Nyhed
Læsetid: 6 min.

For grækerne er staten tom

Det græske samfund er præget af interessegrupper, der ligger i indbyrdes kamp om de privilegier, staten kan tilbyde: ’Med jævne mellemrum skaber denne dysfunktionelle stat dybe kriser,’ påpeger den anerkendte journalist Takis Michas
Er Grækenland i en svær situation, fordi landet ikke har gennemført de nødvendige reformer, eller er grækerne ofre for en udenlandsk sammensværgelse? Der er uenighed blandt grækerne om, hvorfor landet er havnet i så store vanskeligheder, mener den prisbelønnede journalist Takis Michas.

Er Grækenland i en svær situation, fordi landet ikke har gennemført de nødvendige reformer, eller er grækerne ofre for en udenlandsk sammensværgelse? Der er uenighed blandt grækerne om, hvorfor landet er havnet i så store vanskeligheder, mener den prisbelønnede journalist Takis Michas.

Louisa Gouliamaki

Udland
17. februar 2012

ATHEN — »Er du med os eller imod os?« spørger taxachaufføren, inden han begynder at fortælle om sin personlige oplevelse af den økonomiske nedtur i Grækenland:

»Hvis taxabranchen skal liberaliseres her, hvorfor skal den så ikke liberaliseres i Tyskland?«

Selv om hyrevognstrafikken er blandt de 100 erhverv, hvor der ifølge EU-Kommissionen hersker »uberettigede adgangsbegrænsninger« og bør skabes friere konkurrenceforhold, er det ikke lykkedes for den græske regering at indføre et ubegrænset antal taxalicenser til 3.000 euro pr. stk. Der er da også i forvejen fire hyrevogne pr. indbygger i Athen, hvilket er dobbelt så mange som i Berlin:

»Jeg betalte 200.000 euro for min licens og mangler stadig at betale 82.000 euro. Afdragene er på 500 euro om måneden. Men på et par år er min indtjening blevet halveret, og priserne på mad og benzin er lige så høje som i Nordeuropa. Så derfor er jeg nødt til at arbejde 16 timer om dagen, jeg spiser i bilen og ser næsten aldrig min familie. Jeg har også bemærket, at folk i pænt tøj nu er begyndt at lede efter mad i skraldespande.«

To fortællinger

»Der er to fremherskende, men modstridende fortællinger lige nu,« siger den prisbelønnede journalist Takis Michas, som er tilknyttet dagbladet Eleftherotypia og tidligere har skrevet i bl.a. Information:

»Den ene fortælling er, at Grækenland befinder sig i en svær situation, fordi vi ikke har formået at gennemføre de nødvendige reformer. Men den anden fortælling er, at grækerne er ofre for en kæmpestor konspiration, at udlændinge vil forhindre os i at finde olie og have os til at gå bankerot, så de kan købe landet billigt.«

Takis Michas har for nylig udgivet Den Græske Økonomis Sorte Bog og betragter krisen som resultatet af »en form for kapitalisme, hvor bureaukratiet og dets allierede betragter staten som deres ejendom og bruger dens mekanismer til personlig berigelse«: »Grækenland ligger i bunden i alle opgørelser i EU-landene over ting; som skolebørnenes karakterer i matematik, hvor mange dage det kræver at starte en virksomhed, beskyttelse af ejendomsretten og alle mulige andre ting, der indirekte påvirker den økonomiske vækst. Grækenland ligger kun i toppen, hvad angår korruption, ansatte i militæret og militærudgifter. Jeg nægter at diskutere enhver anden fortolkning af Grækenlands situation, hvis jeg ikke kan få et overbevisende svar på spørgsmålet om, hvordan et sådant land overhovedet kan gøre sig forhåbninger om at nå nogen vegne,« siger Michas over en kop kaffe på det moderne Hotel Hilton og tilføjer:

