Læsetid: 4 min.

De lever af affald

Zabbaleen-folket har i mange år i vid udstrækning stået for Kairos renovationssystem. Hver dag indsamler de tonsvis af affald, som de genbruger og videresælger. Men den koptiske minoritet er under pres
Zabbaleen-folket har i mange år i vid udstrækning stået for Kairos renovationssystem. Hver dag indsamler de tonsvis af affald, som de genbruger og videresælger. Men den koptiske minoritet er under pres
6. februar 2012

En råkold vintermorgen kører vi gennem Kairos smog. Vi forlader de tungt trafikerede hovedveje og samler Mohsen Said op. Den unge mand er blevet hyret som vores guide, men også som voressikkerhedsvagt for en dag i Moqattam Village, et slumkvarter beboet af den koptiske minoritet zabba- leen. I generationer har de levet af at indsamle, sortere og genanvende en stor del af de tusinder ton affald, der dagligt produceres i Kairos husholdninger. I det tætbyggede kvarter er de snævre gader og gyder fyldt med meterhøje bunker affald, der læsses af pickupper, lastbiler og æselkærrer. Luften er tung af fordærv og brændt plastic.

Affaldssækkene åbnes af kvinder, mænd og børn, der nøje sorterer indholdet i bunker med plastic, glas, alumuninium og pap. Plasticen sammenpresses og videresælges til kilopris til Kina eller Japan, hvis ikke den i røg og damp omsmeltes til eksempelvis bøjler på de primitive værksteder. Glasset bliver genbrugt i Egypten, mens det organiske affald bliver brugt til at fodre slumkvarterets mange husdyr — geder, høns, ænder og duer.

Udliciteringen

Den samlebåndslignende håndsortering af affaldet har medført en genanvendelsesprocent på op til 80. En af grundene har været de mange svin, der har levet af det organiske affald, og svin har været en vigtigt næringskilde for de fattige familier. Men i 2009 fik udbruddet af svineinfluenza de egyptiske myndigheder til at beordre alle svin i Egypten slået ned. Det var en katastrofe for Moqattam.

»Før var vi velsignet med svin, men ikke længere. De ødelagde vores system,« siger Mohsen Said.

»I dag er der måske enkelte svin i nogle af husene, men de er gemt, for hvis politiet opdager, at folk holder svin, så bliver de folk fængslet.«

Nedslagtningen af svinene var endnu et slag mod zabbaleenfolket, efter at mubarakregimet i 2003 udliciterede Kairos affaldshåndtering til sydeuropæiske renovationsfirmaer. Firmaerne skal kun genanvende 20 procent af det indsamlede affald. Resten deponeres i øde landområder. Samtidig har selskabernernes indsamling været ineffektiv, hvilket har medført mere affald og flere rotter i Kairos gader.

Før udliciteringen fik zabbaleen et mindre beløb af forskellige ejendomme for at fjerne skrald. Men da de udenlandske firmaer blev hyret, blev skraldeafgiften lagt på borgernes elregning. Derfor holdt folk gradvist op med at betale zabbaleen, der dog fortsat samler affald. Men tiderne er hårde på grund af de multinationale selskaber, forbuddet mod svineopdræt og den økonomiske recession, der var en følge af revolutionen.

»De firmaer er skyld i, at vi sulter. Det er meget hårde tider,« siger Mohsen Said.

Han ser udliciteringen og svineforbuddet som en del af en overordnet strategi fra myndighedernes side.

»Mubarak ville flytte hele det området her og lave et nyt og smart kvarter. Men det her sted er ideelt, for det ligger centralt i forhold til vores indsamling. Heldigivis er planerne sat i bero lige nu.«

’Vi er brødre’

I en gyderne sorterer tre enker pap. Adspurgt om deres mening om revolutionen svarer de, at de sætter deres lid til Gud, og at de intet ved om politik. Mest ønsker de et lokalt hospital. En har diabetes, en anden lider af en leversygdom, og de får støtte til medicin fra private velgørenhedsorganisationer, der også driver den lille Recycling School for de unge. Staten er total fraværende, siger enkerne. Et hospital vil kunne forbedre sundhedssituationen og være en hjælp, når de mange arbejdsulykker indtræffer.

Mohsen Saids bror, Walid, døde sidste år, da han fik elektrisk stød på det værksted, hvor han arbejdede med at omsmelte plastic. I Mohsen Saids hjem, som han viser vej til gennem bunker af affald, bor syv mennesker i to små betonrum. På væggen hænger et stort foto af Walid. Moren er stadig sortklædt, og Mohsen Said har ladet sit skæg gro som et tegn på sorg over tabet af broren. På trods af Mubarakperiodens chikane mod beboerne i Moqattam Village, var diktatoren også garant for at holde landet ude af krige, og den økonomiske situation var bedre. Alligevel er Mohsen Said for revolutionen.

»Det eneste, jeg ikke kan lide ved revolutionen, er den sekteriske vold, den har medført.«

Rundt i bydelen hænger store farvestrålende plakater og bannere, der mindes de martyrer, 11 koptere og en muslim, der sidste år blev dræbt i kampe med indenrigsministeriets sikkerhedsstyrker. Drabene var en bevidst handling fra regimet, der ønskede at gøre de politiske protester til en etnisk konflikt, mener Mohsen. Det er dog ikke lykkedes i Moqattam, hvor kopterne lever fredeligt med områdets få procent muslimer.

»Vi er ikke forskellige fra hinanden, vi er brødre. Vi hader kun politiet,« siger Mohsen Said.

Som bekendt blev valgets store vindere Det Muslimske Broderskab og salafisterne i Al Nour. I Moqattam stemte man primært på sekulære partier. Men selv om Mohsen Said støtter revolutionen, er han ikke optimist:

»Der er økonomisk krise og folk er bange for militærstyret. SCAF (militærstyret red.) har ingen visioner. De har flere gange givet ordrer til at myrde demonstranter. Der er ingen retfærdighed overhovedet. Regeringen hjælper os aldrig, de tager kun fra os. Den eneste hjælp, vi kan stole på, er Guds.«

Billeder fra Moqattam Village på Fotobloggen: Kairos koptiske skraldemænd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer