Læsetid: 6 min.

Den bløde supermagt med den ’etiske udenrigspolitik’

Qatars rolle som den neutrale konfliktløser i Mellemøsten er afløst af direkte støtte til Det Arabiske Forårs revolter og aktiv militær medvirken til regimeskift
Hårdnakkede forlydender baseret på efterretningskilder vil vide, at Qatar, Frankrig og Storbritannien har sendt specialstyrker ind i Syrien fra Tyrkiet, Irak og Libanon.

Hårdnakkede forlydender baseret på efterretningskilder vil vide, at Qatar, Frankrig og Storbritannien har sendt specialstyrker ind i Syrien fra Tyrkiet, Irak og Libanon.

Karim Jaafar

15. februar 2012

DOHA — Dr. Hassan al-Ansari fikserede mig med et sarkastisk blik: »Hvad har dine venner i Beirut så fortalt om os?« spurgte han og svarede selv: »De har fortalt dig, at vi er barfodede ørkenbeduiner, der bare, fordi vi nu er kommet til penge, tror, vi er noget — det er sådan, de beskriver os: Primitive tosser, der ser sig selv som en minisupermagt.«

Jeg sagde ikke noget, for hvordan svarer man en person, der næsten ordret var i stand til at gengive, hvad jeg havde hørt i Beirut? Hvor han i øvrigt aldrig selv har sat sine ben, som han sagde med selvfølelse.

»Og jeg kan ikke li’ det,« tilføjede han, da han aflæste min forbløffede tavshed.

»Det er jalousi. Dine venner i Libanon tror, de har monopol på at være civiliserede, og det er gåde for dem, at vi hverken har stjålet vores penge eller myrder vores medborgere. De kan ikke forstå det.« Dr. Hassan al-Ansari er chefredaktør for Qatar Tribune, en af emiratets tre aviser på engelsk, men han er ikke journalist, understreger han, men historiker med en ph.d. fra Massachusetts University i Boston. Og han forklarer sit lands udenrigspolitik med et endnu et retorisk spørgsmål:

»Hvilke naboer vil vi som et lille land foretrække?« Og svaret er givet: »Vi foretrækker omgivelser, der ikke er depressive, korrupte og brutale, hvor folk har arbejde og uddannelse, adgang til sundhedsydelser og selv former deres liv. Det er princippet i vores udenrigspolitik: Vi er velsignet med vores rigdom og vil gerne have, at regionen ligner os.«

Jeg indvender, at Syrien, Egypten og Tunesien jo ikke i samme grad kunne lukrere på energi, der vælter op fra undergrunden og gør Golf-staterne uanstændigt rige uden deres regerende familiedynastier behøver at løfte mere end den finger, der udpeger vestlige eksperter til at omsætte ressourcerne til absurd luksus, men viftes af med en lidt irriteret håndbevægelse: »Hvor mange milliarder havde Ben Ali i Tunesien raget til sig? Hvor mange hemmelige konti havde Mubarak? Hvor mange milliarder har al-Assad stjålet fra det syriske folk? Og Gaddafi, der havde olie? Gigantiske summer er blevet væk i en afgrund af grådig korruption og skamløst moralsk forfald. Så kom ikke og fortæl mig, at de lande er fattige.«

Den bløde stormagt

Mødet med dr. al-Ansari var informativt på flere planer. Som eksempel på de rige golf-araberes generelle mindreværdskompleks over for Al Cham — Syrien, Libanon, Palæstina, Jordan — der, med min Beirut-kollega Ernest Khourys ord, »bortset fra sproget intet har til fælles med oliestaterne, politisk eller kulturelt«.