»Jeg nægter at diskutere, om der er hemmelige kræfter eller marsmænd, der ikke kan lide Grækenland. Folk forsøger at diskutere alt mulig andet end det grundlæggende problem. Hvorfor? Fordi vi er på røven, og det er så nemt at give andre skylden. Men der er så mange problemer i Grækenland, at selv rationelle mennesker bliver forvirrede.«

Statsgæld og korruption

»Det største problem i den offentlige administration er, at lovgivningen er for kompliceret,« siger Sotiris Vakilakos, fuldmægtig i den afdeling i finansministeriet, som skal forsøge at holde styr på Grækenlands store statsgæld.

Det anslås, at der fra militærdiktaturets fald i 1974 er blevet vedtaget 10.000 love og forordninger i Grækenland:

»Den komplicerede skattelovgivning koster mange penge, problemet er ikke så meget lønningerne. Den offentlige sektor i Grækenland er ikke meget større end gennemsnittet i Europa,« siger Sotiris Vakilakos i vinterhaven på Hotel Grande Bretagne.

Med sin sennepsgule kashmirtrøje og sit lysebrune tørklæde matcher han interiøret i det gamle hotels elegante vinterhave. Sammen med sine kolleger i EU’s mest forkætrede ministerium vil han i næste uge gå i strejke i protest mod kreditorernes sparekrav:

»I løbet af de seneste to år er min månedsløn faldet fra 2.900 euro til 1.400 euro. Men jeg er heldig, for jeg er gift med en af mine kolleger, og vi har ikke noget huslån at betale af på.«

Manden, der har påtaget sig den utaknemmelige opgave at sælge EU-partnernes krav til grækerne, er den overvægtige og overbebyrdede finansminister Evangelos Venizelos. Det siges, at den, der kan fortælle mest om landets reelle tilstand, er Venizelos’ læge:

»Det er selvfølgelig en stor udfordring at håndtere den græske statsgæld, fordi den også reducerer skatteindtægterne. Forsimplingen af skattelovgivningen og centraliseringen af opkrævningen vil forhåbentlig skabe resultater,« siger Sotiris Vakilakos.

Den græske avis Kathimerini rapporterer onsdag om arrestationer af seks personer på grund af ubetalt skattegæld. En 55-årig mand, der blev anholdt i den nordlige del af landet, skylder staten mere end 18 mio. kroner. Men Vakilakos mener ikke, at bestikkelse af skatteinspektører forekommer så hyppigt, som nogle hævder:

»Den slags problemer har man i alle lande. Det er den film, alle europæere har i hovedet, når de tænker på Grækenland. Men Siemens er f.eks. ikke et græsk selskab,« siger Vasilakos med henvisning til korruptionsskandalen i den tyske elektronikgigant, som systematisk har benyttet bestikkelse til at opnå kontrakter i udlandet:

»Korruption er ikke vores største problem. Det berører kun nogle få i toppen. Man kan godt operere i den private sektor i Grækenland uden at være nødt til at snyde i skat og bestikke inspektørerne. Det store problem er bureaukratiet. Ingen af de tiltag, som vi er blevet påtvunget, har noget med udvikling af landet at gøre. Alle tiltagene handler om at slanke økonomien, men der er brug for vækst. Alene kravet om en reduktion af mindstelønnen i den private sektor vil koste staten 800 mio. i skatteindtægter.«

Socialstatens afvikling

»Vi har oplevet lønnedgang, indirekte skatter, nedskæringer i pensioner, højere arbejdsløshed og ødelæggelsen af grundlæggende lønmodtagerrettigheder,« siger fagforeningsmanden Vassilis Xenakis på sit kontor i de offentligt ansattes forbund, Adedys, hovedkvarter, som ligger få hundrede meter fra Syntagmapladsen og parlamentet:

»Regeringen havde lovet, at vi efter alle disse tiltag skulle kunne se lys forenden af tunnelen. Men i stedet har vi fået nye nedskæringer. Det er hele socialstaten, der er ved at blive afviklet.«

