Læsetid: 6 min.

Høvding trodser Panamas præsident

Ngäbe-Buglé-folket modsætter sig regeringens planer om at anlægge miner og vandkraftværker på dets oprindelige jorder. De blokerede i dagevis trafikken på den panamerikanske motorvej, før deres protester blev nedkæmpet med vold
I Panama By har både studerende og aktivister sluttet sig til de indfødte demonstranter i daglige marcher mod præsident Martinellis præsidentpalæ.

I Panama By har både studerende og aktivister sluttet sig til de indfødte demonstranter i daglige marcher mod præsident Martinellis præsidentpalæ.

Monica Rueda

24. februar 2012

CHIRIQUI – Som hun står blandt landsbyboere i det vestlige Panamas højland, ligner Silvia Carrera, deres valgte leder, et billede på landlig harmoni. Men så gør Carrera – general cacique (høvding, red.) for Ngäbe-Buglé-folket – tegn til en kvinde, der rækker hende en pose. Den viser sig at indeholde brugt amerikansk udstyr til urobekæmpelse: gummikuglehylstre, haglbøssepatroner, stingball-granater, tåregascylindre.

Hun forklarer, at Panamas nationale politi kun få dage tidligere har brugt udstyr som dette imod hendes folk for at opløse en demonstration imod regeringens planer om at anlægge en stor kobbermine og flere vandkraftværker på deres område. Tre unge mænd fra Ngäbe-Buglé blev dræbt, snesevis såret og over 100 tilbageholdt.

Tidligere på måneden blokerede landsbyboere fra Ojo de Agua i Chiriqui-provinsen trafikken på den panamerikanske motorvej med klippeblokke og træer. Hundredvis af lastbiler og turistbusser måtte vente ved grænsen til Costa Rica i seks dage.

Dermed kan også Panama føjes til den globale liste over brændpunkter for voldelige og vedvarende sammenstød mellem oprindelige folk og den eskalerende globale efterspørgsel efter jord, mineraler og energi. Silvia Carrera fremstår som en central figur i konflikten.

»Se, hvordan de behandler os. Hvad har vi at forsvare os med? Intet – kun ord,« siger Carrera og fortsætter:

»Vi er forsvarsløse. Vi har ikke våben. Vi blev angrebet, og ikke kun fra land – også fra luften. Alt, hvad de gør imod os, imod vores jord, og imod vores kammerater, hvis liv de har taget, gør ondt på os.«

Da protesterne nåede deres foreløbige kulminationspunkt, kom tusinder indbyggere i Ngäbe-Buglé ned fra bjergene for at blokere motorvejen. I El Volcan og San Felix drev de politiet på flugt og satte ild til en politistation. I Panama By sluttede studerende og fagforeningsaktivister sig til de indfødte demonstranter i daglige marcher til præsident Ricardo Martinellis residensbygning. Nogle sprayede graffiti med slagord som ’Martinelli = morder’ på murene ved præsidentpalæet.

Fra sin skuldertaske trækker Carrera et papir med en hastigt udarbejdet kompromisaftale, der kom i stand med den katolske kirkes mellemkomst. Denne forpligter Panamas nationalforsamling til at drøfte konfliktspørgsmålet. Heri ligger dog ingen garantier for, at anlægsprojekterne vil blive standset. Og Carrera og hendes medborgere har ikke store forventninger til, at regeringen vil holde ord.

»Ingen i landsbyen tror på den diskussion,« siger hun. »Det vil heller ikke være første gang, regeringen spreder løgne. De lytter ikke til folk i landsbyerne. Både i 2010 og i 2011 fandt lignende massakrer sted med døde og sårede. Nogle mistede synet, andre af vores kammerater mistede arme og ben. Fra folkemængden lyder et råb:

»Nej til miner! Nej til vandkraft!«

Til forsvar for mor

Ngäbe-Buglé-territoriet rummer de store kobberlejer, der kendes som Cerro Colorado og regnes for den rigeste mineralforekomst i Panama, ja, muligvis i hele Mellemamerika. Den erhvervslivsvenlige Martinelli – en selfmade supermarkedsmagnat – har allerede underskrevet en aftale med det canadiske mineselskab Inmet Mining og sydkoreanske investeringspartner om udvinding af 270.000 ton kobber om året, hvortil der kommer en uspecificeret mængde guld og sølv over de 30 år, som minedriften er berammet til. Panamas oprindelige folkeslag udgør blot ti procent af befolkningen, men i kraft af landets system med autonome comarcas (distrikter, red.), kontrollerer de 30 procent af Panama og har således en større indflydelse.

Martinelli kunne næppe have fundet en stoltere modstander end Carrera, 42 år og i september valgt som den første kvinde til at lede Panama største indfødte stamme.

»Disse jorde er vores mor. Det er på grund af hende, at vi lever,« siger hun.

»Folket vil forsvare vores mor.«

Carrera nærer ikke høje tanker om Martinelli. Hun beskylder ham for »at håne« landets oprindelige folk og opfatter hans regering som et organ for forretningsfolk, der kun er ude på at »bruge os til at berige sig selv og siger én ting i dag, men gør noget andet i morgen«.

To dage før politiet ryddede vejspærringerne, inviterede præsidenten hende til Palacio de las Garzas i Panama By til »et godt måltid og en drink«. Ngäbe-Buglé-høvdingen, der kun har gået få år i grundskole, lod sig ikke imponere. Den måde, tilbuddet blev fremsat på, siger hun, afslørede »en mangel på respekt«.

I tidligere minedriftstvister har regeringen beskyldt ’udenlandske aktører og journalister’ for at oppiske ballade. I sidste uge anklagede den Ngäbe-Buglés borgere for ’kidnapning’ og ’gidseltagning’ med henvisning til de forsinkede rejsende på motorvejen. Da røgen lagde sig, erkendte Panamas udenrigsminister, Roberto Henriquez, at hans regering »kun havde gjort såret dybere«.

Carrera udpeger nogle kvinder i gruppen, som er blevet såret under urolighederne. I løbet af det seneste døgn har hun rejst rundt til adskillige byer i provinsen for at sikre sig, at alle demonstranter er løsladt, men nogle meldinger tyder på, at snesevis stadig tilbageholdes. En kvinde fremviser en forbundet hånd – hun siger, at hun blev ramt af en af hærens kugler.

De døde – deriblandt Jeronimo Rodriguez Tugri, hvis underansigt blev sprængt væk, og Mauricio Mendez, en psykisk udviklingshæmmet 16-årig – ligger i kapellet. Carreras vrede er åbenlys.

»Dette er en kamp for de indfødtes rettigheder. Vi kræver retfærdighed fra FN. Regeringen vil ikke have, at andre lande får noget at vide om det her. Derfor har de lukket vores mobilnet. Vi kan ikke kontakte hinanden. Ingen ved noget, de forsøger at presse os til at give op.«

Af frygt for miljøproblemer med deraf følgende politisk postyr har regeringerne i hele Mellemamerika strammet kontrollen med regionens minedrift. Men Martinelli, der kom til magten på et slagord om at ville gå »i folkets sko«, synes fast besluttet på at finde en vej uden om den lovgivning, der beskytter de indfødtes mineral-, vand- og miljøressourcer.

Økoturisme

Martinelli-regeringen beskyldes for systematisk nepotisme over for egne støtter i tildelingen af over 12 mia. dollar til nye byggeprojekter, som delvist skal finansieres af de forventede indtægter fra en udvidelse af Panamakanalen til 5,25 milliarder dollar. Blandt de omstridte projekter er en motorvej til 775 millioner dollar, der vil omkranse Panama Bys gamle bydel Casco Viejo, afskære den fra havet og isolere et nyopført museum, tegnet af arkitekten Frank Gehry, som hylder Panamas geografiske position som en tre millioner år gammel landbro mellem Nord-og Sydamerika.

Kritikere siger, at vejanlæggelsen er meningsløs, og UNESCO truer med at trække sin World Heritage Site-udpegelse-tilbage, hvis det fortsætter.

Trods regionens historie med konflikter og lyssky bankpraksis forsøger Panama at positionere sig aggressivt som en ny vækstøkonomi (med vækstrater i BNP på 7,5 procent) og rejsemål for ’økoturisme’. Nye skyskrabere skyder op som et veritabelt mini-Dubai; smarte restauranter og hoteller åbner i hobetal.

Men nu udtrykker regeringsembedsmænd deres bekymring for, at striden med Ngäbe-Buglé-folket og andre indfødte kan ødelægge Panamas omhyggeligt orkestrerede PR-fremstød og sætte fokus på den ekstreme sociale ulighed i et land, hvor 40 procent af befolkningen lever i fattigdom.

»Regeringen siger, at Panamas økonomi vokser. Men økonomien er kun til fordel for nogle få bellaco (machomænd, red.),« siger Carrera.

»Udviklingen bør gavne flertallet, som vil gå på gaden for at demonstrere fra nord til syd.«

Den turisme, som Panama søger at udvikle, truer deres levevis, siger hun. Langs kysten er private entreprenører begyndt at begrænse adgangen til havet.

»De tager jorden og de bedste steder til turisterne, så vi ikke kan komme der længere,« siger han.

Neden for bakken venter Ngäbe-Buglés general cacique på, at en bus skal bringe hende og dusinvis af andre kvinder til Panama By, 200 km mod vest, til endnu en demonstration imod regeringen. Her vil repræsentanter fra Kuna-, Embera- og Wounaan-folkene, der vil demonstrere imod storbønders indtrængen på deres jorder i øst, slutte sig til dem. Silvia Carrera sværger, at Ngäbe-Buglés kampagne vil fortsætte.

»Vi er ikke voldelige. Vi ønsker blot at genvinde vores rettigheder og opnå retfærdighed. Frem for alt ønsker vi at leve i fred.«

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer