Læsetid: 4 min.

Putin fører beskidt valgkamp i de sociale medier

Valgkampen i Rusland er beskidt og fyldt med personlige bagvaskelser og anklager om alt fra svindel, korruption og sexkøb. Og det har nu for alvor bredt sig til de sociale medier. Både oppositionen og Putins lejr gør brug af dem
Den Kreml-finansierede ungdomsorganisation Nasji har brugt millioner af rubler på at få en stor gruppe af bloggere, journalister og internet-eksperter til at kreere flatterende omtale af Putin og miskreditere oppositionen.

Den Kreml-finansierede ungdomsorganisation Nasji har brugt millioner af rubler på at få en stor gruppe af bloggere, journalister og internet-eksperter til at kreere flatterende omtale af Putin og miskreditere oppositionen.

Natalia Kolesnikova

9. februar 2012

Den russiske valgkamp op til præsidentvalget 4. marts bliver mere og mere beskidt. Nu er også de sociale medier forurenet for alvor. Det flyder med lyd- og videooptagelser af oppositionspolitikere, som taler grimt om hinanden, konspirerer, eller holder ferie med en angiveligt prostitueret, eller som i en af oppositionslederne, Vladimir Ryzjkovs tilfælde, angiveligt er i færd med at have sex med en prostitueret. For slet ikke at tale om, at oppositionspolitikere filmes til Youtube, når de bliver inviteret til møder med udenlandske politikere og ambassadører og derefter bliver beskrevet som forrædere, der er i lommen på Vesten.

Ingen kontrol

Tidligere har ukendte hackere skaffet sig adgang til og offentliggjort tusinder af private mails fra oppositionsbloggeren Aleksej Navalnij og lederen af valgobservatørgruppen Golos, Lilija Sjibanova. De private mails dukkede op på netavisen Lifenews.ru, efter at Sjibanovas computer var blevet konfiskeret af politiet i lufthavnen Sjeremetjevo, skriver dagbladet The Moscow Times.

Både præsident Dmitrij Medvedev og præsidentkandidat Vladimir Putin har gentagne gange sagt, at Rusland i modsætning til Kina, ikke vil indføre kontrol og censur på de sociale medier. I stedet har de tydeligvis valgt at bruge disse medier til angreb på oppositionen.

Hidtil har det været sådan, at Putin og Kreml havde kontrollen med de elektroniske medier tv og radio, mens de sociale medier blev anset for at være oppositionens domæne. Men det har Kreml åbenbart tænkt sig at lave om på ved også at gå til modangreb på nettet.

Tilsvining

Et af redskaberne har længe været den af Kreml finansierede proputinske ungdomsorganisation Nasji (Vore, red.), organisationens leder og især dens forhenværende leder Vasilij Jakemenko, som i dag er chef for den statslige organisation for ungdom og sport. Nasji, der er udtænkt og oprettet af Putins nære medarbejder, Vladislav Surkov, er berygtet for opsigtsvækkende happenings, møder og demonstrationer og ikke mindst for at svine Putins modstandere til. De menes også at stå bag fysiske overfald på flere af de ledende oppositionspolitikere, bl.a. Boris Nemtsov, der er begyndt at kalde Nasji for ’Putin Jugend’.

Forleden blev deres metoder afsløret, da en anonym oppositionsgruppe, som endda kalder sig De Anonyme, hackede sig ind på Vasilij Jakemenkos server og offentliggjorde resultatet. Det viser sig, skriver den britiske avis The Guardian, at den Kreml-finansierede ungdomsorganisation har brugt millioner af rubler på få en stor gruppe af bloggere, journalister og interneteksperter til at kreere flatterende omtale af Putin og miskreditere oppositionen.

Den russiske netavis gazeta.ru og The Guardian har offentliggjort en del af de tusindvis af hackede mails, hvoraf det fremgår, at Jakemenko, Nasji og Kreml kynisk har betalt formuer for tilsviningen af Putins politiske modstandere.

