Læsetid: 3 min.

Hollande kræver ny finanspagt – eller gør han?

Europas borgerlige regeringschefer vil ikke mødes med Frankrigs socialistleder, efter at han har truet med at sabotere EU’s nye finanspagt, men muligvis er Hollande ikke så konfrontatorisk, som han lyder
7. marts 2012

Den ledende talsmand for det franske socialistiske parti, Benoît Hamon, har svært ved at skjule sin glæde. På spørgsmålet om partiets reaktion på ugens franske tophistorie om en påstået hemmelig aftale mellem fire europæiske borgerlige statsledere om at nægte at mødes med socialisternes præsidentkandidat François Hollande, læner Benoît Hamon sig veltilfreds tilbage i stolen med et skævt grin.

»Der gjorde de ikke just Nicolas Sarkozy nogen stor tjeneste,« siger han.

»Reaktionerne har været stærke, og Hollande har sagt: ’Jeg har ikke brug for naboernes velsignelse,’« siger han med henvisning til den markante modvilje, det vakte i fransk offentlighed, da Angela Merkel for nylig optrådte side om side med Nicolas Sarkozy i et tv-indslag i den åbenlyse hensigt at tilsige ham personlig støtte.

Rygterne om en boykot af den socialistiske præsidentkandidat, som i hemmelighed skal være aftalt mellem Angela Merkel, Italiens Mario Monti, Spaniens Mariano Rajoy og Storbritanniens David Cameron, blev søndag sat i omløb af det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Og selv om der efterfølgende kom mere eller mindre uldne dementier fra de førnævnte statsledere, har boykothistorien spillet en nøglerolle i de seneste dages franske præsidentvalgkamp.

Tysk dominans

Årsagen er enkel: Tysk magtudøvelse i Frankrig såvel som i Europa generelt er følsomt stof i den franske politiske debat, hvor Nicolas Sarkozys tætte partnerskab med Angela Merkel efter manges mening resulterede i et alt for tyskdomineret kompromis ved den endelige udformning af finanspagten. Samtidig har François Hollande udfordret den netop indgåede finanspagt ved at gentage tidligere udmeldinger om, at han ikke har i sinde at ratificere den i dens nuværende version, i fald han vinder valget den 22. april.

Tirsdagens leder i det borgerlige dagblad Le Figaro ser de konservative lederes angivelige boykot af Hollande som udslag af, at Europa kan blive Hollandes »akilleshæl«. For bag denne lille episode, mener Figaro, gemmer der sig en større sandhed:

»Vælges Hollande den 6. maj, skal han stå til regnskab over for et Europa, som ikke har tillid til ham.«

Den analyse er Socialistpartiets Benoît Hamon ikke helt uenig i. Men efter hans mening fokuserer den overdrevent på samarbejdet med Europas siddende regeringer og glemmer helt de franske vælgerne.

»Vi har den holdning,« siger han til en gruppe danske journalister, som via det franske udenrigsministerium er inviteret til briefing på socialisternes kontor, »at 40 mio. franske vælgere ved dette valg får mulighed for at tage stilling til, om de ønsker finanspagten gennemført i dens foreliggende form.«

Og for at udrydde enhver tvivl understreger han:

»Vinder vi, skal traktaten genforhandles. Uden genforhandling, ingen ratificering. Så må det blive en finanspagt uden Frankrig.«

Bag den konfrontatoriske retorik gemmer der sig dog en ganske anden politisk virkelighed, vurderer flere politiske kommentatorer, som Information har talt med. Som økonom og professor ved Sciences Po Elie Cohen, en hyppigt brugt kommentator i franske medier, påpeger:

»I en fransk valgkamp er det hele tiden to niveauer: Det, der siges direkte, og det, der underforstås. På den ene side har vi de offentlige udmeldinger. På den anden side har vi den virkelighed, at Hollande er en ansvarsbevidst mand, som forstår at vurdere, om noget er muligt eller ej,« siger Cohen, der i øvrigt ser Benoît Hamon som repræsentant for en socialistisk venstrefløj, der forlængst har tabt magtkampen til François Hollandes mere socialdemokratiske linje.

Elie Cohen afviser at Hollande vil kræve omfattende ændringer af finanspagten – højst vil han lade sig nøje med tillægsprotokoller, der åbner op for visse væksttiltag.

»Vent og hør den tale, Hollande holder om en god uges tid. Så vil De se, om min udlægning ikke kommer tættere på end Hamons,« spår Elie Cohen med et fiffigt smil.

Le Monde-journalisten Adién de Tricornot deler professorens analyse:

»Man må ikke glemme, at François Hollande er den åndelige søn af Jacques Delors,« siger han og forudser, at Hollande præcis som den tidligere socialistiske kandidat Lionel Jospin kritiserer den europæiske pagt under valgkampen (i Jospins tilfælde var det stabilitetspagten) for efter en eventuel valgsejr at forhandle sig frem til noget, der i høj grad er en ’symbolsk’ sejr.

I Jospins tid ændrede den europæiske stabilitetspagt navn til ’vækst- og stabilitetspagten’. Det mål er ifølge kommentatorer ikke langt fra det, der kan være den kommende franske, socialistiske præsidents plan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu