Læsetid: 3 min.

To versioner af uroen i Tibet

I den seneste uge har der været flere sammenstød mellem tibetanere og kinesisk politi. Tibetanere er ofre for kinesisk undertrykkelse, mener den tibetanske eksilregering. Nej, siger Beijing, det er Kina, der er offer for Vestens og Dalai Lamas forsøg på at skabe uro og tilsværte den kinesiske regerings image
En ældre tibetansk kvinde fra   den vestkinesiske provins Sichuan, som har været plaget af voldelige sammenstød, som den tibetanske eksilregering i Indien kalder ’grusomme’. Men Beijing og Tibet er uenige om, hvem, der begyndte og hvordan urolighederne skal tolkes.

En ældre tibetansk kvinde fra den vestkinesiske provins Sichuan, som har været plaget af voldelige sammenstød, som den tibetanske eksilregering i Indien kalder ’grusomme’. Men Beijing og Tibet er uenige om, hvem, der begyndte og hvordan urolighederne skal tolkes.

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

3. februar 2012

BEIJING — Det er to vidt forskellige versioner, der fortælles om den sidste uges voldsomme tibetanske uroligheder.

Op mod syv tibetanere er dræbt i sammenstød med kinesiske sikkerhedsstyrker. De blev skudt, da de fredeligt protesterede mod den kinesiske undertrykkelse af deres kultur og religion. Sådan lyder den tibetanske eksilregerings udlægning af forløbet.

Men det afviser Kinas regering og landets statsmedier. Politiet skød i selvforsvar — og dræbte kun én person — da de blev ’angrebet af en folkemængde’ bevæbnet med knive, sten og benzin. Årsagen til uroen er ikke undertrykkelse, men derimod Dalai Lamas forsøg på at destabilisere Kina, og det med Vestens hjælp, lyder det.

Det eneste, de to sider lader til at være enige om, er, at urolighederne fandt sted i tibetanske områder i den vestkinesiske provins Sichuan.

Udenlandske medier er forment adgang til de ramte områder og har ingen mulighed for at bekræfte hverken den ene eller anden version.

Uroen kommer, efter 16 tibetanske buddhistiske munke og nonner inden for det seneste år har sat ild til sig selv i protest mod kinesisk undertrykkelse.

Det er de voldsomste tibetanske protester siden et blodigt oprør i marts 2008, og den kinesiske regering har øget alarmberedskabet for at undgå, at urolighederne breder sig. Via sociale internetmedier har tibetanere sendt billeder af stort opbud af politi og militær — blandt andet af lange konvojer af pansrede militærkøretøjer i Tibets hovedstad, Lhasa. Lederen af kommunistpartiet i Lhasa, Qi Zhala, har beordret øget sikkerhedsforanstaltninger ved tibetanske buddhistiske klostre og langs hovedveje.

Han advarede embedsmænd og munke om, at de ville blive fyret, hvis der opstod problemer i deres klostre.

»Bestræb jer på at realisere målet om ’ingen store episoder, ingen mellemstore episoder og ikke engang små episoder’,« formanede han.

Grufulde handlinger

Lobsang Sangay, premierminister i den tibetanske eksilregering, der holder til i Indien, anklager de kinesiske sikkerhedsstyrker for at »skyde i flæng« mod fredelige tibetanske demonstranter sidste uge.

»På grund af grufulde handlinger som disse og den systematiske undertrykkelse af tibetanere, er modviljen og vreden blandt tibetanere mod den kinesiske regering blot vokset siden det store oprør i 2008,« sagde han i en meddelelse. »Det er på høje tid, at (det internationale samfund, red.) griber ind for at undgå yderligere blodsudgydelser. Som en nation, der ønsker at blive en global økonomisk og politisk stormagt, så kan Den Kinesiske Folkerepublik ikke tillade sig at opføre sig på en sådan amoralsk og voldelig måde.«

Dalai Lamas skyld

I løbet af de seneste dage er kinesiske statsstyrede medier gået i offensiven for at tilbagevise de tibetanske påstande.

De forsvarer Beijings Tibet-politik, og anklager Vesten og tibetanernes åndelige leder Dalai Lama for at stå bag uroen. En leder i Kinas officielle engelsksprogede avis China Daily siger, at Dalai Lama er ivrig efter at anstifte uroligheder for at tiltrække sig vestlig støtte.

»Han er finansieret og støttet af nogle vestlige regeringer og medier, som har deres egen dagsorden rettet mod Kina,« skriver avisen mandag, og fortsætter:

»Som sædvanlig udnytter politikere fra vestligere regeringer og den selverklærede tibetanske eksilregering alle muligheder for at kritisere Kinas centralregering.«

Kinas regering anser Dalai Lama, som flygtede fra Tibet i 1959 efter et mislykket oprør mod det kinesisk styre, som en separatist, der har tibetansk uafhængighed som mål. Selv siger Dalai Lama, at han blot søger større autonomi for tibetanerne inden for Kinas grænser.