Men det var også eksempel på Qatars selvforståelse som ’blød supermagt’. Vendingen ’Vi er et lille land’ går igen i enhver samtale om emiren som politisk-diplomatisk aktør i Mellemøstens konflikt-labyrint med det, som Youcef Bouandel, algiersk politolog på Qatar-universitetet, kalder »en etisk udenrigspolitik«. Den version kan de godt lide i Doha. Men realiteten er, at Qatar har skiftet profil fra rollen som neutral mægler til Vestens forlængede arm. Hvilket naturligvis afvises af dr. Ansari, dog uden at han tager på vej og hæver stemmen: »At vi har et vist interessefællesskab med amerikanerne betyder ikke, at vi er sengekammerater,« som han udtrykte det. Hårdnakkede forlydender baseret på efterretningskilder vil vide, at Qatar, Frankrig og Storbritannien har sendt specialstyrker ind i Syrien fra Tyrkiet, Irak og Libanon. Om Qatar som i Libyen deltager med egentlige enheder, kan ikke bekræftes, men det er evident, at Qatar i disse dage er vært for oppositionsparaplyen Syrian National Council, SNC, og at emiratet som aktuel formand for Den Arabiske Liga presser på for at ’få anerkendt’ SNC som Syriens legitime repræsentant, og at de seks lande i GCC, Golf-staternes samarbejdsorganisation, allerede har gjort det.

Abdulaziz al-Mahmoud, direktør i pengetanken Qatar Foundation og rådgiver for regeringen, er heller ikke enig i beskrivelsen af Qatar som ’imperialismens tjener’:

»Vi har masser af problemer med USA, bl.a. på grund af vores støtte til Hamas. Men som et lille land har vi hverken militær eller politisk magt, vi har kun den finansielle faktor,« siger han. I hans optik udøves ’den bløde magt’ som investeringer, der kan gå godt eller gå skidt.

»Emiren ser en opgave i støtte til folkelige bevægelser, også selv om det ind imellem ikke giver pote,« siger han. »Det sker, at vi betaler for meget for ingenting. Vi smed mellem 10 og 20 mia. dollar ud til genopbygning af det sydlige Libanon efter Israel-krigen i 2006, og du kunne se billeder af Hans Højhed emiren overalt syd for Litani-floden. Nu er de flået ned. Efter vores støtte til oppositionen i Syrien er er vi ikke på god fod med Hizbollah, og pengene er tabt.«

Qatar-tropper i Syrien?

Før Qatars aktive støtte til de arabiske regimeskift, havde emiren politisk albuerum som mægler i konflikter, som Qatar fik kredit for på begge sider af den skillelinje, der går mellem de vestlige klientregimer og den såkaldte ’afvisningsfront’, Iran, Syrien, nu også Libanon og Irak og ikke-statslige grupper som Hizbollah, Taleban og altså Hamas.

Før Det Arabiske Forår brød ud i begyndelsen af 2011, investerede Qatar økonomisk og politisk i Syrien, Irak og Libyen under Gaddafi.

Tunesiens og Egyptens revolutioner støttedes mediemæssigt via Al-jazeera, politisk via formandskabet i Den Arabiske Liga og økonomisk via emirens gavmilde pengetanke.

I Libyen gik Hans Højhed skridtet videre med seks kampfly til NATO-operationen og — viste det sig senere — med indsættelse af militære enheder på landjorden (i lighed med Frankrig og Storbritannien) samt leverancer af våben til oprørerne.

Qatars aktive dødshjælp til Gaddafi-styret var ifølge den libyske overgangsregerings leder, Mustafa Abdel-Jalil, den afgørende faktor for oprørernes sejr. Og at Qatars ageren i Libyen var i strid med FN-resolutionen 1973, der udelukker ’fremmede støvler på landjorden’, er evident — og blev et hovedargument for Ruslands og Kinas afvisning af at stemme for en FN-resolution baseret på den arabiske fredsplan for Syrien med passagen om Bashar al-Assads fratrædelse.

Det afværgede heller ikke resolutionsforslagets vanskæbne i FN, at Qatars premier- og udenrigsminister, Hamad bin Jassem al-Athani, midt i januar var først med at lufte muligheden af en international militærintervention i Syrien.

