Læsetid: 4 min.

Skandalen der stadig plager Italiens politiske system

For 20 år siden afslørede anklagemyndigheden i Milano omfattende og systematisk korruption i de politiske partier. Siden er problemets omfang blot vokset, men den aktuelle økonomiske krise er et fordelagtigt udgangspunkt for korruptionsbekæmpelse
Udgifterne i forbindelse med korruption i Italien er eksploderet. Det vurderes at de italienske udgifter til korruption i dag beløber sig til omkring 60 mia. euro om året. I midten af 1990'erne blev tallet vurderet til at ligge på 7-8 mia. euro.

Udgifterne i forbindelse med korruption i Italien er eksploderet. Det vurderes at de italienske udgifter til korruption i dag beløber sig til omkring 60 mia. euro om året. I midten af 1990'erne blev tallet vurderet til at ligge på 7-8 mia. euro.

23. februar 2012

ROM – »20 år efter Operation Rene Hænder er korruptionssystemet blot blevet mere raffineret,« hævder Francesco Greco, offentlig anklager i Milano, i et interview i ugemagasinet L’espresso.

»Det er ikke længere kun bundter af pengesedler, men netværk af relationer mellem forretningsfolk og politikere, der deler magt og penge mellem sig.«

I februar 1992 begyndte den italienske befolkning at få indblik i, hvordan de store partier systematisk opkrævede returkommissioner, som fik prisen på offentlige licitationer til at svulme og dermed landets statsgæld til at overstige det årlige bruttonationalprodukt. En i sig selv ubetydelig korruptionssag vedrørende et plejehjem i Milano dannede optakt til den såkaldte Operation Rene Hænder, som optrævlede den ulovlige finansiering af det partivælde, der havde regeret siden Anden Verdenskrig i Italien, og tvang socialistpartiets magtfulde leder, den tidligere ministerpræsident Bettino Craxi, til at gå i landflygtighed i Tunesien.

De sager, som blev affødt af de første vidneforklaringer, har ført til 1.408 domme for korruption.

»Man er nødt til at sige, at en stor del af finansieringen af det politiske liv er irregulær eller illegal, og det ved alle,« sagde Craxi i juli 1992 i det italienske parlament.

»Partierne har gjort og gør brug af disse supplerende ressourcer. Hvis størstedelen af denne aktivitet må betragtes som udelukkende kriminel, så er størstedelen af systemet kriminelt.«

Knusende kampagne

Francesco Greco, som er den eneste tilbageværende undersøgelsesdommer fra Operation Rene Hænder ved anklagemyndigheden i Milano, opsummerer perioden 1992-94 således:

»Operation Rene Hænder affotograferede en relativt velbelyst virkelighed: Et organiseret og centraliseret korruptionssystem med klart definerede roller, hvor virksomhederne betalte partierne for at vinde udbudsrunder uden konkurrence. Den store opdagelse var denne systematiske udveksling mellem erhvervsliv og politikere. Men indtil for 20 år siden repræsenterede virksomhederne og partierne adskilte virkeligheder. De indgik aftaler med udgangspunkt i forskellige positioner, som tendentielt var i konflikt med hinanden. Også den største virksomhed var nødt til at betale eller købe en politiker for at opnå en tjeneste eller skaffe sig en kontrakt.«

Afsløringen af denne praksis fremprovokerede en større politiske omvæltninger. Ved valget i 1994, to år efter de første anholdelser, var landets indtil da største parti, det kristendemokratiske Democrazia Cristiana, blevet opløst, mens socialisterne ikke klarede sig over spærregrænsen.

Silvio Berlusconis nydannede Forza Italia og det norditalienske separatistparti udfyldte det tomrum, som de gamle partier havde efterladt. Berlusconis tv-kanaler bidrog til de offentlige anklageres folkelige popularitet med daglige transmissioner fra retsbygningen i Milano, selv om baggrunden for den nu tidligere ministerpræsidents dominans på det kommercielle tv-marked netop havde været ulovlig finansiering af de gamle partier.

»Med Berlusconis entré i politik begyndte en knusende kampagne mod undersøgelsesdommerne. De har fået borgerne til at tro, at problemet ikke er de erhvervsfolk, der korrumperer, eller de politikere, der lader sig korrumpere, men derimod de undersøgelsesdommere, der efterforsker korruptionen,« udtaler den tidligere undersøgelsesdommer Gerardo D’Ambrosio, som nu sidder i parlamentet for centrumvenstrepartiet Partito Democratico.

Vrede borgere

Økonomen Mario Deaglio vurderede i 1992, at korruption årligt kostede de italienske skatteydere syv–otte mia. euro. Revisionsretten, som fører tilsyn med de offentlige institutioners økonomi, vurderer imidlertid, at udgifterne til korruption siden er blevet mangedoblet og nu beløber sig til omkring 60 mia. euro om året.

Returkommissioner var en væsentlig del af forklaringen på, at offentlige anlægsarbejder kostede tre til fire gange mere i Italien end i andre europæiske lande.

Ifølge de seneste opgørelser koster en bane til højhastighedstog 73 mio. euro pr. kilometer på flade strækninger i Italien, mens prisen for det samme i Frankrig er 10,1 mio. euro og 9,2 mio. euro i Spanien. Det er medvirkende til, at den italienske statsgæld nu har passeret 120 pct. af BNP.

Ifølge Piercamillo Davigo, som i starten af 1990’erne var undersøgelsesdommer i Milano og nu er højesteretsdommer, hang anklagemyndighedens relative succes sammen med, at den økonomiske smertegrænse var nået.

»Set i bakspejlet forekommer det mig at være indlysende, at vores efterforskninger var en af konsekvenserne af en økonomisk situation, som havde gjort det umuligt at blive ved med at nære et system med ukontrollable udgifter og en uholdbar statsgæld,« udtaler Davigo til avisen La Repubblica.

Et af problemerne i den nuværende situation er, at en række lovændringer har besværliggjort korruptionsbekæmpelsen.

40 pct. af de sager, der blev rejst i forbindelse med Operation Rene Hænder, er således endt uden afgørelse på grund af f.eks. afkriminalisering af de pågældende forhold eller forkortede forældelsesfrister.

»I de seneste 15 år har hele det politiske liv bidraget til at genindføre en udbredt kriminalitet med en form for videreudvikling af de herskende klassers kriminelle subkultur, som har haft god grobund i et arkaisk statsligt system, der producerer ineffektivitet,« siger Piercamillo Davigo og tilføjer:

»Øjeblikke med alvorlig økonomisk krise, som den vi oplever for tiden, er dog fordelagtige for efterforskerne, fordi borgerne er vredere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»I de seneste 15 år har hele det politiske liv bidraget til at genindføre en udbredt kriminalitet med en form for videreudvikling af de herskende klassers kriminelle subkultur, som har haft god grobund i et arkaisk statsligt system, der producerer ineffektivitet,« siger Piercamillo Davigo

Hold dæ helt op, det lyder grangiveligt som om han taler om danmark - også.