Efter den moderne græske stats grundlæggelse i 1830’erne voksede statsadministrationen sig hurtig stor og stærk. I 1870’erne modtog en fjerdedel af landets bybefolkning løn fra staten, ti år senere var embedsapparatet det største i Europa. Samtidig var lønningerne langt højere end i den private sektor. Siden da har de store græske partier videreudviklet eller ligefrem demokratiseret denne tradition:

»Som fagforbund arbejder Adedy på, at samfundet skal få mest muligt ud af den offentlige sektor. Det er vores mission. Vi støtter forandringer, men det må ikke gå ud over kvaliteten. Skal vi lukke hospitaler og skoler på de små øer og i bjergene? Skal alle de små lokalsamfund være uden sociale serviceydelser? Hvis det er det, trojkaen vil, så vil jeg høre dem sige det,« kræver Vassilis Xenakis og tilføjer:

»En stat, der giver alt til alle, kan selvfølgelig ikke fungere. Men når man skærer lønningerne i den offentlige sektor, bliver serviceniveauet ringere. Vi har kæmpet i mange år for at skabe en social model som i de nordeuropæiske samfund. Nu forsvinder det hele.«

Græsk balkanisering

Klientelisme har altid været det organiserende princip i det græske samfund, mener Takis Michas. Det er den konstante faktor. Det offentlige rum findes ikke, det eneste moralske fællesskab er familien:

»For den almindelige græker er staten et instrument, som kan bruges til at fratage andre privilegier. Staten er tom, men indeholder noget institutionel magt, som borgerne kæmper om at erobre. Folk plyndrer staten som vikinger. Men sådan kan det jo ikke blive ved for evigt. Med jævne mellemrum skaber denne dysfunktionelle stat dybe kriser, der f.eks. kan lede til diktatur,« siger Michas, som var politisk flygtning i Aarhus i 1970’erne, da Grækenland blev regeret af en militærjunta.

Takis Michas forudser en slags intern balkanisering af Grækenland, hvor nogle zoner, f.eks. turistøer som Santorini, Mykonos og Korfu, er koblet op på verdensøkonomien, mens andre områder bliver koblet helt af:

»Hvis det hele går i opløsning i Grækenland, mener jeg ikke, at vi får en progressiv social blok, som mine venner på venstrefløjen tror. Jo mere magten forsvinder fra centrum, jo mere kommer forskellige bevæbnede bander til at dominere. De albanske og russiske mafiaer dominerer allerede nattelivet,« siger Takis Michas og påpeger et paradoksalt interessesammenfald mellem venstrefløjen og græske mainstreammedier:

»De store græske mediekoncerner er dybt forgældede. De har placeret deres aktiver i udlandet og håber, at Grækenland går bankerot og genindfører drakmen, så deres gæld i de græske banker bliver meget mindre. De har altså objektivt set de samme interesser som venstrefløjen, der vil have os ud af EU. Det handler kun om interesser, ikke om nye ideer. Alle ideer bliver fejet af bordet, fordi der er interessegrupper, som risikerer at miste noget. Hvis man har nye ideer i Grækenland, er man dømt til at rejse væk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"den anerkendte journalist Takis Michas" ....

... vil det sige, at ingen andre af de journalister, som Information citerer, er anerkendte?

Bjarne Bisgaard Jensen

Det er vel ikke kun i Grækenland at befolkningsgruuper ligger i indbyrdes kamp om de privilegier staten kan tilbyde

Sikke et foto!

Hanne Christensen

Sådan er det da worldwide

Hanne Christensen

Det er muligt at journalisten er anerkendt - men det foto med den oldgamle dame er falsk.

Helt fantastisk artikel, der rent faktisk belyser problemet. Stor tak til information!

