Læsetid: 4 min.

Medvedev indhenter det forsømte

Rusland vælger præsident på søndag, men protesterne imod Putin og Medvedev er så omfattende, at Medvedev følte sig tvunget til at mødes med de oppositionsledere, der ikke får lov til at stille op til valget
Oppositionslederne Boris Nemtsov (t.v.) og Vladimir Rysjkov ankom sammen til mødet med præsident Medvedev.

Oppositionslederne Boris Nemtsov (t.v.) og Vladimir Rysjkov ankom sammen til mødet med præsident Medvedev.

Jekaterina Shtukina

29. februar 2012

Ruslands snart afgående præsident Dmitrij Medvedev har åbenbart fået dårlig samvittighed og forsøger nu at redde sit omdømme. Det siger Boris Nemtsov, en af lederne af den ’ikke-systemiske’ opposition, hvilket vil sige den opposition, som styret i Moskva ikke har givet adgang til at deltage i hverken parlaments- eller præsidentvalgene.

I sidste uge måtte Medvedev imidlertid bide i det sure æble og tage imod en delegation af de ’ikke-systemiske’ ledere i Kreml efter decembers og januars store demonstrationer mod valgfusk, censur og overgreb imod ytringsfriheden. De hundredtusinder af demonstranter krævede omvalg til parlamentet, demokratiske reformer og udskydelse af præsidentvalget, som finder sted på søndag, og Putins afgang.

Boris Nemtsov – leder af oppositionsorganisationen Solidaritet, medleder af partiet PARNAS, tidligere vicepremierminister under Boris Jeltsin og en tid Jeltsins foretrukne kronprins – var en af deltagerne i mødet med Medvedev i Kreml.

I en telefonsamtale med Information siger han, at han vil bedømme resultatet af mødet – det første i mange år – på, om den siddende præsident Medvedev gør alvor af at løslade »politiske fanger, som i realiteten ikke har gjort noget galt, men som er farlige modstandere for Putin. Jeg gav Medvedev en liste på 37 personer, bl.a. Mikhail Khodorkovskij (oligarken, som har fået to domme på i alt 14 års fængsel, red.), som bør løslades øjeblikkeligt. Det er en skændsel for Rusland, at de sidder i fængsel. Og Medvedev ved det.«

Kræver politisk reform

Nemtsov mener, at Medvedev for alt i verden må benåde de 37 ’politiske’ fanger, for »hvis han udviser barmhjertighed, er det det, han vil blive husket for. Samtidig vil han starte en tradition, som mange andre lande har, men som ikke eksisterer i Rusland, nemlig at en afgående præsident benåder uskyldigt straffede«.

De fremmødte til Medvedevs møde stillede i øvrigt præsidenten, og dermed Putin, over for følgende krav, hvis han vil undgå omfattende ballade og demonstrationer:

»Omvalg til parlamentet og præsidentvalg inden for de næste to år, afskaffelse af censur på tv, deltagelse af alle politiske organisationer i valgene og en langt mere omfattende politisk reform end den, Medvedev har foreslået.«

Medvedevs invitation til den ’ikke-systemiske’ opposition gik egentlig ud på, at han gerne ville fremlægge en række initiativer for dem til en reform af det politiske system i Rusland, som han selv har indrømmet ikke er demokratisk nok. Det giver Nemtsov ikke meget for:

»Medvedev er for sent ude, og hans forslag til politiske reformer er langtfra vidtrækkende nok; han vil nok indføre direkte valg til guvernør igen, men kandidaterne skal godkendes af Putin. Han vil heller ikke reelt lette på enkeltkandidaters og partiers adgang til at deltage i valgene. Det eneste, jeg håber på fra hans side, er, at han vil følge sin tydeligt dårlige samvittighed og løslade de politiske fanger – de næste dage og uger vil vise, om det sker,« siger Nemtsov fra Moskva.

Feministisk protest

Han tilføjer, at resten af kampen for ægte demokrati i Rusland ligger forude og vil blive afgjort på gaderne, som efter hans mening vil blive fyldt med hundredtusinder af protesterende russere i de kommende måneder, når Putin bliver valgt til præsident ved hjælp af svindel og humbug.

I torsdags var der også mange på gaderne i Moskva. De var ude for at støtte Putin. Ifølge Nemtsov og talrige netskribenter var mange blevet tvunget til at deltage. For eksempel studerende ved de højere læreanstalter, som var blevet truet med dårlige karakterer og endda bortvisninger, hvis de ikke deltog. Ekstratog med forplejning og drikkevarer var blevet sat ind for at fragte arbejdere fra fabrikker i flere byer ind for at støtte Putin. Politiet anslog, at omkring 130.000 deltog i demonstrationen, mens andre mente, at der var omkring 30.000 deltagere. Og selveste Putin ankom, selv om det på forhånd var blevet meddelt, at han nok havde for travlt med vigtige sager til at deltage. Han holdt da også en lille tale for forsamlingen, hvor han i modsætning til Medvedev ikke lagde op til reformer, men i stedet anklagede oppositionen for noget nær landsforræderi og opfordrede til en fællesrussisk samling. Omkring ham selv, naturligvis.

Den ortodokse kirke støtter pr. tradition den siddende ledelse i Rusland, men mens Putin og Medvedev har travlt med at agitere for Putins valg, er nogle unge kvinder ved at have fået nok af den totale mandsdominans i både kirke og regering. En gruppe unge feminister og punktilhængere, som kalder sig Pussy Riot, gennemførte forleden en halvnøgen aktion, hvor de sang anti-putinske og anti-kirkelige sange foran alteret i den store Frelser Katedral i Moskva (se: http://pussy-riot.livejournal.com). De blev hurtigt smidt ud af vagter, men de kommer igen og igen ligesom deres forbilleder i den ukrainske feministiske oppositionsgruppe FEMEN, der laver næsten ugentlige demonstrationer uden tøj på i det kolde land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu