Læsetid: 4 min.

De efterlod et smuthul i finanspagten

EU-landene skal fortsat selv stå for en stor del af udregningen og indberetningen af det såkaldt strukturelle underskud. Det giver mulighed for at pynte på tallene, hvilket netop var, hvad finanspagten skulle forhindre, mener økonomer
Da EU’s regeringsledere mødtes i marts for at underskrive finanspagten, efterlod de et hul i aftalen, som i høj grad gør det muligt for det enkelte land at definere, hvad det strukturelle underskud er på. Fra venstre ses den tjekkiske premiermister, Petr Necas, den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, den franske præsident, Nicolas Sarkozy, EU’s præsident, Herman Van Rompuy, den cypriotiske præsident, Demetris Christofias, og den tyske kansler, Angela Merkel.

Da EU’s regeringsledere mødtes i marts for at underskrive finanspagten, efterlod de et hul i aftalen, som i høj grad gør det muligt for det enkelte land at definere, hvad det strukturelle underskud er på. Fra venstre ses den tjekkiske premiermister, Petr Necas, den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, den franske præsident, Nicolas Sarkozy, EU’s præsident, Herman Van Rompuy, den cypriotiske præsident, Demetris Christofias, og den tyske kansler, Angela Merkel.

John Thys

14. marts 2012

Økonomer sår nu tvivl om et af hovedkravene i EU’s finanspagt. 25 lande, heriblandt Danmark, har med underskrivelsen af finanspagten bundet sig til at holde det strukturelle underskud på maksimalt 0,5 procent – men regnestykket er langt fra så simpelt, som det lyder.

Det er nemlig i høj grad landene selv, der definerer, hvordan deres strukturelle underskud udregnes, og opgørelsen kan dermed tegne et ikke-retvisende billede af et lands sande økonomiske tilstand.

»Hele argumentet for finanspagten har jo været, at der skal være klarhed, åbenhed og ensretning om de forskellige landes økonomiske budgetter – men når det kommer til det strukturelle underskud, er det stadig til en hvis grad landene selv, der definerer, hvordan det gøres op. Det er selvfølgelig et dilemma,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

Den europæiske finanspagt blev underskrevet af regeringslederne i begyndelsen af marts og nu er ratificeringsprocessen i gang i de enkelte lande.

I Danmark arbejder man med at vedtage en såkaldt budgetlov, der skal tilfredsstille finanspagtens krav om, at reglerne skal skrives ind i national lovgivning.

Sammen med et krav om, at et lands generelle underskud maksimalt må være på tre procent af BNP, er aftalens hovedkrav, at det strukturelle underskud som hovedregel ikke må overstige en halv procent.

Men det er altså ikke nogen objektiv regnemetode, understreger Bo Sandemann Rasmussen.

»Se blot Grækenland i 00’erne, som bevidst sendte forkerte og fordrejede tal til EU. Det er selvfølgelig et ekstremt eksempel, men man kan let tænke, at et land selv har al mulig interesse i at fremstille sin situation på en bestemt måde.«

Egne regnemetoder

Også Peter Birch Sørensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet og tidligere overvismand understreger, at de enkelte lande vil have incitament til at bruge regnemetoder, der stiller deres økonomiske situation i et gunstigt lys:

»En national regering vil altid have interesse i at trække sine tal i en positiv retning,« siger han og uddyber, at finanspagten i virkeligheden blot er en videreførelse af de økonomiske krav, som EU tidligere har udstukket, og som flere lande har omgået. Og også, at metoderne til både udregning og indmelding af resultaterne til EU-systemet er de samme.

»Det er et dilemma, at der ikke er en fuldstændig objektiv og korrekt måde at definere det strukturelle uderskud på, og at landene selvfølgelig har nogle interesser. Det giver en usikkerhed, og der vil være et spillerum for skøn. Og selv ærlige mennesker kan være uenige om, hvilket tal, der er korrekt. Den her finanspagt er, ligesom tidligere aftaler, helt afhængig af tillid og ærlighed.«

Elastikbegreb

Det strukturelle underskud bliver defineret som et lands underskud, renset for konjunkturudsving. Tallet skulle give et mere retvisende billede af en nations økonomiske situation, fordi enestående og pludselige indtægter og udgifter ikke regnes med og dermed giver store udsving fra år til år.

Men det kan være umuligt entydigt at definere, om en udgift er pludselig eller af en mere blivende karakter. Danmark har, akkurat som andre lande, en række særlige forhold og indtægter – eksempelvis svingende indtægter fra nordsøolien og pensionsbeskatning.

