der anser Det Arabiske Forår som en mulighed for økonomisk fremgang og vækst — ikke bare i de berørte lande, men også for resten af verden. Chefen for Den Europæiske Bank for Udvikling og Genopbygning (EBRD), Thomas Mirrow, har blandt andre sammenlignet Det Arabiske Forår med kommunismens fald i Østeuropa, som bragte disse lande ind i verdensøkonomien og samtidig skabte nye forretningsområder for vestlige firmaer. Så vidtløftig er hans medarbejder Heike Harmgart, der er seniorøkonom for Mellemøst- og Afrikaregionen i EBRD ikke, men hun er dog optimistisk:

»Østeuropa var anderledes på den måde, at der var et andet fundament og også en anden interesse fra eksempelvis vesteuropæiske banker i at involvere sig. Men der er et kæmpe uudnyttet potentiale i regionen,« siger hun.

»I øjeblikket eksporterer man for eksempel næsten alt, man producerer, i rå form, hvor man lige så godt kunne forarbejde og producere det lokalt. Der er et stort uudnyttet potentiale i at skabe en lokal produktionssektor og servicebranche, som også vil skabe flere jobs, hvilket har været den helt store mangel i den økonomiske vækst, regionen havde inden protesterne, og ikke mindst i at styrke små og mellemstore virksomheder,« siger hun.

Mere transparens

Både Mubarak og Ben Ali privatiserede dele af den offentlige sektor og rettede i mange henseender ind efter de internationale økonomiske institutioners forskrifter forud for omvæltningerne. Alligevel blev befolkningerne som sådan ikke mere velhavende, og Heike Harmgart har en vis forståelse for den modstand, der ligger hos befolkningen i mange af de berørte lande mod at privatisere og liberalisere efter vestligt forbillede.

»Megen af kritikken har været berettiget, fordi implementeringen ikke har været god og graden af korruption høj. Jeg talte for eksempel med en grafisk virksomhed i Kairo, som aldrig havde fået en offentlig opgave før, fordi de gik til virksomheder med familie- og venneforbindelser til styret. Derfor handler meget af omstillingen også om at gøre arbejdsgangene mere transparente,« forklarer hun.

»Samtidig har man et system, hvor det offentlige fylder utrolig meget, og hvor det er meget svært for små og mellemstore private virksomheder at klare sig. Ikke mindst fordi det er utrolig svært for dem at låne penge, selv om man har en god forretning. Mange af de typer virksomheder, som for eksempel i Østeuropa ingen problemer ville have med at låne penge, kan ikke gøre det i denne region, fordi man kun kan gøre det med pant i allerede eksisterende værdier, hvilket selvsagt forhindrer iværksætteri.«

Banken, der har udvalgt sig Mellemøsten og Nordafrika som et nyt indsatsområde, regner med, at der vil være økonomisk stilstand indtil cirka midt på året, hvorefter væksten ifølge deres beregninger vil vende tilbage med vækstrater omkring 3,3 procent (Tunesien) og 3 procent (Egypten), og derfra er mulighederne for øget vækst store. Det er imidlertid en forudsigelse, der er behæftet med en vis usikkerhed — ikke mindst i forhold til omfanget af den politiske uro.

»Lige nu er alting lidt flydende, og derfor venter alle på, hvad der vil ske og på udmeldinger fra de nye magthavere om hvilken økonomisk politik, der vil blive ført. Alle holder tilbage med investeringer, fordi de venter på, hvad der vil ske,« siger Heike Hamgart, der imidlertid ikke er så urolig for, hvilken ideologisk karakter, de nye landestyrer får.

Her er både mere socialt inkluderende kapitalistisk modeller og modeller med øget vægt på islamiske værdier i spil, men økonomisk er det ikke nødvendigvis så afgørende, mener hun:

»De nye styrer har alle sammen indtil videre arbejdet med modeller uden store afvigelser fra traditionel markedsbaseret økonomi, men med sociale tiltag. Fattigdomsniveauet er stigende, og det er et problem, man er nødt til at forholde sig til,« siger hun.

Venter på ro

Og der ér vilje til at investere. De danske virksomheder, der er samlet i Dansk Industri (DI), kommer om kort tid med et erhvervsfremstød i Libyen, hvor Udenrigsministeriet også har åbnet et handelskontor. Men mulighederne er endnu større i Egypten, som er en del af den såkaldte Next11-gruppe: en gruppe af lande, der er udnævnt til at være verdens næste store boom-økonomier efter BRIK-landene.

»På sigt er Egypten et meget vigtigt marked for os og et sted, hvor vi ser store muligheder for vækst og for at danske virksomheder kan involvere sig. Sådan var det allerede før Mubaraks fald, hvor forretningsbetingelserne også var gunstige, men det er selvfølgelig klart, at der dengang var nogle problemer i forhold til korruption, bureaukrati og mærkelig indblanding, hvor vi håber, at tingene kan blive bedre i fremtiden, og potentialet kan blive endnu større,« siger Jacob Kjeldsen, direktør i DI’s afdeling for international forretningsudvikling, der netop er hjemvendt fra Egypten.

Heller ikke hos DI er der store bekymringer over den ideologiske natur af de fremtidige regeringer.

»Selvfølgelig taler forretningsfolk også om islams rolle, men vi laver jo også forretninger i Saudi-Arabien og Den Arabiske Golf, uden at det er et stort problem,« som han forklarer.

Også i den danske forretningsverden og hos udenlandske samarbejdspartnere venter alle på , hvad der sker.

»De forretningsfolk, vi taler med, siger, at 2011 og 2012 er smidt ud af vinduet, men 2013 er året, hvor tingene kommer til at ske. Alle folk venter med at lave større investeringer og venter på den politiske udvikling og på, at der kommer ro, for det er selvfølgelig den vigtigste forudsætning for at involvere sig i et land,« forklarer han.

Og det er netop den klemme, de arabiske lande er fanget i lige nu. Befolkningerne kræver økonomisk fremgang, men den økonomiske fremgang kommer næppe, før befolkningerne går hjem eller på arbejde og venter på den i stedet for at kræve den på gaden.

»Folk er ikke særlig tolerante: De kræver forandring, og de kræver, at den kommer hurtigt. Men de tiltag, vi taler om, kommer til at være lang tid om både at skabe den nødvendige vækst og om at omfordele indtægterne mere retfærdigt,« forklarer økonomen Ibrahim Saif fra tænketanken Carnegie.

»Samtidig har du en gammel elite, der ikke vil opgive sine privilegier, men kæmper imod forandring. Det er folket på gaden godt klar over, og hvis ikke de kan gennemskue processen og se fremskridt, kommer der optøjer. Det er i høj grad det private erhvervsliv, væksten skal komme fra, men på grund af den korrumperede privatiseringsproces i årene forud for oprøret er der en høj grad af dæmonisering af privatsektoren,« forklarer økonomen.

»Derfor er det vigtigt, at omverdenen både involverer sig i processen med at skabe gennemsigtighed og også bidrager med projekter, der kan skabe vækst og optimisme. På sigt er jeg bestemt optimist.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

også i mellemøsten gælder:

arbejdere har nu gode odd's

( skitseagtigt beskrevet med nogle uddrag fra det kommunistiske manifest;
som bør læses i helhed )

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

–––—

altså: at de som gør modstand mod sådanne oprør, har før eller siden, tabt.

Hanne Christensen

Det er da det samme oprør der ulmer i Europa/USA.

Der skrives bare ikke så meget om det - der er mere avisssalg i mellemøsten og Vestens/NATO´s bomberi og myrderi, forklædt som "indføre demokrati"