I sidste uge samledes op mod 10.000 buddhistiske munke foran den amerikanske ambassade i Sri Lankas hovedstad, Colombo, for i fællesskab at chante for, at en resolution i FN’s Menneskerettighedsråd i Geneve om at undersøge tortur, likvideringer og sexovergreb begået mod civile tamiler, ikke vedtages.
»Onde kræfter lokalt og internationalt har rottet sig sammen for at fratage Sri Lanka dets nuværende fredelige klima og hive denne velsignede ø tilbage til mørkets tidsalder,« hed det i en udtalelse fra arrangørerne.
»Vi opfordrer derfor til, at Sri Lankas regering og folk står sammen for at besejre denne resolution og de onde kræfter bagved.«
Det fik de ikke held med. Heller ikke regeringens endda meget aktive indsats for at overbevise særlig de asiatiske medlemmer af FN om, at der var tale om en vestlig sammensværgelse mod en uskyldig terrorramt nation, gav bonus.
I går valgte 24 lande at stemme for en resolution, der kræver, at Sri Lanka undersøger, hvad der faktisk skete i foråret 2009, hvor militæret satte det endelige slag ind mod oprørsgruppen De Tamilske Tigre, Liberation Tigers of Tamil Eelam (LTTE), i den nordøstlige del af landet. En offensiv, der ifølge menneskeretsgrupper kostede op mod 40.000 mennesker livet – tusinder af dem, mens de lå på hospitalet eller var lovet sikkerhed i særlige zoner – og medførte nu veldokumenterede krigsforbrydelser, herunder systematiske seksuelle overgreb. Alt sammen mens FN’s observatører så til uden protester af betydning, indtil de rejste væk af hensyn til egen sikkerhed.
Godt mandat
Sri Lanka-ekspert Mikkel Kaagaard mener, at resolutionen ryster et styre, der har haft den opfattelse, at det kunne gøre, som det passede det, med deres minoritetsbefolkning.
»De vidste, at det var umuligt for verden at stoppe dem, når Kina og Rusland var imod, USA og Europa var optaget af Irak og Afghanistan, og Indien kiggede den anden vej. De følte sig uovervindelige. Det er nok ikke stemningen i dag,« siger Mikkel Kaagaard.
Og så er den brede opbakning til resolutionen et udvidet mandat til øget pres mod det ustabile land i fremtiden.
»Det gør det langt nemmere for USA og Europa at kritisere, fordi så relativt mange udviklingslande valgte at stemme for og derved afvise den srilankanske regerings forsøg på at fremstille kritikken som en hyklerisk, neokolonial konspiration.«
- Men er det ikke mest symbolsk?
»Man kunne godt have ønsket en skrappere tekst, men helt afgørende er det, at resolutionen siger, at man ikke accepterer Sri Lankas undersøgelser hidtil.«
Krigsforbrydelser
Resolutionsforslaget blev indgivet af USA, men er baseret på bl.a. en rapport udarbejdet af et tremandspanel under FN gennem 10 måneder, der blev offentliggjort sidste år. Den konkluderede, at regeringens sejr over LTTE var et direkte resultat af krigsforbrydelser og beskriver, hvordan regeringshæren systematisk bombede hospitaler, FN-kvarterer og skibe, der tilhørte internationale humanitære organisationer, hvordan civile blev likvideret med pandeskud, og kvinder blev voldtaget af regeringssoldater, mens modstanderen LTTE placerede 330.000 civile som bombeskjold.
»En bred vifte af alvorlige brud på folkeretten blev begået af både den srilankanske regering og LTTE, nogle af dem må betegnes som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden,« hedder det i rapporten.
Geopolitisk spil
Når der er gået så relativt længe, handler det om, at det har været svært at nå til enighed. Blandt de 15 lande, der valgte at stemme imod, var Kina og Rusland. Ikke videre overraskende, mener Mikkel Kaagaard.
»Det var ikke lykkedes hæren at nedkæmpe LTTE uden Indien. Den fik direkte støtte i kraft af f.eks. overvågningsassistance og flådeblokade, men ikke mindst den indirekte støtte, der ligger i, at Indien valgte at se den anden vej, da det rigtigt gik løs. Det må føles, som om en vigtig brik falder med Indiens ja.«
Selv i tamilske kredse var man begyndt at sige, at det ikke nyttede at presse på for et retsopgør.
»Man indtog i stedet en pragmatisk holdning om at arbejde for at styrke menneskerettighederne og demokratiet generelt, fordi øget pres for et retsopgør kunne få regeringen til at slå helt bak.«
