Jeffrey Sachs går efter toppost i Verdensbanken

At anføre et korstog mod global fattigdom i 2012 kan ligne en utaknemmelig opgave. Gør brandbeskatning og sparepolitikker det ikke sværere for Vestens klemte husholdninger at mobilisere større hjælpevilje over for de betrængte indbyggere i tredjeverdenslande? Vifter Kina ikke med checkhæftet i stadig større dele af Afrika?

Men Jeffrey Sachs, den amerikanske økonom og mediestjerne, har ikke desto mindre udtrykt interesse for den snart ledige stilling som præsident for Verdensbanken – og han udtrykker begejstring for den udfordring, der kan vente.

»Dette er potentielt en tid med bemærkelsesværdige gennembrud i udviklingspolitikken,« siger han. »Vi ser mange eksempler på det, mange succeshistorier. Der er hele komplekser af knowhow og ny teknologi, som er ekstremt potente.«

Som et eksempel peger han på »nye udviklinger i sundhedssektoren, som kan indebære, at vi står umiddelbart over for en enorm nedgang i spædbørns-, børne- og mødre-dødelighed, hvis vi forvalter og implementerer dem ordentligt«.

Verdensbanken skal ikke udvide sit operationsfelt, siger han – den har allerede 9.000 ansatte, der opererer i over 100 lande og har udlånt over 103 milliarder dollar siden finanskrisen i 2008. Påkrævet er det derimod at få et klarere fokus, rulle de nye teknologier ud og udbrede højere standarder for ’bedste udviklingspraksis’.

»Der kan være mange praktiske vanskeligheder forbundet med at gå fra idé til implementering, og her tror jeg virkelig, jeg kan påberåbe mig nyttige erfaringer: I 25 år har jeg med opsmøgede ærmer selv deltaget i konkrete problemløsninger ude i marken. «

Kritik af favoritterne

Længe før den nuværende præsident, Robert Zoellick, i sidste måned meddelte, at han vil træde tilbage til sommer, var der to favoritnavne i omløb som Washingtons foretrukne valg af efterfølger: den tidligere skatteminister Larry Summers og den nuværende udenrigsminister Hillary Clinton.

Men flere udviklingseksperter er skeptiske over for dem begge: Summers vil altid være belastet af sin fortid som fortaler for finansiel deregulering, da han var Bill Clintons økonomiske rådgiver, mens Hillary Clinton er så tæt forbundet med fremme af amerikansk udenrigspolitik – det er trods alt hendes job – at hun kan få svært ved at skabe gode relationer til Kina, Indien og andre magtfulde aktionærer.

Jobbet som leder af den Washington-baserede bank er pr. tradition gået til en amerikaner, for sådan blev det aftalt under efterkrigstidens Bretton Woods-konference, hvor banken blev etableret. Til gengæld skulle chefen for søsterinstitutionen Den Internationale Valutafond (IMF) – det er aktuelt franskmanden Christine Lagarde – være europæer.

De såkaldte ’BRIKS’-lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – har imidlertid erklæret, at de gerne ser en mere åben proces om besættelsen af stillingen denne gang. Dog har de svært ved at samles om opbakning til en ikke-amerikansk kandidat.

Sachs, der tydeligvis ikke er belastet af mangel på selvtillid, siger, at han er blevet overvældet af så mange udenlandske regeringer, der har stillet sig bag hans kandidatur. Han tror derfor snarere, at det er USA, han skal kæmpe for at overbevise, hvis han skal have jobbet.

»Jeg er ikke Washington-insider. Jeg arbejder tæt sammen med regeringer over hele verden. Det er, hvad jeg har gjort i 25 år.«

Han har aldrig været en elfenbenstårn-akademiker. Sammen med Nobel-prisvinderne Joseph Stiglitz og Paul Krugman er han en af de få økonomiprofessorer, der har skabt sig en karriere i USA som offentlig intellektuel og markeret sig i den politiske debat. For Sachs’ vedkommende som oftest for at minde et selvtilstrækkeligt USA om vigtigheden af verden udenfor. Time Magazine har da også betegnet ham som ’verdens mest berømte økonom’.

Han er aktuelt ansat ved Columbia Universitys Earth Institute og arbejder tillige som rådgiver for FN-generalsekretær Ban Ki-moon om, hvordan man kan opnå millennium-udviklingsmålene, som danner det globale fokus for indsatsområder inden for fattigdomsbekæmpelse, uddannelse og sundhed.

Men Sachs’ rolle i udviklingen har ikke altid været kontroversiel. Som konsulent i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, da han var tilknyttet Harvard, rådgav han først Polen og derefter Rusland om deres økonomiske reformer. Den strategi, som blev vedtaget af Kreml under IMF’s og det amerikanske finansministeriums formynderskab, indebar et hovedkulds fremstød mod privatiseringer og liberaliseringer, der skulle blive kendt som ’chokterapi’.

Konsekvenserne var katastrofale: En lille klike af oligarker blev i stand til at berige sig umådeholdent ved at opkøbe offentlige aktiver til spotpriser, og det hele endte med en russisk statsbankerot.

Men Sachs tager nu afstand fra de ekstreme politikker, som mange har villet give ham et medansvar for.

»Folk, der virkelig kender mig, ved, at jeg som økonom altid har stået for den gyldne middelvej og anbefalet moderate løsninger i forhold til, hvordan økonomierne skal fungere.«

Nye partnerskaber

I dag, siger han, er hans opskrift på at komme den alvorlige fattigdom til livs ikke at gå rundt i verdens hovedstæder med en tiggerskål og bede om et større budget, men at udnytte de eksisterende ressourcer langt mere effektivt.

»Jeg tror ikke, at banken lige nu realiserer sit fulde potentiale. Den har spredt sig over for mange ting, og den mobiliserer ikke den slags partnerskaber, som jeg tror vil kunne gøre en definitiv forskel i forhold til at nå millennium-udviklingsmålene.«

Han lægger ikke skjul på det faktum, at mange af de ’partnerskaber’, han har i tankerne, vil være med multinationale selskaber.

»Jeg mener, at den private sektor vil blive afgørende for at få succes, og det er der flere grunde til,« siger han. »Disse virksomheder ved, hvad de laver. De er de mest globale aktører i verden. De opererer ofte i over 100 lande, og de sidder på de teknologier, der rummer nøglen til udvikling – i forhold til informationsteknologi, herunder bredbånd, sundhedspleje, landbrug og infrastruktur.«

Det private erhvervslivs deltagelse i udviklingsprojekter er blevet mere udbredt, men er stadig særdeles omstridt. Nogle kampagnegrupper frygter, at de involverede virksomheder vil være mere interesserede i at markedsføre deres produkter end i at redde verden og indvender, at deres deltagelse derfor kun vil øge udviklingsomkostningerne.

Men Sachs insisterer:

»Man kan godt arbejde med disse virksomheder på en måde, hvor man siger: ’Profit er ikke det umiddelbare motiv lige nu’, men hvor de alligevel stiller deres teknologi til rådighed, og den offentlige sektor bidrager til at udbrede den.«

Frem for alt er han realistisk over for, at viljen i Vesten til at hjælpe har sine grænser.

»Jeg søger ikke dette job med en bagtanke om at appellere om massive stigninger i u-landsbistanden: For det kommer simpelthen ikke til at ske.«

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen