Zambia sætter et eksempel

Selv Elfenbenskystens største fans havde overgivet sig til Zambia ved slutningen af Africa’s Cup-finalen søndag aften, hvor zambierne sensationelt slog storfavoritten. Det zambiske hold var nemlig ambitiøse, og det kunne andre lære noget af, mente tilskuerne på gaden i Monrovia
’Zambias sejr er en ekstraordinær begivenhed. Ikke bare for Zambia, men for hele regionen,’ fortæller en fan.

’Zambias sejr er en ekstraordinær begivenhed. Ikke bare for Zambia, men for hele regionen,’ fortæller en fan.

Franck Fife
14. februar 2012

Mylderet fra de mange gudstjenester i Liberias hovedstad er drevet over, familierne i det fine tøj er forsvundet fra gadebilledet, og i stedet varmer forventningsfulde forsamlinger af overvejende unge mænd — men også ældre og enkelte kvinder — op med sodavand og palmenødder til finalen i Africa’s Cup mellem Zambia og Liberias broderland Elfenbenskysten. Steven G. Glaydor har lige fået fri fra sit arbejde som lokal fikser for en af de mange FN-organisationer, der dominerer den pæne del af Monrovia. Nu zigzagger han downtown på en motorcykeltaxa, i klemme mellem undertegnede og chaufføren, hurtigt afsted mellem biler og lastbiler godt proppet med fodboldfans på vej til deres favorit offentlige TV-apparat.

Patrick Sikana er som zambisk expat, selv om han har arbejdet i fem lande på det afrikanske kontinent, særligt interesseret i aftenens kamp. I den lille flække langt fra Monrovia hvor han er udstationeret for danske IBIS, har han med møje installeret en parabol for ikke at gå glip Africa’s Cup.

»Kristendom, islam — og religion generelt — er stort i Afrika. Men fodbold er næsten større,« siger han i telefonen. »Det er den stærkeste og mest samlende kraft i det moderne globaliserede Afrika.«

Det internationale cirkus

Faktisk er han ved at flække af forventning til kampen. Zambia var tidligere en stormagt i afrikansk fodbold, men mistede hele sit landshold ved en flyulykke i 1993. Siden har det kæmpet en hård kamp for at komme på fode igen.

På sit lattermilde engelsk forklarer han: »Som med så meget andet i Zambia gik der politik i den. I stedet for at fokusere på at udvikle talent og markedsføre gode spillere til de store europæiske klubber blev alt energien i ledelsen af zambisk fodbold brugt på at sikre sig positioner.«

Patrick understreger, at Elfenbenskysten har været bedre til at talentudvikle og gøre sine spillere til en del af det internationale fodboldcirkus. Men en sejr for Zambia vil være en galvaniserende triumf for zambisk fodbold, tilføjer han.

Stedet, hvor Stephen har ført mig hen for at se kampen kunne godt minde om en lidt mere mandsdomineret udgave af en liberiansk gudstjeneste — det andet store trækplaster på en typisk søndag i Monrovia. Med en klatskilling i hånden bliver vi lukket ind i et hus med bliktag og stampet gulv og vi sætter os på en af rækkerne af tætpakkede bænke. Der bliver hverken røget eller drukket, og på endevæggen hænger to velvoksne fladskærme, der indledningsvist viser reklamer for at investere i værtsnationen Gabon mens forsamlingen chanter forskellige rim for deres favorithold.

Vi hører sammen

Steven og hans venner på bænkene understreger, at Elfenbenskysten er Liberias brodernation. Steven forklarer, at mange liberianere var flygtninge i Elfenbenskysten under krigen, og nu er der mange flygtninge fra Elfenbenskysten i Liberia efter urolighederne i Elfenbens-kysten sidste år.

»Vi har giftet os med hinanden, vi har forretninger sammen, så vi hører sammen.«

Kampen er lang og pinefuld. Zambia har flest chancer, men de har svært ved at afslutte og gennembryde Elfenbenskystens stærke forsvar, der ofte forvandler et angreb til et kontraangreb, der igen bliver stoppet med hårde zambiske tacklinger, der udløser frispark og gule kort. Efter 90 minutter står den 0-0, og det gør den også efter forlænget spilletid.

Stemningen i lokalet er varm og tung og aftenen tæt af hjertelige skænderier, om hvorvidt der var hånd eller offside. Da kampen skal afgøres med straffespark, er murene ved at vælte af trykket fra alle ungerne, der kigger gennem sprækker og vinduer.

Efter syv straffespark brænder Elfenbenskysten et skud, og vi bryder alle sammen ud i en høj chant for Zambia. Jeg spørger rundt på bænkene, om de ikke er skuffede over, at deres hold tabte, men stemningen er helt på Zambias side: »Zambia er ambitiøse — det kan vi lære noget af her i Liberia,« forklarer en ældre mand.

For bare 10 år siden var Zambia et af de fattigste lande i Afrika, som oven i købet blev ramt af et nationalt fodboldtraume. Men nu 2012 konkurrerer landet med Botswana om at blive til en afrikansk succeshistorie med vækstrater på over 6 procent og en voksende middelklasse. Men landet har traditionelt været dybt splittet politisk. En splittelse som blev forstærket ved Zambias valg i efteråret 2011. Over telefonen efter kampen forklarer en næsten grædefærdig Patrick Sikana, at sejren vil betyde, at landet nu vil opleve en national samling:

»Zambias sejr er en ekstraordinær begivenhed. Ikke bare for Zambia, men for hele regionen. Egypten har været afrikanske mestre tre gange i træk. Men nu har en underdog fra det sydlige Afrika erobret titlen som afrikansk mester. Det vil sætte et eksempel for hele regionen,« mener han.

På vej hjem gennem den sene aften danser unge og gamle ud i gaderne til glade kærlighedssange og hylder Zambia. Det er en af den slags aftener, hvor det ikke gør så meget, at ens hold taber, hvis bare det er en smuk vinder, som løber med sejren.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Tomas Fugl

Tak for en fin og stemningsfuld artikel. Se eller gense straffesparkskonkurrencen på youtube, hvor man virkelig bliver draget af holdets mentale styrke og tro - også som ikke-religiøs.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Paul Smith

Udmærket artikel, som nok vil undre psykologi-professor Helmuth Nyborg på Aarhus Universitet!

Han mener jo, at folk i Zambia har en gennemsnitlig IQ på ca. 80.
De skulle altså være halv-idioter, og på den baggrund er det jo fantastsk, at 11 mand kan finde ud af at kombinere stratetisk med en bold.

Men måske har professor Nyborg taget helt fejl oppe i sit "videnskabelige" tårn??

anbefalede denne kommentar