Og 'anerkendte' bruges formentlig, fordi redaktøren ikke vil skrive 'prisbelønnede' to gange lige efter hinanden. En sjov ting at slå ned på. Hvis man er belønnet med en pris for sit journalistiske virke, er man vel anerkendt for sit arbejde?

Philip C Stone

For en anden beskrivelse af "denne dysfunktionelle stat" se:

http://www.vanityfair.com/politics/features/2010/10/michael-lewis-greece...

Artiklen er fra oktober 2010 og giver et vantro billede af et nedbrudt samfund.
Overskrift og manchet:

Beware of Greeks Bearing Bonds
As Wall Street hangs on the question “Will Greece default?,” Michael Lewis heads for riot-stricken Athens, and for the mysterious Vatopaidi monastery, which brought down the last government, laying bare the country’s economic insanity. But beyond a $1.2 trillion debt (roughly a quarter-million dollars for each working adult), there is a more frightening deficit. After systematically looting their own treasury, in a breathtaking binge of tax evasion, bribery, and creative accounting spurred on by Goldman Sachs, Greeks are sure of one thing: they can’t trust their fellow Greeks.

Tak, Philip. Det er spændende - men hårrejsende - læsning. Super link!

@ Hanne, hvor ved du fra, at dette foto er falsk?
@ Bjarne, sikkert rigtigt, dog plyndrer vi nok ikke staten 'som vikinger'...uden i øvrigt at bidrage til dens indkomst.

Rigtig god artikel, synes jeg! Saglig og simpel forklaring på det græske system. Er blot ikke helt enig i flg.:
1."Korruption er ikke vores største problem. Det berører kun nogle få i toppen." Mener, det må være et kæmpeproblem for alle, hvis det fx kun er muligt at få behandling på hospital, hvis man medbringer sin bestikkelse i form af en 'fakelaki' (konvolut med penge i) eller kun kan få et job (især inden for det eftertragte offentlige) igennem nepotisme! (I hvert fald indtil for kort tid siden - lige nu er der snart ingen, der kan modtage behandling på et hospital, endsige et job overhovedet).

2.'Man kan godt operere i den private sektor i Grækenland uden at være nødt til at snyde i skat og bestikke inspektørerne.' Kan være, at man kan - men der var stort set ingen, der 'opererede' uden disse forholdsregler. (Eksempel: lille græsk ø. Skattemyndighederne nærmer sig i en båd, og som en ildebrand spredes nyheden fra café til café, og straks bliver der tændt for kasseapparaterne! Naturligvis er det lidt 'hyggeligt' og morsomt at være vidne til, velvidende, at folk således dødsdømmer deres egen stat... )
Er dog helt enig i: 'Det store problem er bureaukratiet.', der er et fuldkommen virkningsløst kæmpeapparat.
Det bliver en uoverskuelig megaopgave, at rydde op i det system og finde frem til en funktionsdygtig økonomisk politik.

AT de rige landsmænd/kvinder har skaffet 45 mia EUR ud af landet de sidste 2 år og har yderligere 200 mia EUR liggende i Schweiz bekræfter kun konklusionen i o.n. artikel: Greeks are sure of one thing: they can’t trust their fellow Greeks - og de skal ikke regne med, at få deres støtte.

God, omend sporadisk artikel. For dem, der vil saette sig lidt mere ind i graekernes problem, vil jeg som Lasse anbefale Philips henvisning til en grundig analyse i Vanity Fair:
Philip C Stone Abonnent siger:
For en anden beskrivelse af “denne dysfunktionelle stat” se:

http://www.vanityfair.com/politics/features/2010/1

Der er saa mange nuancer i dette drama, som drukner i overskrifter som "eksperter mener" - "EU kraever" - "graekerne foeler sig som ofre for et komplot" osv.
Jeg ved at der er mange, der ikke gider at gaa til et eksternt link, men goer det nu alligevel, hvis I vil have en tilbunds analyse. Ikke at det er den eneste sandhed, men den har virkelig gjort en indsats for forsyne os med analyse og indsigt, altsaa alt det, der gaar tabt i de hurtige overskrifter.

