Baggrund
Læsetid: 5 min.

Kirken sidder stadig på døden

Messefald, medlemstab og kirkelukninger er en del af livet i folkekirken, der taber terræn på flere og flere fronter. Men døden har folkekirken ikke sluppet taget i: Langt de fleste begraves af kirken, og selv de humanistiske ritualer viderebærer masseraf kirkeligt gods
Det er meget lettere at være utraditionel, når det handler om en navngivningsfest eller et bryllup. Men et dødsfald medfører en krise for de efterladtes verdensbillede, der kalder på et velkendt ritual. Derfor vælger de fleste stadigvæk kirken.

Det er meget lettere at være utraditionel, når det handler om en navngivningsfest eller et bryllup. Men et dødsfald medfører en krise for de efterladtes verdensbillede, der kalder på et velkendt ritual. Derfor vælger de fleste stadigvæk kirken.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Udland
2. marts 2012

Stenalderens jættestuer, bronzealderens gravhøje, middelalderens gravpladser og nutidens kirkegårde har én fundamental ting tilfælles. De er der.

Umiddelbart selvindlysende, men de vidner alle om menneskets universelle behov for markere døden. Et behov, der tilsyneladende ikke ændres, selv om tiden og de religiøse forestillinger gør. Denne traditionelle forestilling om dødsritualet afspejles også i statistikken, for selv om medlemstallet i folkekirken er faldet med 10 pct. siden 1990, og i dag ligger på cirka 80 pct., får næsten ni ud af 10 stadig en traditionel, folkekirkelig begravelse.

Kirstine Helboe Johansen er ekspert i ritualer og ph.d. i teologi ved Aarhus Universitet, og hun mener, at begravelsesritualer altid har haft og stadig har en kolossal betydning for mennesker:

»Noget af det første mennesker ritualiserede var at skille sig af med deres døde. Og selv om folkekirken har et vigende medlemstal, får næsten 90 pct. stadig en kirkelig begravelse. Det kan ses som et udtryk for, at man vender tilbage til det, man kender, og den, man ved, kan sit kram, når det handler om døden,« siger Kirstine Helboe Johansen.

Hun mener, at begravelsesritualet et meget klassisk overgangsritual, som skal skabe orden i det kaos døden bringer ind i livet:

»Folk taler i høj grad om de afdøde i nutid indtil begravelsen og i datid efter begravelsen. Begravelsen markerer nemlig den sociale død, der overfører mennesker fra de levendes til de dødes fællesskab. Det er interessant, fordi det ikke handler om den fysiske død, der jo allerede er faktum, men om den sociale død, der skal etableres.«

Begravelser uden Gud

Dette klassiske overgangsritual er altså så vigtigt, at de fleste vælger at vende sig mod folkekirken, fordi man ikke tager chancer, når det gælder døden. »Det er meget lettere, at være utraditionel, når det handler om en navngivningsfest. Et dødsfald medfører en krise for de efterladtes verdensbillede, der kalder på et velkendt ritual. Det rituelle behov ændrer sig nemlig ikke, selv om man ændrer livsform,« fortæller Kirstine Helboe Johansen.

Hos en lille del af befolkningen, er Gud dog tabu ved begravelsen. Alligevel bliver der ikke ændret fundamentalt ved det, der foregår, selv om præsten er forvist fra prædikestolen og korset taget ned fra væggen.

»Det ville skure i øerne, hvis det var en præst, der holdt talen. Man skal ikke spøge med den slags, men være ærlig,« siger Peter Nielsen alvorligt.

Han fortæller om den dag i november forrige år, hvor han begravede sin kone Lillian.

Mens de 85 gæster sang Je ppe Aakjærs »Stille hjerte sol går ned,« skinnede den lavthængende efterårssol ind gennem vinduerne i mødelokalet på Furesø Marina, hvor ceremonien blev holdt.

Og som ved enhver anden begravelse var der fællessang, en højtidelig tale, stearinlys og stilhed. Kun Gud blev forbigået i tavshed.

»Hvis man ikke er troende, kommer man nemt til at spille skuespil i kirken. Og i den situation er det vigtigt at have et ritual, der er i overensstemmelse med den måde, man har levet sit liv på. Ceremonien skal bruges til at sætte et mindesmærke og et punktum,« siger Peter Nielsen.

