Læsetid: 6 min.

Eurokrise kan skabe splid mellem øst og vest i EU

Finans- og eurokriserne har ramt de nye østeuropæiske EU-lande hårdt og risikerer at påvirke forholdet mellem øst og vest inden for unionen, siger præsidenten for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling i et interview med Information
Janos Marfoldi serverer kaffe for politifolk i landsbyen Ciganybokor i det østlige Ungarn. Politifolkene skal sørge for ro og orden, men også for at fattige har nok mad og varme i den kolde vinter i et Ungarn, der ligesom resten af Østeuropa lider stærkt under den økonomiske krise, ikke mindst fordi vestlige banker, der udgør hovedparten af banksektoren, har valgt i stigende grad at trække sig fra Østeuropa.

Janos Marfoldi serverer kaffe for politifolk i landsbyen Ciganybokor i det østlige Ungarn. Politifolkene skal sørge for ro og orden, men også for at fattige har nok mad og varme i den kolde vinter i et Ungarn, der ligesom resten af Østeuropa lider stærkt under den økonomiske krise, ikke mindst fordi vestlige banker, der udgør hovedparten af banksektoren, har valgt i stigende grad at trække sig fra Østeuropa.

ATTILA BALAZS

14. februar 2012

Al fokus er i disse dage på de gældsplagede sydlige EU-lande over for de rige nordeuropæiske medlemmer, som føler, at de betaler regningen for overforbrug og dårlig forvaltning. Men det ensidige fokus på nord og syd risikerer at skygge for en stadig mere fortvivlet situation i de nye østeuropæiske EU-lande, som er hårdt ramt af eurokrisen og var blandt de hårdest ramte lande på globalt plan i kølvandet på finanskrisen i 2008.

Dengang fik det alvorlige konsekvenser for befolkningernes opbakning til demokrati og markedsøkonomi — en situation, som risikerer at blive endnu værre, hvis den nuværende krise, der denne gang kommer fra eurozonen, ender med at skade landene yderligere, erkender Thomas Mirow, præsident for den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), der blev etableret i 1991 med henblik på at støtte de tidligere kommunistiske lande i overgangen til markedsøkonomi og demokrati.

»Alle mennesker i verden reagerer på politisk og økonomisk krise, og hvis de fornemmer, at deres økonomiske og/eller politiske systemer bliver dysfunktionelle, så bliver de utilfredse,« siger han i et interview med Information på sit kontor i Londons finansdistrikt.

»De små lande i Centraleuropa, især i Sydøsteuropa, som er tæt forbundet til eurozonen gennem samhandel, og som også er afhængig af bankindustrien, lider,« understreger han.

Vesten trækker penge ud

Mere præcist viser bankens seneste prognose fra 24. januar, at væksten i hele overgangsregionen — der tæller 29 lande — vil »falde væsentligt fra omkring 4,8 procent i 2011 til 3,1 procent i 2012 forudsat, at eurozonens gældskrise ikke yderligere væsentligt forværres«. Men ifølge prognosen »peger flere indikatorer på en vanskeligere økonomisk nedgang, især i de nye EU-lande«, hvor »både indikatorerne for industri- og forbrugertillid er blevet svagere siden august«. Nye ordrer til fabriksproduktionen »er faldet med næsten fem procent i oktober«, og ordrer udefra er »faldet mere skarpt med syv procent, et tegn på faldende efterspørgsel fra udlandet generelt og især fra den plagede eurozone«.

Dertil oplever regionen i øjeblikket en foruroligende kapitalflugt. Årsagen er — som tidligere beskrevet i Information — at landene ved omstillingen til markedsøkonomi åbnede op for, at udenlandske banker kunne etablere sig i landene. Resultatet blev, at mange af landene i Central- og Østeuropa i dag reelt set ikke har en hjemlig banksektor, og at tre fjerdedele af alle udlån kommer fra vesteuropæiske banker. Det er problematisk i en tid, hvor moderbankerne i Vesteuropa står over for krav om at rekapitalisere og derfor trækker penge hjem fra deres afdelinger i øst. I tredje kvartal af 2011 flød der for første gang siden 2009 flere penge ud af regionen, end der flød ind.

Thomas Mirow, der har en fortid som bl.a. kabinetschef for den tidligere tyske kansler Willy Brandt og senere var involveret i Lissabon-strategien i EU, erkender, at de »foreløbige tal, som normalt halter efter begivenhederne, synes at indikere«, at den kapitalflugt, som banken har advaret imod — og arbejdet for at forhindre — er i gang. Konsekvenserne kan blive alvorlige for landene og kan i værste fald resultere i en kreditklemme i øst, om end Mirow »ikke vil spekulere i en bankkrise«.

»Vi ved alle, hvor vigtig bankvæsnet er, hvor vigtigt og vitalt det er for at skaffe finansiering til især det store flertal af små og mellemstore virksomheder, som ikke har direkte adgang til kapitalmarkederne. Så en for hastig og dårlig koordineret tilbagetrækning vil selvfølgelig skade landenes vækst og også have en indvirkning på beskæftigelsen,« siger han.

Split mellem Øst og Vest

Udviklingen er imidlertid ikke kun foruroligende set fra et økonomisk perspektiv. I kølvandet på 2008-krisen skete der et markant skifte i overgangsregionens opbakning til demokrati og markedsøkonomi. Bankens egen undersøgelse Life in Transition — After the Crisis fra 2011 viste, at kun 27 procent af de adspurgte i de østeuropæiske lande, der i 2004 og 2007 blev del af den europæiske union, svarede, at de foretrækker kombinationen — et fald på 10 procent siden 2006, hvor regionen sidst blev stillet samme spørgsmål.

Thomas Mirow erkender, at den seneste krise kan forværre denne situation og risikerer at påvirke forholdet mellem de østlige og vestlige EU-lande set i lyset af, at krisen denne gang kommer fra Europa og kan blive forstærket i Øst, hvis de vestlige moderbanker trækker for mange penge ud af regionen.

»Vi mener, at bankmodellen, som disse lande har adopteret — altså at de har åbnet deres finansielle sektorer op for vestlige banker — indtil videre har været ret succesfuld og bliver opfattet som ret succesfuld, så selvfølgelig ville en nedskæring af kapital, som kunne føre til økonomiske problemer, reducere denne succeshistorie,« siger Thomas Mirow.

Systemkritik

Finans- og eurokrisen har i det hele taget givet anledning til en kritisk evaluering af den måde, de tidligere kommunistiske lande tog springet på og omfavnede markedsøkonomien. EBRD har i lyset af truslen om en kreditklemme i øst nu opfordret landene til at foretage ændringer, der gør dem mindre afhængige af udenlandsk kapital.

»Vi taler for, at landene bør udvide deres lokale kapitalmarkeder. At de ser sig om efter bedre kilder for lokal finansiering for eksempel ved at oprette private pensionskasser, så de reducerer de risici, der har materialiseret sig i de seneste år. Det betyder ikke, at hele systemet skal ændres, men de skal undersøge, hvad der findes af hensigtsmæssige værktøjer, som kan gøre kapitalmarkederne mere modstandsdygtige og mindre sårbare over for ekstern krise,« siger Mirow, der var til stede ved World Economic Forum i Davos for nylig, hvor et af emnerne var det kapitalistiske systems fremtid.

Mirow har som præsident for en bank, der er involveret i netop overgangen til det kapitalistiske system, også gjort sig sine overvejelser.

»Efter det kommunistiske systems og Sovjetunionens kollaps har der måske været en overdreven tillid til det kapitalistiske systems mekanik på den måde, at enhver form for vækst blev set som at tjene landet, og hvis meget rige mennesker blev endnu rigere, ville det til sidst sive ned til den fattigere del af befolkningen. På det punkt har der været mange erfaringer, som har bragt os ned på jorden,« erkender han. »Vores erfaringer fra især Østeuropa har været, at markedernes design, reguleringen af markederne, oprettelsen af pålidelige institutioner, installeringen af et juridisk system, der forhindrer eller i det mindste i tilstrækkelig grad tager hånd om korruption, at alt det er ekstremt vigtigt, og at det ikke bare handler om det private versus det offentlige, men at du har behov for en god offentlig ramme for at kunne skabe inkluderende vækst og markedsøkonomi.«

Stor udfordring

Erfaringerne er kommet hen ad vejen i takt med, at overgangsprojektet er stødt på udfordringer. Oprindeligt var det meningen, at de ni lande i overgangsregionen, der i dag er medlem af EU, skulle have stået på egne ben nu.

»Men så kom 2008-9-krisen, og vi besluttede at engagere os på ny, også i de mere fremskredne lande i Centraleuropa, fordi vi måtte erkende, at transformationen ikke var kommet så langt, som mange havde troet, den ville, i gode tider,« siger Mirow, som håber, at landene inden for få år ikke længere behøver støtte fra banken.

