Kommentar
Læsetid: 4 min.

Forbyd de risikofyldte finansinstrumenter

Skal vi reformere den finansielle sektor radikalt, må vi først gøre os klart, hvad det er for en kapitalisme, vi ønsker – og her er der brug for en mentalitetsændring3
Udland
23. februar 2012

I sidste uge holdt jeg foredrag på London Stock Exchange om min seneste bog, 23 Ting, de ikke fortæller dig om kapitalismen. Mine tilhørere var omkring 150 medarbejdere fra den finansielle sektor. Begivenheden var hverken arrangeret eller blåstemplet af Londons navnkundige børs. Men for mig var det sært gribende at stå i disse hellige haller. For kun to måneder siden holdt jeg et lignende foredrag på den anden side af ’barrikaden’: Her var mine tilhørere aktivister fra bevægelsen Occupy London Stock Exchange.

På Londons børs fremsatte jeg to forslag, og jeg forestillede mig, at de næppe ville vække stor begejstring blandt mit publikum. Det første var, at vi radikalt må ændre den måde, hvorpå vi driver virksomheder, især i Storbritannien og USA. Her tog jeg udgangspunkt i den betragtning, at den finansielle deregulering siden 1980’erne i høj grad har øget aktionærers magt ved åbne et langt større spillerum for dem. Både geografisk og med hensyn til valg af produkt. Navnlig i Storbritannien og USA er dereguleringsbølgen fremskreden, hvilket har gjort disse to nationer til ’aktionærkapitalismens hjemstavn’.

Som følge af denne større mobilitet og handlefrihed er aktionærerne begyndt at anlægge tidshorisonter, der bliver stadig kortere: Den gennemsnitlige aktiebeholdningsperiode i britiske virksomheder faldt således fra cirka fem år i midten af 1960’erne til cirka 7,5 måneder i 2007. For de britiske banker faldt samme til blot tre måneder i 2008 (i mellemtiden er gennemsnitsperioden dog steget til to år).

Langsigtede skader

For at tilfredsstille de utålmodige aktionærer har virksomhedsbestyrelserne maksimeret satsningen på kortsigtet profit ved at presse andre interessenter, såsom arbejdstagere og leverandører, og ved at minimere investeringer, hvis omkostninger kan mærkes umiddelbart, men hvis afkast først slår igennem over tid. En sådan strategi medfører langsigtede skader: Den demoraliserer arbejdsstyrken, sænker leverandørkvaliteten og fører til hurtigere forældelse af produktionsapparatet. Men virksomhedens ledere er ligeglade: Deres løn er nemlig knyttet til den kortvarige udvikling i aktiekurserne, hvis værdimaksimering er det eneste, de kortsigtede aktionærer ønsker.

Samtidig bliver en stigende andel af overskuddet udbetalt til aktionærerne via udbytte og aktietilbagekøb (som sker, når firmaer opkøber egne aktier for at få kursen til at stige). Ifølge den amerikanske økonomiprofessor William Lazonick udbetalte de største britiske virksomheder (de 86 virksomheder, der indgår i S&P Europe 350-indekset) 88 pct. af deres overskud til aktionærerne i udbytte (62 pct.) og aktietilbagekøb (26 pct.) i årene mellem 2001 og 2010.

I samme periode udbetalte de største amerikanske virksomheder (de 459, der indgår i S&P 500) en endnu større andel til aktionærerne: 94 pct. (40 pct. i udbytte og 54 pct. i tilbagekøb). Tallet plejede at være lige over 50 pct. i begyndelsen af 80’erne (heraf under fem pct. i tilbagekøb).

Den resulterende udtynding af de overførte overskud – disse er traditionelt den største kilde til virksomheders fremtidsinvesteringer – har ført til dramatisk svækkelse af erhvervslivets langsigtede konkurrenceevne. Jeg konkluderede derfor, at med mindre vi væsentligt begrænser aktionærernes frie bevægelighed gennem finansiel genregulering – og belønner virksomhedsledere efter mere langsigtede resultatmål end aktiekursudvikling – så vil alt for mange virksomheder fremdeles blive forvaltet på en sådan måde, at de undergraver deres egen levedygtighed. Og dette vil i det lange løb komme til at svække den nationale økonomi.

Begrænset rationalitet

Mit andet forslag var, at vi bliver nødt til radikalt at forenkle vores finansielle system, hvis vi skal bibringe den grad af stabilitet, som det så desperat behøver. Her henviste jeg til, at den finansielle deregulering gennem de seneste 30 år har skabt en spredning af stadig mere komplekse finansielle derivater. Dermed har der udviklet sig et finansielt system, hvis kompleksitet er blevet langt større end vores evne til at kontrollere det, som finanskrisen i 2008 så rystende tydeliggjorde.

Med henvisning til indsigter hos Herbert Simon, nobelprisvinder i økonomi i 1978 og grundlægger af studiet af kunstig intelligens, påpegede jeg den afgørende hindring for god beslutningstagning, som oftest ikke er mangel på informationer, men snarere vores begrænsede mentale kapacitet – eller hvad Simon kaldte ’begrænset rationalitet’. Da vores rationalitet nu engang er begrænset, hævdede jeg, er den eneste måde, hvorpå vi kan øge stabiliteten i vores finansielle system, at forenkle det. Og i det perspektiv må det vigtigste tiltag være at begrænse eller endog forbyde de komplekse og risikofyldte finansielle instrumenter. Det kan ske ved at indføre en godkendelsesprocedure for disse, der skal være for den finansielle verden, hvad de strikse godkendelsesprocedurer for nye lægemidler er for medicinalindustrien.

Reaktionerne fra mit publikum var overraskende. Ikke én tog afstand fra mine forslag – ja, faktisk erklærede flere sig enige. Ja, sagde de, ’kvartalsregnskabs-kapitalismen’ har været ødelæggende. Det er sandt, at vi har oplevet for mange finansielle derivater, som for få forstod. Og ja, mange af disse produkter har været socialt skadelige.

Tæt dialog er nødvendig

Så det kunne se ud til, at det er lige så vildledende at betegne Occupy-bevægelsen som ’anti-kapitalistisk’, som det er misvisende at betegne finanssektoren som principielt og automatisk afvisende over for behovet for reformer. Nu bilder jeg mig ikke ind, at de finansfolk, som overværede mit foredrag, er repræsentative for hele sektoren. Men et overraskende stort antal insidere har erkendt de problemer med kortsigtet og overdreven kompleksitet, som deres branche har påført resten af økonomien til stor skade for den. Og i sidste ende også til skade for dem selv, da ingen finansiel sektor kan eksistere og trives helt på egen hånd.

Vi andre bliver altså nødt til at indlede en tættere dialog med de personer i den finansielle sektor, som forstår nødvendigheden af reformer. Det er disse mulige reformister, der kan skabe en større politisk accept af reformer blandt deres kolleger. Og det er samtidig dem, som kan hjælpe os med at udvikle de teknisk kompetente reformforslag. Når alt kommer til alt, vil ingen reform være virkelig holdbar uden ’forandringer indefra’.

Ha-Joon Chang er sydkoreansk økonom

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Wauw ...

randi christiansen

Aktionærkapitalisme og finansiel deregulering er iflg den sydkoreanske økonom Ha-Joon Chang i dagens Information to områder, som nødvendigvis må reformeres. Og politisk økonom v. Ålborg Univ. Anders Lundkvist påpeger ligeledes i dagens avis, at det figenblad, som liberalisterne med deres våde drøm om en minimalstat betalt af velfærdsstaten og de arbejdsløse gemmer sig bag, er et påstået behov for nedskæringer i stedet for en intelligent allokering af fællesskabets ressourccer.

Et opgør med den private ejendomsret (Lars Bjørneboe? I tråden It´s the democracy stupid) Nej, tværtimod en placering af værdierne, hvor de hører hjemme. Det er en forvrængning og dermed en krænkelse af den private ejendomsret, når man tillader en privatkapitalisering af fællesskabets ressourcer, som går ud over en rimelig aflønning af arbejdsindsatsen.