Til gengæld fik det den syriske FN-ambassadør, Bashar Ja’afari, til sarkastisk at kalde Qatar ’NATO’s medlem i den Arabiske Liga’. At der er tale om direkte bistand til Syriens væbnede opposition bekræftes af meldinger om dræbte libyske soldater i Syrien — som det libyske indenrigsministerium forklarede mine kolleger i Beirut, så kan Libyens regering »ikke hindre libyske borgere i at hjælpe den syriske opposition«.

Selektiv støttepædagog

Men i Qatar opretholdes forestillingen om den neutrale mægler. For tiden mellem Taleban og USA og Hamas og Fatah, tidligere mellem Syrien og Israel, libanesiske partier og militser og fraktionerne i Yemen. I 12 år havde et israelsk handelskontor adresse i Qatar, og det var det eneste i et arabisk land ud over Jordan og Egypten. Det blev lukket med Gaza-krigen i 2008. Men den israelske handelsattaché bor stadig i Doha, hvor han er nabo til islamiske dissidenter og eftersøgte kriminelle, der nyder emirens gæstfrihed, bl.a. den egyptiske dommedagsprædikant Yusuf al-Qaradawi og Mousa Kousa, Gaddafis spionchef og udenrigsminister.

Positionen som politisk, finansiel og militær støttepædagog i de arabiske revolter er dog selektiv. Bahrains shia-muslimske opposition er ikke på bistandslisten, ej heller de protesterende shia’er i Saudi-Arabien, der stort set ikke omtales hverken i al-Jazeeras nyhedsprogrammer eller andre vestlige medier, men som har været på banen siden februar sidste år. Fire blev dræbt så sent som i november, da sikkerhedsstyrker åbnede ild mod demonstranter i Saudi-Arabiens olierige og shiadominerede østlige del.

For Hans Højhed Sheik Hamad bin Khalifa al-Thani er pragmatisk realist, før han er demokratisk idealist. Som nabo til Saudi-Arabien kender han grænsen for selv en ’blød supermagt’.

Serie

Qatar og den arabiske drøm

Lilleputlandet Qatar har med en målrettet politik tiltaget sig stor magt i Mellemøsten. Information rapporterer fra det lille Golf-land.
I artikelserien skildres Qatars aktivistiske udenrigspolitik, emiratets velfærdsproblemer, der ligner USA’s og Europas, det ambitiøse forsøg på at placere sig som globalt kultur- og uddannelsescentrum med en en økonomi, der satser på at blive ’grøn’ i 2030, og Qatars rolle som mediecenter med fyrtårnet al-Jazeera, men uden pressefrihed. Øvrige artikler blev bragt 8. og 13. februar.

Seneste artikler

  • Qatar: Forkæmper for den arabiske drøm — i andre lande

    8. februar 2012
    Qatar er verdens rigeste land målt på indkomst pr. statsborger, men de, der holder det rent og opvarter de indfødte, mærker ikke meget til velstanden. Og dissidenter mærker ikke meget til sponsoratet for den arabiske drøm om demokrati
  • Supermagten i ørkensandet

    8. februar 2012
    Qatar er en helt central mægler og politisk aktør i Mellemøsten. Men demokratisk? Overhovedet ikke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Alexander

for nu blive vec din udmærkede kæledyrsanalogi, så er det nu ikke helt entydigt, hvem der er hund og herre i de forhold!

Desværre Libyen i en tilstand af kaos og hævn og frygt nu ... islamisk ekstremisme og ekstern intervention gøre livet svært for de væbnede grupper i hvert sted for tilbageholdelse og tortur i mange spredte steder ... og desværre er de en minoritet, men de har deres arme og hjerter barske ... Jeg deler denne video, som jeg ikke kunne supplere synspunkt.
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=iyGD0JY4Nf4

Retsakter om forsætlig ødelæggelse af fremskridtene i regionen menneskerettighedernes navn, øge slogan højre ugyldig ... Qatar amerikanske tropper nummer ét