Læsetid: 5 min.

Qatar: Forkæmper for den arabiske drøm — i andre lande

Qatar er verdens rigeste land målt på indkomst pr. statsborger, men de, der holder det rent og opvarter de indfødte, mærker ikke meget til velstanden. Og dissidenter mærker ikke meget til sponsoratet for den arabiske drøm om demokrati
Tv-kanalen al-Jazeera har med sin dækning af det arabiske oprør været en væsentlig faktor i det, der er blevet døbt Det Arabiske Forår. Men mens kanalen af mange ses som en platform for Qatars emirs politiske agenda om oplysning og frihed i den arabiske verden, er det stadig sparsomt med rettigheder for befolkningen i tv-kanalens og emirens eget hjemland.

Tv-kanalen al-Jazeera har med sin dækning af det arabiske oprør været en væsentlig faktor i det, der er blevet døbt Det Arabiske Forår. Men mens kanalen af mange ses som en platform for Qatars emirs politiske agenda om oplysning og frihed i den arabiske verden, er det stadig sparsomt med rettigheder for befolkningen i tv-kanalens og emirens eget hjemland.

Bryan Denton

8. februar 2012

DOHA — Så det her er altså hovedsponsoren for den arabiske drøm. I paskontrollen får jeg besked på at stå inde i en cirkel på gulvet med øjenkontakt til en kameralinse i en stålsøjle bag pasbetjenten. Jeg godkendes og roder efter en pengeseddel til det udstedte visum, men møder betjentens kolde, afmålte blik: »Her bruger vi kreditkort«. Som Husam, en kollega i Beirut, sagde, da han hørte om den forestående tur til Qatar: »Det sted har ingen sjæl.«

At Qatar er velhavende viser sig allerede på toilettet nær bagagebåndet, hvor ikke én, men to filippinere renser kummer med klud og børste. I orange kedeldragter leder de tanken hen på Guantanamo. Ikke at de overhovedet kan sammenlignes med staklerne på Cuba, men alligevel: i en vis forstand frister de en parallel skæbne, omend de kan rejse hjem i morgen, hvis de ellers kan betale billetten.

Majid, en af flere srilankanske chauffører, der kører mig rundt i Doha — meget rundt, faktisk, eftersom han ikke selv aner, hvor han er — kan ikke. Han forsørger kone og tre børn på Sri Lanka og ser frem til at se familien i 2013.

»Jeg har ikke råd i år,« klager han under endnu en bakkemanøvre fra endnu en mørk blindgyde, han har forvildet Honda’en ind i, »og det er ikke godt, for min søn er fyldt tolv og begyndt at svare sin mor igen. Det er på tide, der er en far i huset«. Majid er 42 år, af hvilke han har arbejdet de 23 i Kuwait, Saudi-Arabien og nu Doha, næstefter Dubai den dyreste by i Mellemøsten, hvortil han ankom for fem måneder siden.

»Et værelse her er dobbelt så dyrt som i Kuwait,« siger han, »og fødevarer er dyre«. Huslejen for et hummer i den lejlighed, han deler med fire andre srilankanere, er på 1.000 riyal, omkring en tredjedel eller mere af hans månedsløn, der for hans job-kategori er på 2.500-3.000 riyal, godt og vel 5.000 kr.

En tredjedel sendes hjem til familien og den sidste tredjedel går til kost og mobiltelefon.

Retsløsheden

Fangenskabet er økonomisk, og at det er selvvalgt, betyder ikke, at det er tilvalgt. Og bliver en expat, en tilkaldt udlænding som Majid, et ’problem’, er det ud af vagten. Hans opholdstilladelse kan inddrages uden varsel og efter skøn, der ikke kan ankes, idet der ikke er nogen formel ankeinstans ud over — i princippet — emiren. Og ham kender Majid lige så lidt, som han kender Dohas gadenet.

