Nyhed
Læsetid: 3 min.

USA og Taleban er i Qatar med forskellige motiver

Kabul urolig ved at være holdt uden for USA-Taleban-kontakter
Kabul urolig ved at være holdt uden for USA-Taleban-kontakter
Udland
4. februar 2012

BEIRUT/DOHA — I Qatar undrer man sig over Washington. En af de hovedrystende er Abdulaziz al-Mahmoud, direktør i Qatar Foundation, emiren, Hamad bin Khalifa al-Thanis pengetank til kultur og uddannelse.

»De står i afghansk kviksand til op over ørerne,« siger han om amerikanerne, »og først nu forhandler de direkte med Taleban. Det rådede vi dem til allerede i 2006«.

Al-Mahmoud deltog det år i et møde i Kabul, hvor Burhanuddin Rabbani, den afghanske ekspræsident og fredsmægler, der blev myrdet af Taleban i 2011, forsøgte at forklare USA, at Taleban var til at tale med.

»De forsynede afghanske stikkere med mobiltelefoner, så talebanere ude i terrænet kunne angives på stedet. Men telefonerne blev selvfølgelig misbrugt mod naboer, som stikkerne havde et horn i siden på så som en glippet aftale om giftermål, eller det kunne være skelstridigheder eller gæld. Tusinder af uskyldige er blevet dræbt på grund af falske informationer.«

Ifølge al-Mahmoud havde amerikanerne for vane at betale mellemmænd for at få kontakt til Taleban, hvorefter mellemmændene forsvandt ud i den blå luft. Alene derfor mener han, at Qatar har gjort det rigtige ved at etablere et Taleban-informationskontor i Doha, hvor parterne kan mødes ansigt til ansigt.

»Men om der kommer noget ud af det, afhænger helt af, om amerikanerne viser vilje til at nå et resultat, eller om de fortsat satser på at bestikke sig til en aftale. Den vil ikke holde,« siger han.

Taleban er i Doha

Talebans forhandlere menes at være i Doha, anført af Tayyab Agha, en nær politisk rådgiver for Talebans åndelige leder, Mullah Omar.

»Om møderne er begyndt er uklart. Qatars lokale medier omtaler ikke sagen, og hemmeligt er møderne, hvor de finder — eller skal finde sted,« siger Abdulaziz al-Mahmoud til Information.

Al-Mahmoud lader forstå, at Qatar har leveret Talebans kontor efter ønske fra USA. Taleban sagde onsdag, at de afventer ’tillidsskabende’ foranstaltninger fra USA før fredsforhandlinger indledes.

Og ifølge Khalid al-Sayed, chefredaktør på avisen The Peninsula i Doha er Talebans motiver for at tale med USA, dels at søge løsladelse af fem Taleban-fanger i Guantanamo, som Qatar har accepteret at tage i varetægt, da amerikanerne afviser at sende dem tilbage til Afghanistan.

Den anden Taleban-dagsorden er at søge økonomisk støtte fra Qatar, der har finansieret andre islamiske grupper og organisationer, bl.a. Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon.

Amerikanernes motiv er oplagt: Udover løsladelse af tre amerikanske fanger, som Taleban tilbageholder i Pakistans Wahziristan-provins, er det overordnede mål at få en løsning, der sikrer Kabul-regeringens overlevelse, efter USA, der har 100.000 soldater i landet, har trukket sig ud i 2014. Hamid Karzais regering vil kun overleve, hvis Taleban i det fremtidige styre får en garanti for stabilitet.

Taleban er ikke al-Qaeda

»Taleban er til at snakke med. Bevægelsen har forandret sig i de 10 år, der er gået, siden USA og dets allierede invaderede landet,« siger al-Sayed til Information.

»Det er en farlig misforståelse i Vesten, at Taleban og al-Qaeda er politiske allierede. Det var de ikke i 2001, og det er de endnu mindre i dag,« tilføjer han.

»Taleban er langt mere åben, end rygtet tilsiger. Og bin Laden blev skudt på det rigtige tidspunkt. Nu er spillet gået op for amerikanerne, al-Qaeda er svækket, og de er klar over, at der må findes en løsning med Taleban, før NATO trækker sig tilbage. For Taleban er tiden inde til en 2012-model, altså at de indhenter tiden. Det er sådan set essensen af de møder, der nu finder sted.«

Det har tillige aktiveret Hamid Karzai, der reagerede på Qatar-kontakten ved at trække sin ambassadør i Qatar hjem. Karzais modtræk var, at Kabul indleder alternative forhandlinger med Taleban i Saudi-Arabien, men det afviser Taleban. Kabul-regeringen er bl.a. bekymret for, om USA vil forhandle fangeudvekslinger på plads, der ikke omfatter fanger fra Kabul-styret, som Taleban tilbageholder.

Al-Mahmoud fra Qatar Foundation siger om Saudi-Arabiens engagement:

»Der er et klart konkurrenceelement. Saudi-Arabien er ikke udelt tilfreds med Qatars internationale mæglerrolle. De føler, at vi har overtaget deres scene.«

Qatar har tidligere med held mæglet i konflikter, der syntes uløselige. I 2008 mødtes de libanesiske parter i Doha og bilagde en truende konflikt, da Saad Hariris regering kom i karambolage med Hizbollah. Qatar var også vært for Hamas og husede sågar samtidigt frem til Gaza-krigen et israelsk handelskontor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»De [amerikanerne] står i afghansk kviksand til op over ørerne«