I sidste uge anklagede Kinas udenrigsministerium også Vesten for at bruge uroen i Tibet som en anledning til at angribe Beijing.

»Udenlandske kræfter, der promoverer selvstændighed for Tibet, har altid opfundet rygter og forvrænget sandheden omkring situationen i Tibet med det mål at miskreditere den kinesiske regering,« sagde ministeriets talsmand, Hong Lei.

Uro på trods af fremgang

I en kommentar i den nationalistiske, statsstyrede avis Globalt Tidende hed det søndag, at Dalai Lama er en »manipulator«, som med »selviske og politisk motiverede handlinger« søger at destabilisere Tibet.

Men hans forehavende er ’dømt til at mislykkes’, da han ikke nyder opbakning blandt tibetanerne, der i stedet for større selvstændighed søger velstand og udvikling, skriver avisen.

Det er uomtvisteligt, at den kinesiske regering overordnet har skabt stor økonomisk udvikling i Tibet. Siden 2000 er Tibets bruttonationalprodukt øget med næsten 200 procent.

Men uroen i de tibetanske områder lader til at understrege, at det ikke er nok til at tilfredsstille tibetanerne. Ved tidligere besøg i tibetanske egne har tibetanere fortalt, at de bliver diskrimineret, og at deres kultur og religion undertrykkes af regeringen og udvandes af det stadig større antal Han-kinesere, den dominerende folkegruppe i Kina, der flytter til deres områder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det er uomtvisteligt, at den kinesiske regering overordnet har skabt stor økonomisk udvikling i Tibet. Siden 2000 er Tibets bruttonationalprodukt øget med næsten 200 procent."

Er det...? Hvem siger at Tibets BNP har noget med tibetanerne at gøre og i særlig grad kommer dem til gode? - eller at en sundere vækst ikke kunne være skabt uden kinesisk besættelse?

@ Peter Poulsen:
Citatet nævner ikke tibetanerne, men Tibet. Og Tibet er navnet på en autonom region i Kina (som tingene er nu), og som har opnået en økonomisk vækst pga kinesiske politiske tiltag - såsom jernbanen.
Det er vel uomtvisteligt, er det ikke?

@ Jens Andersen:
Nope - det kan vi såmænd sagtens strides om!
For det første kæder Martin Gøttske selv Tibet og tibetanerne sammen (både i overskriften 'Uro på trods af fremgang' samt i det efterfølgende afsnit).
Og Tibet er ikke blot navnet på en del af den kinesisk erobring som vist nok kaldes Autonom Region Tibet (ART) - Der gives andre opfattelser. Man kan også spørge sig selv om hvor positiv BNP stigningen er hvis den ikke mærkes af den brede befolkning.

At nægte et andet folk sin eksistens, er som at underkende sin egen berettigelse. En selvmodsigelse.

Betonet på en illusion om at forandring kan tilsidesættes.

Hvad med 7 milliarder lande, eller bare en verden.

Carsten Hansen

Ja; Hvem skal vi dog tro ?.

Vesten ? (Som man ikke tror over en dørtærskel når det gælder f.eks USA/Israel/Storbritannien) eller Kina ?(som man ikke tror over en dørtærskel når det gælder menneskerettigheder).

Måske lyver de allesammen 1

Nu byder min avis mig pludselig to versioner af forholdet mellem Tibet og Kina - hvad er meningen - jeg bliver helt tummelumsk.

@ Peter Poulsen:
Hvis man tager de tibetanske områder i Qinghai, Sichuan og Gansu med, så har der også her været en stigning i BNP.
Om det er en fordel eller en ulempe for befolkningen er ikke en del af argumentationen.

"Måske lyver de allesammen "
Kun dem som intet ved om (tibetiansk) buddhismen og kender Dalai Lama kun fra fotoer fra aviserne kan tror på at han kan 'lyve'! OM...

Og dem?: "Uroen kommer, efter 16 tibetanske buddhistiske munke og nonner inden for det seneste år har sat ild til sig selv i protest mod kinesisk undertrykkelse."

Men man kan være absolut sikker på at 'kommunisterne' lyver. Hos dem er det ikke bare tilladt, men obligatorisk - strategisk våben.

Og 'vesten'...?!? :D

Ja, måske lyver de alle sammen, men for mig som gift ind i en kinesisk familie, så er Dalai Lama en paradeforestilling, som ikke har hverken Bejings eller de almindelige kineseres støtte, han opfattes som en kriminel ballademager, uden nogen glorie.