Retsløsheden gælder ikke kun proletariatet af lokumsrensere, gadefejere, barnepiger, rengøringskoner, chauffører og opvartere fra Bang-ladesh, Sri Lanka, Filippinerne eller Nepal — også musikerne i emirens importerede symfoniorkester og de teknikere, læger, eksperter og professorer, der holder Qatars skoler, institutioner, universiteter og tænketanke kørende, er i risikozonen.

En af dem — han omtales stadig med en vis gysende respekt — var dr. Momtaz Wassef, en amerikaner ansat i Qatars sundhedsstyrelse, der for to år siden tog bladet fra munden og fortalte The New York Times, at emirens lille smørhul »ikke er andet end fup og fernis«.

Næste dag fik han ordre til at pakke og forsvinde — hvad han dog under alle omstændigheder havde tænkt sig, hvorfor han ikke var bange for at blive citeret.

Men det er langt de fleste, uanset om de er expats eller qataris. Udlændinge smides ud, og de indfødte mister job og position ved dissens, så folk er følgelig forsigtige med at sige noget til citat, hvad jeg skulle erfare de næste dage.

Hvor jeg tillige hørte om karakteren af emirens politiske opposition, der ikke just er sekulær. Som bloggeren Sultan al-Khulaifi, der i blev hentet af sikkerhedstjenesten i marts, angivelig på ordre fra Qatars anklagemyndighed.

Den konservative kritik

Ifølge arabiske menneskerettigheds-netværk, bl.a. Alkarama (værdigheden), blev Khulaifis hus stormet, hans hus og bil ransaget og han selv ført bort med magt til en ukendt adresse og uden at årsag, anholdelsen, endsige sigtelse eller tiltale blev offentliggjort.

På den anden side gav årsagen sig selv — Khulaifi, en konservativ islamist, bloggede ikke kun om fraværet af menneskerettigheder i emirens smørhul, herunder anholdelsen af tre andre menneskeretsaktivister, han kritiserede også emirens »islamiske moral« — hans mest sårbare punkt.

Qatars officielle religion er en aflægger af Saudi-Arabiens wahhabi-islamisme, men mere moderat — ingen selvbestaltet islamisk ord-ensmagt prygler ugudelige, som det er tilfældet i det store naboland. Men der holdes øje med sædeligheden, og alkohol udskænkes kun på de internationale hoteller og kun til expats. I hotelbarer legitimerer man sig med nøglekort eller id, der dokumenterer, at man ikke er indfødt. En regel, der blev indført efter en skandale for nogen tid siden, hvor purunge qatari-piger smed niqab’ens sorte ornat, der tildækker legeme og ansigt, og slog gækken løs i lårkort. Så støjende, at ordensmagten blev tilkaldt og blamagen blev offentlig.

Men hvad episoden viste var ikke kun diskriminationen af unge qatari-kvinder, der er normen på den arabiske halvø, men emirens tolerance over for vestlige expats uden hvilke hans smørhul ville være ilde stedt, da de udgør mere end 90 pct. af den samlede arbejdsstyrke og tre fjerdele af en befolkning på 1,6 mio. Denne balancegang mellem pragmatik og moral styrer emirens ageren i stort og småt og er målområde for kritik, ikke fordi den er konservativ, men fordi den ikke er konservativ nok. Som bloggeren Sultan al-Khulaifi, der — som Amnesty International anførte i en protest mod anholdelsen — »i høj grad er kritisk over for Qatars sekulære tilgang til regeringsførelse og tolerance over for Israel og Vesten«.

Amnesty International citerede desuden endnu et rygte, der verserer i Doha om et kupforsøg mod emiren, hvor 66 ’personligheder’, heraf 16 medlemmer af hans egen al-Khalifa-klan (der tæller ca. 2.500 individer) skrev under på, et han havde »tabt sin legitimitet« som følge af »hans politiske tendens til at læne sig op ad Israel og Vesten«.

»Men«, som en vestlig diplomat sagde over en frokost i en befæstet Doha-compound beboet udelukkende af expats, »alt, hvad vi hører her, er rygter. Så det, vi gør, er at sammenligne dem.«

Kupforsøget kunne naturligvis ikke bekræftes, og muligvis har det aldrig fundet sted. Derimod er bloggeren »for længst løsladt«, fortæller en chefredaktør — i et lidt irriteret tonefald, som om jeg havde spurgt ind til en fnugget bagatel.

