Læsetid: 4 min.

Kinas kulforbrug vokser mere end økonomien

I 2011 steg det kinesiske kulforbrug endnu mere, end økonomien voksede. Så selv om Kina løber hurtigere end nogen andre, når det gælder grøn energi, så hindrer væksten indtil videre, at klimabelastningen kan dæmpes
I 2011 steg det kinesiske kulforbrug endnu mere, end økonomien voksede. Så selv om Kina løber hurtigere end nogen andre, når det gælder grøn energi, så hindrer væksten indtil videre, at klimabelastningen kan dæmpes
27. februar 2012

Kina kæmper for at opretholde sin høje økonomiske vækst trods global afmatning og recession på dets største eksportmarked, Europa. En aktuel status fra Det Nationale Statistikbureau i Kina oplyser, at man i 2011 præsterede en vækst i BNP på 9,2 pct. mod 10,4 pct. året før.

Den fortsat stærke vækst vanskeliggør imidlertid Kinas samtidige satsning på at gøre økonomien grønnere. En opgørelse fra markedsanalysevirksomheden Solarbuzz fortæller ganske vist, at Kina sidste år præsterede at øge sin elkapacitet baseret på solenergi med hele 547 pct., mens vindkraften voksede med 48 pct.

Det sidste indebærer, at Kina i 2011 installerede mere ny vindkraft end noget andet land i verden og samtidig nu har den største kapacitet af alle – en tredjedel mere end USA, som er nummer to. Hvad ny solcellekapacitet angår, blev Kina sidste år kun overgået af Italien og Tyskland.

Væksten i den grønne energi foregår imidlertid fra et lavt udgangspunkt og er ikke i sig selv nok til at sikre, at den hastigt voksende økonomi bliver mindre klimabelastende.

Energiforbrug vokser

Den nye status fra det kinesiske statistikbureau fortæller, at det nationale energiforbrug sidste år voksede med syv pct. – ifølge finansmediet Bloomberg den højeste vækstrate siden 2007.

Men selv om energiforbrugets vækstrate således er lidt lavere end økonomiens, er specielt væksten i det kinesiske kulforbrug højere end den økonomiske vækstrate. Kulforbruget steg således i 2011 med 9,7 pct. mod økonomiens 9,2 pct. Ifølge Bloomberg den højeste vækst i Kinas kulforbrug siden 2005, og ifølge Informations beregninger en vækst, der i ton svarer til mere end 80 gange Danmarks totale kulforbrug i 2010.

»Det nationale energiforbrug er blevet drevet af en stærk efterspørgsel på kul. Det øgede kulforbrug hæmmer nationens indsats for at fremme energieffektivisering,« siger Auchao Wang, forskningsleder ved konsulentfirmaet UOB Kay Hian i Shanghai, til Bloomberg.

Kullene produceres helt overvejende i Kinas egne miner, og kulproduktionen viste således også i 2011 en markant vækst på 8,7 pct., rapporterer statistikbureauet.

Klimaet

Det fortsat voksende kulforbrug vanskeliggør bestræbelserne på at dæmpe de kinesiske CO2-udledninger. Selve væksten i kulforbruget fra 2010 til 2011 giver således et ekstra CO2-bidrag, der svarer til næsten 25 gange Danmarks samlede CO2-udledninger i 2010.

Kina er i dag som nation verdens største CO2-udleder, om end udledningen pr. indbygger stadig kun er knap en tredjedel af gennemsnitsamerikanerens og godt halvdelen af en danskers. I en business as usual-fremskrivning, dvs. uden beslutning om nye tiltag, kan Kina i ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, i 2027 ende med en CO2-udledning, der er dobbelt så stor som USA’s.

Også Kinas olie- og naturgasforbrug steg i 2011 med henholdsvis 2,7 og 12 pct., og trods de hidsige vækstrater for sol- og vindenergi dækker de fossile energikilder stadig mere end 90 pct. af det kinesiske energiforbrug. Sol, vind samt vandkraft og atomkraft dækker tilsammen knap 10 pct. Målet i Kinas nye femårsplan er, at denne ikkefossile energi i 2020 skal dække 15 pct. af energiforbruget.

Interessemodsætninger

DONG Energys administrerende direktør, Anders Eldrup, har både haft besøg af en kinesisk regeringsdelegation for at diskutere miljøvenlig energiteknologi og selv i efteråret besøgt Kina, og han er ikke i tvivl om, at den kinesiske ledelse mener det alvorligt med det grønne.

»Måske ikke så meget for at redde klodens klima som på grund af de massive luftforureningsproblemer fra kraftværker, industri og biler, som man oplever i de store kinesiske byer, hvor det giver meget håndgribelige og alvorlige problemer med luftvejsinfektioner og dødsfald,« siger Eldrup.

»Der er en ægte drivkraft i Kina for at blive verdens grønne nation, og det, der driver, er nødvendighedens lov,« understreger han med henvisning til, at Kina hverken har olie eller gas i nævneværdigt omfang, men kun de miljøbelastende kul – i øvrigt i modsætning til USA, der ikke blot har mere kul end Kina, men også betydelige olie- og gasforekomster, efter at man nu har rettet antennerne mod de miljømæssigt kontroversielle og hidtil økonomisk utilgængelige reserver af skiferolie og -gas.

»Forsyningssikkerhed bliver i fremtiden en helt anderledes afgørende udfordring for Kina end for USA,« betoner DONG-chefen.

»Derfor rykker man for alvor på det grønne. Om det så er tilstrækkeligt, er spørgsmålet. Der er jo denne modsætning, at man både vil have fortsat høj vækst og sikre miljøet. At få det til at gå op i en højere enhed er en kæmpe udfordring, og det er klart, at fristelsen til at bryde kullene er stor.«

Vanskeligt at kontrollere

Professor Jørgen Delman, Kina-ekspert ved Københavns Universitet, har sammen med Ole Odgaard, Energistyrelsen, analyseret den kinesiske energipolitik. Han siger, at de nye tal for Kinas kulforbrug ikke er overraskende, og forudser, at forbruget af kul vil fortsætte med at stige.

»Den vedtagne ambition er at reducere selve vækstraten i kulforbruget, men stadig acceptere, at der er en vækst. De nye tal viser, at det er meget vanskeligt at bringe vækstraten for kullene ned,« siger Delman.

»Kina vil i de næste årtier øge energiforbruget så meget, at den grønne bølge slet ikke kan erstatte den stadig stigende anvendelse af kulkraft. I den nye femårsplan forventes der at komme en tredjedel flere kulkraftværker, dvs. en tilvækst større end EU’s samlede kapacitet af kulkraftværker. Væksten i nye kulkraftværker i Kina vil frem til 2035 være større end alle nuværende kulfyrede kraftværker i USA, EU og Japan tilsammen,« hedder det i Delman og Odgaards analyse.

Trods Kinas effektive, centrale beslutningsstruktur er et af problemerne ifølge Jørgen Delman at gennemføre de beslutninger, man faktisk træffer.

»Der er meget stærke interesser knyttet til kulanvendelsen, både politiske, i det kinesiske erhvervsliv og i de lokale kulminer. Derfor er det generelt meget vanskeligt at kontrollere kulforbruget,« påpeger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sören Tolsgaard

Bemærk: Olieforbruget steg kun 2,7% - heller ikke kineserne har råd til større vækst i denne nu mærkbart knappe ressource. Kulforbruget derimod, vil med den aktuelle vækst blive fordoblet i løbet af ganske få år: Der er udsigt til isfri sejlads over Polarhavet!

Thomas Robinson

Over de næste tyve år vil Kina og Indien tilsammen stå for 80% af den forventede fordobling af klodens kulforbrug. Konsekvensen er at man p.t. betaler 2,5 gange mere i strøm i Danmark end man gør i Kina. Faktisk er prislejet for strøm i Danmark så højt, at det kun overgås af obskure øriger som Tonga, og udgifterne har kun en kurs: op. Det er netop i de kommende årtier, vi i Danmark står til at skifte til vind, og andre bæredygtige energikilder, for at mindske vores udslip og afhængighed af importerede fossile brændstoffer. Dertil skal ligges afgifter på CO2 osv som skal forhindre firmaerne i at svine atmosfæren til.

Kineserne spiller ikke efter de samme kulstofsregler vi gør. Hvordan kan vi forvente at firmaer i Danmark og EU betaler disse (relativt set) skyhøje priser for energi og samtidigt udsættes for konkurrence fra lande der ikke respekterer disse selvsamme regler. Det kan vi ikke, og den tragiske sandhed er at vore idealer for danske firmaer utilsigtet har forårsaget mere forurening end hvis ikke de var blevet implemteret, og desuden fremskyndet tabet af arbejdsplader. Vi får hverken bedre klima eller jobs, hvilket jo er tragikomisk.

Denne problemstilling gentager sig med hensyn til håndtering af farlige spildprodukter fra produktion, hvor man i Danmark har store og fornuftige udgifter til håndtering, efterbehandling og dokumentation. I Kina kan man derimod se helt ufattelig forurening, f.eks. i Tianying og Linfen. Helt bogstaveligt forurening, som overgår vores vildeste fantasi.

Så kommer der omkostninger til arbejdssikkerhed, arbejdsmiljø, fagforeninger og demokratiets langsomme beslutningsprocesser, lønforhandlinger osv. I Danmark kan man knapt stille en vindmølle op fordi lokale (måske med rette) brokker sig, hvorimod man i Kina trodser rettigheder og individuelle skæbner og snildt flytter en million mennesker fra deres hjem i vækstens hellige navn. Også arbejdsforhold, som 11 timers regl, overenskomster, minimumsløn osv er et incentiv til at flytte til Asien, hvor selv respekterede firmaer som Apple kan drive fabrikker under slavelignende forhold, hvor arbejderne bor uden rettigheder og til ekstremt lave lønninger.

Pointen er altså, at det ikke kun er lønninger, der er høje i Danmark og Europa. Erhvervslivet påføres en lang række ekstra omkostninger grundet respekt for menneskets værdighed, demokrati, menneskerettigheder, og klodens bæredygtighed - respekten for universelle værdier.

For et firma er danske og europæiske idealer inden for alle samfundets sfærer, intet andet end udgifter og motivation til at flytte.

Det har været helt umuligt at drive kineserne til forhandlingsbordet til COP15 eller andre Kyotolignende tiltag. Hvilket er helt fint. Vi kan jo ikke føre kinesernes hånd, og de må beslutte som de ser bedst. Økonomen Jeff Rubin har dog adresseret denne problemstilling, og foreslår at man bør indføre en tariff på beskidt energi: ’kulstof tariffen’. Som han siger: ”Det vi kan gøre er at sikre at når de eksporterer til vores markeder, så skal de spille efter samme kulstofregler som vi gør. Vi ikke forvente, at vores virksomheder, og producenterne af vores resurser, betaler en dobbelt ekstra-udgift for at gøre det rigtige eller moralske: først betale for at dække deres egne udledninger og siden tabe konkurrencedygtighed til konkurrenter, der dumper prisen ved at gøre det forkerte. Det er ikke miljørigtighed - det er bare økonomisk selvmord.”

http://www.theglobeandmail.com/report-on-business/commentary/jeff-rubins...

Der er mange andre muligheder end blot at tænke lønninger, hvis man tør. I denne fase af globaliseringen er tiden moden til at vise, at vi tror på de idealer vi siger vi lever efter. Vi kan ikke blive ved med at erklære os tilhængere af en fremtid i grønne farver, økologi, bæredygtighed, klimavenlighed og demokrati, for blot at sende al vore produktion til østen for at blive produceret med enorm forurening til følge, ikke mindst under transporten tilbage til Europa. Det er svært at forstå at fagforeninger og grønne bevægelser ikke indgår i en nærmere alliance i en tid hvor vi hverken får klima og miljø eller arbejdspladser.

Thomas,
du kunne godt have lavet en konklusion på dit indlæg, for jeg har lidt svært ved at se, hvor du vil hen (ud over at gøre opmærksom på nogle misforhold).
Er konklusionen, at vi skal fjerne alle grønne tiltag og forureningsbekæmpelse samt lønmodtagerrettigheder (inkl. sikkerhed) for at blive konkurrencedygtige med Kina?

Der er således stadig intet, der tyder på, at vores ubehjælpsomt stupide art ikke ønsker at hente alt tilgængeligt fossilt brændsel - olie, kul, olie bundet i tjæresand, olieskifer, gas, etc. - op af undergrunden og brænde det af. Velkommen til Venus.

Thomas Robinson

Pointen er, at hvis man tror på klima, demokrati og deslige, så må man også bakke dem op med tariffer og ikke bare tale lønnedsættelser. Uden tariffer er de grønne idealer bare mundlort. Et andet punkt: Det er svært at forstå at fagforeninger og grønne bevægelser ikke indgår i en nærmere alliance i en tid hvor vi hverken får klima og miljø eller arbejdspladser.

Thomas Robinson

andet punkt er iøvrigt, at klodens 580 største konventionelle oliebrønde aftager med 5.1% om året. Det betyder at deres produktion er halveret om 13 år (sic)

http://www.telegraph.co.uk/finance/comment/liamhalligan/9105796/Soaring-...

hvem tror der er råd til at sejle varer 14-17000 km før de når forbrugerne over de næste årtier. Regeringen taler om et par oliefyr, men virkeligheden er meget mere alvorlig end det, og det kan ikke nytte noget at vi ikke er forberedt på afglobalisering, peak transport, og mere lokale industrier og produktionsformer, fordi hele lortet er outsourcet.

Thomas Robinson

@Erik: "Er konklusionen, at vi skal fjerne alle grønne tiltag og forureningsbekæmpelse samt lønmodtagerrettigheder (inkl. sikkerhed) for at blive konkurrencedygtige med Kina?"

Aldeles IKKE!!!!!!! Pointen er at tiltagene skal beskyttes med tariffer. Som jeg ser det er mainstream debatten om konkurrencedygtighed og miljø/klima det pureste don quixote....et spil for galleriet.