Når venstrefløjen har vanskeligt ved at tage det nødvendige opgør med liberalisterne, ligner det ? en mangel på den indsigt og den heraf følgende intellektuelle kapacitet, som skal til for at kunne anskueliggøre for almenheden, at når man tillader den nuværende form for privatkapitaliserende ejendomsret over fællesskabets ressourcer, så undergraver man ikke blot fællesskabet men også sig selv. (Ha-Joon Chang ” - så vil alt for mange virksomheder fremdeles blive forvaltet på en sådan måde, at de undergraver deres egen levedygtighed. Og dette vil i det lange løb komme til at svække den nationale økonomi.”)

Det er et system, som kun understøtter de få - og selv de vil - i overensstemmelse med den indbyggede lovmæssighed - falde til sidst, hvis de får lov at fremture.

Maddingen, som bliver brugt til at narre den almindelige borger til at tro, at systemet også er til hendes fordel, er de forbrugsgoder, som bliver betalt med ´hundens hale´. Miljøet og den smuldrende statskasse betaler gildet – og når kassen så er tom, bliver der – igen – ballade.

Det er nu, vi må promovere forståelsen, af hvor grænsen går i mellem det private og det fælles. Biotopens ressourcer tilhører fællesskabet og må ikke kunne udsættes for privatkapitalisering. Er det så svært at forstå ? Resten må de, der gider, gerne slås om Imens vil den øvrige menneskehed endelig kunne komme i gang med det, som virkelig betyder noget, nemlig i en harmonisk udviklingsproces at nyde og erkende livet. Det er os selv, der bestemmer. Forudsætningen er indsigten.

Det hjælper bare ikke når ikke politikerne har samme erkendelse, men insisterer på at leve i fortiden.

Det kan ikke være meningen, at skatteborgerne igen og igen skal hænge på bankernes hang til at tage store risici.

Derfor må man som et minimum forlange, at de spekulative dele af en bankvirksomhed lægges over i er selskab, som aktionærerne selv hæfter for.

randi christiansen

"Reaktionerne fra mit publikum var overraskende. Ikke én tog afstand fra mine forslag – ja, faktisk erklærede flere sig enige. Ja, sagde de, ’kvartalsregnskabs-kapitalismen’ har været ødelæggende. Det er sandt, at vi har oplevet for mange finansielle derivater, som for få forstod. Og ja, mange af disse produkter har været socialt skadelige."

Det endelige opgør med ´de onde oligarker´ må nærme sig ? Lad os giv dem en hel masse penge at lege med i deres eget lukkede kredsløb, men lad fællesskabet erhverve kontrollen med sine egne ressourcer.

I Danmark og flere europaiske lande beskytter man sig mod "kvartalsaktionaerenes" interesser ved at tillade A og B - aktier. Hvor A aktierne ofte giver 10 gange saa mange stemmer.

Typisk er det "den gamle garde" af familier og fondsbestyrelser der sidder paa A-aktierne. Og de har i gennemsnit praesteret bedre resultater end virksomheder med kun en aktieklasse. (Efter hukommelsen fra en forelaesning med Johannes Mouritzen paa Handelshoejskolen).

Pudsigt nok har loenmodtagerkapitalen i form af ATP, LD og pensionsfonde i flere tilfaelde udfordret denne konstruktion ved at forlange fuld stemmeret for deres penge. Skyder man mon sig selv i foden ved at koere oligarkerne ud paa et sidespor?

Johannes Nielsen

# Randi

Jeg forstår simpelthen ikke følgende udsagn:

"en minimalstat betalt af velfærdsstaten og de arbejdsløse"

Hvordan kan man hævde at de arbejdsløse som lever af mestendels skattefinansierede dagpenge "betaler" for noget som helst? Eller at velfærdsstaten "betaler" for minimalsstaten?

Jeg er dybt forundret...

Martin Haastrup

Anbefalet artikel.

Anbefalet løsnings-læsning for viderekomne... 8-)

Dr. Rudolf Steiners national-økonomiske skrift
fra 1919-1920 Social Tregrening. Allerede dengang, for hundrede år siden forudsagde han de problemer vi står i idag og skitserede løsninger.

http://tregrening.org
http://tregrening.org/download/index.html

Vælg 'Kernespørgsmål'

Uddrag:

(Kapitel, afsnit)

(2-24) Det er en livsbetingelse for den sociale organisme, at den der kan tjene samfundet ved sine individuelle evner, ikke berøves muligheden for at tjene udfra sit eget fri initiativ.

Hvis hertil hører fri rådighed over produktionsmidlerne, så vil det skade de fælles sociale interesser at nægte ham den.

I almindelighed hævdes den anskuelse, at den foretagsomme, som spores til sin virksomhed, må have udsigt til fortjeneste, men det gøres ikke gældende her.

For den tankegang, der ligger til grund for nærværende fremstilling af de sociale forholds videre udvikling, ser muligheden for denne spores bortfalden deri, at det åndelige liv udskilles fra det politiske og økonomiske.

Derved vil det nødvendigvis ud fra sig selv udvikle en social forståelse, der indeholder sporer af en ganske anden art end de, der beror på økonomisk fordel.

Det drejer sig her ikke alene om, ud fra hvilke impulser menneskene foretrækker at beholde produktionsmidlerne som privatejendom, men om, hvorvidt den fri eller den ved fællesskabet ordnede dispositionsret over disse midler bedst svarer til den sociale organismes krav.

Og det må i denne forbindelse stadig erindres, at man ikke overfor nutidens sociale organisme kan regne med de livsbetingelser, man tror at have iagttaget hos primitive folk; men kun med dem, der svarer til menneskehedens nuværende udviklings-trin.

(3-25) På dette trin kan netop den personlige dygtigheds frugtbare virke ikke ske uden fri disposition over kapitalen indenfor det økonomiske kredsløb.

Skal der produceres på frugtbringende måde, så må kapitalen være disponibel, ikke for at bringe den enkelte eller en gruppe fordele, men for at den bedst kan tjene samfundet, idet den benyttes formålstjenligt og med fuld social forståelse.

(3-26) Mennesket er afhængig af det, han alene eller i forening med andre frembringer, på lignende måde som af sine lemmers førlighed.

Hindringen af den fri rådighed over produktionsmiddel er lig med en lammelse af menneskelegemets førlighed.

(3-27) Privatejendom er kun formidleren af den fri dispositionsret. For den sociale organisme kommer med hensyn til ejendom kun i betragtning at ejeren har retten til at disponere over ejendommen alt efter hans eget initiativ.

Således er to ting sammenknyttet i det sociale liv, der er af vidtforskellig betydning for den sociale organisme: Den frie rådighed over kapitalen til social produktion, og det retsforhold, som opstår mellem den, der råder over kapitalen og andre mennesker derved, at disse udelukkes fra den fri benyttelse af kapitalen.

(3-28) Det er ikke den oprindelige fri dispositionsret, der fører til de sociale skader, men denne rets beståen, efter at de betingelser er bortfaldne, som på formålstjenlig måde sammenknyttede de individuelle evner med dispositionsretten.

Den, der ser på den sociale organisme som på noget stadigt udviklende og voksende, vil ikke kunne misforstå det her anførte. Man må spørge, hvorledes kan det, der skal tjene livet, forvaltes, således at det ikke kommer til at virke skadeligt. Intet levende kan indrettes frugtbringende, uden at det, i det lange løb, også kan føre til skade.

Og skal man selv arbejde med på det udviklende, som vi gør det i den sociale organisme, består opgaven ikke i at forhindre tingenes tilbliven, for at undgå de eventuelle skader. For derved undergraves den sociale organismes livsmuligheder, men det gælder om, at gribe ind i rette øjeblik for at hindre det formålstjenlige at blive skadeligt.

(3-29) Muligheden for frit at kunne disponere over kapital må den personlige dygtighed have, men den dermed forbundne ejendomsret må kunne forandres i samme øjeblik, den benyttes til uretfærdig magtudfoldelse.

I vor tid har vi kun indført en fremgangsmåde i den her antydede retning, nemlig overfor den såkaldte åndelige ejendom. Den går over i almeneje en tid efter forfatterens død. Til grund for denne ordning ligger en rigtig opfattelse, der svarer til menneskeligt samfundsliv.