Det bliver spændende med det næste græske valg. Andre aviser beretter om et højre-ekstremt parti, der vinder frem: Chrysi Avyi (Gyldent Daggry), der er baseret på nationalsocialisme og antisemitisme. (Politiken).

Andre steder tales der om en stærk fremgang til den græske venstrefløj - en firedobling i forhold til valget i 2009. Her skulle de tre partier på venstrefløjen kunne mobilisere 42 procent af stemmerne.

http://modkraft.dk/nyheder/article/graekenland-stormer-mod-venstre

Niels-Holger Nielsen

'Der er da også i forvejen fire hyrevogne pr. indbygger i Athen'

20 millioner hyrevogne i Athen! Så forstår man da bedre dieselstanken i byen. Hvis antallet af hyrevogne er tilnærmelsesvist så stort i de græske provinser, så ville det svare til 20 millioner hyrevogne i Danmark. Så, tror da fanden at de hele er gået nedenom og hjem.

Niels-Holger Nielsen

Philip C. Stone et al

Hvad får jer til at falde for denne kulørte beretning om Grækenland. Vanity fair er ikke kendt for dybtgående analyser af noget som helst andet end koder i forfængelighedens marked. At læse Michael Lewis for at forstå Grækenland er som at læse Da Vincimysteriet for at forstå den katolske kirke. Meget fængende og kulørt, men ellers ikke særligt bekymret om fakta. Man bør altid blive skeptisk, når man læser en beretning som denne hvor den ene gode historie afløser den anden. Tilsyneladende er den dybdeborende og tager oven i købet Grækenlands historie i betragtning. Men sådan er det jo med alt godt lufthavnslitteratur. Den er naturligvis ikke uden reelle referencer til græsk virkelighed, det hører med. Dan Browne skrev en underholdende historie (til cirka halvvejs igennem). Michael Lewis skrev en myte om Grækenlands kollaps, som jeg ærligt talt troede, at vi var kommet ud over her i det sidste års tid, men ak og ve, det var vi ikke. Det skuffer mig, at Philip C. Stone kolporterer denne kulørte historie.

Til Niels-Holger Nielsen
Lodret uenig. Vanity Fair er netop kendt for serioes journalistk. Her har jeg f.ex. laest den mest tilbundsgaaende beretning om Bernard Maddoffs Ponzie sceeme. Og her har jeg laest utallige artikler af den just afdoede Cristopher Hichens.
Som jeg skrev tidligere: det er ikke den endegyldige sandhed, men det er ikke lufthavslitteratur. Slet ikke.

Heinrich R. Jørgensen

Philip C Stone:
"For en anden beskrivelse af “denne dysfunktionelle stat” "

Fantastisk læsning. Mange tak.

Niels-Holger Nielsen

Heinrich R. Jørgensen, jeg synes også, at det er fantastisk, men jeg er ikke sikker på, at vi mener det samme med fantastisk. Hvad mener du med det?

Bare for at sætte streg under tendensen i dette faktuelle miskmask af dårlig journalistik:

Greece is "a society that has endured something like total moral collapse."

"The credit boom had pushed the country over the edge, into total moral collapse."

"The epidemic of lying and cheating and stealing makes any sort of civic life impossible; the collapse of civic life only encourages more lying, cheating, and stealing."

"If there were any justice in the world the Greek bankers would be in the streets marching to protest the morals of the ordinary Greek citizen."

"The hardest thing to do in Greece is to get one Greek to compliment another behind his back."

"The epidemic of lying and cheating and stealing makes any sort of civic life impossible..."