»Men igen afhænger det meget af, hvordan den nuværende krise udfolder sig.«

Netop det tør han ikke spå om. Men han erkender, at situationen i især Grækenland langt fra er opmuntrende, selv hvis den anden redningspakke fra EU og IMF bliver godkendt.

»Situationen er seriøs, idet der nu er en voksende bevidsthed om, at selv med et væsentligt reduceret niveau af offentlig gæld, vil landet stå over for en svær kamp, hvis ikke det vender tilbage til vækst. Det er en meget stor udfordring, som må løses,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Nielsen-Man

Artiklen nævner ”markedsøkonomi og demokrati” i samme åndedrag.
Men det er vel netop farligt – som det er sket siden Murens fald - at imprægnere befolkningerne med den ”sandhed”, at der er lighedstegn mellem demokrati og ”markedsøkonomi”. Hvor ”markedsøkonomi” i realiteten benyttes som eufemisme for kapitalisme.
For vreden mod kapitalismens økonomiske og sociale uretfærdighed vil så alt for let og ”logisk” af nationalistiske og fascistiske kræfter kunne misbruges og vendes mod demokratiet. Det har vi set tidligere i historien, og ser tendenser til nu igen.
Men kapitalisme er ikke lig med demokrati. Se til Kina. Og se til Europa, hvor kapitalismens finansielle markedskræfter, med EU som instrument, nu tvinger landes regeringer i knæ og tvinger valgte parlamenter til at gennemføre den økonomiske politik som ”markedets” ikke-valgte agenter ønsker.
Demokrati og kapitalisme er ikke forbundne kar. Man kan omvendt sige, at hvis man vil svække kapitalismen og dens magt, må man tværtimod styrke og udvide demokratiet (fx til det økonomiske område).

Demokrati er vel i sin grundform menneskehedens bedste bud på et empatisk, moralsk og ligeværdigt samfund. Kapitalismen er jo i sin natur: uempatisk, uden moral og etik.

Kapitalismen er i sin natur også - survival of the fittest - eller de rå markedskrafter.

Det må være tvingende nødvendigt at demokratierne kan omfavne og kontrollere kapitalismen. Jeg mener ikke man skal svække kapitalismen - men kontrollere den.

Når man forsøger at redde Grækenland vha. kapital indsprøjtning - udenom den demokratiske process(demokratiet sat ude af spil), kan den komme til at virke som gift.

Når en patient bliver syg, kan det nogen gange være bedre - ikke at give vedkommende en indsprøjtning - men lade kroppens egen immunforsvar træde i karakter.Men samtidig med behørig "omsorg" og "støtte".

Sålænge demokratierne er svage som i Østeuropa og Grækenland hjælper det ikke med lånepakker. Der skal indsættes langsigtede tilskud ind - så kan få landene op og stå - indefra.

Det sser ud som om at kapitalismen og finansverdenen mere og mere styrer demokratierne end omvendt.

Krisen i Østeuropa skyldes ikke mindst, at vestlige banker, der udgør hovedparten af banksektoren, har trukket sig ud, skrives der.

Når der er banker, er de et problem. Når der ikke er banker, er de også et problem.

mit forslag til bankepakke 2 var det vist.

At bankerne ikke skulle have pengene ud til sig, for at fore deres tomme pengetanke, men pengene skulle ligge i "nationalbanken" or whatever.

"Nationalbanken" skulle ikke administrere pengene, der skal bare udbetale, uden kommentarer.

Udbetalingen af pengene til de forarmede virksomheder, skulle foranlediges af banker, som rene rådgivere (uden at rører pengene) - dvs. direkte fra "nationalbanken" til virksomheden.

Udbetalingen tildeles et "serienummer", og nationalbanken kan så følge de kommende tilbagebetalinger fra virksomhederne - og derved måle hvor gode den enkelte bank så er til at rådgive.

Banken lever af en rådgivnings-honorar(og ikke renter) derved bliver det også gennemskueligt hvad bankerne egentlig tjener. De tjerner på deres rådgivnings-ekspertise og ikke spekulation.

Dvs. at bankerne i forbindelse med "bank-pakker" som egentlig skulle rede danske virksomheder fra likviditets-problemer, ikke bliver brugt til at redde bankerne.

Viser det sig at der er visse banker, som har en dårlig udlåns-statistik - kan de jo få en advarsel.

Hvorfor skal banker egentlig spekulere i penge, i gamle dage lånte man penge i banken til at starte virksomhed og evt. til yderlige investeringer i bedre drift. Når så kunden har betalt for varen - betaler virksomheden så sine afdrag tilbage til banken.

Men det er måske planøkonomisk og kommunistisk tankegang - og derved tabu??