Så snævert frembringelsen af et rent åndsprodukt end er bundet til den individuelle begavelse, så skyldes dens resultater dog det sociale samliv, og må derfor overføres til det når tid er.

Anderledes er det heller ikke med anden ejendom. At den enkelte ved den kan producere til samfundets vel, er kun muligt ved samfundets hjælp.

Derfor må retten til at disponere over ejendom ikke forvaltes adskilt fra samfundets interesser. Det gælder ikke om at finde et middel til at udrydde kapitalbesiddelse, men til at forvalte kapitalen, således at den på bedste måde tjener samfundet."

Det anbefales, at man selv gennemlæser hele skriftet i ro og mag.

Tak.

Fornuftige og perspektivrige betragtninger, der dog kræver en par præciseringer.

Det er ikke nødvendigvis sandt at den gennemsnitlige aktieejertid er fald. Jo, hvis man regner det som omsætning i en periode divideret med cirkulerende aktier. Det, der nok sket er, at den likvide del (interbank markedet) omsættes oftere, hvilket i sig selv et godt, da det betyder, at de langsigtede investorer kan handle når de ønsker det.

De avancerede finansielle produkter udvikles og sælges kun, hvis der er købere til produktet, ergo så må der være fx virksomheder der efterspørger disse varer til deres risikoafdækning. Dette behov vil altid være der, så der er en grænse for, hvor meget der kan forbydes.

Endelig en bemærkning til de debattører, der stadig lider af den vildfarelse, at det var finansielle produkter, der skabte den finansielle krise i Danmark. Det er ikke tiltfældet. De enorme tab i danske banker skyldes nedskrivning på dårlige lån og kan derfor henføres til dårligt kredithåndværk og svigt fra tilsynsmyndighedernes side.

Det nytter ikke at vente moderation og samfundsbevidsthed fra den financielle sektor.
I 3 år - siden katastrofen i 2008 - har vi været tålmodige.
Nu må vi handle: Træk pengene tilbage til madrassen.
Kræv din løn udbetalt i kontanter. Drop Dankortet og alle kreditkort. Betal de terminer kontant.
Ikkesandt, du sidder selv med bomben.

randi christiansen

Til Johannes Nielsen :

Minimalstaten tillader overgreb på fællesskabet, eroderer velfærdsstaten og skaber ledighed.

Læs i øvrigt ´Hvad Keynes kan bruges til´ på netavisen fra i går. Formuleringen er hentet herfra.

Peder J. Pedersen

Ha-Joon Changs beretning fra sit møde med nogle af Londons finansfolk, har nu fundet vej til Information, og den har naturligvis fået mange kommentatorer til tastaturet. De tegner et overvejende dystert billede af de politiske muligheder for at få gennemført de reguleringer af finans- og forretningsverdenen, som Ha-Joon Chang anbefaler. Men faktisk sker der små fremskridt i den retning, og det danske EU-formandskab synes at have spillet en aktiv rolle som fødselshjælper for nye regler for handlen med derivater.

EUobserver skriver den 23.01.12, at der nu er kommet et nyt dansk udkast til en regulering på bordet, og fortsætter den 10.02.12 med at fortælle, at Kommissær Michel Barrier har fået en aftale i hus. De nye regler handler om øget gennemsigtighed på markedet for ”over-the-counter” derivativer. Problemet med OTC derivativer er, at transaktioner med dem hidtil ikke har været registreret nogen steder, så ingen myndigheder har vidst, hvor store tab på ”giftige” papirer de enkelte banker risikerer at lide, og det har lagt en dæmper på bankernes lyst til at låne til hinanden, hvad der er en forudsætning for, at det finansielle system kan fungere.

Efter de nye regler skal der oprettes myndigheder til overvågning og registrering af alle transaktioner med derivater, og disse myndigheder vil blive overvåget af EU’s egen overvågnings myndighed, ESMA, der er en forkortelse for the European Securities and Market Authority. UK har dog fået svækket ESMA’s autoritet noget ved at kræve en enstemmig godkendelse fra EU-landene, hvis ESMA ønsker at omstøde afgørelser foretaget af en national kontrolinstans. Reguleringen skal nu formelt godkendes af medlemslandene og parlamentet, og den forventes at træde i kraft inden udgangen af 2012.

