Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Oprør fra midten

Mens republikanerne forbereder sig på morgendagens ’Super Tuesday’, siger moderate politikere på begge fløje fra over for det polariserede debatklima i Kongressen
5. marts 2012

WASHINGTON DC – »Farvel og bestemt ikke tak.«

Det kunne være en samlet overskrift for den udvandringsbølge, som for tiden finder sted i den amerikanske kongres. Årevis med mudderkastning i hovedstadens stadig mere polariserede politiske scene ser ud til at være blevet for meget for en større gruppe moderate amerikanske kongresmedlemmer fra både demokratisk og republikansk side, som skiftes til at meddele, at de ikke genopstiller.

Nogle af dem har chokeret både deres valgkredse og hovedstaden med det uventede håndklæde i ringen. Senest har Maines republikanske senator Olympia Snowe meddelt, at hun ikke orker mere.

Snowe tilbragte en kort periode i rampelyset for to år siden, da hun blev kurtiseret kraftigt af Obama med det formål at få hende til at stemme for præsidentens sundhedsreform. Det lykkedes ikke. Hun stemte godt nok for reformen i første omgang (sammen med to andre republikanere), men endte med at stemme imod efter et massivt pres fra eget parti.

Præsident Olympia?

Snowe – en stort set uddøende race af såkaldt New England Moderates – meddelte sin afgang mandag i denne uge med en salve om, at »jeg ikke tror, det er realistisk at forvente, at den partiske debat i Senatet ændrer sig«.

Hun var dog hurtigt ude og meddele, at hun ikke agter at holde op med at gøre en offentlig indsats »til gavn for dette land«, hvilket tirsdag fik rygtemaskinen op i omdrejninger. Huffington Post skrev, at Snowe havde fået et underhåndstilbud fra organisationen Americans Elect, der netop i lyset af det upopulære politiske grøftegraveri i Washington, agter at stille en kandidat op til præsidentvalget uden for de to altdominerende partier.

Farvel fra begge sider

Ud over Snowe har en række andre prominente, moderate medlemmer af Kongressen også meldt deres afgang ved det kommende valg: Nebraskas Ben Nelson (en såkaldt Reagan-demokrat, altså en konservativ demokrat), Virginias Jim Webb, North Dakotas Kent Conrad og den uafhængige senator fra Connecticut Joe Lieberman.

De er alle politikere, der er kendt for at arbejde for kompromiser hen over midten, og som ikke ser kontakt med modparten som »tæt på landsforræderi«, som Newsweeks politiske kommentator Howard Kurtz skrev i en besk kommentar i går.

Kurtz, der er en respekteret analytiker, mener, at polariseringen og det manglende samarbejde hen over midten, som USA har set over de seneste to valgperioder er en af de væsentligste årsager til den afsky, befolkningen over en bred kam nærer for de folkevalgte på Capitol Hill, der konsekvent skraber bunden i samtlige meningsmålinger over popularitet og opbakning fra vælgerne.

De republikanske kandidater i primærvalgkampen skal i morgen forsøge at overvinde vælgernes lede, når den såkaldte ’Super Tuesday’ finder sted med valg i hele 10 delstater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stuart Goodale

Denne artikel er misvisende. Det er kun det republikanske parti som bevæger sig væk fra "midten". Det er med andre ord et falsk sammenligning at sige at det er moderate fra begge partier som ikke genopstiller. Det er Beltway logik at its worst. Det republikanske parti er blevet mere og mere ekstrem og i et tåbeligt forsøg på at imødekomme dem (finde fællesfodslag) har demokraterne bevægede sig også mod højre. Obama er således mere konservativt end Clinton som var også mere konservativt end Carter - osv.