"The Greek public-sector employees assemble themselves into units that resemble army platoons. In the middle of each unit are two or three rows of young men wielding truncheons disguised as flagpoles. Ski masks and gas masks... so they can still fight after the inevitable tear gas"

"At the other end of the street a phalanx of riot police stand, shields together, like Spartan warriors"

(Peter Doukas) "had spent most of his career as a banker in Citigroup in New York. He was tall and blond and loud and blunt and funny."

Det er bare et lille, men stærkt, udpluk af de stereotyper (mildt sagt), der står i kø i artiklen. Når man er blevet opmærksom på forførelsen, kunne man jo også lige prøve at gurgle skribenten. Bare for at se, hvilken tendens han eventuelt måtte have. Hans fortid - han har tjent sine (hed)sporer som ansat i den del af USAs finansindustri, som har været motoren i de sidste tredive års opbygning til alle tiders krise - kunne måske give stof til eftertanke. Man kunne også fundere over hvilket litterært miljø han er rundet af ( http://en.wikipedia.org/wiki/Michael_Lewis#Writing ). Til sidst kunne man nemt blive yderst skeptisk over for hele setuppet. Så kunne man granske i historien om munkemafiaen (det er svært), og finde ud af på hvilken måde den virkelig er typisk for den græske klientisme. Man kunne også fundere lidt over klasseforholdene i Grækenland, og hvilken rolle fakelaki og rousfeti spiller. Sådan er der så meget, men til allersidst ville man nok komme til den konklusion, at en mindre kulørt, mere sanddru og mere faktabelagt fremstilling af den græske misere ville tjene læserne bedre. Michael Lewis sidder ved tastaturet, måske burde han sidde på anklagebænken?

Niels-Holger Nielsen

Ole Toxværd, hver mand sin lufthavnslitteratur. For mig er det lufthavnslitteratur.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Holger Nielsen:
"jeg synes også, at det er fantastisk, men jeg er ikke sikker på, at vi mener det samme med fantastisk"

Teksten er fyldt med kulturelle, historiske og filosofiske referencer. De er flettet ind mange steder, på underfundig vis, med ironi, og "dobbelt ironi" (hvor det der fremstår som en joke, skal tages på pålydende).

Det er en måde at skrive på, hvor det væsentligste er subtilt pakket ind, så de læsere, der ikke er tunet ind på hvad der formidles mellem linjerne, intet bemærker, mens andre modtager en guldgrube af oplysninger om (mulige) sammenhænge der ikke umiddelbart er at finde i mainstream referenceværker.

Til alle tider (sic!) har skribenter af forskellige årsager undladt at skrive præcis hvad de vidste, og mente. At kunne omgå censur, er en typisk. At forhindre at uvedkommende indvies, fordi de ikke kender koderne eller kan bryde koderne, så det tilsyneladende tågede vrøvl kan omsættes til meningsfulde udsagn. Det forekommer i fabler, eventyr, digte, malerier, sange, skønlitteratur, videnskabelige afhandlinger, filosofiske skrifter og meget andet. Nogle værker, der hævder at handle om én ting, kan f.eks. havde et andet betydningslag, der kan decifreres og tolkes med ekstra, separat budskab.

Et eksempel på dette, er f.eks. nogle af de nyhedsbreve der blev uddelt i Danmark under WWII, hvor teksten tilsyneladende var en hyldest til den officielle tysk-sindede politik, mens budskabet reelt var et ganske andet hvis man havde indsigt i hvordan det skulle læses. F.eks. nyhedsbreve, hvor hver anden linje skulle springes over. Kun de indviede vil bemærke at der befinder sig et ekstra budskab i teksterne.

Skribenten af artiklen har valgt at følge i denne klassiske disciplins fodspor. Mange steder er det så åbenlyst, at enhver må bemærke det. Politiet beskrevet som spartanske phalanxer, der er linet op til kamp mod deres athenske modstandere. Læses det alene bogstaveligt, lyder det som en dårlige komedie. Platonikere vil måske snarere synes, at beskrivelsen matcher en anden thrakisk historie.