Det er ærgerligt men forventeligt, at når der endelig er en nyhed, der sætter den danske regering i et lidt positivt lys, så bliver den ignoreret af de danske medier. Jeg har i hvert fald ikke set eller hørt sagen omtalt. Det har været meget sjovere at beskæftige sig med den uigennemtænkte betalingsring.

Desværre har jeg ikke kunnet få øje på fremskridt i retning af en stimuleringspakke til den stagnerende europæiske økonomi. Det skyldes måske, at Kansler Merkel vil se nogle nyklippede ejere af græske statsobligationer først. Hvis hun skaber håb om, at Grækenland kan undgå en statsbankerot, vil investorerne ikke vinke farvel til halvdelen af deres tilgodehavender, og det synes jernkansleren at være fast besluttet på, at de skal. Men det er synd for de almindelige grækere, at de er kommet i klemme i magtkampen mellem politikerne og finansverdenen.

Afskærer Finanspagten de tilsluttede lande fra at føre en ekspansiv økonomisk politik? Ja, måske! Der synes nu faktisk at være en kattelem i aftalen, fordi grænsen for budgetunderskuddets størrelse vedrører den strukturelle balance. Nationalbanken beskriver den strukturelle saldo således:

”Den strukturelle saldo er den offentlige saldo renset for konjunkturudsving og andre midlertidige faktorer og er derfor et udtryk for den underliggende udvikling i de offentlige finanser.”

Hvis man nu er lidt vaks ved havelågen, kan et budgetunderskud, som nominelt overskrider pagtens grænse på grund af en midlertidig stimuleringspakke, beskrives som et konjunkturudsving, og underskuddet behøver derfor ikke være et brud på aftalen.

randi christiansen

Peder J. Pedersen - du skal have tak for dit indlæg. Man kan håbe at mediernes (undladelses)synder ophører, det er jo en meget vigtig udvikling at følge, og egentlig temmelig uforståeligt, at det ikke bliver gjort.

Peder J. Pedersen:

Fagligt EU skrev i januar om nye EU-regler for handel med finansielle derivater:
http://www.fagligt.eu/vaekstogbeskaeftigelse/erhvervspol/derivaterECOFIN...

og Børsen i februar:
http://borsen.dk/nyheder/investor/artikel/1/225358/nye_regler_for_deriva...

Jeg har hørt Vestager nævne det i DR, og selvf. har det stået på formandskabets hjemmeside:

http://eu2012.dk/da/NewsList/Februar/Week-6/Emir

Men få journalister skriver om EU-stof. Det interesserer heller ikke så mange. En ond cirkel. Og det er først nu, hvor DK har formandskabet, at en god og informativ side har set dagens lys i UM: http://um.dk/da/politik-og-diplomati/eu/

Svenskerne er langt bedre til at informere om EU. De lægger f.eks. kommenterede dagsordener ud før møder i Rådet. Der er flere tilhængere af EU i Sverige, nok fordi der informeres bedre:

http://www.sweden.gov.se/sb/d/1488

Peder J. Pedersen

Randi Christiansen og Anne Albinus

Når medierne ikke skriver om EU-stof, er det naturligvis fordi, det ikke interesserer ret mange af mediernes brugere/købere. EU er for langt væk og EU er for indviklet. Desuden er der en naturlov, som siger, at for flertallet er graden af interesse omvendt proportional med emnets kompleksitet. VK(O)-regeringens kulturpolitik gennem en dekade har også sat sig sine spor. For mig var det meget afslørende, da det lykkedes Jacob Rosenkrands at få Claus Hjort Frederiksen til at prale med, at det nu ikke længere var muligt at sende et seriøst program om samfundsforhold i DR1’s bedste sendetid. Karaktermordet på de kulturradikale har gjort danskerne dummere, og jeg frygter amerikanske tilstande. Jeg ved godt, at udsendelserne om de røde lejesvende ikke faldt i god jord hos Informations læsere og skribenter, men jeg synes, det var en overreaktion.