»Det strukturelle underskud er et elastikbegreb – det ved alle økonomer,« forklarer Jesper Jespersen, professor i økonomi ved RUC og fortsætter:

»Den her beregning er meget afhængig af, hvilken model man benytter, og hvordan man definerer det strukturelle underskud. Og det varierer fra land til land.« Han understreger, at der ikke i finanspagten gives en entydig teoretisk definition af begrebet.

»Diskussionen mellem den danske regering og kommisionen kommer til at fortsætte – akurrat som med andre EU-lande. Landene leder automatisk efter alle mulige smuthuller, og herhjemme er det for eksempel pensionsbeskatningen, som man til en vis grad ikke ønsker at tælle med.«

Løsning

Akkurat som i dag lægges der op til, at de EU-lande, der har tilsluttet sig pagten, som udgangspunkt selv står for at indberette det strukturelle underskud til EU-komissionen, som derefter har mulighed for at stille uddybende spørgsmål og gennemgå beregninger. Men ifølge Bo Sandemann Rasmussen ville det være en bedre løsning at lade en uafhængig europæisk instans lave udregningerne på baggrund af rå tal fra de enkelte lande:

»Set udefra ville det være mere rent at have en bestemt og uafhængig enhed til at lave de her beregninger, uden direkte national indflydelse på, hvordan beregningen kommer til at se ud. Vi risikerer at få en masse polemik om, hvorvidt det enkelte lands opgørelser nu er retvisende eller ej,« siger Bo Sandemann Rasmussen.

Selvom Peter Birch Sørensen erkender, at der kan opstå problemer med den nuværende konstruktion, mener han ikke, man alene kan basere sig på en uafhængig EU-beregning:

»Der findes ikke en perfekt løsning på det her spørgsmål. I sidste ende handler det om, at landene skal have oprigtig villighed til at få udredt landets sande økonomiske tilstand, og det kræver, at man stoler på, at landene ikke bevidst pynter på tallene og tilbageholder relevant information, som man desværre har set eksempler på tidligere.«

Peter Birch Sørensen peger i stedet på, at flere EU-lande, bl.a. Sverige og Storbritannien har oprettet uafhængige finanspolitiske råd, der på basis af ekspertvurderinger kan overvåge, om landets regering lever op til de finanspolitiske mål.

»Herhjemme kan Det Økonomiske Råd spille samme rolle. Nationale finanspolitiske råd vil ofte have bedre muligheder end EU-Kommissionen for at vurdere situationen i det enkelte land, men Kommissionens skøn bør selvfølgelig også indgå i den samlede overvågningsproces.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lignende strukturelle problemer ses når kommuners og regioners budgetter og regnskaber skal gennemgås af staten - og det understreger to ting:

1) Centralistisk økonomistyring (som vi kender den idag) er en yderst komplekst og voldsomt politisk betændt affære; bl.a. derfor er f.eks. new public management ikke et velegnet paradigme til forvaltning af en stat.

2) EU's medlemslande er på den strukturelle side ved at blive gjort til kommuner med en vis form for kommunal selvstyre. Jeg minder lige om hvordan den neoliberale styring af Danmark de seneste 10-15 år i stigende grad har udhulet det kommunale selvstyre - og reelt gjort det til en skueværdi.

Der skal jo være et smuthul til Frankrig og Tyskland, som selv har brudt EU reglerne om underskud flere gange, uden sanktioner.

@Peter Jensen
Ja, det er omdannelse til et Nyt Europa (Imperie) vi ser nu i EU og finanskrisen er skabt til selvsamme formål. Det er såvidt også den eneste løsning hvis man vil undgå fortidens store krige.

Men hvilken retning det skal tage er en helt anden snak, og jeg bryder mig ikke personligt om den der er nu, som sigter imod amerikanske-kapitalistiske tilstande, og et hvad jeg betragter som et ganske udemokratisk system hvor indbyggerne ikke har en direkte indflydelse på politikken.

Jakob Lindblom

Iøvrigt er "bekymringen" overdrevet, idet Finanspagten fortsat bygger oven på de andre aftaler, herunder Europluspagt og Sixpack, som det så smukt kaldes. Heri findes det Europæiske Semester, som betyder, at alle landene skal sende finanslovsudkastene til EU inden de fremsættes i Folketinget. Ergo har EU rig mulighed til at gennemgå regnskaber og budgetter.

De gjorde det allerede sidste år, hvor EU's anbefaling var, at hele efterlønnen skulle væk. Derefter kom tilbagetrækningsreformen og EU var storsindig og sige, at hele reformen skulle gennemføres, hvorefter det på rådsmødet i juni blev ophøjet til formel EU-politik. Så kom ikke og sig at det er fluffy-henstillinger og løst samarbejde. Det er scary!

Og er der uenighed om et lands udregninger, så bestemmer EU-Kommissionen eller i sidste ende EU-domstolen.

Men det er rammende hvad Peter Jensen siger. Det minder om kommuner i delstaten EU, hvilket jo forklarer Helle T-S støtte til skidtet, da hun er ivrig føderalist.

Men Søvndal??? For sulen da, hvor ville jeg godt nok have munden fuld af bræksmag større end Joachim B. Olsens, hvis jeg havde været SF'er...

Martin Skov:
"Det er såvidt også den eneste løsning hvis man vil undgå fortidens store krige."

Jeg støder oftere og oftere på dette synspunkt, som i mange år har floreret på højrefløjen og nu vinder indpas på venstrefløjen. Jeg undrer mig i stigende grad over hvilke meget omfattende og absolut skudsikre analyser, som ligger til grund for denne kategoriske påstand om at et imperium notorisk vil og kan hindre (små og større krige), når nu vi i verdenshistorien kan iagttage nogle lidt andre forhold. I vor samtidg gælder det også at de store imperier/supermagter ikke ligefrem er garanter for fred, snarere tværtom. Tilmed præges de af voldsomme indre spændinger og armod, på tværs af ideologiske udgangspunkter.

Påstanden om et europæisk imperiums nødvendighed (akja, endnu én af disse trojanske meningsfacilitatorer) understøttes ofte af endnu en påstand, nemlig at uden EU ville de europæiske nationalstater gå amok i nationalisme og vandbade hele kontinentet i blod. Tesen er at højreradikalismen og nationalismen ville øges voldsomt hvis nationerne fik deres fulde selvbestemmelse tilbage, og i et historisk lys ville man da også snildt kunne finde empirisk støtte for antagelsen. Men hvis vi retter blikket mod vores samtid, så forekommer det vel næppe realistisk at en afvikling af EU vil betyde intern europæisk krig. Og da slet ikke hvis NATO fortsat eksisterer - og både FN og Europarådet blev styrket ... samt diverse regionale råd og samlinger (fra fordums tid) blev vakt til live.

@Peter Jensen
Det er netop den europæiske historie jeg peger tilbage på, der i den grad og igennem alle tider har været præget af interne krige.. Derfor ser jeg også nødvendigheden af at komme udover den risiko permanent. Der kan ikke være nogen fred, sålænge interesserne er så forskellige og risikoen er for stor mht om nogen griber til våben. Ligesom dét at landene står relativt alene, gør dem meget sårbare. Se på mellemøsten. Man smadrer lige et enkelt land, derefter det næste, derefter det næste.. og man kan slippe afsted med det, fordi alle bare passer sig selv.

Men ja, der er store faldgruber i imperierne. For nu at nævne Rom, så var det inflation der fik det til at kollapse (Man stoppede mere og mere kobber i sølvmønterne indtil ingen længere ville tage imod dem som betaling) ligesom der var en meget hård udbytning af de lande man erobrede for at forsyne Rom med varer og gjorde dem ret upopulære. Det samme gør sig gældende i USA hvor man efterlader folk døende i rendestenen (Kapitalisme) Eller i Kina hvor man ikke lige skal kritisere staten uden at være klar på et nakkeskud (Kommunisme). Det er så her jeg hellere ville se, et Europa der gik i den socialliberale retning og blev en mellemting. Men det er måske bare mig, jeg kan ikke se hvordan man kan komme til orde i eu, som alm. borger. Måske også en af grundene til at modstanden imod eu, er så stor som den er.

Men du har ret i, at supermagter ikke er nogen garanti for fred. Men det giver en større sikkerhed for det fordi man står sammen imod evt. trusler. Men på den anden side af mønten er der også en risiko for at Europa ville gå i krig for at udvide territoriet.

Både/Og.

Det fremgår overhovedet ikke af artiklen, hvordan journalisten kommer frem til, at der er et smuthul af den art. Spørger man regeringen, vil den ganske vist hævde, at DK kan regne det strukturelle underskud ud på den måde, Finansministeriet nu plejer at gøre det.

Men da både Kommissionen og andre medlemslande har mulighed for at gribe ind via EU-domstolen, hvis pagten ikke gennemføres skrapt nok, så kan vi roligt regne med, at der før eller siden kommer et opgør om regnemetoden. Hér vil Kommissionens metode -.en metode der har været brugt i en del år i EU - efter alt at dømme løbe af med sejren.

Hvad er så forskellen på Kommissionens og FInansministeriets metode? I tal vurderer Kommissionen DKs underskud til at være ca. to procent under FInansministeriets vurdering. Beløbsmæssigt svarer det til to efterlønsordninger!

Se mere her: http://www.corporateeurope.org/sites/default/files/publications/Automati...
.

John Vedsegaard

Måske kan man sige der SKAL være et smuthul, simpelthen fordi vi ellers vil være fastlåst i et totalitært system, det er vel heller ikke ønskværdigt.

Jens Lindgaard

Uden smuthul ville det jo reelt ikke være muligt at tildele skattelettelser, leasingbiler og afdragsfrie huse til de udvalgte. Og så ville det ikke være muligt at give de syge og arbejdsløse skylden. Det ville aflive argumentet for velfærds forringelser og være stik imod regeringens politik !

Hvordan sikrer vi os at finanspagten reelt giver den ønskede økonomiske stabilitet i Europa ?

- hvis vi ser dette som en nødvendig forudsætning for forbedret vækst og beskæftigelse i Europa får spørgsmålet en helt central betydning.

Skal vi som bl.a. Sverige og Storbritannien have uafhængige finanspolitiske råd, der på basis af ekspertvurderinger kan overvåge, om landets regering lever op til de finanspolitiske mål ?

De enkelte lande kan have forskellige (legitime) incitamenter til at fremstille økonomiske realiteter på forskellige måder:

Rådata og indberetninger kan i princippet manipuleres - hvad kunne gøre at et land mere eller mindre uforvarende kom til at gøre det ?

Ét er at sætte sig nogle mål og at lave aftaler - et andet er at overholde dem. Lad os overveje hvordan målene i praksis nås.

I sidste ende er det op til de enkelte lande at opretholde en høj kvalitet i indberetningerne og en tilsvarende sikker budgetdisciplin.

Lad os antage at budgetmålene i højere grad end i dag nås.

Redegør for de vigtigste mekanismer der da kan føre til forbedret vækst og beskæftigelse i Europa og i Danmark.

Martin Skov:
"Det er netop den europæiske historie jeg peger tilbage på, der i den grad og igennem alle tider har været præget af interne krige.. Derfor ser jeg også nødvendigheden af at komme udover den risiko permanent."

Jeg tror det er forfejlet at forvente løsninger, som 'permanent' eliminerer risikoen for krige, små som større. Derimod tror jeg det er klogest at arbejde for at mennesker involveres og forpligtes demokratisk, såvel lokalt som nationalt, i en helt anden grad end det idag er tilfældet ... eller som det historisk har været det i Danmark og Europa. Udbredte, mangfoldighedsskabende folkedemokratier og bredt udfoldede og solidariske ejerskaber af de væsentlige samfundsværdier er i mine øjne en langt bedre måde at udvikle pascifisme og mellemstatslig solidaritet på end dén form for neurotisk, managementbaseret risikoelimineringstænkning som imperiebyggerier er udtryk for. Ud over at sligt altså tillige udtrykker et pænt mål af megalomane ambitioner, jvf. dén blog som Johannes Aagaard kl. 19.18 g.d. henviste til.

Lasse Damgaard

- Finanspagten er et politisk styringsredskab der skal være løftstangen for en uniform statsdannelse af europæiske nationalstater.

Helt uden borgernes deltagelse - det ender måske ikke i krig i den forstand at Frankrig og Tyskland begynder at smide bomber efter hinanden.
- Nok nærmere en slags borgerkrig - hvor store grupper af arbejdsløse og folk der har måtte mærke finanspagtens fulde konsekvens.

Europas stater og dets borgere har brug for en Demokratibevægelse der kan reformere den politisk ide og proces i EU.

Desværre er den uhellige alliance mellem højre og venstre - så forhippet på ikke at lade de obstruktive borgere forstyre deres magtposition og vejen mod demokratisk enevælde, den neopolitisk adel er i gang med at implementere i ly af en finansel forbrydelse.