Humanistisk samfund

Lillians begravelse var en såkaldt humanistisk begravelse, og i stedet for en præst stod en ceremonileder fra foreningen Humanistisk Samfund for at afholde ceremonien.

Foreningen har cirka 500 medlemmer og afholder både konfirmationer, bryllupper og begravelser, men alle uden præster og evangelium. Foreningen bygger på de humanistiske værdier og menneskerettighederne, og i stedet for præster har de såkaldte celebranter og ceremoniledere.

En af foreningens ceremoniledere hedder Jørgen Oldenburg. Han er pensioneret programmedarbejder ved Danmarks Radio, hvor han valgte film til danskernes aftenkaffe. Nu begraver han folk i stedet.

»I min alder har jeg gået til en del begravelser. Men mange af dem jeg har gået til, der er foregået i en kirke, blev jeg irriteret eller skuffet over. Mange af præsterne tog afdødes liv og den omstændighed, at det foregik i en kirke til indtægt for en religiøs holdning, som jeg vidste ikke passede. Jeg synes, det var virkelig usmageligt,« fortæller den pensionerede DR-medarbejder, hvis stemmeføring og sprog, minder én om Statsradiofoniens tid.

Rådhuset er ikke nok

Fra Jørgen Oldenburgs femtesalslejlighed i det indre København kan man se domkirken, Vor Frue Kirke. Oprindeligt var den spir 120 meter højt og kunne ses halvvejs i Roskilde, men med sine beskedne 58,5 meter efter englændernes bombardement i 1807, er det fjernere fra himlen i dag.

Længere mod vest skyder rådhustårnet i vejret, og selvom det i dag er højere, og der i huset administreres både vielser og navngivning dér, mener Oldenburg ikke, at rådhuset er den bedste ramme for livets mærkedage og ritualer.

»Jeg er selv gift på rådhuset, og det er egentlig fint, men det tager et par m hjem igen.«

Og det er i dette tomrum, mellem religiøs indblanding og upersonligt bureaukrati Humanistisk Samfund har sin berettigelse. Foreningen kan nemlig tilbyde ikke-religiøse ritualer til livets overgange.

Hollywoodsk ritual

Hvor flere og flere i dag dropper de folkekirkelige ægteskabsløfter og eksperimenterer med utraditionelle samlivsformer, kan man ikke bare droppe døden eller fundamentalt ændre på ritualets mekanik. Eksempelvis har der tidligere været foreninger, der har afholdt begravelser, der udskiftede det kristne evangelium med et socialistisk verdenssyn.

Men også socialistiske begravelser ligner de kirkelige, fortæller Kirstine Helboe Johansen.

De mest betydelige ændringer af begravelsesritualer bunder faktisk ikke i religion eller ideologi, men i god gammeldags kulturimperialisme fra Hollywood: »Især de amerikanske film er så stor en del af vores kultur, at når folk tænker på begravelser, vil de ofte have set flere på film, end de har oplevet selv. Menneskers forestilling om en begravelse vil derfor ofte være et sammensurium af film og egne oplevelser, og begravelser skal helst leve op til forestillingen om en ’rigtig’ begravelse,« forklarer forskeren.

Udsigt til gravstedet

På det lille landsted i nærheden af Birkerød, hvor Peter Nielsen bor, kan han se Lillians grav gennem vinduet. Den er ikke markeret med en gravsten, for det er ulovligt udenfor en officiel kirkegård.

Alligevel er Peter Nielsen glad for udsigten og for Lillians begravelse, der både var klassisk og utraditionel:

»Hvis ikke der havde været et ritual, ville det have været et savn for mig og mange andre. At sige farvel er også en form for terapi, og derfor er det vigtigt, man ikke forbigår et dødsfald i stilhed, men også at et ritual er ærligt over for den afdøde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...og DR.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg er ikke sikker på at tallet bliver så voldsomt stort. Mange fattige familier må vælge den løsning at ceremonien foregår på hospitalets kapel og den døde brændes.

Det er mærkeligt at denne løsning for de fattige ikke er med i artiklen.