Læsetid 2 min.

Bagsiden: De forårsblege skankers magt

Hvis du er imod landminer – og det er der jo en vis sandsynlighed for, at du er – så skal du gå rundt og ligne et frysende fjols 4. april
29. marts 2012

Den 4. april er det international minedag. Det markeres verden over med kampagner og demonstrationer. Og så af at du smøger det ene bukseben op og åbenbarer et blåhvidt underben efter eget valg. Tøver du? Så kunne det være, at du skulle tænke over, at der årligt er 4.000 mennesker, der kommer til skade eller mister livet pga. landminer; at der stadig er lande, der benytter sig af våbnet, der ikke skelner mellem civile og militære mål; og at verdens donorlande i stigende grad mister viljen til at give penge til at rydde verden for gamle landminer.

Tøver du stadig? Så kan det være, at du bare har en naturlig skepsis over for den nye trend at markere modstand eller støtte til alverdens ting ved dimser eller dingenoter. Vi har i årevis måttet trækkes med sløjfer mod alverdens sygdomme, så kom armbånd mod børnesoldater og fuldskæg for prostatakræft, og så er det, at et 70’er-barn spørger: Undskyld, hvad Helgoland har badges nu gjort?

Handling

De har ikke gjort noget, forsikrer Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, der koordinerer den danske del af kampagnen. Men et opsmøget bukseben kan noget andet: »Så gør man noget aktivt. Engang sagde vi fra ord til handling. Nu har vi vendt den om. Vi tror på, at selv om det er symbolsk, så er det en handling. Det giver ejerskab og lyst til at opsøge mere information.«

– Nu lyder du som Kony 2012. Handling er altid så godt. Også selv om kompleksiteten ryger ud med badevandet …

»Nu er det sådan, at det faktisk ikke er så særlig kompliceret med landminer. De skal bare væk. Vi har en international konvention, men der er lande, der ikke respekterer den. Her er anledning til at sige det til dem igen: væk med dem.«

– Hm … men helt ærligt, er det ikke lidt fjollet med det bukseben?

»Det ved jeg nu ikke. Det kan skabe nyt fokus på et vigtigt emne: At de våben bliver ved med at dræbe, primært børn og fattige bønder i markerne. Hvis det kan medvirke til, at der bliver folkelig bevidsthed og politisk pres, så er jeg ikke for fin til det.«

– Vil du selv smøge buksen op?

»Ja, det tror jeg da bestemt. Nu er det påske, så jeg er nok på Sydsjælland. «

– Ej, siger du, at du kan gemme dig i et sommerhus, mens jeg skal gå rundt i København og flashe mine hvide ben?!

»Ban Ki-moon har gjort det.«

Ja, Ja. Udviklingsbranchen gøgler videre trods utrættelig indsats fra Information, der med præcision punkterer varmluftballonerne og skærer ind til kernen i jagten på kompleksiteten. Alt imens Folkekirkens Nødhjælp har fået ubetalelig omtale af deres stunt, fordi en masse læsere – indrøm det nu bare – orker at læse dette lille stykke fjollejournalistik, hvorimod de ville gemme det lange fokusopslag om landminer, som vi ellers ville have lavet til ’i morgen’.

Og damerne de løfter op i skørterne, så man kan se det ene bukseben. Tralalala, tralalala …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Jensen
Anders Jensen

Nu er det sådan, at det faktisk ikke er så særlig kompliceret med landminer

Nå. Jeg synes ellers det er vanvittigt kompliceret.

Og forbuddet mod personelminer har blot gjort det endnu mere kompliceret og vanskeligere at fjerne dem.

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

7.62×39mm'eren dræber og sårer mange, mange gange flere civile end personelminen - derfor har jeg indledt en kampagne mod 7.62×39mm'eren, der skal føre til et internationalt forbud - hvis man ønsker at støtte op om denne gode kamp, da skal man den første onsdag i maj blot tage højre sko på venstre fod og vice versa...

Det nuværende forbud mod personelminer giver ikke meget mening - hvis det skal begrundes med faren for civile tab - da det ikke er minerne i sig selv, men måden de undertiden anvendes på, som udgør faren for civile.