Beskrivelsen af samfundet nær Vatopaidi klostret, fylder ganske meget. Der er utallige referencer til filosofiske tanker, politiske doktriner o.a., der for nogle vil virke bekendte. Det er denne del, jeg selv fandt mest interessant. Alene den lille oplysning, at der er en forbindelse til Cypern, skærper interessen og opmærksomheden mangefold. Uanset om man er interesseret i moderne eller klassisk græsk, er græsk-kypriotisk en fascinerende variant.

Beskrivelse af den græske mentalitet og tankegang, er yderst interessant. Deres holdninger til ejendomsret til jord, til skattebetaling, til staten som autoritet, lyder som om det er en praksis der har været anvendt meget længe. Jeg er ikke nødvendigvis indigneret over denne. Ej heller synes jeg, at den praksis nødvendigvis er et udtryk for idioti.

Hvordan de politiske omvæltninger fra 1970'erne og 1980'erne, og derefter, har fremmet idiotien til et nutidigt crescendo, kommer ikke som en overraskelse for mig. Det har jeg set i andre sammenhænge; Danmark i samme periode, er et eksempel på de selv samme mekanismer. Tilmed præcist de samme mekanismer!

Hvad du kalder "forførelse", ser jeg ikke som plat demagogi og stereotype beskrivelser. Jeg ser det som poetiske referencer, der kridter banen op og tydeliggør nogle sammenhænge for de der er på bølgelængde med de anvendte referencer.

Det lyder givetvis meget kryptisk og mystisk. Det er det ikke.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg glemte at nævne overskriften i den omtalte artikel, "Beware of Greeks Bearing Bonds". En parafrase på "Beware of Greeks Bearing Gifts", der på engelsk er en kendt talemåde.

Dog ikke en talemåde, der har afsæt i kildetekster. Det er en forvanskning, og en forkludring.

Udgangspunktet er Vergil, der ca. 25 BC skriver et epos om den nye stad, det Nye Troja (læs: Rom). Advarslen gælder dardanierne, der bør frygtes, selv når de giver gaver. Den berømte gave var den dardanianske hest, eller som den oftere kaldes: Den Trojanske hest. Det var dog trojanerne, der modtog gaven -- hesten. En gave der viste sig at blive deres undergang. Deres forsvarsværker lod de nedbryde, da de formodede at faren var ovre, og de pga. forfængelighed ønskede at lade gaven opstille i byens centrum. Desværre viste det sig for trojanerne, at gaven var en "bjørnetjeneste".

Hvad man skulle passe på, var ikke grækere der medbragte gaver. Hvad man skulle passe på, var falske venner. Et godt, gammelt råd. Desværre kan man sige, at der er gået råd i erindringen, og de der ikke lærer af historien, er som bekendt dømt til at gentage fortidens fejl. Første gang var det en tragedie; denne gang er det grinagtigt, hvis man ellers kan få sig til at grine af ulykkerne.

Niels-Holger Nielsen

Heinrich R. Jørgensen

Jeg konstaterer beskæmmet, at du ikke har noget at sige om indholdet. Bevares, det er da en nydelig stileøvelse Lewis her har præsteret; som jeg har sagt flere gange: underholdende lufthavnslitteratur. Hvad angår de virkelige årsager til den græske misere er artiklen imidlertid overordentlig tynd, den har enkelte hints parentetisk anbragt og i antydende positur. Disse betragter jeg mest som en forsikring fra forfatterens side, mens han vier hele sin artikel til disse skrækkelige grækere og deres bananstat. Den virkelige skurk i historien, den neoliberalistiske politik, som alle stater i Europa (inklusive den græske) har taget til sig (for 25 år siden), lever et ganske fredet liv i artiklen, i øvrigt ligesom hele eurospørgsmålets placering i denne diskurs. Miseren, som Lewis præsenterer den, er underlig ahistorisk og udelukkende fokuseret på de eksotiske grækere. Det hele er vel nærmest en parodi på dårlig antropologi og dårlig bortforklaring af den internationale kapitalismes (herunder magtfulde græske kapitalinteresser) fremtrædende rolle i hele forløbet, faktisk nærmest siden oberstjuntaen faldt.

Om den græske arbejderklasses (som sædvanlig med særlig adresse til de offentlig ansatte) placering i teatret kan man kortest sige, at først pissede man på den, derefter anklagede man dem for at lugte. Og nu kan den selv få lov at betale for rensning, strygning og et nyt stort og fint pissoir til de trængende monopolister.

I den rette indpakning glider åbenbart enhver løgn ned, når blot spillereglerne er almindeligt 'blame game'. Skam dig hr. Jørgensen.

Hvis du synes, at det lyder kryptisk og mystisk, er det nok fordi du har sovet i timen.

PS. Gad vide om Lewis havde turdet skrive den samme artikel her knap halvandet år senere? Det var allerede temmelig modigt, da han gjorde det.

PPS. I øvrigt tak for den litterære belæring (uden konkret fortolktolkning), omend jeg finder den lidt malplaceret i sammenhængen.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Holger Nielsen:
"Miseren, som Lewis præsenterer den, er underlig ahistorisk og udelukkende fokuseret på de eksotiske grækere. "

At den virker ahistorisk, handler grundlæggende om at den virker til at være ude af trit med hvad vi mener at vide om historien. Hvad vi mener at vide, er dog mildest ikke værd at råbe hurra for, og slet ikke når det relaterer sig til grækeres gaver, spartanske phalanxer og ganske meget andet. Hvad vi mener at vide, er få facts, et hav af løgne og en masse løse ender.

Forfatteren spreder om sig med referencer og antydninger om mulige sammenhænge, der primært har interesse for mig, da historie og filosofi i klassisk tid og nabolag, interesserer mig ganske meget.

Jeg er ikke blind for, at andre ikke deler mine interesser, eller i det mindste ikke samme nidkærhed.

Niels-Holger Nielsen:
"Jeg konstaterer beskæmmet, at du ikke har noget at sige om indholdet."

Om det historiske, har jeg vist skrevet rigeligt. For mig at se, ligger en stor del af forklaringen på den senest ca. 25 års galskab i kulturen, i traditioner, i tankegangen, der lå forud.

Niels-Holger Nielsen:
"I den rette indpakning glider åbenbart enhver løgn ned, når blot spillereglerne er almindeligt ‘blame game’. Skam dig hr. Jørgensen. "

Hvilke løgne? Jeg er ikke i tvivl om hvilken kneb der er blevet anvendt i Grækenland, for at lokke befolkningen, politikerne o.a. i fordærv. Det minder om magi og hundekunster, der er set mange gange, både før og siden.

Der er dog interessante betragtninger, der antyder lidt andre mønstre end set i andre sammenhænge. De græske pengeinstitutters adfærd, sammenholdt med de danske. At nogen har skrevet en underholdende fortælling, betyder ikke at jeg godtager denne som sandfærdig. Når det gælder kilder, har jeg tidligere befundet mig samme sted som f.eks. Steno, der besluttede sig for ikke at tage hvad der stod i nogen bog for gode varer.

Lewis's ærinder er i øvrigt næppe fokuseret, på at være et blame game, som det modsatte. Der tilbydes snarere det modsatte -- antydninger af forklaringer på kulturelle mønster o.a. der forklarer grækernes besynderligheder.

Heinrich R. Jørgensen

Niels-Holger Nielsen:
"I øvrigt tak for den litterære belæring (uden konkret fortolktolkning), omend jeg finder den lidt malplaceret i sammenhængen."

Du bad om at få at vide hvorfor jeg mente den omtalte artikel var "fantastisk". Du fik et svar, men kunne ikke bruge det til noget. Hvad skal jeg sige? Udover: Velbekomme :-)