’Synes ikke om’

Nogle bloggere har modtaget op mod 600.000 rubler (ca. 120.000 kr., red.) for at besvare hundredvis af negative historier om Putin med proputinske kommentarer. Det blev planlagt, ifølge Jakemenkos mails, at bruge 10 millioner rubler på at købe sig til positiv omtale af Nasjis og Putins årlige ungdomslejr. Aktivister bliver betalt for skrive »synes ikke om« anti-putinske videoer på Youtube. En del af Jakemenkos mail handler også om ideer til smædekampagner imod modstanderne. Bl.a. bliver det foreslået, at en af oppositionens mest fremtrædende figurer ’fascisten’ Aleksej Navalnij skulle fremstilles i en video af en skuespiller, hvor han ligner Hitler og er på vej ind på den amerikanske ambassade i Moskva efter råd og økonomisk støtte.

Navalnij siger til The Guardian, at »deres strategier er velkendte. Nasjis hovedproblem er, at de ikke har rigtige mennesker, som er villige til at sige noget til støtte for dem. De har ikke en eneste person, som vil støtte dem gratis. Ergo må de betale for det«.

De offentliggjorte hackede mails er hovedsageligt mellem Jakemenko og Nasjis nuværende talskvinde Kristina Potuptjik og organisationens leder Nikita Borovikov. De benægter ikke, at de offentliggjorte e-mails er ægte, men nægter at udtale sig om den »ulovlige hacking«.

Hillary står bag

Afsløringen af Nasjis og Kremls metoder kommer på et meget uheldigt tidspunkt for Putin, som i de seneste måneder har været udsat for store protestdemonstrationer og hvis popularitet er markant faldende. Det har betydet en mere og mere skinger tone i Kreml og regeringsbygningen Det Hvide Hus, hvor man nu forsøger at miskreditere oppositionen ved at anklage dem for at være USA’s forlængede arm, som er ude på at arrangere et regimeskifte i Rusland i lighed med den såkaldte Orange Revolution i Ukraine. Denne anklage er blevet rejst af Vladimir Putin selv, da han i december — i lyset af demonstrationer, anklager om storsvindel ved parlamentsvalget og kravene om hans afgang — anklagede USA’s udenrigsminister Hillary Clinton for af finansiere russiske ngo’ere, som arrangerede protestbølgen. Han har da også siden foreslået at forbyde udenlandsk finansiering af russiske ngo’er. Putins kampagnechef, Stanislav Govorukhin, sagde forleden, at tre ngo-fonde med hovedsæde i Washington D.C. var de største trusler imod Putins valgkampagne. Og Putins pressesekretær Dmitrij Pesjkov tilføjede, at regeringen og sikkerhedstjenesterne har beviser for, at USA spiller en aktiv rolle i den nuværende protestbølge i Rusland.

Til Moscow Times benægter en række russiske oppositionelle, som er med til at arrangere protesterne, at de modtager støtte fra USA. En af dem, Ilja Ponomarjov, siger, at den tid, hvor man kan skaffe sig stemmer i Rusland ved at pege på, at alle andre lande er fjender, som kun er ude på at ødelægge Rusland, for længst er forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Kunne man forestille sig en overskrift som: Romney og Obama fører beskidt valgkamp på fjernsyn?

Det er ikke kun i Rusland, at demokratiet er under hårdt pres, det er over hele verden, mere eller mindre.

Vi kunne jo starte med Kasparov, der efter sigende er medlem af National Security Advisory Council (NSAC) af den militære tænketank Center for Security Policy (CSP) ledet af Frank Gaffney (Richard Perles protege).

Stig Bøg Abonnent siger:

"Vi kunne jo starte med Kasparov"

Ja, lad os dog sværte ham, ligesom den spanske dommer der godt kan lide 15-årige.

Niels Erik Philipsen

Hvis man læser hvad danske kommentatorer i lang tide har skrevet og sagt om Putin, kan man vist godt sige at de fører en beskidt kampagne mod Putin - også selvom de ikke lige deltager i den russiske valgkamp.