Nyhed
Læsetid: 3 min.

Nicolas Sarkozy træder — officielt — ind i valgkampen

Den franske præsident meldte sig onsdag officielt på banen som kandidat til det franske præsidentvalg efter flere måneders skjult og stærkt kritiseret kam-pagne. Socialisternes kandidat, François Hollande, ligger fortsat som sikker vinder den 6. maj
Udland
17. februar 2012

Nicolas Sarkozy har længe slået sig i tøjret, og onsdag slap han sig omsider løs på den bane, han er mester på. Med fornyet kampånd meldte den siddende præsident sig officielt ind i kampen om sin egen post. Det skete på den landsdækkende private tv-kanal TF1 i bedste sendetid.

Der skal da også næsten overmenneskelige kræfter til at indhente et felt, der i flere måneder har haft den socialistiske kandidat François Hollande i spidsen i samtlige meningsmålinger.

Onsdag lå Hollande i første valgrunde til 28 procent mod Sarkozys 24 pct. I anden runde ligger Hollande til at vinde historisk højt med 57 procent mod Sarkozys 43 ifølge Harris Intereactive.

Deprimeret Sarkozy

Poliske iagttagere er enige om, at præsident Sarkozys foreløbige taktik har slået fejl. Sarkozy havde tænkt sig at holde sit kandidatur tilbage indtil begyndelsen af marts. Formålet var at udstråle en churchilsk uanfægtet koncentration om en verden i krise, den ’modige præsident’ uden tanke for valgkamp.

Resultatet var en deprimeret Sarkozy, symboliseret ved et fotografi fra Guinea i januar, kommenteret i samtlige medier. Her kunne man se præsidenten med en del af sin regering i samme båd og alle med opgivende miner. Da Sarkozy ved samme lejlighed antydede eventuelt helt at trække sig ud af politik, hvis han ikke blev genvalgt, var mismodet totalt.

Det er da også svært at slå socialisternes kandidat François Hollande i stoisk ro. Efter at have ligget i skyggen af den tidligere socialistiske præsidentkandidat, ekskonen Ségolene Royals karismatiske stil, overbeviste han med sine store taler i løbet af januar.

De hævede ham omsider op til præsidentstatur, ved at slippe den humor og det overblik løs, han er kendt for i smallere kredse. Med håndbevægelser og kropsholdning lånt fra Mitterrand og Obama formåede Hollande at tale blændende og faktuelt præcist i timevis på slap linje. At han ikke desto mindre er urokkelig, viste han for et par uger siden, da han ved et pressemøde blev angrebet og overhældt med en pose mel, uden at fortrække en mine.

Ingen af de andre venstrefløjspartier formår at vinde ind på ham. Højest ligger Jean—Luc Mélenchon fra Front de Gauche med 8 pct., mens De Grønne, ledet af den tidligere antikorruptionsdommer Eva Joly, oprindelig norsk, skranter omkring de 4 pct.

Trussel fra højre

Den eneste kandidat, der derfor i øjeblikket truer de to topkandidater, er lederen af Front Nationale, Marine le Pen.

Med sine foreløbig 20 procent står den yngre Le Pen betydeligt stærkere end midtbanespilleren François Bayrou, der med sit parti Modem havde sit øjeblik ved præsidentvalget i 2002.

Dengang fik han over 18 pct. i første omgang, mens han denne gang knap ser ud til at snige sig op på 6 pct.

Lykkes det Jean Marie le Pens advokatdatter at få de 500 underskrifter fra folkevalgte, der skal til for at stille op, kan hendes kandidatur føre til det, man i Frankrig kalder »en omvendt april 2002«.

Dengang førte stemmespredningen på venstrefløjen til, at anden runde kom til at stå mellem Jacques Chirac og Jean Marie le Pen. Denne gang bliver det Hollande og le Pen, valget kommer til at stå mellem.

Der er derfor ingen tvivl om, at de stemmer, Sarkozy gør sig kampklar til at hive over på sin side, ganske som i 2007 er stemmerne fra det ekstreme højre.

Glemt er det, at der egentligt skulle have været kongres i regeringspartiet UMP for at støtte hans kandidatur. Glemt bliver også de økonomiske analyser af verdenskrisen for åben skærm, der aldrig trækker de store seertal. Selv den nære forbindelse til Tyskland og Merkel skal nok helst glemmes.

Allerede i sidste uge udlagde en af præsidentens nærmeste rådgivere, Guillaume Peltier, den retorik, som nok kommer til at præge valgkampen fra i dag. Her blev Sarkozy betegnet som »det tavse flertals præsident«, den eneste, der er i stand til »at bryde de sidste tabuer i det franske samfund, om indvandring, uddannelse og arbejdsløshed«.

Spørgsmålet er, om populisme overbeviser fra en kandidat, der forlader sit kontor med både rekordstor arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen.

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her