Læsetid: 5 min.

Kinas arbejdere i udlandet udsat for stadig større trusler

I takt med Kinas voksende investeringer i udlandet sendes stadig flere arbejdere til farlige dele af verden. De seneste ugers kidnapninger af kinesiske arbejdere i Afrika øger presset på regeringen i Beijing for at gøre en større og mere aktiv indsats for at beskytte landets statsborgere i udlandet
24.000 kinesere arbejder i Sudan, hvor fem ansatte fra et kinesisk oliefirma blev bortført og dræbt i 2008. I oktober sidste år blev yderligere en kinesisk arbejder dræbt af skud i Sudan.

24.000 kinesere arbejder i Sudan, hvor fem ansatte fra et kinesisk oliefirma blev bortført og dræbt i 2008. I oktober sidste år blev yderligere en kinesisk arbejder dræbt af skud i Sudan.

Roberto Schmidt

6. februar 2012

Forrige lørdag blev 29 kinesiske vejarbejdere kidnappet i Sudan af en lokal oprørshær. Og i tirsdags bortførte en militant gruppe i Egypten 25 kinesiske ingeniører og teknikere fra en cementfabrik.

Det er blot de seneste to episoder, men de understreger, at Kinas i stigende grad markante globale fodaftryk medfører en forøget risiko for det stadig større antal kinesiske arbejdere, der sendes ud til nogle af verdens farligste egne.

»Faren for kinesiske arbejdere øges konstant, da Kinas økonomiske tilstedeværelse i ustabile dele af verden vokser. Det er uundgåeligt, at det vil blive et endnu større problem i fremtiden,« siger Shi Yinhong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet i Beijing.

Kinas regering og statsejede virksomheder har gang i et utal af infrastrukturprojekter i specielt Afrika, men også i udviklingslande på andre kontinenter. Der pumpes penge ind i opførslen af motorveje, fodboldstadioner, lufthavne og dæmninger. Og det i høj grad for at sikre, at modtagerlandene, til gengæld for den kinesiske gavmildhed giver Kina adgang til den olie og andre ressourcer, der er nødvendige for at sikre Kinas fortsatte vækst. Men jagten på bl.a. energikilder har ført kineserne ind i områder af verden, som andre ellers holder sig fra på grund af manglende sikkerhed.

»Kina har ikke andet valg end at satse på disse farlige områder,« siger professor Jin Canrong, en ekspert i kinesisk udenrigspolitik fra Kinas akademi for samfundsvidenskab. »Vestlige lande og virksomheder har allerede for lang tid siden lagt beslag på ressourcerne i de mere stabile egne af verden. Derfor er vi nødt til at tage til f.eks. Sudan.«

De kinesiske virksomheder, der opererer i udlandet, foretrækker ofte at hente arbejdskraften hjemme fra Kina frem for at hyre lokale. Det vurderes, at der er omkring 850.000 kinesere, der arbejder i udlandet for tiden. Der er hele 24.000 alene i Sudan, hvor fem ansatte fra et kinesisk oliefirma blev bortført og dræbt i 2008. I oktober sidste år blev yderligere en kinesisk arbejder dræbt af skud i samme land.

Vil mere handling

»Det er ekstremt vigtigt for Kinas regerings legitimitet at vise befolkningen, at den er stærk nok til at beskytte kinesiske statsborgere i udlandet,« siger Shi Yinhong.

Specielt på internettet er kinesere blevet mere kritiske over for det, de opfatter som manglende handling fra regeringens side. Flere opfordrer til, at det kinesiske militær sættes ind for at beskytte kinesere i konfliktzoner — på samme måde som amerikanerne gjorde det, da specialstyrker i forrige uge med succes befriede en amerikansk hjælpearbejder og hendes danske kollega, der var blevet kidnappet i Somalia.

»Vi har verdens næststørste økonomi, et kæmpe militær og oven i købet et hangarskib, og alligevel gør vi intet,« skriver en kineser på Sina Weibo, en mikroblog, om gidseltagningen i Sudan.

»Hvis vi var som amerikanerne, ville vi for længst have sendt specialtropper ind for at redde vores landsmænd.«

For Yan Xuetong, leder af instituttet for internationale studier ved Tsinghua-universitetet i Beijing, er det også sandsynligt, at Kina i fremtiden vil handle militært:

»Det er uundgåeligt, at Kina vil ende med at blive nødt til at forsvare sine økonomiske interesser og statsborgere i udlandet mere aktivt og aggressivt, både diplomatisk og militært,« sagde han til Information sidste år.

Militær udelukket

Kina har dog hidtil afholdt sig fra at spille med de militære muskler.

»Der er frustrationer over, at selv om Kina er ved at udvikle sig til en stormagt, så er landet fortsat ikke i stand til at handle militært i udlandet,« siger Jin Canrong.

»Men det er udelukket, at Kina vil bruge militær magt i situationer som den, vi ser i Sudan. Kinas militær har simpelthen ikke mulighed for det på nuværende tidspunkt.«

Shi Yinhong foreslår en anden grund til, at den kinesiske regering vil tøve med at bruge militæret, når landets borgere kidnappes.

»Det ville være et markant brud med kinesisk udenrigspolitik, da Kina traditionelt ikke anvender militær magt,« siger han og fortsætter: »Hvis Kina først begynder på den slags militære redningsaktioner, kan det være en glidebane, som kan vænne Kina til at bruge militær magt i udlandet for at beskytte egne interesser, ligesom USA har gjort det i mange år. Det vil skabe nervøsitet i andre lande, der allerede ser Kina som en trussel, og det kan få en meget negativ indflydelse på Kinas forhold til omverdenen.« Kinas militærs rækkevidde er dog blevet længere inden for de sidste år. Den kinesiske flåde har taget del i jagt på pirater i Adenbugten. Og et kinesisk krigsskib var involveret, da den kinesiske regering i februar sidste år evakuerede 35.000 kinesere fra Libyen, da borgerkrigen i det land eskalerede. Det var en aktion, som regeringen fik stor ros for i befolkningen, og som fik medierne til at sprudle af patriotisme. Folkets Befrielseshærs dagblad lovede, at »ingen kinesere nogensinde vil blive ladt i stikken«.

Trukket ind i konflikt

De kineserne, der blev kidnappet i Egypten i sidste uge, blev ifølge det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua allerede løsladt onsdag. Det blev rapporteret, at bortførerne tilhørte en militant gruppe, der krævede, at gerningsmændene bag et terrorangreb i Egypten i 2005 blev løsladt.

Situationen for de kidnappede i Sudan er dog fortsat usikker. Kina har længe været Sudans allierede og har i flere år beskyttet regeringen i Khartoum mod vestlig kritik af landets brud på menneskerettigheder.

De kidnappede kinesere var med til at bygge en vej gennem Sydkordofan, et olierigt område, hvor der har været kampe mellem sudanesiske styrker og People’s Liberation Movement-North, en oprørsgruppe allieret med det nye land Sydsudan, der opnåede uafhængighed fra Khartoum sidste år. Oprørsgruppen har anerkendt, at den holder de kinesiske arbejdere fanget og har krævet, at Beijing presser Sudans regering til at stoppe sin militære offensiv.

Kina har længe haft som politik ikke at vælge side eller blande sig i andre landes interne konflikter. Men det kan blive sværere i fremtiden, hvor Kina med sin stadig større tilstedeværelse i uroplagede områder risikerer at blive tvunget ind som part i konflikten, præcis som det nu ses i disse dage i Sudan.

»Vi må forvente, at stadig flere militante grupper rundt om i verden vil tage kinesere som gidsler i et forsøg på at få Kina til at tage affære og handle til deres fordel,« siger Shi Yinhong. »Det bliver en stor udfordring for Beijing.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kineserne må ganske enkelt lære af sovjetunionen i 1970erne og 80erne. Et par gange forsøgte libanesiske og afrikanske terrorbander at gå efter sovjetborgerne.

Det kom de - mildt sagt - satan galeme ikke godt fra.

Og så var det slut.

Mads Christensen

Faktaboxen er ikke helt korrekt: Kina importerede i 2010 (jeg har endnu ikke tal for 2011) ialt knap 6 mio.tønder olie/dag (svarende til 300 mio. tons). Heraf kom 4,3 % fra Det østlige og sydlige Afrika, som inkluderer Sudan, jfr. min datakilde, BP, måde at dele verden op på.

Kinas samlede olieforbrug var lige godt 9 mio. tønder/dag, så Kinas samlede olieimport udgjorde altså 2/3 af forbruget og importen fra Sudan højst et par procent.

Kina får derimod meget mere af sin olieforsyning dækket ved import fra Mellemøsten, nemlig hele 40% af importen (27% af forbruget). Hverken Kina eller Indien har strategiske olieberedskabslagre, der er værd at snakke om, bl.a. fordi de (endnu) ikke er medlemmer af det internationale energiagentur, IEA, som kræver at medlemslandene har olie til 90 dages forbrug liggende på lager. Derfor holder Kina lav profil overfor Iran i disse tider.

Jeg skulle kende kineserne dårligt, om de har tænkt sig at finde sig i det, og om de ikke temmelig hurtigt får terrorbanderne til at indse, at det skal banderne nok ikke gøre i fremtiden.

Banderne må helt koncentrere sig om vesterlændinge i fremtiden. Lige bortset fra israelere og amerikanere.