Nyhed
Læsetid: 3 min.

Institut for Menneskerettigheder blåstempler regeringens fangepolitik

Både Enhedslisten og de radikale vil have skærpet de danske fangetilsyn i Afghanistan. Liberal Alliance kræver en redegørelse for de danske fangetilsyn. Enhedslisten kalder forsvarsministeren i samråd
Udland
23. marts 2012

Institut for Menneskerettig-heder (IMR) kommer nu forsvarsminister Nick Hækkerup (S) til undsætning i spørgsmålet om Danmarks fangepolitik i Afghanistan.

Direktør for instituttet Jonas Christoffersen mener ikke, der er grund til at kritisere hverken kvaliteten eller omfanget af de danske fangetilsyn i Afghanistan.

»Den måde, Danmark forvalter sin tilsynspligt på, finder jeg umiddelbart meget fornuftig,« siger han.

Spørgsmålet om de danske fangetilsyn er blevet aktuelt, efter Information i går kunne fortælle, at Danmark i 2010 havde en 13-årig afghansk dreng siddende i ungdomsfængslet i Laskar Gah, hvor flere af de indsatte ifølge en ny rapport fra Afghanistans førende menneskerettighedsorganisation AIHRC jævnligt blev banket med jernrør og voldtaget af fængselsdirektøren og hans søn.

De danske tilsynsfolk – en militærlæge og en militærjurist – opdagede på intet tidspunkt, hvad der foregik, selv om de gennemførte mindst tre tilsyn med drengen.

Sagen har fået både AIHRC, Amnesty International og Rehabiliteringscentret for Torturofre til at kræve, at Danmark udvider sine fangetilsyn til også at omfatte de generelle forhold i de fængsler, Danmark udleverer fanger til. Som det er i dag, vurderer tilsynsfolkene kun de ’danske’ fangers forhold.

Jonas Christoffersen deler heller ikke de andre tre menneskerettighedsorganisationers vurdering af, at Danmark handler i strid med konventionerne, når regeringen trods de nye torturoplysninger agter at fortsætte fangeudleveringen.

»Danmark har en konventionsmæssig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke er for stor risiko for, at de fanger, vi udleverer, udsættes for mishandling. Men man kan aldrig eliminere risikoen for mishandling 100 procent,« siger direktøren for IMR.

Han hæfter sig bl.a. ved, at AIHRC’s rapport ikke indeholder oplysninger om, at de fanger, Danmark har udleveret, er blevet udsat for tortur eller mishandling.

Forsvarsminister Nick Hækkerup afviste i går at udvide de danske tilsyn. Det er ikke Danmarks opgave, mente ministeren, og det er Jonas Christoffersen enig i:

»Vi er i Afghanistan for at styrke de afghanske myndigheder på alle måder, og det vil derfor være forkert, hvis Danmark eller andre nationer overtager den opgave«.

»Det rigtige må i stedet være at styrke AIHRC, så de er i stand til at gennemføre et effektivt tilsyn med alle Afghanistans fængsler.«

Minister i samråd

På Christiansborg mener flere partier ikke, at sagen er så enkel. Både de radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance vil derfor have forsvarsministeren til at redegøre nærmere for kvaliteten og omfanget af de danske tilsyn.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen agter at kalde ministeren i samråd om sagen.

»Det er rigtig trist, at forsvarsministeren nægter at tage de nye oplysninger om tortur alvorligt,« siger han og beskylder regeringen for »også på dette område at løbe fra sine løfter«.

Også Liberal Alliances forsvarsordfører, Villum Christensen, ønsker den danske fangepraksis diskuteret, men foretrækker, at det sker i forsvarsforligskredsen, der omfatter alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten.

»Man må nok erkende, at den danske indsats i disse fjerntliggende egne ikke kan rumme en generel tilsynsforpligtelse for fængsler, selv om det ville pynte, hvis man havde øjne og ører åbne, når man nu er til stede,« siger han.

De radikales ordfører, Zenia Stampe, vil på sin side have ministeren til at undersøge, hvordan man han styrke de afghanske myndigheders tilsyn eller eventuelt etableret et fælles NATO-tilsyn.

»Vi skal ikke udlevere fanger til fængsler, hvor der er risiko for tortur. Men jeg er ikke sikker på, at svaret er at etablere et bredere dansk tilsyn,« siger hun.

Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra forsvarsordførerne Holger K. Nielsen (SF) og Hans Christian Thoning (V) men ingen af dem har ønsket at kommentere sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmark har en konventionsmæssig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke er risiko for, at de fanger, vi udleverer, udsættes for mishandling. Men man kan aldrig eliminere risikoen for mishandling 100 procent,« siger direktøren for Institut for Menneskerettigheder (IMR), Jonas Christoffersen.

Jeg syntes, at når man ved at anholde andre mennesker i et fremmed land påtager sig ansvaret for deres sikkerhed, så gælder det 100% af ansvaret. Og jeg syntes videre, at hvis man ikke vil påtage sig det ansvar, man retmæssigt har, bør man lade disse mennesker gå - eller trække sig ud af landet.

Derfor syntes jeg, at i denne sag er direktør for IMR, Jonas Christoffersen, en lige så stor politisk platugle som forsvarsminister Nick Hækkerup.