Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hvad Europas politikere kan lære af Thatcher

Den nye film om den tidligere britiske premierminister er en påmindelse om jernladyens arv til nutidens politikere
Margaret Thatcher kunne sit stof til mindste detalje, udstrålede handlekraft og kompromisløshed og var parat til at forhandle  dag og nat, til hun fik sin vilje.

Margaret Thatcher kunne sit stof til mindste detalje, udstrålede handlekraft og kompromisløshed og var parat til at forhandle dag og nat, til hun fik sin vilje.

Peter Parks

Udland
23. februar 2012

Margaret Thatcher satte sit præg på det europæiske samarbejde allerede på sit første topmøde som Storbritanniens første kvindelige premierminister. Det var Dublin Castle i Irland, 1979. Hendes indsats i Dublin udgør stadig en af de store tunge sten, som det danske formandskab igen skal forsøge at flytte i 2012. Men mon ikke Thatcher vinder igen?

Nu kommer så spillefilmen om topmødets hovedperson med amerikanske Meryl Streep som ’Jernladyen’, der også blev kaldt Maggie eller ’Kvinden med håndtasken’, underforstået at hun havde sit eget håndvåben, når de politiske modstandere blev banket på plads.

Hvad var det, hun kunne? Hun blev set og hørt ved omkring 25 pressemøder i europæiske hovedstæder, dengang journalisterne kom tættere på, fordi der var færre lande. Set fra presselokalet kunne hun virkelig stoffet. Hun udstrålede handlekraft og vilje. Hun havde fået den idé, at Storbritannien betalte for meget til den fælles EU-kasse. Der var nogen, der tog hendes penge, »Britain wants her own money back«, som hun sagde til de andre i Dublin, og da hun 11 år senere var færdig som britisk regeringsleder, havde hun hentet milliarder af pund tilbage til London. Den britiske rabat.

Alle de andre mente, at regnestykket var forrykt. Fordelen ved at kunne sælge på det indre marked er ikke opført som indtægt eller udgift på budgettet, men hun var så vedholdende, at hun vandt. Hun udmarvede de andre. Hun forhandlede nat og dag, og så vandt hun, fordi hun kunne stoffet bedre end de andre.

»De bør være opmærksomme på, at vores premierminister er nede i detaljerne på en måde, der er usædvanlig for regeringsledere,« sagde kontorchef David Hanay i det britiske udenrigsministerium til Bruxelles-journalister under det britiske formandskab i 1982.

Det var det, hun kunne. Købmandens datter havde læst sine lektier. Hun kunne stoffet suverænt, besvarede altid alle spørgsmål uden tøven og med et britisk perspektiv, aldrig nåede et spidsfindigt spørgsmål ind til brynjen, der var bygget af begavelse og viden. Hun slog i bordet og havde i modsætning til alle andre modet til at tage ansvaret for et sammenbrud, når hun ikke havde fået sin vilje.

Hun sagde lige ud, at »mænd er svage«, og i hendes selskab blev de andre politikere svage, dels på grund af det med detaljerne, dels fordi hun også var charmerende, hvad de alle indrømmede, men ikke så gerne sagde. Hun var både strid og sød, kun mennesker, der har mødt hende i en mindre kreds, vil forstå, at hun også flirtede, ja, var til stede på en måde, så hun af utallige grunde var umulig at komme uden om.

Landbrugspenge
Naturligvis havde hun ret i, at britiske bønder ikke fik så mange penge fra den fælles landbrugspolitik som mange andre.

Hun gik målrettet efter de nødvendige reformer på landbrugspolitikken, og fordi hun evnede at sætte kniven ind, hvor det gjorde virkelig ondt, måtte man jo lukke munden på hende. Hun fik sin rabat og indstillede så kritikken af landbrugspolitikken til næste gang. På EU-topmødet i Berlin i 1999, da man igen skulle fastlægge den langsigtede politik, havde New Labours Tony Blair overtaget hendes politik. Han kunne have reformeret landbrugspolitikken, men valgte at komme hjem med en check, der kunne sammenlignes med den, Maggie havde fået.

Nu er situationen der igen. Men nu er der flere lande, som har fået overbevist sig selv og hinanden om, at man kan se på EU-budgettet som et retvisende billede af fordele og ulemper, derfor er der flere, som får rabat, og endnu flere, der vil have det.

Thatcherismen
I sit sidste år som regeringsleder bekæmpede hun euroen. Hun troede ikke på projektet og havde helst spændt ben for det hele, men nøjedes med at forhandle, så de andre kunne få deres vilje til at gøre, hvad de ville, hvis bare hun blev holdt udenfor.

På hjemmebanen privatiserede hun og knækkede nakken på fagbevægelsen. Hun var så konservativ, at det gjorde noget, og det gjorde ondt, efterhånden som uligheden voksende. Hun førte krig tværs over Atlanten, da Argentina i 1982 forsøgte at tage Falklandsøerne fra de britiske kolonialister. Hun havde holdninger, grundholdninger, uddannelse som kemiker og advokat.

Det var sjovt, da det sivede ud fra et topmøde, at hun i en debat havde påkaldt sig sin kemiske indsigt og omgående fik ’en sjat syre’ i hovedet af den italienske premierminister Giulio Andreotti, der mente, at hun havde skabt sig en politisk karriere ved at læse kemi og forgive sine omgivelser.

Der er ingen grund til at tage ved lære af Maggies politik, men der er grund til at tage ved lære af hendes gennemslagskraft.

Ingen var nogensinde i tvivl om, at hendes politiske handlinger var baseret på en overbevisning. Købmandsdatterens overbevisning var aldrig til salg, hun søgte magten og ikke rampelyset. Hun var måske af en anden tid, men andre end Meryl Streep burde forsøge at tage ved lære.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Patetisk nonsens. Hvad laver denne stratenrøver af en journalist på Information? Som om, der ikke var nok med primadonnanykker, og som laver hvad som helst andet end hæderlig journalistik.