Da en bekendt kører mig ad brede motorgader til mit første interviewmøde, udpeger hun en mur til venstre, bag hvilken man skimtede lave bygninger. »Det er et af emirens paladser«.

Jeg peger på en ringmur med cylinderformede hjørnetårne til højre, ikke 200 meter fra emirens residens.

»Det palads ligner et fængsel?«

»Det er et fængsel.«

Serie

Qatar og den arabiske drøm

Lilleputlandet Qatar har med en målrettet politik tiltaget sig stor magt i Mellemøsten. Information rapporterer fra det lille Golf-land.
I artikelserien skildres Qatars aktivistiske udenrigspolitik, emiratets velfærdsproblemer, der ligner USA’s og Europas, det ambitiøse forsøg på at placere sig som globalt kultur- og uddannelsescentrum med en en økonomi, der satser på at blive ’grøn’ i 2030, og Qatars rolle som mediecenter med fyrtårnet al-Jazeera, men uden pressefrihed. Øvrige artikler blev bragt 8. og 13. februar.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uden olie i Maghreb og Mellemøsten, ville de arabiske lande i dag blot havde været en gold ørken. – Olien står til at slippe op om 50-100 år, og for min skyld må den gerne slippe noget hurtigere op.

Det ville umanerlig blot fremskynde processen og innovationen i at skaffe vedvarende energi og dermed ikke være afhængige af en række ustabile og primitive stater med manglende humanisme i deres kultur.

Ja, jeg har det altså også meget bedre med at læne mig op ad den vestlige verdens store forbillede, dets forfinede kultur, dets respekt for humanisme, for demokrati, for retssikkerhed osv ... og vistnok oven i købet disse despotiske oliestaters beskytter.

Qataris har deres på det tørre, og serviceres på alle måder af ikke-arabere, primært fra Syd- og Østasien. Udenlandske bygningsarbejdere rejser skyskrabere under forhold, der ville få enhver europæisk fagforening til at gå grassat. Hoteller drives af udlændinge, som også Qatar Airways. Fælles for alle, qataris og andre, er, at de holdes under stram kontrol.

Og så er Qatar jo vores allierede, i den væbnede kamp i MØNA. Ingen fine fornemmelser dér. Kina banker vi oven i hovedet, men ikke Qatar og andre Golfstater. Hvem sagde hykleri?

Morten Vesterbro-Hansen

Til Ole,

Vi banker Kina oven i hovedet?!? Der må vist ske meget diskret.

Men som den nye regering er ved at indse, så er det nemt at sidde på den moralske høje hest når man er i opposition. Det kan man dog ikke altid når man sidder i regeringen, for så er der risiko for at miste jordforbindelsen.

Georg Christensen

At Qatar, ikke er opfyldelsen, af virkeligheden, for hele verden ,lige så lidt, som vores egen regering , er vi alle klar over. Alligevel, har jeg stor "reespekt" overfor "Qatar", "Aljaseera", og deres måde at informere på.

Hård og kontant, (sådan er det jo), sandheden kan selv let i en ørkenstorm, finde vejen frem.

Qatar, er ikke kun forkæmper for den arabiske drøm, men også for den europæiske. Spørgsmålet tilbage er så bare: Er det "det" de vil?

Mit håb, som europæer,tør jeg ligge i arabernes hænder, de gør noget, medens europa sygner hen i deres egen "selvtilfredsstillelse", og enevældet`s magtbegærd.

.

Er det ikke en noget tynd artikel Lasse Ellegaard her er sluppet afsted med? For tyve år siden kunne den måske have resulteret i et løftet øjenbryn, men i dag ..?

Som den berejste mand han er, lyder det iøvrigt ikke sandsynligt at han skulle fumle efter pengesedler i immigrationen. Det må være det man kalder kunsterisk frihed...