Jeg forbavses gang på gang over Anne Albinus’ opmærksomhedsradius, og jeg takker for de mange henvisninger. Selv orker jeg kun at skimme en håndfuld udvalgte nyhedsmedier hver dag.

Peder,
Enig i at EU er for langt væk og for indviklet, men det er alligevel lykkedes svenskerne at gøre noget ved det.

Jeg har forgæves forsøgt at gøre noget ved det på mine to lokale biblioteker og center for undervisning. Jeg har tilbudt gratis hjælp med at sørge for skriftlig dokumentation, udstillinger og lave materiale. Ingen ønskede at tage imod det.

På det ene bibliotek var der i forb. med vores formandskab sat nogle gamle støvede bøger frem. Jeg foreslog, at der blev sat lidt materiale frem fra
EU, for der laves meget spændende og læseligt materiale. "Der er ingen, der tager brochurer, og vi er skåret ned i personale" var svaret. Jamen, sagde jeg bare et kort over EU, kunne være en god idé, så kan et ungt eller ældre menneske se, hvilke lande der er med i EU. Bibliotekaren så træt ud og sagde alt findes på nettet.

Mht. EU tjekker jeg stor set kun Euractiv.com eller den svenske regerings EU-side. Jeg har dog lavet en hjemmeside til eget brug for hurtigt at kunne gå ind på emner, der debatteres. Ingen kan selvfølgelig følge med i det hele:-)

Men der har, siden vi kom ind i EU, ikke været noget ønske fra regeringernes side om at informere om EU. Da jeg kom til Bruxelles i 1999 og begyndte at arbejde på Europaskolens bibliotek, så jeg for første gang brochurer om EU. På et kursus i Danmark fik vi i 90'erne at vide, at materiale om EU lå i vindueskarmen i undervisningsministeriet og ikke blev sendt videre, fordi den dav. radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen ikke ønskede det. Om det er korrekt, ved jeg ikke.

Glimrende artikel - for nogle år siden udkom der en vist en bog, en artikel eller et TED-foredrag om 'the long tail', altså at det bedre kunne betale sig at investere i noget, som gav overskud, fortjeneste eller profit på den lange bane i stedet for på en korte bane.

For at vende blikket mod noget som jeg har forstand på: økonomien bag et computerspil. I dag er det sådan, at et computerspil skal sælge mellem 2-4 millioner units/kopier for bar at være nogenlunde profitabelt for ejerne, hvis vi altså taler om de store computerspil som f.eks. Mass Effect 3, Skyrim mv.

Titlerne er ikke så interessante; det er dette derimod:

Et stort rollespil som Witcher 2 solgte 1,1 million kopier sidste år, mens det første Witcher spil solgte 400,0000 kopier sidste år - og det for et spil - fra 2007....
kilde: http://www.eurogamer.net/articles/2012-02-21-the-witcher-2-sold-1-1-mill...

Blot for at give opbakning til den sydkoreanske økonoms tese om, at langsigtede investeringer er bedre end kortsigtede; kapitalismen synes dog i sin natur(?) at være mere indstillet på hurtigst muligt profit på kortest muligt tid. Medmindre den bliver udsat for skarp og overvåget regulering....

Ang. EU er det helt utroligt at et bibliotek siger nej til at få gratis hjælp. Jeg ved ikke hvorfor der er flere EU-tilhængere i Sverige, men jeg tror næppe, at mere oplysning om EU er vejen frem her i Danmark. Min spider sense siger mig, at alle de gange vi har diskuteret EU i DL, diskuterer vi også udlændinge og så vokser EU-modstanden også.

Interessant er det at følge med i tysk tv - f.eks- var der i går, i onsdags og sikkert også i tirsdags gode, solide, sobre talkshows, hvor man talte om hvordan Joachim Gauck ville være som Bundespräsident eller om han overhovedet skulle være præsident og i givet fald hvorfor og hvorfor ikke. Og sidste torsdag var der omkring kl. 23.00 Markus Lanz som interviewede to unge tyske kvinder som kom fra en anden baggrund end den den normalt tyske (en havde tyrkisk baggrund, en anden måske bosnisk). Interessant var dette også...

Og i de her dage, i den her har især ZDF været fyldt med reportager fra karneval i Tyskland. Og i tirsdags eller onsdags havde man en person som kom fra en anden baggrund end tysk (vistnok tyrkisk) til at optræde for fulde huse....

Bare for at sige at man i Tyskland altså godt kan få folk til at se v om relevante og seriøse samfunds-emner - det samme kan man i Sverige og sikkert også i Norge.

Peder J. Pedersen

Anne Albinus

Når betydningen af Danmarks medlemskab af EU bliver nedtonet, er det antageligt fordi, de danske politikere hellere orienterer sig efter den nationale politik, hvor det gælder om at erobre de lokale svingdørsvælgere for at vinde magten, end efter de ideologiske/idealistiske perspektiver i et forenet Europa. Det er sørgeligt, at så få politikere arbejder for et folkeligt europæisk centrum/venstre alternativ til den herskende borgerlige (neo)liberalisme. Men når usikkerheden sænker sig over vælgerskaren (godt hjulpet af finanssektorens lobbyister) kan det næppe være anderledes. Politikere er, når det kommer til stykket, også kun mennesker, der kæmper for at overleve på markedets betingelser.

Michael Kongstad Nielsen

Pas på - der kommer der en skylle:

Hvorfor er EU så fjernt og uinteressant i Danmark?

1) Fordi den danske befolkning udgør en potentiel "nej-bombe" under hele systemet. Det har man vidst i etablisementet i mange år, og establishmentet består i denne sammenhæng af både folketinget, erhverslivets top og medierne i al bred almindelighed (selv Information). Strategien har været, glem EU undtagen når vi skal stemme om det. Så skal der til gengæld males med skønmaling blandet med trusler og skræmmekampagner. Ind imellem EU-afstemninger lægger vi debatten død, for hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, og så kan danskerne forhåbentlig glemme EU indtil næste gang, vi skal have gang i propagandamaskinen.

The establishment vil heller ikke kendes ved vores forbehold. Øv, tænker de, dumme danskere spænder ben for vore ambitioner. Men helt kan man jo ikke tillade sig at ignorere dem, så de bliver puttet ind i fodnoter hist og her, når vi f. eks. skal tilslutte os finanspagtet. Som selvfølgelig ikke kræver folkeafstemning, nej, nej, det er ikke noget danskerne skal bryder deres små hjerner med, det har vi justitsministeriet til at fikse.

Jeg tror, at afstanden mellem danskerne og deres politikere i EU-spørgsmål er meget større, end afstanden mellem danskerne og forståelsen for Europa.

Peder J. Pedersen

Karsten Aaen

Du peger i din indledning på det, der netop er kernen i vestens økonomiske problemer. På grund af 1980-ernes dereguleringer af finanssektoren blev det mere profitabelt at foretage kortsigtede investeringer i spekulation end i langsigtede investeringer i produktion, og når jeg har sovet, skal jeg forsøge at give en ædruelig kommentar til dine iagttagelser af, at der er et større publikum for seriøs samfundsdebat i vores nabolande end her.

Ved nærmer eftertanke: Læs bare Kongstads indlæg. Jeg kan ikke sige det bedre.

randi christiansen

Præcis - hvis vi ikke kan få EU ind ad fordøren, bliver det smuglet ind ad bagdøren

Eu er forsøg på at løse de problemer, der opstår, når man går uden om de reelle problemer.

Læs den tankevækkende artikel af Eric X.Li ´Derfor er Kinas politiske model overlegen´ i dagens Information : " Tilsvarende er penge og store selskabsinteresser i dagens USA blevet den store katalysator for demagogi. USA er gået fra ’én ejendomsbesiddende mand – én stemme’ over ’én mand – én stemme’ til ’én dollar – én stemme’. I dag er De Forenede Stater kun ’en konstitutionel republik’ af navn. De folkevalgte har ikke selv nogen vilje, og kun når de søger genvalg reagerer de på den offentlige menings luner. Derudover er de opkøbt af særinteresser, der efter behag manipulerer befolkningen til at stemme på stadig lavere skatter eller stadig højere offentlige udgifter – det sidste typisk i forbindelse med støtte til selvdestruktive krige."

Vi har skindemokrati